13. september 2012
   Carina har set dem før, i august. Da hun ser dem i september, opdager hun, at det er de samme og går nysgerrigt nærmere. Faktisk vil hun bare sludre lidt med dem, for at smile ad det efterfølgende. Gerne sammen med Gitte, der også synes den slags er ret hilarious. Lige finde ud af, hvor skøre de er i virkeligheden, før hun stikker af og om det er sandt, det hun har læst. At de er virkelig mærkelige, ude i templet i Tårnby.
   Da hun går nærmere lægger hun mærke til deres slanke og ranke udseende. I hvert fald to af sektmedlemmerne eller hvad de nu kalder sig. Resten, tre andre, virker ret almindelige. Så får hun øje på deres lysende øjne. Det er som om de udstråler en ro, der først forskrækker hende, så fascinerer hende. For hvad i alverden er det der gør, at de virker så glade? Midt på en travl parkeringsplads, foran det store center, en lørdag formiddag?
   En høj fyr i purpurfarvet silkekappe vender sig. Smiler. Tænderne er regelmæssige og øjnene brænder sig ind i hendes, med en kraft, der forvirrer hende, så hun akavet træder et skridt til siden, og er ved at snuble ned ad kantstenen. Er det ikke for en af de andre, der lægger en hånd på skulderen og forhindrer hendes fald. "Tak!" Carina ser forskrækket op.
   Også disse øjne har sin flamme, men denne er anderledes rolig, modsat den mørkhårede mand i kappen. Kvinden, der ligner en, der hedder Karen, rækker hende en nusset brochure, med et tegnet øje udenpå. "Her, hvis du vil læse lidt om os." Der er ikke noget krav over tilbuddet. Bare en konstaterende håndbevægelse, da hun rækker papiret videre til Carina. Tag det eller la vær.
   Hun skimmer overskriften. "Kender Du Din Skæbne?" Hurtigt stikker hun brochuren i tasken. Fyren kommer hen til hende. "Er du ok?"
   Carina skynder sig at smile. "Selvfølgelig, jeg ved ikke hvad jeg lige faldt over ..." Nu skal han jo ikke lige tro ...
   "Amin, du faldt over Amin ..." smiler pigen med brochuren og trækker på skuldrene. "Det har vi set før." Hun rækker Carina hånden. "Jeg hedder Angelheart. Og dét dér. Det er altså Amin." Hendes stemme knækker næsten over, da hun udtaler navnet og nikker over mod manden i kappen. Ærbødigheden får Carina til at trække på smilebåndet, før hun får sig selv under kontrol. Opdager at Amin ser på hende og er selv ved at rødme. Hvor fjollet. Som om hun er 15 og ikke 35. For øvrigt er han yngre end hende. Højst 30. Carina skynder sig at se væk.
   "Hende i den røde kjole er Cassandra." Angelheart peger på en høj, slank kvinde, der stirrer tilbage på hende. Tigerøjnene brænder med en intens og fanatisk flamme. "Cassandra rejser til Nepal i morgen."
   "Nå," siger Carina, ved ikke rigtigt hvad hun skal svare.
   "Dét er Dortea Hjertelys". En kvinde i noget der ligner en vadmelsdragt bøjer hovedet med lukkede øjne. Rokker frem og tilbage. Ved første øjekast virker hun en smule mærkelig.
   "Og så er der Moonchild." Angelheart nikker mod en kraftigt udseende kvinde med små øjne bag stærke briller. Et stykke hæfteplaster over næseryggen er gået løs i den ene side. "Hej," siger Moonchild og snøfter kraftigt ind, før hun tøvende rækker hånden ud, som er det en uvant gestus, hun stadig er i gang med at indøve. Carina tager den hastigt og slipper. Giver akavet hånd til de andre. Amins hånd er varm. Næsten elektrisk, da de lange, stærke fingre lukker sig om hendes. "Carina," siger hun. Føler sig tåbelig, at stå her på en parkeringsplads og give hånd til en gruppe skøre sektmedlemmer. Alligevel føler hun Amins brændende varme længe efter.
   På vej ud af centret, ser hun dem igen.

