Vera smilede og lukkede hjemmehjælpen ud. "Nej tak, jeg behøver ikke hjælp mere i dag," smilede hun. "Glædelig jul." Vera lukkede døren og drejede nøglen.
   Hun havde set den bredkitlede ryg, da den venlige dame skrev i den røde bog, at "fru jensen ønsker heller ikke hjælp i dag."
   Hjemmehjælpen tilbød at tørre støv af, når de nu ikke måtte vaske for hende, men det frabad Vera sig med et smil. Næ tak. Hun ville selv gerne holde sit hjem.
   Det holder også hovedet i gang, at ordne det selv, mente Vera og løftede den hvide plastikvasketøjskurv og bar den ned ad trappen til kælderen, hvor det nybyggede beboervaskeri lå.
   Lyset var gået på trappen, men solen skinnede ind af et lille højtsiddende vindue og oplyste trappens trin, så hun godt turde gå der, selv om synet efterhånden var dårligt. Sådan en stille 1. juledag havde man nok vaskeriet for sig selv og det ville hun gerne udnytte.
   Vera mærkede hun fik lidt sved på panden af at bære kurven med sengetøjet og holdt et lille hvil på trappen, før hun satte nøglekortet i døren.
   Faktisk var især vasketøjet ved at vokse hende over hovedet, især det tunge sengetøj, men det var hende magtpåliggende at klare sig selv, så længe hun kunne. Sukkersygen havde sat sig på øjnene og hun huskede godt hvad lægen havde sagt, da han forklarede hende prognosen. Hendes syn var aftagende, og sygesikringen gav ikke tilskud til sådan nogen som hende. Hun var simpelthen blevet samfundet for gammel at puste penge i.
   - "Desværre", havde lægen medfølende sagt og lagt sin hånd på hendes. Ingen tilskud til den slags operationer til patienter over 75 år. "Men sig til hvis det bliver for uoverskueligt, så skriver jeg gerne nogle beroligende tabletter op." og: "Husk, du har ret til mere hjemmehjælp, end du får nu - det skulle du stærkt overveje at tage imod, Vera." Lægen smilede venligt og skottede diskret til uret.
   Vera ville egentligt også godt have fortalt ham om det underlige modermærke på hoften, der voksede, men nu synes hun alligevel ikke at hun ville ulejlige ham mere. Hun ville ellers have bedt om en creme mod kløe, men hun fandt nok selv på noget. Måske vidste de noget nede i Matas?
   Vera rejste sig hurtigt og rakte hånden til farvel. Men da hun forlod den travle læge, følte hun sig pludselig betydelig ældre end 80 - og meget, meget blind.
   Vera lagde vasketøjet i maskinen og trykkede på de lysende knapper. Vaskepulveret dosserede sig selv, derinde i tromlen. Alt Vera skulle gøre var at stikke sit vaskekort i maskinen og trykke på få knapper. Regningen, der ikke var horribel, blev afstemt på huslejeregningen. Moderne tider, tænkte Vera og satte maskinen i gang.
   Da Vera havde sat tøjet over gik hun tilbage op i lejligheden og gjorde klar til eftermiddagskaffe.
   Vintersolen kastede et blødt skær ind gennem de røde gardiner. I vindueskarmen lyste den lyseblå antikke lampe den hyggelige stue op. Vera smilede og glattede en sofapude. Her boede hun nu trygt og godt.
   På sin vej gennem stuen vendte hun automatisk portrættet af Frederik tilbage ind mod væggen igen.
   Hun vendte det kun ud mod stuen for hjemmehjælpen skyld. Og det hændte at hun glemte det. Så spillede hun en lille smule dement og lod hjemmehjælpen vende rammen, så Frederik igen kunne kigge ud i stuen. Så snart hun var alene, vendte hun ham om igen.

Da Frederik døde - meget pludseligt - efter 55 års ægteskab, var det slut med de blå mærker. Dem hun normalt kunne skjule bag tøjet, lige indtil det der med hjemmeplejen var begyndt og der nu altid var en hjælper med i bad.
