Verden er et forunderligt sted og kan sommetider virke så stor og kompliceret, at man næsten ikke orker at gå uden for en dør. Fordi hvad nytter det hele, man har jo ikke ser det store og hele. Sandheden er dog at det kunne næsten ikke være mere forkert, man kunne være den dråbe der får bægeret til at virke fuldt, eller måske den der for det til at flyde over.
   "Skynd dig nu lidt" hviskede Memo den mindst mistænksomme af de to skikkelser der stod foran den tunge trædør, i den dunkle fugtige stengang.
   "Huh" svarde den anden, mens han gav døren et mere grunddigt eftersyn. Hængselerne og dørens kanter var forstærket med stål, uden tvivl for at gøre det svære for udefrakommende at bryde ind. Låsen var indbygget i døren og så vidst han kunne se låste den sig fast i dørens stål ramme. Ikke en lås for amatører. Han tjekkede omhyggeligt døren for fælder. Besynderligt, ikke et spor af den mindste lille fælde. Selv den mindste købmand havde nu om dage små gift fælder på deres pengeskabe for at uskadeliggøre eventuelle uvelkommende gæster. Men på den anden side hvem ville nogensinde være så dum at røve fra Magiens Højeste Tårn. En bygning fyldt med troldmænd og kvinder der med et knips af deres fingre kunne fremkalde flammer der kunne brænde kødet fra ens knogler, eller der var i hvert fald hvad han havde hørt.
   Han fandt dirkene frem og begyndte langsomt at forsøge og dirke låsen op.
   "Er du snart færdig?" Memo trippede nervøst frem og tilbage trippe tilbage, mens han beroligende nippede til kanten af hans kåbe. Dette her var ikke noget hans nerver var van til.
   "huh... huh... låsen er måske ikke magisk men det her er ikke helt ligetil." Han tog en bøjet dirk ud af låsen "hm... hold nu bare udkig Memo."
   Memo stirede mistroisk på den ødelagte dirk, som om hans partner ikke vidste hvad han havde gang i. "Du sagde det ville blive så let som fod i hose, at det ikke tage lang tid, at før vi fik set os om ville vi være side på anden side af det Indre Hav i sikkerhed..."
   "Shh..." Memo stoppede hans nervøse tale strøm. " Lyt." Stilhed, så skillende en lyd sig ud, en raslende lyd efterfulgt af et bump som en rytme, sammen en stille traskende, som lyden af sko og en slæbende lyd af stof der blev slæbt hen over gulvet.
   Memo tog en større bid af sit ærme og kigge med store forskræmte øjne på hans kriminelle partner, der besvarede ved at skubbe ham hen til kanten af ganens hjørne, sammen med nogle meget tydelige mundbevægelser der sagde "SE HVEM DET ER, DIN ..." Det sidste ord kunne Memo ikke helt tyde, men blev dog hurtigt enig med sig selv at det sikkert ikke var så vigtigt.
   Han stikkede forsigtigt hovedet frem bag et af de utallige mølædte væg tæpper der pyntede gangens hjørner. Memo havde boet i tårnet største delen af hans liv, men han var en af de laveste relancerede troldmænd og var ikke normalt tilladt så højt oppe i tårnet. Tænk nu hvis de opdaget.
   En golem og en mandlig troldmand kom ned af gangen. Memo genkendte han ikke. Golemen var indgraveret med runer og lignede mest af alt en dynge sten kampesten, der bevægede sig frem af ved konstant at falde sammen. Det var skidt det her, meget skidt. Golemer var den troldmændenes mest hårdføre vagter, de havde ingen magiske kræfter men var ustoppelige, blottet for fornuft og så slog de forholdsvis hårdt med deres stenkrop. Memo havde engang hørt om en novice der var blevet smidt ud ad et vindue fra tiende etage af en golem, ikke noget Memo havde lyst til.
   Memo sank engang, bed i ærmet og listede tilbage til døren.
   "To kommer, ene golem, os væk, nu!" hviskede Memo gennem ærmet.
   "Har den næsten." Svarede hans dirkende ven "Hold dem hen lidt endnu."
   "Hvad..." begyndte Memo, men blev bremset da hans hånd blev presset op i hans mund, sammen med et blik der ikke var åbent til diskussion. Han skulle aldrig have gjort det her.
