Majoren var vant til at parere ordre.
Han lod andre om at stille spørgsmål og da han fik udleveret rapporten af sin overordnede, knaldede han blot hælene sammen og gjorde honnør.
"Denne rapport er sikkerhedskvalificeret," sagde generalen og rakte papirerne frem. "Vi fandt den under en ransagning i fjendens hus. Læs den på vejen og find kvinden, der smuglede brevet ud. Med lidt held lever hun og de andre. Træd af."
"Hvilken kvinde?" tænkte majoren, men stillede ingen spørgsmål. Tog blot rapporten, gjorde honnør og forlod hovedkvarteret igen. Nu sad han i luftpudejeepen og læste papirerne, mens chaufføren førte bilen de reglementerede femten centimeter over den mudrede vej.
Majorens blik gled over den hemmelighedsstemplede rapport:
"Indledning:
Den 7. juli 1947 forulykkede et udenjordisk fartøj i Roswell, New Mexico, USA. (For yderligere information, se venligst:
http://en.wikipedia.org/wiki/Roswell_UFO_incident ).
Af frygt for massepanik og for den bølge af uforudsigelige hændelser, en sådan afsløring kunne udløse, besluttede man fra officiel side øjeblikkeligt at sikkerhedskvalificere og mørklægge episoden. Ikke længe efter denne hændelse påbegyndte teknologien en eksplosiv udvikling."
Luftpudejeepen vippede. Majoren kørte hurtigt hånden gennem det karseklippede hår. Han var på vej til Kolding, for at gennemsøge barakbygningerne for overlevende efter krigens ophør. Omhyggeligt studerede han de maskinskrevne ark, mens bilen svævede gennem landskabet.
"I 1954 dannede en gruppe af særligt udvalgte personer Bildersbergs-gruppen, der opkaldte sig efter det hotel i Holland, hvor de første gang mødtes. (Se venligst http://en.wikipedia.org/wiki/Bilderberg_Group ).
Bilderbergs group blev oprindeligt stiftet af Joseph Retinger, David Rockefeller, Denis Healey og Prins Bernhard af Holland, men er gennem årene udvidet betragteligt med så promenter deltagere, som Henry Kissinger, Wolfowitz og Hollands dronning Beatrix.
Ligeledes har Bill Gates, George W. Bush og Mærsk Mc-Kinney Møller, for ikke at nævne Anders Fogh Rasmussen, Mogens Lykketoft og Tøger Seidenfaden alle været på gæstelisten til rådets møder. (Se evt.: http://www.information.dk/125091 samt http://www.bilderberg.org/bilder.htm )."
Majoren bladrede tankefuldt i arkene. Lidt efter landede luftpudejeepen med et svagt pust foran barakbyen og med rapporten i hånden steg han ud af jeepen.
Der var en lugt af bål i luften og omkring på jorden lå der ulmende gløder, solen bagte ned fra oven. Hurtigt tog han handsker og gasmaske på og sikrede sig at al hud var dækket.
Han forsøgte at danne sig et overblik over området. Barakkerne lå som et grotesk ar i landskabet mod Koldinghus knejsende mure i baggrunden. Han beundrede slottet et øjeblik, før han vendte sig om og gik ind gennem hegnet til de udslidte bygninger.
Majoren så rundt. Vinduerne i de aflange træbarakker var smadrede og pigtråd hang over de ødelagte hegn, som vingeskudte fugle. Ingen lyde hørtes, selv ikke insekter summede denne varme sommerdag. Hans kompagni gennemsøgte sandsynligvis en spøgelsesby.
Den høje major standsede foran en tilfældigt barak, gik ind og ledte efter et sted at sætte sig, for at læse færdig. Gennem den knuste rude så han soldaterne gennemsøge de andre huse for overlevende. Hans blik faldt på en væltet træstol i det lavloftede rum, og han rejste den og satte sig med papirerne bredt ud foran sig ved skrivebordet.
Clipset fast inde i rapporten lå et avisudklip af et smilende nygift par. Han så nærmere på billedet. Kvindens rødblonde hår indrammede det smilende ansigt. Hendes øjne så levende, årvågne ud og hun virkede lykkelig. På en eller anden måde virkede ansigtet svagt bekendt.