   "Går du sådan og falder?" spurgte de altid bekymret, de forskellige damer, der stod ved siden af med shampooen i hånden og håndklædet parat.
   "Har du svært ved at holde balancen? Måske skulle du overveje en rollator." Andet sagde de aldrig. Og så skrev de i bogen, at de havde observeret endnu et blåt mærke på Fru Jensen. "... Fru jensen kan ikke huske hun er faldet."
   Vera læste altid i bogen, når hjemmehjælperne var gået. Hvad de havde skrevet om hende.
   Politiet blev selvfølgelig involveret, i forbindelse med Frederik dødsfald. De venlige teknikere, der gerne ville have kaffe, tog et par effekter med fra lejligheden, da de ransagede den. Men hun fik senere det hele tilbage i en plasticpose og et par venlige ord i forbindelse med dødsfaldet fra politimesteren selv.
   Hjemmehjælpen kom på små kig-ind-besøg lige efter Frederik var død. Sikrede sig at hun fik noget at drikke og at hun ikke bare lå død en dag. I starten var hun ved at blive skør af de tre besøg dagligt, men nu syntes hun det var meget hyggeligt. De var flinke nok, dem der kom og fortalte tit sjove historier om deres børn. Vera ville formodentligt savne dem, hvis de pludselig ikke kom mere. Somme tider spurgte de til hendes afdøde mand. "Savner du ham meget?" spurgte en af dem en dag. Hun smilede bare og så ned på den smalle løber. Lidt efter skulle hjemmehjælperen da også gå.
   Om aftenen sad hun og tronede i den store, sorte lædersofa. Hun brugte nu fjernbetjeningen som en hel professionel og tændte for det store 50 tommer fladskærm, som Frederik havde købt kun få uger før sin død. Så drak hun aftenkaffen og kl. 22.30 slukkede hun tv og lys og gik mæt af dagens indtryk op i seng.
   Frederik havde altid kun slået, hvor det ikke kunne ses gennem tøjet. Et knæ i ryggen. Knytnæver. Bid. Mest når han var fuld selvfølgelig - når han var ædru var han bare almindelig ubehagelig.
   Kun når hjemmehjælpen ringede på var han den joviale Frederik. Hjemmehjælperne betroede Vera at de alle var lidt hemmeligt forelskede i hendes mand, og det skulle Vera helst finde morsomt, for så var stemningen bedst. Der var slet ikke nogen, der sagde noget til at han drak så meget. Hans humør fejlede jo heller ikke noget. Når hjemmehjælpen altså var på besøg.
   Det skortede ikke på deltagende miner, da Frederik døde og lod Vera tilbage i lejligheden i Gråparken, hvor hun nu residerede i en treogethalvtværelses. Hjælpen blev i en kortere periode fordoblet og i 15 dage havde hun et rend af hjælpere rendende på alle tider af døgnet. Troede de mon at hun ville hænge sig, hvis de vendte ryggen til?
   Vera havde gennem ægteskabet hemmeligt sparet op af husholdningspengene. Hver måned sparede Vera lidt sammen, som hun lagde væk. Og langsomt trængte tanken sig på, at hun kunne oprette en bankbog i eget navn og langsomt tjene sin vej ud af sit nuværende helvede.
   Vera fantaserede i det skjulte om alle de rejser hun skulle foretage sig, når hun en dag blev rig nok. Bankbogen voksede år for år og Vera var tålmodig, de lange aftner i det mørklagte køkken, mens hun kunne høre Frederik se Eurosport med benene og snaps på sofabordet.
   En dag opdagede Frederik ved et ondskabsfuldt tilfælde Veras kagedåse, som ikke indeholdt julens rester af brunkager, men 450 kroner pakket ind i sølvpapir og nedenunder bankbogen med opsparingen på 42.100 kroner.
   Den aften faldt hun rigtig uheldigt ned ad kældertrappen og brækkede kæben. Hun var nu også altid så klodset, som hun betroede damerne i de blå kitler, da hun blev udskrevet fra hospitalet til endnu mere hjemmehjælp.
