"En edderkop!" Lone røg i vejret og børstede febrilsk sine cowboybukser af med heftige bevægelser. Manden ved siden af hende lo og løftede sin øl. "Ja, ja... Den er nok mere bange for dig, end omvendt." Gert skyllede det sidste øl ned og gjorde et kast med håndleddet, så den sidste slat fløj ud og ned på gruset. Han satte den tomme flaske fra sig under bænken og mindede sig selv om at huske den.
   "Den var stor!" Kvinde så bebrejdende på manden og satte sig så ned igen, kiggede ud over torvet.
   "Ja, ja," gentog manden og greb nærsynet ned i plastikposen og fiskede endnu en øl op. Rakte den til kvinden efter at have knappet flasken op med den grønne engangslighter. "Ta' en bajser." Selv om hans øjne ikke mere var, hvad de havde været, kunne han sagtens se de store skibe i havnen. Når vinden var god, kunne man fornemme duften dernedefra.
   "Tak."
   "Man er vel galant."
   "Jeg tror den bed mig." Kvinden med det ikke helt ægte hørgule hår greb ølflasken og satte den mod læberne, mens hun med den anden hånd kradsede sig på låret..
   "Vrøvl," sagde manden. "Der findes ikke giftige edderkopper i Danmark."
   "Jo, der gør!" Kvinden bøvsede og satte flasken fra sig i gruset. "Det læste jeg selv."
   "Hvor?" Gert lød ikke overbevist.
   "Det kan jeg ikke huske."
   "Sludder," slog manden fast.

Senere faldt kvinden i søvn med den sidste øl i hånden. Gert var ikke overrasket. Lone gik ind imellem omkuld sidst på dagen, det var der såmænd ikke noget nyt i og Gert rejste sig for at gå de 300 meter ned til Aldi efter nye forsyninger, det var ellers Lones tur. Han rejste sig besværet og begyndte at vakle over torvet ned mod havnen. Ud ad øjenkrogen så han en skygge pile om bag affaldsstativet, men bed ikke mærke i noget usædvanligt, rotter så man jo indimellem her om sommeren. Det var i hvert fald løgn, at de holdt sig nede i kloakkerne, Gert havde set en del på det sidste.

Da han kom tilbage holdt der en ambulance på torvet, lige bag statuen af den gamle borgmester. Gert gik forsigtigt tættere på, da han genkendte den pink T-shirt på kvinden, ambulancefolkene lagde over på båren. "Hov!" råbte Gert og maste sig frem gennem de tililende tilskuere. "Hvor skal I hen med Lone." Den ene ambulancefører lagde lagnet over kvindens ansigt.
   "Passer gaden," sagde en betjent og lagde en hånd på Gerts jakkeærme. "Du har ikke noget at gøre her..." Han så myndigt på Gert. "Passér gaden!"
   "Det er sgu da Lone! Hun sover bare. - Hun er fuld!"
   Betjenten rystede på hovedet. "Ikke hende her - Hun er død."

Gert stod forvirret og kiggede efter ambulancen, før den forsvandt bag nybyggeriet og videre mod sygehuset vest for havnen.

Gert fik et tip om Lones bisættelse fra herberget og deltog som en af de eneste i den korte ceremoni. Han ankom tidligt, satte sig på bagerste række og foldede hænderne og sank hen i en stille bøn, da han mærkede en hånd på den ene skulder.
   "Du kan ikke sidde og sove her!" Grebet i ham blev fastere, hånden begyndte at ruske forsigtigt i ham. "Vi skal have begravelse. Gå nu!"

Gert så op på manden. - Var det kordegnen? Præsten var det i hvert fald ikke, med mindre Vorherre var begyndt at foretrække begravelser udført i skjorteærmer.
   "Jeg kendte hende!" Med et ryk trak Gert sin arm til sig og sendte manden i den hvide skjorte et vredt blik. "Må man nu ikke have sin sorg for sig selv i Guds hus?"
   Manden trak sig hurtigt og undskyldende tilbage. Gert så hans nakke blusse over den hvide krave, da han forsvandt om bag alteret og ud bagved. Da han et øjeblik efter kom tilbage, havde han fået sort jakke på og nikkede venligt. Han nåede lige at tænde lysene, før præsten trådte ind.