   Om ca. Ti skridt ville golemen og troldmanden dreje om hjørnet til døren, han måtte finde på noget. Memo gennemgik en række forskellige besværgelser i hovedet, der kunne hjælpe skjule dem. Usynlighed, nej det virkede ikke på golemer, otte skridt tilbage, transformering af udsende, nej det ville stadig rejse spørgsmålet om hvad de lavede her, plus men sit held ville ændringerne sikkert vise sig at være permanente, 6 skridt, en tids besværgelse, nej nej dur ikke, fire skridt og for golems vedkommende, små stenskred tilbage til hjørnet. Han kunne jo stikke af og efterlade... Nej, han havde det. Han foldede hænderne foran munden som når man vil råbe højt, stillede sig klar og fremkalde magien fra hans indre, aldrig før havde han gjorde det så hurtigt. Det kom næsten som et chok for ham, han rystede det af sig, ikke besvime nu. , Han fokuserede på enden af gangen, bag golemen og troldmanden, fyldte sine lunger med luft og råbte "Hey! I to tag ikke et skridt til!". Lyden kom ikke fra Memo men fra enden af gangen. Golemen og troldmanden stoppede og ikke et sekund for tidligt . Et skridt til og de var blevet opdaget. "Ja!" svarede troldmanden og forsøgte at få øje på den der havde kaldt dem an. "Kom her tilbage og hjælpe mig lige med den her kiste! Den er lidt for tung for min gamle ryg!". Memo kvælte en hosten med ærmet og hold vejret. Forskydning af lyd blev muligvis mere set som en praktisk joke, mellem magikere frem for en endelig magisk formular, men den havde da sine øjeblikke.
   Troldmanden og golemen kiggede på hinanden, trak på skulderne, eller for golemens vedkommende hvor der hvor der ville have været skuldre, og begyndte at gå tilbage mod stemmen. "Alt for en anden broder af det Højeste Tårn. Men sig mig hvad bringer dig herop?"
   "Jeg er aflevere en kiste!" svarede Memo
   "Men hvor er du?" Spurgte troldmanden.
   "Lige herover!"
   "Hvorover?"
   "Herover! Bare gå efter min stemme!" Memo kiggede om hjørnet, de var næsten nede for enden af gangen nu. Han kunne lade være med at smile lidt for sig selv. Det gik dog ikke lang tid før de kom uden for rækkevide og han måtte droppe skuespillet. "Pist... Er du snart færdig med den lås?" hviskede han over skulderen.
   Et lille klik og låsen gik op "som fod i hose. Sagde jo det ikke var noget problem."
   "Jeg gad vide hvad derinde..." Memo blev afbrudt igen af hans partner og hånd for hans mund. Det er altså ved at blive en dårlig vane, det her. Så opdagede han lyden, de kom hastigt nærmere, han havde glemt at hæve besværgelsen. De havde hørt ham. Så dum han var... Så dum han var.
   "Memo!" De skyndte sig begge ind gennem døren og lukkede den bag sig. De holdt vejret, Memos hjerte hamerede.
   Hvad ville mon gøre ved dem hvis de blev fanget. Memo's tanker forstillede sig at kun de værste mareridt man kunne forstille sig kom tæt nok på og så var de stadig langt fra. Tanken skrammede ham.
   De kunne høre golemens tydelige skridt lige uden for døren og troldmanden der bandede, de stansede uden for døren. Bare de gik videre, til nogle af de andre døre. Memo krydsede fingre. Der gik et øjeblik, der føltes som flere timer følte Memo, så fortsatte de. De åndede begge lettede op.
   "Hvad så nu Alex?" Memo så på indbrudstyven, han havde hjulpet. Havde det ikke været for ham ville han helt sikkert være blevet opdaget nu. De smilede begge, det værste var overstået.
   "Nu er vi meget stille og håber de ikke tjekker vores rum først..." Svarede Alex, han rettede blikket ud i rummet. Hvad var det her?
   Luften i rummet var stillestående og hang tung og sumpet, som om ingen havde besøgt rummet i lang tid. Nogen og et dusin stearinlys der bevægede sig unaturligt langsomt oplyste rummet, magiske lys tænkte Alex. Men det var ikke der fangede hans opmærksomhed. Det var nærmere rummets skat, eller mangel på samme. Midt i rummet, på en lille metal piedestal stod en stor glasbeholder, fyldt med klar blå væskevæske. Der var ikke andet. Alex gik hen og tog beholderen i nærmere øjesyn, han undlod dog med vilje at røre glasset. Beholderen var aflang med runde hjørner med forstærkede metalbånd på midten, den var omkring en halv meter høj og lige nøjagtig så bred at Alex ikke kunne holde med den med en hånd alene.
   Den klare blå væske skriftede i hvirvler mellem klar himmelblå og dybklar mørkeblå, som havde den sin egen vandstrøm. Den virkede nærmest fortryllende.
   "Hvad er det?" Hviskede Memo "Hvor er alt guldet og ædelstenen?"
   "Er det ikke et spørgsmål jeg burde stille dig?" Han havde da ikke været heldig med Memo, ikke desto mindre havde det lykkedes ham at distrahere en golem.