   Frederik var ellers i godt humør den næste tid, som han sad i den nye lædersofa og så fodbold på den store fladskærm, der ankom få dage efter Veras kedelige fald.
   Hun græd over det med opsparingen. Friheden, der med et blev skubbet så meget længere ud i fremtiden. Vera sørgede i omkring 14 dage til en idé pludselig slog ned i hende og et stille smil spredte sig på det forslåede ansigt. Måske havde hun et bedre skjulested...

Vera rystede på hovedet over erindringen og gik tilbage til vaskeriet for at lægge tøjet i tørretromleren. Hun sikrede sig hun havde nøgler og vaskekort i forklædelommen, før hun vente sig om, for at forlade vaskeriet, da det hårdt bankede på den låste kælderdør ud til gården.
   Det hændte at nogen havde glemt deres vaskekort og ikke kunne låse sig ind. Vera gik over mod døren og stod øjeblikket efter ansigt til ansigt med tre store teenagedrenge. To danskudseende 15-16 årige og en yngre af arabisk herkomst. Drengene trængte smidigt, som rastløse kattedyr bagom hende, ind på vaskeriet. En hvidhåret ung fyr smilede med dårlige tænder og spærrede hende vejen.
   Vera stirrede på de unge drenge, der hurtigt spredte sig og gennemgik automaterne, til de opdagede at brugerne betalte med kort. Frustreret vendte de sig mod den ældre dame.
   "Penge, dame! - Vi skal have penge." Den yngste, en lille araberdreng med omvendt hvid kasket, kom imod hende i dansende, smidige spring. Han holdt en lang kniv i hånden.
   Han sparkede til Veras hvide vaskekurv, så den væltede om på siden. Rullede nyttesløst rundt et øjeblik, før den standsede sin bevægelse. Drengen gjorde et hurtigt udfald mod den ældre dame, med en handskeklædt knytnæve. Den sortøjede teenager så hende et sekund så hadefuldt ind i øjnene, at Vera blinkede af overraskelse.
   "Pengene, dame!"
   "Hun har dem nok ikke med i vaskekælderen, vel smarte!" sagde en høj rødhåret knægt med en stemme i stædig overgang. "Tænk dig om, Ali" Drengens fregnede hud virkede underlig grumset eller også var det bare det stærke lys i vaskekælderen. Vera prøvede at fæste sig ved drengenes udseende. I det klare halogenlys så hun dem tydeligt.
   Araberdrengen vendte sig. Han stak hurtigt kniven op for den fregnede næse foran sig.
   "Hold op med at bruge mit navn, Walla!" Han sendte den ranglede fyr et fjendtligt blik. "Idiot, mand! Hvad tænker du på?" Han fjernede kniven.
   Den rødhåredes stak hænderne i lommen på de posede joggingbukser. Så ned på de hvide træningssko. "Undskyld..."
   "Dame?!" Ali vendte front mod Vera. "Vi går med op i lejligheden! - du har sikkert pengene dér!"
   Ali nikkede beslutsomt mod sine venner, der hurtigt trådte to skridt frem mod hende.
   Den lavstammede lyshårede smilede, da han lagde en hånd på Veras arm. Han havde sorte negle og en ånde, der lugtede af acetone.
   "Du skal ikke være bange," åndede han. "Ali er ok." Han smilede i retning af den kasketklædte fyr, der galant holdt døren, så Vera kunne passere.
   "Han gør dig ikke noget. Vi skal bare bruge pengene, forstår du," hviskede han.
   Den rødhårede bag hende grinede fjoget. "Ha-ha. Du skal ikke være bange - hør lige dig selv!"
   Vera mærkede hvordan det hele snurrede rundt, da drengene puffede hende i ryggen, for at få hende til at bevæge sig. Der bredte sig en følelse af at blive kvalt og maven snørede sig pinefuldt sammen.