"Hejsa. Sikke du slæber ..." Det er igen Angelheart, der indleder. Hun rækker hende et bolsje. "Her, det smager godt."
   Carina sætter poserne. Det gør det. Hun kan ikke genkende smagen, men godt lide den. Knaser og synker. Griber efter sine indkøb.
   "Der er introaften i templet kl. 20.00, hvis du har lyst. Det er meget uformelt. Vi spiser bare lidt god mad og fortæller lidt." Angelhearts øjne flammer op.
   "Nå," Carina trækker sig instinktivt tilbage. "Det tror jeg nu ikke, jeg kan. Ellers tak."
   Amin smiler, som læser han hendes frygt. "Vi bider ikke. Lover ..." Får på en eller anden måde udtalt 'lover' som på engelsk. Eller også er det hende, der hører galt.
   "Adressen står på bagsiden." Angelheart nikker. "Nemt at finde." Igen lyder opfordringen bare som et forslag. Som om det ikke betyder noget for dem, om hun kommer. At det er for hendes egen skyld, de siger det. De må være virkelig skøre.
   Da hun står ved stoppestedet, ser hun dem gå. Forsvinde rundt om centrets grå hjørne. Som om de kun ventede på mig, løber det gennem hende. Bussen kommer i det samme. Hun skal i hvert fald ikke ud i noget tempel. Hun læner sig tilbage i sædet. Det er da for resten i dag bageren har tilbud på snegle. I går var det gifler. Hun burde egentlig ikke. 15 kilos sorg på sidebenene.

Der er ikke noget i tv. For første gang i lang tid opdager Carina at hun keder sig. På en måde er det en lettelse, fordi hun så længe har været ked af det. Troede aldrig at sorgen ville lette. Men det er den altså. Lettet lidt. Rastløsheden får hende til at finde brochuren frem. De har skrevet en rutevejledning. Linje 36 går lige til døren. Den går også herfra. På den anden side af gaden faktisk. Ikke at det interesserer hende, selvfølgelig.

Kl. 19.00 smækker entrédøren. Hvem siger også, at hun er den eneste, der dukker op? De kaldte det en introaften, så der kommer vel andre? Og så får man da et gratis måltid. Carina smiler, da hun går ned af betontrappen. Hun vil give det én time. Det lyder ret sjovt. Altså på den skøre måde. Sikke en historie, hun kan give Gitte. Hun fortryder helt, at hun ikke har ringet og advaret. At hun vil komme hjem med alt godt fra overdrevet. Gitte kan roligt finde rødvinen frem til en lang aften på linjen. Carina skal nok suge sine indtryk. Bagerst i bussen trækker hun benene op. Det tager mindst en time derud.

Templet viser sig at være en forfalden landbrugsejendom, derude hvor kragerne vender. Her er øde. Hun er eneste passager, da bremsens røde lygter lyser og tager farten af. "Så er det her ..." Den indiske eller pakistanske chauffør peger ud i mørket for hende. Gennem skumringen anes en faldefærdig bygning, nær de stubbede marker. Da hun kommer ned på den kolde landevej og tættere på, ser hun den faldefærdige lade og flere små grønne skure. Fra stuehuset strømmer lyset ud, som fra tændte fyrfadslys. Skorstenen spreder en duft af brændeovn. En sær følelse gennemstrømmer hende, da hun går hen imod den lave dør. En underlig følelse af at være kommet hjem.

Døren er på klem og efter at have banket på uden resultat, træder hun forsigtigt over det slidte trin. Knager tæt besat med vintertøj og et snavset gulv oversået med praktisk fodtøj gør vejen smal. Et støvet spejl oplyser røde frostkolde kinder og skinnende øjne. Fra entreen står døren ind til stuen åben. Varmen strømmer ud. Carina genkender de andre fra centerets parkeringsplads og spejder efter flere gæster. Udover Carina er der kun en enkelt. En kraftigt udseende pige, der ligner en tidligt udviklet fjortenårig, men ved nærmere eftersyn alligevel må være et sted i tyverne. Det afblegede hår er trukket tilbage med similispænder og den pink T-shirt med 'City Bitch' i sølvskrift, er et nummer for lille til den barnligt rundede mave. Hun drikker langsomt af et glas med rødvin. Blikket hun sender Amin, får Carina til at fortryde at hun kom.
   "Kom indenfor!" Angelheart trækker hende ind i stuen og tager frakken. "Betina er også kommet. Hun er også ny." Pigen i den pink T-shirt nikker nådigt. Den lavloftede stue er tætpakket med langbordet og slidte stole. På plankebordet står skårede lerfade med salater og farvestrålende vegetariske retter. Vinduerne mod de dystre marker er dekorerede med fyrfadslys. En gråstribet kat strækker dovent ryg, læner sig kælent op ad Amin. Carina sætter sig tøvende på den stol, hun får tildelt. Hun ser flammernes skygger slikke op ad det skarpskårne ansigt. Øjnene der gnistrer i gløderne fra ilden, når han ser på hende.