Bag udklippet fortsatte ordlyden:
"Bilderberg-gruppens opgave var fra starten at fortie sandheden om ufo-styrtet.
Det bedste middel var gratis. Ødelæggende latterliggørelse, fyring fra offentlige embeder og almindelig forhånelse ramte enhver, der påstod at en ufo var havareret i Roswell. - Især hvis de samtidig nævnte, at dette endegyldigt indledte kontakten med mælkevejens øvrige beboere og sikrede magthavernes optagelse i det interplanetariske samarbejde.
Grådighed efter ny teknologi fik jordens ældsteråd - Bilderbergs-gruppen m. fl. - til at underskrive suværænitetsafgivende kontrakter. Aftaler, der i al hemmelighed blev indgået med de nye partnere i Mælkevejen.
De ufoforskere der stædigt hævdede, at klodens befolkning blev invaderet af aliens og for øvrigt konsekvent ført bag lyset, blev omhyggeligt tværet ud i medierne.
I bedste fald fik de ødelagt karrieren, i værste fald forsvandt de, eller blev truet af sortklædte natlige gæster. Ikke mange turde åbenlyst forsvare teorien om magthavernes hemmeligholdte og lyssky kontakt med de fremmede.
Naturligvis var der mindre grupper, der i avisartikler, magasiner og bøger fastholdt konspirationsteorien, men reelt troede verden ikke på udenjordiske besøgende i efterkrigsårene.
Da en ufo i begyndelsen af 1987 så uden varsel kolliderede med Eiffeltårnet i Paris, kunne det ikke længere hemmeligholdes, at jorden blev besøgt af udenjordiske væsner, og man besluttede sig for at informere den vestlige verden.
Stort set samtidig tiltrådte den vestlige verdens regeringer syndikatet D.U.K.
D.U.K. (Den Universelle Kontrakt) forpligtede medlemmerne i Mælkevejen til frihandelsaftaler og ikke-angrebs-pagt. Ligeledes indgik man aftale om modtagelse af flygtninge efter kvoteordninger fra planeter i krig, plaget af hungersnød eller ofre for naturkatastrofer.
Følgende er en dansk kvindes autentiske beretning om flygtningene fra himlen. En historie om en folkevandring fra Tusmørkeplaneten til Danmark, fra en ubeboelig planet, ødelagt i interne krige og tilflytternes integration på planeten Jorden.
Manuskriptet som desværre ikke er komplet, blev smuglet ud fra en barakby i Kolding. Det er derfor sandsynligt, at der stadig findes overlevende i området. Kvinden vurderes til at være i slutningen af tyverne, da brevet forfattes. Første ark er dateret søndag, den 30. november 2008."
Majoren kiggede ned på papirerne omviklet med silkebånd. Hans behandskede hænder havde svært ved at adskille de tynde ark.
Brevet var skrevet i hånden og den spinkle skrift syntes kraftesløs og forsvandt flere gange, som spindelvæv over papiret. Han så igen på billedet af kvinden.
Kunne hun stadig være i live? Det var svært at tro. Han så rundt på de ødelagte møbler. De billeder der stadig hang på væggen, havde smadret glas, andre lå itu på gulvet. Et malingsafskallet klædeskab syntes uberørt, som det eneste. Det var svært at forestille sig overlevende i disse bygninger.
Majoren så på sit ur. Bag ham pilede en kakerlak over væggen. Han løftede bunken af papirer, løsnede det solblegede blå silkebånd og begyndte at læse.
"Der var engang hvor man ikke troede på liv på fremmede kloder," begyndte brevet.
"Engang hvor man hånligt lo af dem, der påstod at de havde set rumskibe eller "ufoer", som det kaldtes i gamle dage. UFO betyder Uidentificeret Flyvende Objekt. I dag kalder man dem bare rumskibe, for de er jo ikke længere uidentificerede.
Som bekendt blev Danmark udtaget ved lodtrækning til at huse tilflytterne fra Tusmørkeplaneten.
D.U.K. (Den Universelle Kontrakt) besluttede at min by skulle være udgangspunkt for forsøget. Tilflytterne skulle indgå i samfundet på lige vis som os andre og vi var selvfølgelig alle meget spændte - og ærlig talt også lidt stolte."
