I søen bor der karper. Det er en særlig japansk race, der kaldes Koi. Udover at de er meget smukke, kan de være særdeles kostbare og der findes adskillige klubber, hvor farver og aftegn seriøst diskuteres. Der findes oven i købet mennesker, der køber særlige slags, som investering og har dem for senere økonomisk at forsøde deres alderdom. I Japan er det med Koi meget stort. Vist også i USA.

Vores Koi er bare smukke. Nogle af dem er temmelig store og det er altid spændende, at se hvor meget de er vokset, når foråret nærmer sig og de igen begynder at komme op til overfladen.
De er også altid sultne og følger en i stimer, når man viser sig ved bredden. De spiser særlig indkøbt Koifoder, men taber man en krumme fra sin sandwich, går de simpelthen amok dernede og slås om dette foder. Toastbrød og wienerbrød er deres livret, men det er jo nok ikke så sundt, så det får de kun ved uheld. Eller i hvert fald meget sjældent.
Der er også guldfisk og græskarper i søen. Og nogle andre, som jeg ikke lige kender navnet på. De trives alle fint og deler pladsen mellem sig.

Sidste forår indkøbte vi for 500 kr. "krebseklo" til søen. For de, der ikke lige ved hvad det er, er der tale om en køn vandplante, som ifølge sælgeren ville berige os med deres smukke blomster og skabe glæde i søen mange år frem.
Det sjove ved krebseklo er, at når sæsonen er overstået, folder de sig sammen, og lader sig synke ned mod bunden, hvor de så lever deres stille liv, til foråret igen banker på og de langsomt skyder op mod overfladen. Sagde sælgeren.

Der gik en formiddag og så var de væk. Jeg kikkede i kalenderen og tænkte, at det da blev en kort sæson og om de allerede var søgt mod bunden?
Så dem dog aldrig igen. Det lader til Koi, udover wienerbrød og toast, også synes at for 500 kroner krebseklo var et fint kosttilskud.
Nu er der plantet brøndkarse i stedet. Det koster en tiér, fiskene spiser det ikke og det står grønt hele året og vokser desuden ukontrollabelt. Så må det være godt med det...