"Ja, Hatonn er min ven og er fra Andromeda. Han arbejder sammen med Det store hvide broderskab i The Galactic Federation of Light." Carina stirrer forbløffet på Amin, der nikker alvorligt. "Hatonn er kommandør i den flåde af stjerneskibe, som dækker vores galakse her, Mælkevejen og Andromeda Galaksen." Amin hælder mere vin op. "GFL er en slags galaktisk FN, som holder balancen og sørger for at der er ro og fred i Universet."

"Amin modtager kanaliseringer fra kommandør Hatonn," indskyder Cassandra. De intense tigerøjne kærtegner manden ved bordenden.

Da Carina kommer hjem med den sidste bus den aften er det for sent at ringe til Gitte, men på en eller anden måde, har hun heller ikke samme lyst. I stedet sætter hun sig til at læse det materiale, hun har fået og først da klokken er halv fire, og de første morgenfriske duer begynder at kurre, lægger hun sig til at sove. Kan næsten ikke vente til næste lørdag, hvor Amin igen vil stå foran centret. Forhåbentlig uden Betina.


31. oktober 2012
   De fejrer Cassandras hjemkomst fra Nepal med hjemmebrygget kirsebærvin. Den skal man lige vænne sig til. Cassandra har arbejdet i en ashram og høstet den særtsmagende paddehat, de bruger i bolsjerne. Den vokser kun på planeten Nibiru og i Nepal, nær et særligt kloster. Det er modigt af Cassandra. Hun boede i et område, der er kendt for sine difteriangreb og for kolera, fortæller Angelheart. "Dernede er det så almindeligt, at det ikke engang meldes til myndighederne."
   "Det var da forfærdeligt." Hun begynder langsomt at forstå, hvorfor Hatonn og GFL må gribe ind. Mennesket kan ikke håndtere tilværelsen. Alene sygdommene beviser det. "Underligt, jeg troede virkelig lægerne havde udryddet den slags."
   "Nej, nej." Amin ryster på hovedet over hendes uvidenhed. "Lægerne bilder dig ind, at de kan alt, men det er fattigmandssygdomme. Og de fattige bor tit, hvor der ikke er rent drikkevand."
   "Eller kloakering," tilføjer Cassandra. "Magthaverne er jo ligeglade."
   Carina skutter sig i varmen fra ilden. Godt man bor i Danmark. Hurtigt skiftes emnet:
   "I mener altså, at vi lever i de sidste tider?" Hun ser forbløffet på de alvorlige ansigter. Angelheart løfter hendes glas og skænker mere fra den rubinrøde karaffel. "Forstår godt, hvis det lyder underligt i dine ører, men det er fordi du ikke ved, det vi ved ..." Angelheart ser på Amin, som ønsker hun hans billigelse til at gå videre. Han nikker med det mørke hår og fuldfører sætningen. "Du tror, du ved, hvad der foregår omkring dig, men du kratter virkelig kun i overfladen." Han ser på Carina med insisterende øjne. "Hvad ved du egentligt om Illuminati?"