Majoren løftede blikket bag gasmasken. Han kunne godt huske begejstringen. Danmark og danskerne kom virkelig på verdenskortet, for deres generøse indstilling og accept af tilflytterne.
"Jeg var otte år dengang, men jeg husker tydeligt, da de ankom.
I starten tror jeg egentlig de fleste syntes de fremmede var spændende og eksotiske. De kom svævende i kolonner, landede i lysegrå rumskibe og slog sig ned i de barakbyer, myndighederne indrettede til dem.
Vi så på tv, hvordan de begejstret hejste deres flag, så snart de havde indrettet sig og man mødte dem hurtigt i bybilledet, når de sidst på dagen eller hen under aften fouragerede i byens forretninger, som de betalte med madkuponer fra kommunen.
Egentlig var der ikke stor forskel på dem og os, når man først lige så dem. Deres mørkegrønne hud var naturligvis anderledes, men de havde to arme og to ben og egentlig lignede de os meget.
Forskellen var naturligvis at de knopskød. Fødte ikke deres børn, som vi kendte det her fra Jorden, men både mændene og kvinderne udførte hurtig ukønnet formering, når de ønskede det. Det var bare én af de ting, vi lærte om dem i de første dage.
Min egen familie var selv med i den velkomstkomite, der tog sig af dem og hjalp dem til at vænne sig til de nye forhold. - For selvfølgelig var det svært for tilflytterne, at finde sig til rette i starten. Der var jo så meget, der var nyt for dem - solens stråler f.eks. Der hvor Tusmørkefolket kom fra havde de jo ikke solen tæt på og det er klart, at de syntes lyset var belastende for deres hud, der slet ikke var vant til UV-strålerne.
Vi havde derfor fuld forståelse for at de helst handlede ind om natten og handelsstandsforeningen var helt med på at ændre åbningstiden en smule, så de også kunne få glæde af slagtilbudene, som os andre.
Det gik faktisk fint en tid. Men så var det børnene begyndte at forsvinde.
Faktisk vidste vi godt, de spiste børn - altså deres egne. På den måde holdt de sig ungdommelige og i live, ved hjælp af deres egne knopskudte afkom. Fik de ikke deres proteintilskud forfaldt Tusmørkefolket og døde.
Der var en del avisskriverier i starten fra folk, der syntes det var utåleligt med det skrigeri det afstedkom, når de jagtede deres afkom udover markerne og med skarpe tænder flænsede de yngste.
De holdt festmåltid på bakketoppen, med fællesspisning i de lange sommernætter, når de åd de mindste i familien. Men så knopskød de bare et par ekstra, som til forveksling lignede dem, de spiste og på den måde gik det jo lige op.
Der var en del debat om det - især i begyndelse før aviserne holdt op med at trykke læserbrevene. Men i starten kom der en masse indlæg fra forargede borgere, der syntes det var for galt og også synd for børnene.
Også i vores familie syntes man det var underligt og lidt uhyggeligt, men på den anden side, som far sagde, så skal man passe på, med at blande sig i skikke, som vi ikke forstår. Vi havde sikkert også traditioner, som de fandt mystiske og usædvanlige.
De nye beboeres børn begyndte i skole og det var en stor dag, da de første ankom til klassen. Der var blevet indkøbt mørklægningsgardiner og vi så frem til i en periode at blive undervist i tusmørke.
Vi var alle sammen meget misundelige på Heidi, der fik lov at sidde ved siden af AK3 og Nikolaj, der nu delte bord med JF67. Selvom vi efterhånden var ved at blive vant til at se tilflytterne i gadebilledet efter mørkets frembrud, var det alligevel eksotisk at gå i klasse med dem og høre deres mærkelige sprog, som de talte indbyrdes.
Det var en slags summen eller hvislen og vi fik meget skæg ud af at lære nogle af deres gloser. I starten syntes jeg det lød ens alt sammen, men hurtigt fik jeg lært lidt og kunne både sige "Bzzzz hxim Helle" (mit navn er Helle) og "Wiiizz ikrr?" (Hvad hedder du?)