   Memo rømmede sig, lamstammet og stillede sig på den modsatte side af beholderen og at tage den i nærmere i øjesyn "... Jo måske. Man er vel troldmand." da han kløede sig i skægget opdagede han hvor vådt hans ærme var og gav sig til at tørre af i hans kåbe " Det er i hvert fald hverken guld eller ædelsten det der."
   Alex skuede på Memo med det mest åbenlyse blik han kumme mønstre "Det kan jeg se, men er den farlig?"
   Memo prikkede til glasses, væsken skiftede kort farve "Det tror jeg ikke, men der er nok en grund til den er låst inde."
   "Ja, den må være noget værd for nogen." svarede Alex og åbnede for sin taske. Beholderen kunne lige ligge i den hvis han ikke lukkede tasken.
   "Jeg er ikke sikker på det er så god en ide." begyndte Memo
   "Der er ikke nogle ædelsten eller guldmønter og jeg tager ikke af sted uden noget." Alex løftede beholderen op mellem hans hænder. Den var bemærkeligesværdig tung for dens størrelse. Ved Alexes berøring begyndte væsen at skifte farve og hvirvle rundt i en strøm, hurtigere og hurtigere.
   "Der sker noget, sæt den tilbage igen!"
   "Pjat, det sker ikke noget. Kom herover og hold tasken op."
   Pludselig faldt væsen til ro.
   "Så nu er den faldet til ro igen... qark" Alex hoppede forskrækket et skridt tilbage og tabte beholderen. Glasset blev ramte det hårde stengulv og gik i stykker. Væsken skyllede ud over gulvet hvor de ramte Memos sko og kåbe.
   "Hvad laver du!" råbte Memo, så højt han ture "Hvorfor gjorde du nu det? Se nu mine sko."
   "Et øje blinkede lige til mig."
   "Hvad?" Memo troskede ud af vandpytten, og satte tasken fra sig.
   "Der dukkede pludselig et øje i væsen... det blinkede til mig." Alex kunne ikke forstå det
   "Ad, så det er en sprit beholder for øjne, og den er nu ud over mine sko... ad" Memo gav sig til at sparke væsken af hans sko.
   "Nej det blinkede til mig, jeg er sikker på det."
   "Ja, ja... men når der er magi indblandet kan man aldrig vide sig for sikker." svarede Memo og rettede hans blik mod hans våde kåbe kant. Væsken lod sig fjerne ganske let, mystisk men praktisk tænkte han.
   "Memo!" Alexes stemme lød lidt forskræmt. Han pegede på væskepølen, Memo rette blikket op.
   Væsken samlede sig hastigt og voksede, indtil det tog for af en ung pige.
   "Okay... Det kan vi jo ikke bruge til noget!"
   "Er du sikker på det?" svarede Memo henkastet efter at have løsnet hans bid fra kåben.
   Alex rystede på hovedet "Troldmænd... dæk hende med din kåbe."
   "mmhh... ja selvfølgelig." Memo kravlede ud af sin kåbe, så han kun stod i hans nat skjorte og toppen af hans hoser, og lagde over den nøgne pige. "Hvad gør vi så nu."
   "Vi må finde en vej ud herfra."
   "Hvad med hende. Hun er uden tvivle farlig, siden hun er blevet låst inde her."
   "Vi kan jo ikke bare efterlade hende her."
   "Vi ved ikke engang hvad hun er!" Alex rynkede brynene "Jeg sider dig Alex, hun ligner måske et almindeligt menneske, men det er hun ikke. Man buer ikke almindelige mennesker i glasbeholdere. For slet ikke at nævne hun er lavet af vand, væske eller hvad det nu er."
   "Jeg ved det Memo, men vi kan ikke bare efterlade hende her til at blive spærret inde igen. Ville du ikke være lidt knotten hvis du har havde spærret inde i en beholder og sat i et lille rum. Jeg er ret sikker på at det er troldmændene der har mest at bekymre sig om. Desuden er der en golem mellem os og frihed. Hvem ved måske kender hun en vej ud herfra."
   "Tja, måske...vent jeg er en troldmand. Tænk nu hvis hun hævner sig på mig."
   "Jeg tror du nok skal klare dig."
   Memo gav et lille hvin fra sig og tog en ordentlig luns af hans natskjorte, da pigen begyndte at røre på sig. Hun hostede svagt "Hvor er jeg? Hvem er i?"
   " Øhh vi er... jeg mener. Jeg er Alexeus, men du kan kalde mig Alex, og det er Memo. Vi befriede dig fra dit glas fængsel." Alex pegede på skårene fra beholderen.
   "Jeg var også med til det" tilføjede Memo kort "altså det med at befri. Ikke indespærre."