2. november 2012
   Amins øjne er lukkede. Hans stemmes nasale klang fortæller, at han har optaget Hatonn i sit spirituelle hjerte: "Hatonn underretter os om, at Illuminati desværre kender til vores rum-families indblanding, fordi den tilsigtede deduktion ikke er sket." Stemmen er ildevarslende. Der lyder et forskrækket udbrud fra Angelheart. Carina er lige ved at åbne øjnene. Det lyder som om Angelheart græder. Hatonn fortsætter efter en pause. "Tilsyneladende har de mistanke om vores involvering i deres mislykkede angreb på det 7. hjertechakra."
   Carina er ikke helt sikker på, at hun altid får det hele med. Sommetider er det som om hendes tanker går på langfart, når hun burde lytte til Hatonn, men Illuminati forsøger altid at forstyrre. Selv her, midt i Krystalhjertet, templets centrum, når deres trådløse signaler hende.
   Hatonns nasale stemme fortsætter: " ... Desværre er teknologier til at igangsætte jordskælv og skabe vejrmanipulationer forbedret og intensiveret. På grund af udenjordisk indblanding begyndte Illuminatis forskere ..."
   Carina spekulerer på, om de andre vil tage med på mission i morgen, eller om det er hende og Amin, der skal af sted. Det håber hun. Bare dem alene.
   " ...I Japan er en af HAARP's kapaciteter blevet anvendt i forbindelse med teknologiske udviklinger fra Tesla's opfindelser ..." Hatonns stemme bliver fjern og da Amin efter nogle minutter vender tilbage, er Carina ikke sikker på, at hun fik det hele med.

4. november 2012
   "Jeg er også udvalgt," Betina stikker den buttede hage frem.
   "Hvordan?" Carina ser undrende på pigen.
   "Mit modermærke ..." Betina fortsætter, før Carina når at sige noget. "Det ligner en engel, set fra siden. Jeg kan ikke så godt vise dig det, for det sidder et meget intimt sted ... hvis du forstår." Det sidste siger hun med et skævt sideblik mod Amin, der alligevel ikke hører samtalen. Han lægger tarotkort sammen med Angelheart. Carina smiler diskret i håndfladen. Nogle gange er Betina bare for morsom

5. november 2012
   Det er nætterne hun længes efter. Når hun ligger i Amins arme og lytter til historierne fra Nibiru og de andre mirakuløse verdener derude. Derude hvor freden hersker og hvor ingen må sulte eller slås. Tit er han lige så forbløffet som hun selv over, at hun ikke husker sine inkarnationer. Og så må han fortælle hende om dem. Alle dem de har haft sammen. Nogle få har de haft uden hinanden, selvom det ikke er sket i tusind år.
   "Hatonn siger altid, at du er den smukkeste af alle hans skabninger." Amin kysser hendes nøgne skulder. Carina eller Gaia, som hun forsøger at huske, som sit universelle navn, skutter sig frydefuldt under kludetæppet. Ilden er nu kun gløder. Hun burde sove, hun skal stå foran centret senere. Kniber øjnene sammen og kigger på vækkeuret. Klokken er allerede 4.00. Et kvarter endnu. Bare lytte til hans stemme ... Når Amin fortæller, er det sommetider som om hun alligevel husker, og sommetider må hun korrigere, hvis han pludselig påstår, at der er otte og ikke 12 hjertebrønde på Nibiru. Så ler han og kysser hende. Lykkelig over, at hun alligevel kan huske det, og Gaia ler med, for måske er det et ægte minde, og ikke bare, fordi de talte om det forleden nat og da sagde Amin 12 brønde og ikke otte. Som om hun ikke husker hvert ord fra profetens læber? Frem for alt glæder hun sig til at møde Hatonn. Amin siger, at hun vil genkende ham med det samme, og sandsynligvis få sin fulde erindring igen, når det sker. Et øjeblik går hendes tanker på langfart derunder tæppet. Hvor er det underligt at være placeret i en fysisk krop i sine inkarnationer, når man i virkeligheden er en helt anden. Et lysvæsen der kan sætte ild til hele verden, hvis man ville. Men Amin har selvfølgelig ret, når han taler om den forskrækkelse, det vil udløse, hvis man viser sit sande jeg. "Ville du selv turde tale med os, hvis jeg havde stået foran dig i min lysskikkelse?" Gaia ler højt. Selvfølgelig ikke. Hun ville da have været skræmt fra vid og sans. Amins logik er uimodsigelig.