Kun præsten, kordegnen og vagtmesteren fra kapellet deltog ud over Gert. Han havde selv været ovre i parken og plukke nogle roser, som han rejste sig og lagde på den hvidmalede spånkiste ved siden af kransen fra kommunen. Han bemærkede, at der var slået en flig af hjørnet på kisten. Egentligt vidste han ikke om Lone kunne lide lyserøde blomster, men det var hvad han havde kunnet snige sig til at hugge, mens parkbetjenten vendte ryggen til.

Præsten talte om Lones sjæl, der nu rejste op til Gud og til en bedre tilværelse. Hvad vidste præsten egentligt om det? tænkte Gert. Han var ikke engang sikker på, om Lone havde været religiøs, det havde de faktisk aldrig talt om, og han kneb en tåre, da de sang udgangssalmen. Lone havde været en god pige, om end noget fordrukken, men helt i orden. Senere skålede han for hende, da han var tilbage på bænken, hvor der pludselig var så stille.

To måneder efter var det Gert, der lå i en hvid kiste. Et fald ned i en trappeskakt gjorde en ende på hans liv og det var den samme præst, der foretog bisættelsen og han sagde cirka det samme denne gang. Kun kordegnen manglede. Han skulle til tandlæge og de havde ikke kunnet nå at tilkalde en vikar.


* * *
   Store skibe lagde hver dag til kaj på den forblæste havn. Daglejere mødte ind kl. 5, klar til at laste og lodse for en fast timebetaling. Hver morgen var køen lang på kontoret og ofte var det de samme, der stod klar, parat til at lade sig hyre for en enkelt dag.

Henrik var ny i køen. Han stod lidt for sig selv, talte ikke med nogen, for de lod alle til at kende hinanden og han kunne ikke rigtig lide at blande sig. Han redte diskret det lyse hår og spekulerede på om han havde husket at børste tænder? Omsider var det hans tur. Henrik blev bedt om at udfylde en blanket med sit navn og adresse (hvis han da havde nogen, men det havde han) og ellers vente på at hans nummer blev råbt op i det fyldte venteværelse. Henrik syntes, han sad længe og kiggede, mens de fleste andre forsvandt, men omsider var det hans tur.
   "23..." Manden ved skranken kiggede op og ned ad ham. "Er du stærk?"
   Det mente Henrik nok han var, han nikkede.
   "Gå med Kaj, derovre." Manden bag skrivebordet pegede over på en korpulent mand, der stod og hævede en kop kaffe i automaten. "Der skal lodses et fragtskib fra Sydamerika med bananer nede på 14’eren."
   Henrik nikkede og kiggede efter Kaj, der allerede var på vej ud ad døren. Henrik skyndte sig efter og nåede ham lige inden døren gled i.

Henrik blev bidt kl. lidt over 11. Daglejerne, der arbejdede på nederste dæk var næsten klar til at holde pause, da Henrik opdagede, at der var gået hul på en kasse mærket "Forsigtig" og "Denne vej op". Han nåede at tænke, at det da var underligt at mærke bananer på den måde og kort efter mærkede han et prik lige over anklen, der hvor sikkerhedsskoene sluttede og bagefter kom en underlig dump smerte, der hurtigt gik over og lidt efter kaldte hans nye kammerat Kaj på ham og han glemte det igen.
   Kl. 14.00, kort før fyraften sank Henrik sammen og tabte den kasse han bar på skulderen. Da ambulancen dukkede op syv minutter senere gik Henrik i koma og tre timer senere var han død.

