Sophus, den nu et-årige engelske bulldog, holder meget af sine gåture rundt om i kvarteret. Han har mange venner her og der, og han kan tilsyneladende altid genkende nogen, han har hilst på før.
Tit kan de også genkende ham, selvom det måske er længe siden, og så går snakken om, hvor stor han er blevet og hvad der er sket siden sidst. Ja, det er såmænd ikke så meget mig, der snakker. Sophus må se vanvittig klog ud, for det er ofte en sjov samtale mellem en eller anden (for mig fremmed) dame og så Sophus, der jo må respondere noget, jeg ikke kan høre, men sådan kan samtalen fortsætte længe. Jo, han er en klog hund og han har en bred smag i omgangskreds.

Nogle af dem, han har kastet sin kærlighed på, holder til i et slags læskur, bag den lokale købmænd. Her sidder en flok herrer og indimellem damer, og ordner verdenssituationen over noget koldt på flaske, og Sophus, der stak af fra mig en dag, introducerede os for flokken. Det er skikkelige folk, og de kan vældig godt lide hunde, og Sophus især.

Børn og hunde, almindelige voksne, folk med en øl i hånden, og de forbipasserende håndværkere. Alle interesserer Sophus vældig meget, og alle vil han gerne snakke med, hilse på, og gerne spendere en halvtimes tid med. Det er svært at have travlt, med ham på slæb.

For en rum tid siden bed jeg mærke i nogle store gråkrager, der ofte fulgte med os rundt på tur. Tydeligvis et par. Det gjorde de naturligvis, fordi det indimellem lykkedes Sophus at tabe eller ikke lige at fange en godbid, når den kom hans vej.
Sådan noget har fugle som skader og krager naturligvis blik for, og da Sophus i forvejen ikke lider af udpræget boldøje, er det ikke så underligt at de to krager opdagede, at her var der åbenbart gratis frokost. Så nu er de bare altid med.

Hugin og Munin blev de naturligvis hurtigt døbt, efter de to ravne i nordisk mytologi, dem Odin havde, og som hver morgen fløj ud i verden, og hver aften kom tilbage, satte sig på hans skuldre og fortalte ham, hvad der var sket derude.
Det passer meget godt med vores. Vores krager ligner også nogen, der kunne fortælle en røverhistorie eller to. De er i øvrigt altid klar til en gåtur, og kommer flaksende langvejs fra, når de ser os.
Nu er de også begyndt at forfølge min kæreste, og det ser virkelig sjovt ud, når man først ser manden, så Sophus, og så, som to mini-pingviner, et par krager vraltende efter.
Sophus har i princippet ikke noget mod andre dyrearter, herunder krager. I princippet, altså. For da det gik op for ham, hvad sådan et par krager tilsyneladende lever af - hans hundemad - var det så som så med begejstringen. Så nu går Sophus meget bestemt hen mod den krage, der er sidder nærmest, og kigger anklagende på den. Sådan en mad-tyv!

Jeg synes ellers krager er nogle vældig spændende fugle. Man regner dem vist også lige så kvikke som papegøjer. Jeg synes også ligefrem, man kan se det i deres blik - at her har vi noget af en tænker.

I det hele tiden har vi kun positive oplevelser med de kloge fugle, vi har fået på slæb. Måske undtaget, synes Sophus nok, lige det med hundemaden.