   Et ganske kort øjeblik savnede hun Frederik. Han havde ikke fundet sig i de tre hvalpes opførsel. Han ville... Men så stod virkeligheden krystalklart foran hende. Heller ikke Frederik kunne gøre noget. Ham knægten med det sorte hår i døråbningen havde en kniv i hånden og det had, hun så i hans blik, skræmte hende fra vid og sans.
   Trappen fra kælderen til første sal bestod af uendelig mange trin. Aldrig havde det været så svært at komme 11 trin op. En sky gik for solen og dæmpede lyset.
   Et øjeblik mærkede Vera den gamle hofteskade og var ved at træde forkert. Normalt kunne hun gå langsomt, i sit eget tempo, men drengene havde travlt og skyndte på hende.
   Vera bad til at nogen ville træde ud ad en dør, længere oppe. At der var andre lyde i opgangen end en gammel dames vaklende trin og hurtige, rastløse bevægelser fra tre teenagere. Men alt andet i huset var julestille og udenfor opgangens vindue druknede den dalende sne alle lyde.
   De trådte ind i den lille entré. Drengene så sig nervøst over skuldrene, til den lyshårede fik smækket døren ud til trappen. Så dannede de formation omkring hende. Vera så spejlbilledet i konsolspejlet over den brune finerkommode og følte et øjeblik, det hele lignede en virkelig ubehagelig film, hun engang ved en fejltagelse havde set i TV.
   Den høje, rødhårede gut grinede, da Ali lod den langbladede kniv danse henover den brune pelsfrakke, der hang på bøjle udenpå skabet. Bittesmå pelshår svævede ned og lagde sig på den lysegrå ulster.
   "Pas lige på," advarede han så. "Måske er den penge værd! - Måske vil din fætter Ahmed give noget for den?" Fyren mærkede på den med snavsede fingre.
   Veras læber blev stramme.
   Ali vendte sig rundt. "Hvad sagde jeg lige om at bruge navne - hold da for helved' op med at bruge navne hele tiden!"
   "Undskyld..." Vera hørte den rødhårede drengs nervøse latter. Der lå en underliggende usikkerhed, som kendte drengens kammerat ikke helt den lille førers næste træk. En fornemmelse som sendte lyn af angst og vrede gennem Veras krop. Vera bemærkede, hvor fokuseret den høje var på kniven i Alis hånd.
   En kraftigt puf i ryggen, sendte Vera hovedkulds ind i stuen, så hun var ved at snuble i den smalle løber foran lædersofaen.
   De tre drenges øjne skannede stuen for værdier. Vera så interessen samle sig om tv og porcelænet.
   "Min pung ligger i vaskekælderen. Jeg glemte den dernede," sagde hun for at aflede deres opmærksomhed fra morens arvede suppeterrin øverst på vægskabet. Den vidste Vera var penge værd. De havde vist en magen til i TV i sidste uge. Den ville hun nødig miste.
   De to danske drenge kiggede forbavser på hinanden og så over på Ali.
   Ali så fra dreng til dreng. Pillede ved knivsbladet. "Så du nogen pung?"
   Den lyshårede gut rystede kraftigt på hovedet.
   "Jamen, så er den der måske stadig! Skrid da ned og find den, Walla!" Den arabiske dreng gjorde et kast med hovedet mod entredøren. "Check om den er der, for fanden!"
   Den høje rødhårede gik hen mod døren. "Går du så med?" spurgte han den lyshårede. Han trak på skuldrene og spørgende så tilbage på Ali.
   Drengen med den hvide kasket rystede på hoved. "Du går i kælderen - Patrick bliver heroppe." Han nikkede mod den hvidhårede.
   "Hov! Du sagde mit navn, du gjorde, Ali, " sagde den hvidhårede febrilsk. Det sagde du lige at vi ikke...".
   Ali tog et hurtigt skridt frem. Skulle til at løfte kniven, men besindede sig så og trak sig tilbage. "Du bruger ikke mit navn - eller jeg ... Det var en fejl, ja? Forstår du. Det var en fucking fejl." Ali drejede de mørke øjne mod Vera, der knugede sofaryggens kant med hvide knoer.