Det var naturligvis forsidestof, at en havnearbejder var angrebet af en eksotisk edderkop og død af biddet, men overlægen, der blev interviewet i begge nyhedsudsendelser på tv, kunne berolige med, at det var meget usædvanligt at opleve dødsfald fra netop denne type edderkop og viste billeder af et håndfladestort insekt, der for fuldstændighedens skyld var fotograferet på en middagstallerken. At man vidste, at det drejede sig om et edderkoppebid skyldtes, at kollegaen Kaj kort forinden havde trampet på en grim en af slagsen og det fladtrådte lig derefter var overgivet til politiet som bevismateriale. Et par dage kørte historien i formiddagsaviserne, men så havnede trafikministeren i en pinlig skandale og så fik danskerne noget andet at tale om.

Hjemme hos Kim og hans forældre talte de mest om det med trafikministeren ved middagsbordet og moderen gav faderen ret i at det var for dårligt og hentede flere kartofler i gryden ude på komfuret. Kim slugte frikadellerne og havde travlt med at komme ud ad døren, for vennen Peer havde fået nye beboere til sine terrarier og Kim kunne næsten ikke vente med at komme over for at se dem. Omsider lagde faderen kniv og gaffel fra sig og Kim rejste sig hurtigt og skubbede stolen ud fra bordet. Tallerkenen satte han fra sig ved vasken og overhørte omhyggeligt moderens spørgsmål, om hvor han skulle hen.

Der var halvmørkt på Peers værelse. Kun de blanke glasfacader på terrarierne lyste op og kun nogle af dem. Flere arter derinde var nataktive, og Peer gjorde meget ud af at sikre så naturlig en levevis som muligt for beboerne.
   Han var i gang med at fodre den øverste række dyr med de hvæsende kakerlakker, han holdt i en spand med tørv. Kim så fascineret til, da øglen bag glasset på et splitsekund fangede insektet næsten i samme øjeblik, som Peer afleverede det i terrariet.
   "Hvad er det, du ville vise mig?" Kim fjernede blikket fra skæg-agamien og kiggede rundt i det tætpakkede værelse.
   Peer smilede og lukkede langsomt låget til foderdyrene. Han fornemmede Kims ivrighed og trak pinen lidt ud. "lige om lidt... men det er en ny edderkop."

Peer viste omsider den nye beboer frem. "Dyrehandleren sagde, at de lige var kommet ud af karantænen i morges. Den kommer ovre fra Sydamerika." Han pegede på et halvmørkt bur ved siden af det første. "Jeg vil prøve at parre Magda. Men det er et sats om den nye klarer det. - efter parringen æder hunnen nemlig tit hannen." Peer pegede med en snavset negl på glasset, hvor en fed edderkop sad skjult bag det mælkehvide spind i hjørnet.
   "Er det rigtigt? Æder Magda ham?" Kim var vildt fascineret og lige nu var der intet i hele verden han ønskede sig mere end sådan en edderkop på sit eget værelse. Så slog han idéen ud af hovedet igen ved tanken om, hvad hans mor - og især hans far ville sige.
   "Vil du have en unge?" Peer så på vennen. "Altså hvis det bliver til noget?"
   Kim nikkede, så hans hoved var ved at falde af. "Vildt!"

Hvad Peer ikke fortalte til Kim eller andre for den sags skyld, var at han slet ikke var sikker på, hvad der ville kom ud af det, selv om han præsenterede Magda for en mage, og da han senere satte hannen ind til hunnen, der for god ordens skyld var blevet fodret grundigt af, kaldte moderen ham ud i køkkenet for at spise til aften og da han kom tilbage i tusmørket på værelset, sad kun hunnen tilbage i sit faste hjørne. Benene fra den sydamerikanske gæst lå der endnu, men intet andet.
   - Der var nemlig noget Peer havde undret sig over, fra han købte hannen i dyrehandelen samme dag - den lignede slet ikke dem i bogen eller de billeder han kunne finde på Internettet. Dyrehandleren holdt på, at det var en Nephila, men selve arten stolede Peer ikke helt på, at dyrehandleren havde fået fat i. Det var i øvrigt ret sjældent, at de vidste meget om insekter i forretningerne og de måtte da også kun sælge visse slags. Hamstere og marsvin havde de sikkert styr på dernede, men ikke ret mange dyrehandlere havde indgående viden om de mere eksotiske arter.
   - Nå, tænkte Peer - enten havde Magda fået sig et proteinholdigt mellemmåltid eller også måtte man se, hvad der kom ud af det. Peer begyndte alligevel at overveje et yngleterrarium, hvis nu der skulle være bid.