22. november 2012
   Det er gruppediskussion i Krystalhjertet om torsdagen. Så kan man stille kritiske spørgsmål og Amin svarer efter bedste evne. Hun opdager hurtigt, at det er så som så med spørgsmål. I reglen er det bare Amin der taler, og disciplene, der hænger ved hans læber.
   "Det vigtigste er, at vi forstår, at det er Illuminati, der står bag Dommedag." Han ser alvorligt rundt. "Og da vi har eksempler på infiltration af mange ting som musikindustrien, filmindustrien og medierne, virker det ikke så overdrevent." Gaia føler i sit hjerte, at det er meget sandt .
   Overraskende tager Angelheart kort efter ordet. "Måske skulle jeg sige noget?" Amin nikker opmuntrende til hende, da hun tøvende begynder. Gaia undrer sig. Angelheart har fået arbejde med rengøring og selv om det er et tiltrængt økonomisk tilskud, så er det ikke Gaias indtryk, at stedets praktiske funktion interesserer Angelheart, men her tager hun åbenbart fejl. Lige nu lyder det nærmest som om det vandværk er det mest interessante, der er sket, siden planeten Nibiru.
   Angelheart læser op fra de håndskrevne notater: "Der produceres årligt 22 millioner kubikmeter drikkevand. Vandet hentes op på 14 boringer. Derfra føres vandet videre til kommunernes vandværker som påtager sig rensningen af grundvandet." Hun venter på Amins tilladelse til at gå videre. Han nikker igen. "På vandværkerne filtreres for naturlige jern- og manganforbindelser. Efter filtreringen iltes det, da der ikke findes ilt i grundvandet. Vandet ledes til beholdertanke, herunder vandtårnene, hvorefter det ledes ud til forbrugerne." Amin ser på hende, som læser han morgendagens nyheder i hendes ansigt. Øjnene flammer. Angelheart trækker grundtegningen tættere på Amin, væk fra Gaia og de andre. "Her ..." Hun peger. "På vandværkerne bliver vandet ledt igennem et sandfilter. Hun sætter en pegefinger. "Dér." De smiler på en måde, der forvirrer Gaia. Amins blik hviler dybt i Angelhearts, på en måde, som han aldrig har kigget på Gaia. Et skarpt stik af jalousi hvisler gennem hende. Men som om Amin læser hendes hjerte, vender han sig mod hende. "Hvad skulle vi gøre uden Angelheart?" og det blik han sender Gaia, risler anderledes beroligende. For det er hende, han elsker. Det læser hun i hans blik.
   "Hatonns venner ..." Pegefingre mødes under den osende petroleumslampe.
   "Hatonns venner." Gaia udtaler ordene med lukkede øjne og høj stemmeføring. Føler lyksaligheden rejse sig.

1. december 2012
   Centret er julepyntet. Det er en råkold lørdag. Èn af de dage, hvor ingen gider høre om de sidste tider. Eller dage er det jo kun, men som Hatonn siger, så tæller hver sjæl og hvert minut, de har tilbage. Amin er sjældent med. Hatonn lægger beslag på al opmærksomhed og han er nødt til at meditere mange timer, for at downloade de sidste detaljer inden dommedag. Gaia skutter sig i kulden. Ånder på de kolde fingre. Da hun og Betina efter et par timer på den travle parkeringsplads har frosset tæerne af, og det føles som om de ligger og rasler i støvlerne, træffer Gaia beslutningen. "Nu tager vi altså en pause!" Den 50'er brænder alligevel i lommen. Hun burde have afleveret den til Amin i går med de andre penge. "Kom! Jeg giver!"

"Hvornår flytter du så til Nibiru?" Betina og Gaia nyder deres stjålne pause. Det er bestemt ikke alle, der vil have et ord med fra Hatonn, men indimellem får de en lille snak med folk. Nogle gange lægger folk en mønt, en sjælden gang en seddel. Engang var hun selv én af de tankeløse forbipasserende. Det er rigtig mærkeligt at tænke på.
   "Ja, det ved man jo ikke helt," svarer Gaia den afblegede pige. "Først skal jeg bo i templet, og så får jeg måske en chance."
   Betina sukker, som forstår hun instinktivt, at en sådan mulighed er helt uden for rækkevidde, for hende selv. I stedet griber hun sugerøret og suger støjende sin kakao op. Hele ansigtet koncentrerer sig om de sidste dråber. Gaia kan ikke lade være med at smile, trods det at hun lige har løjet groft for en anden discipel. På en måde forstår hun godt, at hun selv er sprunget foran i køen, når hun ser på Betina. Hun er sød, men ikke ligefrem rundet af en atomforsker. Klart Nibiru har deres præferencer og er nødt til at træffe svære valg. Hurtigt skubber hun en serviet over bordet. Betina tørrer den kakao af, der er sprøjtet op på den buttede kind.
   "Nå, men så næste gang ..." Betina trækker på skuldrene. Man kan ikke slå hende ud i længere tid.
   Gaia smiler. "Netop!" Hun tvinger sig til at nikke. "Næste gang bliver det helt sikkert dig." Da Betina er gået på toilettet, sidder hun tilbage med en bitter smag i munden. Der bliver ikke nogen anden gang, for der er kun én afgang til Nibiru.