Det varede ikke længe, før barakbyerne blev for små, både fordi der hele tiden kom flere tilrejsende og på grund af de knopskud, de foretog. Et eller andet sted var det vel også forkert at lade dem bo på den måde, når de nu skulle være en del af vores samfund.
Ved kommunalvalget, hvor nogle af tilflytterne stillede op på deres egen liste, blev de valgt ind med et stort flertal af både dem og os, og nu indførte man kvoter, så Tilflytterne fik fortrinsret til lejlighederne i de nybyggede komplekser og de forretningsdrivende indførte hurtigt natteåbningstid, så de solstråler, som stadig generede dem så meget kunne undgås.
Jeg husker tydeligt det år, det var fastelavn for sidste gang og min lillesøster Terese og jeg klædte os ud. Min mor var ikke helt tryg ved at vi ville rasle ovre i "de nyes" område, men jeg var jo gode venner med både AK3 og JF67 fra klassen og syntes det kunne være skægt at besøge dem, for det havde vi aldrig prøvet før.
Vi var begge klædt ud som spøgelser, med et sammensyet lagen over hovedet. Far tegnede uhyggelige bloddråber med rødt på det hvide stof og udstyrede os med lange metalkæder, vi kunne slæbe efter os, som var vi rigtige genfærd. I kurven til det slik, vi planlagde at indsamle, foldede mor en lommelygte ind i den hvide serviet.
Det var koldt og solen var på vej ned, da vi gik ud ad døren. Det var februar og den første sne var faldet for længst. Jeg holdt min søster Terese i hånden, da vi traskede op mod den store bakke, hvor børneofringerne foregik om sommeren. Automatisk gled mit blik derop, selvom jeg prøvede at forhindre det. Der sad en ravn på den ene galge, mod den nedgående sol i baggrunden og jeg syntes den stirrede på os.
Der var ikke noget at være bange for,, beroligede jeg mig selv. Og for øvrigt spiste Tusmørkefolket jo heller ikke folk som os. Alligevel ville jeg gerne hurtigt væk fra Galgebakken.
"Skynd dig, Terese."
Vinden susede i træerne og mørket var faldet på. Terese og jeg gik foroverbøjet i den kolde vind op mod nybyggeriet. Pludselig standsede min søster og klagede over en sten i skoen. Terese var på det tidspunkt fem år og der var stadig meget, jeg som den store måtte hjælpe hende med. Vi satte os på en bænk nedenfor bakken og jeg gik på hug foran hende, fik træskoen af og pillede stenen ud.
"Er det deroppe, de spiser børnene om sommeren?" spurgte Terese og sendte frygtsomme blikke mod den mørke høj.
Stoffet i spøgelsesdragten var gået lidt op i siden, der hvor mor havde syet det og man kunne se de blå smækbukser. Jeg samlede det hvide lagen sammen, strøg hende over håret og nikkede. Vidste pludselig ikke om hun kunne se det i halvmørket. "Men de spiser jo kun deres egne," mindede jeg hende om.
"Hvorfor spiser de børnene."
Somme tider var hun rigtig stædig, når der var noget hun ville vide besked med. Hun skrabede med den røde træsko, så der dannedes en rende i gruset.
"Det ved jeg ikke," sagde jeg. "Men de laver jo bare et nyt barn bagefter, det ved du da godt?"
Faktisk spekulerede jeg selv meget på det og spurgte også AK3 om det en dag, vi legede i gården i frikvarteret, men han forstod ikke mit spørgsmål og sagde bare, at det var fordi børn smagte godt.
Det blev hurtigt for koldt at sidde på bænken, så jeg hankede op i min søster og fulgte stien rundt om Galgebakken. Lidt efter kunne vi se de snavsehvide bygninger bag højen. Der var ikke lys i vinduerne, for tilflytterne var jo ikke så meget for lamper.
Der lå affald overalt på stien og jeg så noget der lignede en barnehånd under en busk og trak hurtigt Terese videre.
Det blæste og vi holdt snart op med at tale sammen, for vinden tog ordene og som de to små spøgelser vi forestillede, gik vi langsomt med kurven i hånden, mod det første hus i rækken."