Kim nåede desværre ikke at høre, om der var gevinst, for kort efter skulle Peers forældre skilles og han og moderen flyttede til en lejlighed i en bydel, hvor de smalle baggårde føltes klaustrofobiske, når man skulle ned med skrald.

Nede i kælderen, i det hus hvor Peer og hans mor flyttede ind i, lå agenturet G. A.. Det var et konsulentfirma, der ikke gjorde meget stads af sig, med de nedrullede persienner og den afdøde kaktus i vinduet.
   Gustavsen sad inde i det dunkle baglokale med udsigt til den smalle gård, hvor skraldespandene løb over.
   - Han vidste godt, at det var noget værre lort han havde gang i - og uden tvivl også temmelig ulovligt. - Men der var bare ingen penge at tjene i den branche, efter at de havde gjort avoparcin ulovligt. - Det var noget med resistens overfor et-eller-andet, men hvad fanden det kunne have med hans branche at gøre, det havde Gustavsen aldrig fattet. Efter forbuddet mod hans eneste indtægtskilde og besværet med at skaffe det hjem, havde han fået nys om noget helt nyt fra Sydamerika.

Gustavsen åbnede pakken, han havde afhentet samme morgen på havnen og tog lidt af det grå pulver mellem fingerspidserne og sniffede ud i luften. Det lugtede ikke af noget... så trak han følgesedlen frem og gav sig til at lede efter sine briller. Han fandt dem omsider ude i det nussede køkken og på vej tilbage, hørte han et brag, da vinduet smækkede op og kaktussen væltede. Pokkers, nu lå der gråligt pulver udover hele skrivebordet. Hurtigt hentede Gustavsen en kost og fejeblad og gav sig til at børste skidtet sammen, Dryssede det ud ad vinduet, ud i gården og så hvordan forårsvinden fangede det og fik det til at forsvinde, han lod vinduet stå på klem.

Det var mest landmænd, han solgte til. Sådan lidt stalddørssalg, som han plejede at kalde det. Det lo de altid meget af, ham og kunderne. Hvis det nye stof fandt sit marked, varede det ikke længe, før han var godt kørende igen.
   - Snart, tænkte Gustavsen, - kan jeg rejse fra det her hul og få en ordentlig adresse. Efter forbuddet mod det andet, var det gået hastigt ned ad bakke og han var ikke stolt af firmaets nuværende beliggenhed og så sig rundt i de støvede lokaler med pakker med ulovligt importeret vækstfremmer fra gulv til loft.

En måned senere skete der en forfærdelig ulykke på gaden, lige foran agenturet. Gustavsen var ved at låse sig ind, da han så det ske. En ung knægt kom på cykel i al for høj fart rundt om hjørnet og overså den lastbil, der var ved at dreje til højre og drengen i den røde sweater kom ind under det store maskineri, før det gik op for chaufføren, hvad der var sket og han standsede med hvinende bremser.

Da Kims far læste om Peers dødsfald i en trafikulykke, sagde han ikke noget til sønnen, for ikke at gøre ham ked af det og Kims SMS’er til Peer blev aldrig besvaret og måske havde han bare skiftet nummer og som månederne gik, glemte Kim både edderkopperne og Peer, for der var kommet en ny lyshåret pige ind i klassen, som ved sin blotte tilstedeværelse gjorde Kim både rasende og ør af lykke og han forstod ikke længere sine følelser.