   "Nu henter du bare kællingens pung, som jeg sagde til dig." Han vendte ansigtet fra Vera og pegede på entredøren med kniven. "Skynd dig, Niclas - find den før den bliver stjålet."
   Vera så ned. Det var lige her på (det gamle) gulvtæppe, at Frederik brændte op. Fik en pinefuld død foran hende. Rystelserne gik igennem ham i flere minutter.
   På det tidspunkt lignede hans øjne de pocherede æg, hun tidligere havde serveret for ham til frokost. Til sidst kom der sort røg fra ørerne. Frederik havde blødt voldsomt på den grå ulster, før ambulancen alt for sent nåede frem.
   Vera rystede forfærdet på hovedet og vendte tilbage til virkeligheden. Hvordan kunne hun overhovedet fortabe sig i de minder, når hun stod midt i sit livs mareridt?
   Et kort øjeblik forstod hun, at det ikke var garanteret på nogen måde at hun skulle overleve dette møde.
   At hvad som helst kunne ske. Alt afhang af den yngste.
   Virkeligheden frøs et snapshot og skabte et ubehageligt minde. Hende i stuen med tre unge psykopater. I en tåge så hun den langlemmede rødhårede fiske vaskekortet op fra hendes forklædelomme og forsvinde ud ad entredøren og smække efter sig, så juledekorationen kom på overarbejde. Lyden fra de gyldne små klokker sang i Veras ører.
   "Idiot!" hvislede Ali mellem fortænderne. Den lyshårede trak på skuldrene og genoptog inventarvurderingen med et professionelt udtryk i de smalle øjne.
   Han standsede ved det sorte fladskærmstv, der tronede mellem stuens to smalle vinduer. Vurderende det store fjernsyn med hovedet på skrå og greb så hurtigt fjernbetjeningen fra det blå kakkelbord.
   Tre tastetryk senere hamrede en af de skrækkelige musikkanaler ud i den lille stue.
   Smilende vendte han sig mod Ali, der lod kniven danse i hænderne, så den fangede solskinnet i de blanke vinduer.
   "Nå, hvor er der ellers penge og smykker?" Ali måtte tale højt for at overdøve blondinen, der vred sig i undertøj på TVskærmen, mens hun foretog obskøne bevægelser ud i stuen. Musikken var hurtig og rytmisk.
   Vera rystede på hovedet. "Jeg har ikke noget. Jeg er pensionist."
   Den hvidhårede dreng rokkede med på takten med sit lyse hoved. "Hun har nok pengene i en kagedåse ude i køkkenet.
   Han sendte blikket rundt i stuen. "Det har de tit." Han spyttede sit tyggegummi ud, sigtede efter Veras afdøde mors gamle porcelænslampe i vindueskarmen. En lyseblå antikvitet, med en brun stofledning, hængende ned til stikket på væggen. Det lyserøde tyggegummi havnede i stedet på bagsiden af Frederiks portræt lidt længere oppe på væggen.
   "Hvorfor har du vendt billedet om?"
   Han puttede nysgerrigt et stykke tyggegummi i munden og rakte ud efter rammen. Så distraheredes hans øjne i stedet af en samling porcelænsfigurer i vindueskarmen. Checkede hurtigt bagsiden af en Bing og Grøndahl-malkepige, før han fraværende stak den i lommen, mens han kiggede videre.
   Vera bed sig i læben og knyttede hænderne, sagde ikke noget. Hun håbede at den lyshårede fyr havde ret i sin vurdering af Ali. At hans kammerat ikke ville gøre hende fortræd.
   Ali trak skuffer ud i chatollet af kirsebærtræ. Indholdet lod han skødesløst falde på gulvet. To hyrdinder faldt ned på tæppet og den ene knækkede armen. Det gav et gib i Vera. De to figurer havde stået i hendes barndomshjem og hun havde altid været øm over dem, når hun nænsomt støvede dem af.