Majoren løftede blikket fra brevet et øjeblik og så sig om. Solen skinnede ind gennem de ituslåede vinduer og oplyste edderkoppernes spind på det splintrede træ, så læste han hurtigt videre:
"De første tre grå betonblokke, Teresa og jeg kom til havde ikke noget husnummer. Murene var fyldt med graffiti og der var en lugt af råd i luften.
De fleste gadelygter var smadrede, men enkelte på gadehjørnerne gav et gulligt lys fra sig, der svagt oplyste asfalten. Der var heldigvis skilte, der viste vej til husblokkene, men jeg måtte alligevel flere gange bruge lommelygten, for at se hvad der stod.
Pludselig hørte jeg smaskende og mumlende lyde bag Terese. Jeg trak hende hurtigt om bagved mig og rettede lygten mod buskadset. Vi så skyggerne fra en gruppe sammenkrøbne skikkelser bag de nøgne grene og standsede.
"AK3?" hviskede jeg, for det var kun ham og JF67 jeg kendte i området og de eneste, der vidste, vi ville komme for at rasle."
Majoren rynkede panden. Brevet så ud til at ville fortsætte på næste side, men da han vendte arket manglede der tydeligvis noget. Han lagde forvirret papirerne på bordet foran sig og bladrede bunken igennem.
Omsider fandt han noget, der lignede slutningen på brevet:
"Der er efterhånden gået mange år siden min søster forsvandt. Jeg ved stadig ikke, hvad der skete med hende den aften eller hvordan jeg selv kom hjem. Jeg fik senere fortalt, at jeg sov en hel uge og ikke talte i tre måneder efter.
Da jeg endelig kom i skole igen, mødte jeg AK3. Han trak bare på skulderen, da jeg spurgte til Terese.
Årene er gået og Tusmørkefolket har ændret mange ting. Jeg voksede op, blev gift og fik børn, mens samfundet lukkede sig om os.
Der begyndte at gå rygter om en modstandshær og min mand fik en henvendelse og blev optaget. Han fortalte aldrig noget, men i hans øjne så jeg håbet og troen på en fremtid.
Han blev hentet i maj. Jeg husker at han råbte, at vi skulle flygte, da de slæbte ham væk. Vi hørte aldrig fra ham igen.
Tusmørkefolket holdt op med at knopskyde, har jeg ikke skrevet det? Måske var det solens stråler, men det vidste jo ingen. De begyndte i hvert fald at forfalde, blev rynkede og gamle, da de ikke længere fik deres proteinholdige kost. Begyndte at dø.
Teksten blev ulæselig. Majoren holdt arket op mod lyset, men forgæves. Frustreret flyttede han blikket længere ned:
"Det trækker fra de utætte trævægge i den forladte barakby, hvor jeg nu bor med min familie. Vi, jeg og børnene flyttede ind i foråret, sammen med et par andre familier.
De siger at vi skulle være i nogenlunde sikkerhed herinde bag hegnet.
Der er meget faldefærdigt og de gamle bygninger må konstant lappes og repareres, når vinden piber ind af sprækkerne. Når mørket falder på, holder vi os inde. I stedet sidder jeg sammen med børnene ved vinduet og kigger på stjernerne, der sender deres lys ned over Galgebakken. Så fortæller jeg dem historier fra gamle dage, fra før tilflytterne kom.
Jeg skriver min historie, fordi jeg mærker at tiden er ved at rinde ud. Rygterne siger de kommer i nat. Måske er det ikke sandt. Måske bliver det først i morgen, at de bryder ind for at æde børnene.
Jeg vil beskytte dem med mit liv, lige meget hvor mange de kommer. Lad det sidste mine børn se, være deres mor der kæmpede for deres liv.
I aften vil jeg fortælle dem et eventyr, før de sover. Eventyret om en ny verden, hvor vi skal være sammen igen. - Hvem ved, - måske findes der virkelig en ledig klode derude? Et sted, hvor vi - jordboerne - kan være i fred. Jeg beder til, der findes steder i Mælkevejen, hvor man ikke spiser børn."
Majoren foldede papirerne sammen og bandt forsigtigt det blegblå silkebånd om brevet igen, så stak han det i lommen på militærjakken. Så var hans kompagni alligevel kommet for sent.
Han skulle til at forlade barakken, da en lyd fangede hans opmærksomhed.