7. december 2012
   Gaia vågner med kraftige mavesmerter. Straks tænker hun på den salat, de spiste i går. Den næste uge er de alle alvorligt syge. Næsten. Amin er den eneste, der ikke rammes af den forfærdelige madforgifning og i stedet går han, som den barmhjertige samaritan og giver væske. Dag og nat, time efter time. Aldrig under han sig ro. Gaia er den første, der kommer sig og hjælper Amin med at nøde de andre til at drikke. Overalt stinker der af bræk og diaré. Kun én gang mister Gaia troen. Betina er ved at dø af dehydrering, skønt de næsten drukner hende i væske.
   "Vi skal have fat i en læge!" Gaia græder, sikker på, at Betina ikke klarer den. Alt hvad de giver hende, kaster hun op.
   "Hun dør ikke. Hatonn vil aldrig tillade det." Amin går fra rum til rum, i sin silkekappe og hjælper alle til at drikke. Medicinen smager af 'englevand'. Vand med salt og sukker.

14. december 2012
   Gaia bøjer hovedet, da Amin træder ind i yogarummet. Hun har lige tænkt på ham, da hun hører hans fodtrin og skynder sig at lukke øjnene.
   "Gaia, min rose. Mediterer du ikke?" Amin bukker let foran hende. Det ved hun, han gør. På den måde, som kun han kan. Et buk. En anerkendelse af hendes tilstedeværelse som ypperstepræstinde, men aldrig ydmyg.
   Omsider åbner hun øjnene, ser forundret på ham, som har hun først nu noteret sig hans tilstedeværelse. Amin ser på hende. Hun ved, at han ikke tror hende, og han ved, at hun ved det.
   Gaia føler sig gennemskuet, men også fuld af indre glæde. En sær følelse, hver gang hans brændende øjne ser på hende og hun ved, at alt hvad de andre hvisker om ham er sandt.
   "Et bolsje?"
   Hun rækker taknemmeligt hånden ud og modtager sin gave. Bolsjet smager af Nibirus nektar.

18. december 2012
   Gruppemeditationen handler i dag om dommedagsangrebet. Amins nasale stemme, lader Hatonn træde igennem: "Jeg er tilstede her i dag for at indstille jeres sind til lethed og forsikre jer om, at situationen vil blive løst, og at der ikke vil være langsigtet skade ..."
   Gaia tænker på Betina og hvor tæt de er på katastrofen og kun kraft-meditation kan spænde ben for Illuminati. Gaia trækker vejret dybt ind og koncentrerer sig om at finde den purpur lysstråle. Betinas død skal i hvert fald ikke være forgæves. Det lover hun sig selv.

19. december 2012
   De skændes i yogarummet. Det eneste opvarmede værelse, fordi musklerne har brug for smidighed til de mange øvelser. Man kan godt meditere i kulde. Det er kun sundt, siger Amin.
   Nu råber hun igen derinde. Gaia kan se hende for sig bag de lukkede øjne. Hun fatter ikke, at nogen tør råbe ad Amin.
   "Ypperstepræstinde ..." Det er Amins stemme, man kan høre. Og senere: "Meget platonisk".
   Gaia ved ikke, hvad de skændes om. Selvfølgelig lytter hun ikke. Hun mediterer. Sommetider er det bare lidt svært at lukke verden ude.

"Luk røven," siger Angelheart.
   Og så er de fire i kollektivet.