   "Glas fængsel?" Pigen stirede på skårene, som om hun prøvede at huske noget. Hun vendte blikket uforstående tilbage mod Alex og Memo. Så fik hun øje på Memos sko og en tanke gik op for hendes indre. Det var ikke til at tyde om den var et behageligt minde eller ej, men hun begyndte at kravle hen Memo, der straks stillede sig bag Alex. Så rynkede hun på næsen og vendte hovedet væk, som var hun kommet i tanke om noget væsentligt "Kan huske, lugten." Alex kvalte et grin.
   "Nej vent nu lidt." svarede en fornærmet Memo, pigen kigge op "... Jeg bader mine fødder dagligt."
   Alex fnøs og kiggede på pigen "Kan du huske noget?"
   Pigen mødte Alexes øjne. Hun havde dybblå øjne, som to dybe hvirvelstrømme af himmel og hav, der sugede alt ind. De var fortryllende, fangede ens øjne.
   "Dig." Sagde pigen "Jeg kan huske dig." Hun rejste sig op foran Alex uden at flytte øjne. "Jeg var inde i..." Hun vendte blikket mod skårene. "Jeg kan huske... de puttede mig ind den... de lavede mig."
   Memo rømmede sig "tøj... Alex."
   Alex blinkede og rystede hovedet, før det gik op for han at hun bare havde ladet Memos kåbe ligge "Undskyld du kunne vel ikke tage noget tøj på?" Han fjernede blikket og sørgede samtidigt for at den kåbeløse Memo gjorde det samme.
   "Sådan her." Pigens krop skiftede farve til dybblå og skiftede form, de omdannede sig og gav pigen bukser og skjorte på.
   "Ja det er fint" svarede Alex
   "Jeg husker mit navn... De kaldte mig Aquarius"
   "Os en glæde at møde dem frøken... mhhh Arius." Han nikkede let " Du skulle vel ikke tilfældigvis vide en vej ud herfra? Døren kan godt blive et problem."
   I det samme kom en lyd fra ydersiden af døren og dørens håndtag blev trykket ned. Alex spang hurtigt hen smækkede døren og blokerede den med hans ryg.
   "Vi er opdaget!"
   Med et brag blev døren slået ind.
   "Hvem er i? Host... host... host....og hvad laver i ... host... her?" troldmanden Memo havde narret på gangen kom til syne, sammen med en stor stennet knytnæve, der afslørede golemen.
   Troldmanden bevægede sig ind over den smadrede dør, Alex jamrede sig fra den anden ende af rummet. Han havde fået slået alt luft ud af lungerne, samtidig med det ikke havde været alt for rart for ribbenene.
   "Overgiv jer tyvepak?" sagde han og stirrede rassende ind i Aquariuses fortryllende blå øjne "I har ikke en..." han stoppede midt i sætningen med munden på vid gab, som var han ikke kunne andet end stirrende ind i de blå øjne.
   Golemen rullede nu frem mod Aquarius og slog en stor knytnæve ind i brystet på hende. Den gik lige igennem Aquariuses, der hvor knytnæven trak forvandlede kroppen sig til vand og trak sig til side. Aquarius stirrede blot på golemen, som om slagene ikke hjalp gjorde noget, så gav golemen vandpigen et slag i hovedet. Hovedet blev til væske og splittes i to, troldmanden blev befriet fra hans fortryllelse.
   "Hvad skete der?" spurgte hans forvirret. DUNK alt blev sort, Memo løftede den lille kølle fra troldmandens nakke. I alt forvirringen var Memo kravlet om bag troldmanden og slået ham ud, aldrig undervider en god kølle.
   Han skyndte sig hen for at hjælpe Alex på benene, så længe golemen var travlt optaget af at slå på Aquarius. Golemen blev ved med at slå efter Aquarius, uden større held. Hun absorberede hvert slag, som væske og materialiserede sig som menneske straks efter hvert slag.
   "Er du okay" Spurgte Memo
   "Ja... bare en smule udpumpet." Svarede Alex
   "Kom." Memo hjalp Alex op og stå, de skyndte sig forbi den udslåede troldmand og den ødelagte dør.
   "Vendt! Hvad med hende" fik Alex fremstammet.
   "Det er der ikke tid til. Kom nu mens de er optaget."
   Alex vendte sig mod Aquarius "Hey! Hvis du vil med os ud herfra, må vi først slippe af med den dynge sten."
   Golemen, der åbenbart havde konkluderet at Aquarius ikke var det værd, vendte sig nu mod de to indbrudstyve med en hævet stenarm.
   "Vent..." Svarede hun Alex kunne næsten af svoret Aquarius havde smillet.
   Hele Aquariuses krop forvandlede sig til vand og dækkede golemen fra top til to. Lukkede den inde. Vandet lukkede sin og hver enkelt sten og gav sig langsomt til at splitte stenene fra hinanden, til de alle var separeret. Væsken forlod stenene og samlede sig som Aquarius igen.
   "Skal vi allerede gå Alex, Memo."