Noget puslede i hjørnet. Automatisk greb han ud efter riflen, mærkede blodet dunke i årerne, da hans blik fangede bevægelsen.
Klædeskabet i hjørnet rokkede.
Døren åbnede sig på klem og en bleg, skeletagtig hånd klamrede sig til den afskallede træramme på skabet.
Majoren så de knækkede, sortrandede negle, før han fik øje på de missende øjne i det blege ansigt. Det hvide, uredte hår lå tjavset om kvinden, der frygtsomt stirrede på ham.
En skygge kom til syne bag hende. Et grimet ansigt på en dreng og bagved ham en mindre pige. De lagenblege, bange ansigter virkede groteske i sommersolen, der strømmede ind ad de knuste ruder.
Majoren rakte hånden ud og hjalp først kvinden, så børnene ud fra skabet. Tynde skikkelser kravlede frem som lyssky væsner. Da de stod på det slidte bræddegulv, kastede majoren blikket ind i skabet og så den gravede jordgang under gulvet. Guderne måtte vide, hvor længe de havde boet under skabet?
Kvinden så sig forvirret rundt, fæstede sit blik på majoren og trak så børnene beskyttende ind til sig.
"Er det ... slut? Vandt vi?"
Majoren nikkede roligt, men hans hjerne kørte på højtryk bag gasmasken. Der var ingen tvivl i hans sind om kvindens identitet. Hendes ansigt, trods skarpere skåret, lignede kvinden på bryllupsbilledet, hende han søgte. Det tidligere rødblonde hår, lå som snehvide tråde om de benede skuldre, men han genkendte øjeblikkeligt de levende øjne, som havde mødt hans blik på fotografiet.
Majoren rakte ud og kvinden greb hans behandskede hånd. "Vi fandt det brev, du smuglede ud." Hans stemme lød forvrænget bag gasmasken. Et øjeblik så de på hinanden i det strålende solskin, før kvinden tøvende smilede til ham.
En militærhelikopter lød støjende oppe over taget. Majoren strøg den lille pige over håret. "Der er fred nu. - Krigen er slut."
En snavset, nøgen dukke lå på gulvet. Majoren samlede den op og rakte den kejtet til pigen. Barnet knugede den ind til sig, før hun atter søgte om bag moderens ryg og forsvandt.
Kompagniet var omsider færdige med at gennemsøge barakbyen. De få overlevende kom frem i lyset, hjulpet ud af soldaterne. Sammenkrøbne og missende mod solen, kom de frem fra deres skjul. Samaritter og soldater bar sårede på bårer og døde ud i sække.
Han lod moderen og børnene gå først ud ad den smadrede dør. Kvinden med det snehvide hår missede mod solen, men smilede så ned til pigen med dukken.
Den lille familie gik gennem det høje græs langs barakbygningen og hen mod hegnet. En solsort begyndte at synge i det fjerne og et sted hørtes en forsigtig barnelatter.
Majoren lukkede døren bag dem og gik ud i den strålende sol. Foran ham svævede luftpudejeepen.
Det var på tide at få ryddet op.
Epilog
Da kvinden og børnene nåede frem til samaritterne blev de grebet af stærke arme og ført op til den ventende lastbil. De vendte sig og så tilbage mod barakken.
Majoren kiggede efter dem, som de overlevende klumpede sig sammen på ladet. Lastbilen satte i gang og kørte bort ad den støvede vej.
Chaufføren åbnede bildøren og majoren satte sig ind på bagsædet. Han lænede sig tilbage i luftpudejeepen og trak handskerne af. Så fjernede han gasmasken og lagde den fra sig på sædet. Så over på chaufføren. "Kør mig tilbage til hovedkontoret."
Majoren stirrede ud på den tømte barakby. Han burde med det samme have gættet, hun skjulte sig under gulvet med børnene.
- Så hun var altså den kvinde, de havde søgt efter? Den mørkegrønne ansigtshud samlede sig i dybe rynker og furer, da han smilede for sig selv.
Han huskede hende fra dengang de var børn. AK3 rettede igen opmærksomheden mod den rapport, han var ved at udfylde.
En god soldat stillede aldrig spørgsmål ved opgaven, Det gjorde AK3 heller ikke denne gang. Og opgaven var endegyldigt løst.