20. december 2012
   "Men hvornår kommer rumskibet, Amin?"
   "Det er her allerede."
   "Ja, i mit hjerte og via sølvsnoren, men rigtigt! Hvornår lander det!" Gaia føler frustrationen vokse.
   "Carina ..." Amin tager hendes hænder. Det er så usædvanligt at høre det. Kun når de er alene om natten, kan det ske, at han kommer til at bruge hendes jordiske navn, men aldrig om dagen.
   "Rumskibet er jo ankommet. Forstår du ikke, hvad det er jeg siger til dig. Det er nu. Det venter på os." Han peger op. "Men vi må selv rejse den sidste del af vejen."
   "Hvordan?" Hun rynker panden, lige ved at miste jordforbindelsen. Er det nu? Er Amin blevet skør? Hvordan skal de komme derop? En rumrejse er næppe billig. Hun er ved at smile, trods alvoren.
   "Vi rejser sammen. Flyver derop."
   "Men ..."
   "Vi rejser. Du og jeg. Og de andre selvfølgelig. Kapper sølvtråden og flyver af sted."
   "Kapper sølvtråden?" Forvirringen er total. "Hvad så med den jordiske krop?"
   "Ja, den bliver her. Den får vi ikke brug for mere." Amin indrammer sine hænder om hendes ansigt. Bøjer sig mod hende, til deres øjne er centimeter fra hinanden.
   "Du og jeg. Vi skal lede 'All Love'-enheden." Nu hvisker han. Hun må anstrenge sig for at høre. "Hatonn beder os overtage tøjlerne. Vi skal rejse fra klode til klode og skabe kærligheden, hvor den ikke gror." Hans øjne brænder sig ind i hendes. "Forstår du det, Gaia. Den dag vi mødte hinanden på parkeringspladsen ..." Læberne glider fra hinanden. "Husker du, da du snublede?" Han smiler ved deres fælles erindring. Hun nikker. Selvfølgelig husker hun det. Mødet der ændrede alt.
   "Det var Hatonn ..." Amin nikker langsomt. "Du var så tæt på at gå forbi, at Hatonn var nødt til at gribe fysisk ind på jordplan. Er du klar over hvor sjældent det sker?" Han ser på hende, som venter han at alvoren skal synke ind. "Og hvor forbudt ...?"
   Gaia ryster på hovedet. Mærker en sær benovelse, som fortæller han en universel sandhed for et barn.
   "Du er så udvalgt, man kan blive, - ligesom mig." Amin ryster på hovedet foran hende. "Ellers gør han jo ikke sådan noget. Alene energien det koster, at træde over ..."
   Langsomt lægger forståelsen sig om hendes sind. Tårerne bryder frem. Så mange ting, der med et står i lysende sandhedsbogstaver i sindet. Pludselig kommer forklaringen. Hvorfor hun altid har følt sig anderledes. Også fra sin familie. Især fra sin familie. Hvorfor alt omkring hende har været så forvirrende. Følelsen af ikke at høre til. Følelsen af at være udenfor. Ham der var utro med hendes søster. Familien der valgte side. Selvmordsforsøget. Indlæggelsen. Til hun forstod. Til hun mødte Hatonns Venner. Hun falder ind i hans favn. Ved ikke hvor længe hun græder, mens Amin blidt stryger hende over håret.

21. december 2012
   Den 21. december, på Dommedagen, går de rundt på den store parkeringsplads. Gaia undres over, hvor tomt der er, så kort før jul? Folk virker syge, de få, de møder. Ambulancer kører i pendulfart. Lidt efter lukker centret en time før planlagt. "Lukket pga. sygdom," står der på den store plakat en vagt sætter op. Gaia er tørstig, men efter ordre, er der ingen, der har indtaget noget 24 timer før Dommedag.
   Amin lægger en hånd på hendes frakkeærme. "Selv han ved det." Hun gyser. Stirrer på vagten med den imiterede pelskrave. Ved han, at Jorden går under i aften? Manden er bleg og vakler tilbage ind i centret. Brækker sig, mens han går. Som om han ikke ser det, låser han bare indgangsdøren efter sig.
   Hvordan vil centret se ud i morgen? Efter Dommedag? Gaia prøver at forestille sig det. Måske vil Hatonn sende en hvirvelvind over hele området. Feje skilte og tilbud med sig, og til sidst vælte de store betonmure og lade alt tøjet, alle møblerne og kopper, glas og parasoller forsvinde op i en tornado, op i himlen og bagefter blæse det, som mulitifarvet konfetti, udover havet. Måske skal hun selv se det ske, oppe fra rumskibet i aften? Se jordskorpen kælve en ny og bedre verden.