   "Hvor er pengene så henne, dame?" Ali søgte med dansende skridt mod køkkenet og forsvandt gennem døren. Noget skramlede og ramlede derude. Klirren af noget, der gik i stykker. Vera blinkede forvirret.
   "Ha!" Den lyshårede havde igen fået øje på det vendte billede af Frederik og rev det ned fra væggen, så sømmen blev trukket halvt ud af tapetet.
   Smilede da han studerede portrættet, før han spyttede på det og hængte Frederik tilbage på væggen. Spytklatten drev ned over Frederiks pande. Fyren grinede efter en reaktion fra Vera.
   Solskinnet var forsvundet. Vinden havde taget til. Vera så ud på den fugende julesne gennem de røde gardiner og forsøgte at holde sin vejrtrækning under kontrol.
   Pludselig stod Ali igen i stuen. Det så ud som om han havde haft en åbenbaring.
   "Hvorfor skulle du for resten tage din pung med ned i vaskekælderen, når I alligevel bruger kort?"
   Han stillede sig foran hende. De sorte øjne skinnede hadefuldt. "Lyver du for os?" Kniven pegede skarpt mod hendes brystben.
   Vera rystede forfærdet på hovedet.
   "Nu går jeg ned i vaskekælderen og hjælper min ven med at finde din pung. Hvis jeg opdager du lyver, så..." Ali så på hende og smilede et væmmeligt lille smil. "Så kommer jeg tilbage og snitter lidt i dig."
   Bag hende grinede den lyshårede nervøst.
   "Ham her passer på dig!" Ali nikkede den anden, der et øjeblik viste de kariesbefængte tænder.
   "Jeg holder øje med damen," bekræftede den lyshårede grinende.
   Ali blinkede til Vera, før han forsvandt ud gennem entredøren, med smidige katteagtige bevægelser og lod Vera og den lyshårede alene tilbage i stuen.
   "Du må hellere sige hvor de penge er," sagde han så efter en lille pause. "Ali kan godt være sådan lidt..." Han ledte efter ordet. "... syg."
   Den dag det gik galt for Frederik havde hjemmehjælpen forladt lejligheden kort forinden, da Frederik langt tidligere end forventet stak nøglen i døren. Vera nåede akkurat at få 50eren proppet væk, før han stod i stuen.
   "Hvad laver du?" Frederiks stemme var belagt med alkohol.
   "Ikke noget," havde Vera hvisket og holdt automatisk en hånd op til kæben.
   "Du går ikke og skjuler penge igen, vel Vera?" Frederik stirrede på hende med kolde, rødsprængte øjne. Vera kunne lugte snapsen tværs over stuen. "For så ved du at der vanker..." Frederik havde trådt et skridt nærmere, og så var det at det var gået helt galt.
   Den lyshårede gut havde fødderne oppe på sofabordet og zappede på de 36 kanaler.
   "Bliver Ali meget vred, hvis de ikke finder min pung?" Vera smilede til den lyshårede gut, der forbløffet viste tænder tilbage fra sofahjørnet.
   Drengen nikkede. "Det tror jeg roligt du kan regne med. Ved du, han er flygtet?"
   "Fra fængslet?" Vera så bekymret ud.
   Den lyshårede rystede ivrigt på hovedet. "Nej, nej. Han er jo mindreårig! Fra en sikret, selvfølgelig."
   "Så må jeg vel hellere samarbejde," sagde Vera og sukkede, som overgav hun sig.
   "Det er nok det bedste," nikkede Patrick glad.
   Vera rejste sig smilende. "Jeg har en lille bitte opsparing, hvis I så lover at gå." Vera fangede hans blik.
   Den lyshårede nikkede ivrigt.


* * *
   Nede i vaskekælderen gik Niclas rundt under det skarpe halogenspot og kiggede i alle tromler efter Veras pung. Han kiggede aldrig højt nok op til at bemærke overvågningskameraerne, der fangede hver eneste af hans bevægelser.
