Sverige
   "Du nævnte Loch Ness-uhyret før..." Morten smilede og kastede et blik ud ad vinduet mod søen udenfor. "Jeg troede ellers man havde fået aflivet den historie for længst. Har man ikke undersøgt den sø med sonar flere gange?"
   Anna nikkede. "Jo. Officielt er der naturligvis ikke noget usædvanligt i Loch Ness-søen. Uofficielt vidste man, at der var noget og vi fik den da også til sidst. Den havde spillet kispus med os længe. Vi tog den første i 60’erne, men de blev ved med at vende tilbage. Vi fangede én til sidste år."

Morten sad lidt uden at sige noget. Så brød han tavsheden. "Hvordan holder I det her hemmeligt – Jeg mener med alle de X-dyr? Folk må da se dem?"
   Anna skar en grimasse. "Ligesom her, tænker du på? Det er heller ikke nemt. Vi satser på, at de fleste tror, det er skrøner. Heldigvis var der kun én denne gang i Loch Ness. Den skotske regering er faktisk frygtelig ked af, at vi fjerner dem. Det har jo hele tiden været en god indtægtskilde for dem, ligesom i Sverige."
   "Kender myndighederne til X-dyrene?" Morten sendte hende et skeptisk blik.
   "Selvfølgelig! De fleste landes regeringer samarbejder med WHO om det her. Alle er jo interesserede i at få dem væk, altså på nær turistindustrien måske... De spreder sygdomme, ved du vel?"
   Morten nikkede forsigtigt. "De fortalte mig, at man mistænker Kongamatorerne for at bære en form for rabies. Er det derfor det er så vigtigt at de bliver indfanget?"
   "Blandt andet derfor." svarede Anna undvigende. Hun løftede den fyldte kasse op og bar den gennem lokalet.
   "Hvordan ved WHO, at det er X-dyr, der er i Ungala," sagde Morten. "Der er måske bare tale om en ny Coconia."
   "Hvad er det?"
   "En stork. Jeg har forsøgt at indkredse mulighederne lidt. Måske er det bare en ny Sadelstork eller måske en art Træskonæb. Vi behøver vel ikke male fanden på væggen."
   "Det er muligt, Vi er bare nødt til at vide, hvor veludrustede vi bør være, hvis det er Kongamatorer, der er på spil. Det er derfor du er hyret." Anna tog endnu et foto ned fra væggen på sin vej ud. "Der bliver ved med at indløbe mærkværdige øjenvidnebeskrivelser der – og andre steder."
   Morten så undrende på hende. "Også udenfor Ungala?"
   Anna smilede til det fregnede ansigt. "Prøv at google... Du vil blive overrasket. Indianerne kaldte dem Tordenfugle, de bliver stadig set engang i mellem, blandt andet i Texas, men så spredt, at det er svært at indkredse dem. Vi er for en sikkerheds skyld begyndt at indsamle oplysninger om nye observationer. Der har været en del fra 2001 og frem."
   "Hvad så?"
   "Hvis øjenvidneberetningerne tiltager for alvor, må vi tilbage til USA og lede efter dem igen. Vi kan ikke tage chancen, så vi følger nyhedsstrømmen og tager bestik efter, hvad der indløber af informationer. Men vi skal først og fremmest til Ungala. Der indløber for mange enslydende historier efterhånden."
   "Men ingen ved altså med sikkerhed hvad det er der huserer dernede?"
   "Ikke med sikkerhed. Det er jo et meget lukket land, men vi er temmelig sikre på, at der er bid denne gang."


Ungala
   Fra deres skjul så Dennis og Simon en procession af hvidklædte skikkelser træde ind i salen, bærende på en sammenbundet, rødhåret ung mand. Øjnene var skjult bag et klæde, men Simon vidste, at han var i live. En fregnet hånd var fri, fingrene rev nyttesløst i de stramme reb.
   Simon kunne mærke Dennis åndedræt mod sin kind, da vennen rykkede tættere på. "De kan ikke se os, vel?" Simon hviskede så lavt han kunne.
   Dennis svarede ikke, men stirrede på gruppen, der nu kun var få meter borte. Den sammensnørede skikkelse vred sig mellem sine fangevogtere. Dennis trak vejret tungt gennem sine tørre læber.

Manden blev lagt på alteret og ivrige hænder tvang hans ben fra hinanden. De forreste skikkelser bandt anklerne til to store udhuggede fugleklør, der udgjorde de nederste hjørner af bordet. Så løsnede de rebene om håndleddet og bandt dem til den anden ende. Tilslut bandt de et kraftigt tov henover mandens fregnede hals og tøjrede ham stramt til en udskåret søjle. Omsider fjernede de bindet fra øjnene.
   Simon så fra sit skjul offerets rædselsslagne blik. Han var stadig ved bevidsthed. Simon rystede over hele kroppen.
   Gruppen i de fodlange, hvide dragter, trak tættere mod alteret. Der kom ikke en lyd fra dem. De stod ærbødigt og stirrede på den hjælpeløse skikkelse. En høj mand, klædt som en ypperstepræst, trådte langsomt frem til alteret og berørte den fregnede hud med en gylden stok. Manden på bordet stønnede og vendte det hvide ud af øjnene. Der løb en stribe blod ud mellem læberne.
   Simon stirrede rædselsslagent på den høje skikkelse.

Kort efter skete der noget i mængden. De hvidklædte skikkelser rokkede frem og tilbage, mens de messede en usammenhængende hymne. Pludselig slog den kappeklædte mand den gyldne stok hårdt i gulvet og alle vendte ansigterne mod det hvælvede loft og begyndte, som med én mund at messe med hæs stemme. Først var lyden lav, men langsomt steg den i styrke og intensitet. Det var som om de mange mennesker fik grotten til at skælve, i en monoton, dyb rumlen.
   Simon følte han var ved at besvime. Han kiggede sløret på Dennis, som stod klemt ind mod klippevæggen, med fingerspidserne boret ind i stenene. De snavsede hænder rystede ukontrollabelt.

Ypperstepræsten greb den blodige dolk og to af de hvidklædte holdt mandens ben fra hinanden. Han skar et hurtigt snit dybt ind mellem mandens lår. Den bundne mand på alteret vred sig i krampetrækninger, men der kom ikke en lyd over hans læber, da præsten triumferende løftede det afskårne kød mod loftet. En hviskende stønnen gik gennem mængden. Simon slog en hånd for munden, da præsten holdt de blodige testikler i vejret.

Omsider skreg den rødhårede mand! Lyden hamrede mod væggene og kastede ekko, og de mange menneskers stigende monotone sang steg i styrke og overdøvede den rallen, der fulgte.
   Præsten kastede det blodige væv i karet og åbnede så langsomt og uden hastværk mandens brystkasse fra halsen og ned, med en enkelt rolig bevægelse. Blod og tarme væltede udover alteret og de nærmeste trængtes om den døende og lod deres hænder bade i den varme væske. Under ham blev alterdugen farvet rød og en sødlig, vammel lugt fyldte rummet.
   Hurtigt skar de rebene over og vendte offeret, så blodet fra det blottede hjerte løb ned i karet, og væltede ham så tilbage på alteret. Præsten løftede mandens hoved og trak tungen frem mellem læberne. Med et hurtigt snit fra fugledolken fjernede han den og smed den op i det blodige kar til det andet.