Senere uddeler Amin pillen. Højtideligt sluger de den uden vand og holder hinanden i hånden til en sidste fællesmeditation.

Gaia ligger på sengen. Stirrer op i loftet. Pillen ligger i håndfladen. Hun vil gå ind til Amin og bekende sin synd. Så vil hun sluge pillen foran ham, så han kan se, at hun holder ord. At hun bare var bange. Hun rejser sig og går ned ad den lille gang. Der hænger en rå lugt efter deres sygdom, som ikke kan vaskes af.

Amin ligger på dobbeltsengen i silkekappen. Hun knæler foran ham. Han åbner de skinnende øjne. "Jeg tænkte på dig, Gaia."
   Hun vil tale, men han lægger pegefingeren over hendes læber. Hans fingre er brændende mod den tynde hud. "Jeg satte det i gang."
   "Hvad mener du?" Hun kysser hans fingre.
   "På Hatonns ordre, naturligvis." Det er som om Amin ikke hører hende. Fjerner hånden. "Husker du sygdommen, der slog Betina ihjel?"
   Gaia løfter blikket.
   "Bare en test." Han smiler. "Den samme, som nu rammer byens vandforsyning. De dør, Gaia. Syndige mennesker dør på Dommedag."
   "Hvad så med Betina?"
   Det trækker på de silkeklædte skuldre. "... Ikke udvalgt. Det modermærke lignede jo en abe." Amin ser op på hende. "Du så det aldrig, vel?"
   Gaia stivner i en bevægelse. Amin lader hovedet falde bagover. "Det er også lige meget. Nu."

Det er som om det hele flimrer. Noget splintrer voldsomt indeni.

"Gaia, jeg er tørstig." Amin rækker hånden bagud. Søgende. "Hvorfor sover du ikke? Er du ikke træt? Vi skal rejse, Gaia."
   Pillen er begyndt at virke.
   "Læg dig ned," hvisker han. "Gaia. Dig og mig. Vi skal rejse fra klode til klode og så kærligheden, hvor den ikke gror ..." Carina vender sig fra ham, går ud i køkkenet. Ser sig omkring. Mærker vreden vokse.
   "Vil du tage vandflasken i køleskabet? Det er rent. Men ikke den grønne. Det er en prøve, vi havde til overs." Amins stemme bliver svagere.
   Hun åbner det lille køleskab. Får øje på den tomme medicinæske. Trækker indlægssedlen ud.
   "Dukoral®".
   (...)
   "Virksomme stoffer: Koleravibrioner og -toksin"
   Hvad er det her?
   Udenfor lyder sirenerne. Helikoptere svæver i luften. Man skulle tro, der var udbrudt krig.
   "Anvendelse: Dukoral® Vaccinen anvendes til beskyttelse mod kolera."

Hun vender sig mod Amin. "Hvad tilsatte I drikkevandet?"
   Indenfor et døgn vil han med sikkerhed alligevel dø af pillen.

Omsider svarer han. "Vibrio cholera." Han forsøger at rejse sig op på albuen. "Cassandra smuglede en afføringsprøve fra Nepal." Han fugter læberne med tungen. "Den var overraskende nem at dyrke ude i laden ... Angelhearts systemnøgle ... Tilsatte kolera-kulturen til vandet. Nok til at slå ihjel."

Spørgsmålet er naturligvis kun hvordan ...

"Vand ... Gaia." Amins stemme er nasal. Som Hatonns.
   "Øjeblik." Carina vil løfte plastikflasken, da hun tøver. Ingen vaccine vil kunne modstå et koncentrat.
   "Med kærlig hilsen fra Betina," hvisker hun, fylder glasset fra den grønne flaske. Smiler da hun rækker over mod den kappeklædte mand. "Og fra din egen ... Gaia, ... naturligvis."