* * *
   Det var ikke helt usædvanligt, at der blev fundet bananedderkopper i de store lagre, hvor frugten lå og modnede. Det hed sig ellers at containerne var gasset før afskibningen, men det var åbenbart ikke altid nok. Kulden gjorde det som regel af med dyrene, hvis de overlevede turen og ellers kunne en støvlehæl klare det, sådan tænkte Kaj i hvert fald, der stadig arbejdede som daglejer på havnen.

Men det var nu ikke alle, der trådte edderkopperne ihjel, når de fandt dem. Nogle af dyrene blev behørigt indfanget og solgt blandt krybdyrsinteresserede. Ikke så få havnede i den lokale dyrehandel og enkelte blev solgt på nettet.

Kaj tænkte tit på den tynde lyshårede fyr, ham der døde på sin første vagt, når han så de lodne bæster. Altid strejfede det ham, om det var sådan en, der tog livet af Henrik, men så jagtede han den op i et hjørne og et øjeblik efter var der i hvert fald en mindre at spekulere på. Sådan gik dagene for Kaj til han en dag fik en af de tunge kasser nedover foden og det pludselig var slut med at få arbejde på havnen.

En af dem, der handlede med edderkopper fra banankasserne var ham, der overtog arbejdet efter Kaj. Han hed Jens og holdt selv krybdyr derhjemme og havde startet sin samling, da genboen Lis mistede sin søn Peer ved en tragisk trafikulykke og dermed stod tilbage med en række terrarier med flere af de ottebenede væsner. I starten vidste Jens ikke ret meget om dem og nogle af dem døde også indenfor de første par uger, men hurtigt fik han en bedre føling med dem og lange vinteraftner gik med at læse bøger hentet fra biblioteket og bestilt hjem fra nettet. De fleste af fugleedderkopperne kendte han nu navnet på, men der var stadig en lille håndfuld, som han ikke anede, hvad var.
   Jens mistede dog efterhånden interessen igen og en lun sommeraften slap han dem løs nede i gården og begyndte i stedet for at interessere sig for sommerfugle.

Der var skrækkeligt med de højresvingsulykker i gaden. Folk skrev læserbreve og debatten gik højt i lokalpressen og byrådet lovede bod og bedring. En dag blev en lokal erhvervsdrivende ved navn Gustavsen kørt ned af en lastbil, der lige havde hentet en ladning frugt på havnen og så blev der omsider opsat en lysregulering.

Gustavsen var nærmest ruineret, da han blev udskrevet fra hospitalet en kold novemberdag. Med to krykstokke var det ikke nemt at komme ud af bilen, der stædigt taxametertikkede, da han omsider efter seks måneder stod udenfor sit agentur. Med rystende hænder fik han nøglen i låsen og fik kæmpet sig ned ad trapperne og ind i de nedslidte kælderlokaler.

Der lugtede varmt og støvet, da han indåndede lugten i det halvmørke rum.
   Varmerørene langs endevæggen bøvsede svagt, da Gustavsen stillede stokkene fra sig og træt lod sig falde ned på den slidte kontorstol. Han så mismodigt ud på gården, hvor solen alt for sjældent fandt ned. - Hvad fanden skulle han nu gøre? - Med et halvt år væk fra branchen, havde konkurrenterne nok overtaget hans kundekreds og kunne han overhovedet komme af med sit lager nu?

Noget puslede og Gustavsen så distræt udover de mange kasser med gråt pulver, kunne ikke få øje på noget og ignorerede så lyden. Rørene boblede varmt i baggrunden Gustavsen sad og havde ondt af sig selv, da han hørte lyden igen. Ud ad øjenkrogen så han en velvoksen edderkop bevæge sig over mod sig. Et øjeblik kiggede han på den, så rejste han sig besværet og kvaste den hurtigt med foden. Så sank han atter hen i triste tanker.