   Der lå ikke noget af værdi i vaskemaskinerne eller i nogle af kurvene. For en sikkerheds skyld kiggede han nu de mere usandsynlige steder, før han ville gå op i lejligheden til de andre igen. Han ville helst ikke være skyld i at damen kom til skade, hvis nu hun talte sandt.
   Ali ville nok blive temmelig hidsig, hvis han kom op tomhændet, mente Niclas. Det ville gå hårdt ud over den gamle dame, der på en eller anden måde mindede lidt om hans egen Momse. Hun så heller ikke så godt og havde samme slags gråt og krøllet hår. Han savnede hende pludselig meget.
   Niclas mærkede starten af en tåre starte i den ene fregnede øjenkrog, da han i en fart fik vendt sig om. Ali stod i døren og stirrede på ham.
   "Hvad fanden laver du?" Ali skubbede døren helt op, og sparkede den kurv væk, der var sat i klemme. "Har du pengene?"
   Nicklas svarede benægtende.
   Ali rystede smilende på hovedet. "Jeg tænkte nok, at hun løj ... Dumme kælling." Han kørte en finger langsomt over halsen.
   "Det var ikke så godt - for hende."
   Ali holdt døren og kiggede efter Niclas, der stadig gik og kiggede i kurvc og tromler.
   "Kom nu, hun har løjet for os. Pengene er selvfølgelig i lejligheden."


* * *
   Hvordan Veras fik den livløse dreng slæbt ud i badeværelset, og lukket døren efter sig, fattede hun heller ikke bagefter.
   Hun nåede lige tilbage til stuen, da Ali og den rødhårede fyr stod foran hende igen. Vera bed sig i læben og forsøgte at få vejrtrækningen under kontrol.
   "Hvor er Patrick?" Ali så på Vera, der åndede tungt og havde røde kinder.
   Vera rystede på hovedet. "Han sagde han ville vise jer noget - han gik med en af figurerne fra vindueskarmen. Hun pegede.
   Ali så rasende på Nicklas. "Den idiot" I raseri huggede han udefter Nicklas med kniven ude at ramme. Nicklas sprang til side og fløj hen mod døren. Vendte det fregnede hoved.
   "Er du rigtig klog!" skreg han. "Pas dog på den kniv! - du er jo syg, mand." Døren smækkede efter ham, da han forsvandt og hans løb ned ad trappen rungede i betonen.
   Ali og Vera var alene i lejligheden. Han smilede, slikkede sig om læberne. Vera stod helt stille. Holdt vejret.
   "Men det er måske også løgn? - Med Patrick?" Drengen gik frem mod hende. Kærtegnede knivsbladet. Han gik en runde om hende. Holdt kniven hævet, så Vera kunne følge med ud ad øjenkrogen.
   "Lige som med pungen." Ali smilede med meget hvide tænder. "Hvor gemmer du dem henne - for jeg ved du har dem. Det har damer som dig altid."
   De var lige høje. Drengen kunne ikke være mere end 13 år. De sorte øjne så hadefuldt ind i Veras, da han stak ansigtet ind mod hendes.
   Vera løftede ansigtet og så ind i hans øjne. Forsøgte at glemme kniven et øjeblik. Vidste at knivsbladet pegede et sted mellem milt og kjolebryst.
   "Måske kan du finde lidt ovre i lampen," sagde hun så. Nikkede over mod vinduet. "Den lyseblå. Det er i virkeligheden en sparebøsse..." Vera trådte et skridt tilbage. Ali smilede.
   Vera tænkte på hvordan Frederik så grådigt havde grebet ud efter mors lampe i den smalle vindueskarm. Lagde sin hånd på den dødsensfarlig, defekte, brune stofledning.
   Hun så på Ali og sendte ham det demente smil, hun ellers reserverede hjemmeplejen.
   Fra sin plads på væggen lo Frederik jovialt ud i stuen. Spytklatten var standset lige under venstre øje. Vera smilede tilbage og trykkede på kontakten.