Da han senere gik ud i det interimistiske køkken, for at sætte vand over på den tilkalkede kaffemaskine, så han endnu en edderkop og baskede den omhyggeligt med en gammel avis og så sig om efter den insektspray, han vidste, stod der et sted.
   Det var nok varmen fra rørene der havde tiltrukket kravlet udefra, men nu skulle de dø. Med en krykkestok under armen og sprayen i hånden vaklede Gustavsen rundt i de halvmørke lokaler og gav alle han mødte et pust. Omsider kunne han sætte sig med kaffen og koncentrere sig om sine problemer.

Gustavsen foretog modløst et par opkald til nogle af de landmænd, der plejede at aftage hans varer og konstaterede ærgerligt, at konkurrenterne ganske rigtigt havde udmanøvreret hans forretning, mens han passede sine benbrud på hospitalet og kort efter mærkede han igen noget der bevægede sig bag ham og fik øje på et stankelben på størrelse med en underkop, der pilede over gulvet og han blinkede vantro, da den ivrigt blev forfulgt af en tallerkenstor edderkop, der angreb og åd insektet på gulvet foran ham. Hurtigt greb han sprayen, gav dem begge et kraftigt strint og rejste sig fortumlet, da endnu en lyd nåede hans ører, denne gang lød det, som om det kom inde fra baglokalet. Gustavsen syntes det puslede omme bag kasserne og gik forsigtigt nærmere ind i skyggerne.

Noget smaskede henne ved fyret.
   Gustavsen hævede insektsprayen og gjorde sig klar til at affyre, før han chokeret sænkede hånden. Væsnet der trådte ind i hans synsfelt var på størrelse med en kat og hvæsede, mens den - uden tøven, tog endnu et dansende spring frem. Et kort øjeblik så Gustavsen på sprayflasken, så lod han den falde til jorden og rakte med rystende hånd ud efter skovlen, der stod lænet op ad døren ud til gården.

En skraben, som fra en kasse, der flyttede på sig ovre i hjørnet, nåede hans ører. Han vendte blikket og trådte et skridt tilbage, da en mørk skygge i fuld fart kom ham i møde. Et kort øjeblik troede han, at der var tale om en hund, måske en bulldog - til han så de behårede ben og de store giftkroge.
   "Åh, gud," tænkte Gustavsen og så rædselsslagent op mod kasserne, der stod stablet op ad væggen. "Vækstfremmerpulveret..."


* * *
   Lidt derfra, nede på torvet, tæt ved statuen af borgmesteren, stod en ældre dame, hende, der fodrede kattene i kvarteret og altid var klædt, som skulle hun til bal på slottet.
   "Kis-kis" kaldte Frk. Hultberg ind i krattet og var varsom med ikke at jokke i slæbet på den rosa kjole. Hun bøjede sig ned, vidste bare at der måtte gemme sig en lille mis derinde mellem skraldet og de gamle aviser. Noget peb derinde. Frk. Hultberg fjernede en opblødt papkasse og kiggede bedre efter. Folk smed da også alt muligt skidt ind i buskadset, det var slet ikke et sted for en lille kat at være.
   "Nåeh,... lille ven..." Frk. Hultberg knælede i den lange kjole og bemærkede ikke gadesnavset, der havde misfarvet den hvide blonde. Forsigtigt kravlede hun nærmere, usikker på om hun mon tog fejl - Måske var der flere små misser? Forsigtigt og med et medlidende blik, stak hun de krogede gigtplagede hænder ind mellem bladene, forsøgte at skille grenene fra hinanden.

"Kisse-kis?"

(...)?

!

Det hele gik så stærkt, at frk. Hultberg slet ikke nåede at reagere. Derefter var der længe stilhed. Bare stilhed... og så lidt senere ... en kvalmende, sugende, nærmest smaskende lyd inde fra buskadset.