Sverige
   Anna satte flyttekassen fra sig på gulvet og pegede på de andre, der stod rundt om. "Nogle gange får X-dyrene kultstatus. Som denne her og som Loch Ness uhyret i øvrigt. Dyret i søen fik skam både statsstøtte og var totalfredet i Sverige. Den lov bliver selvfølgelig ophævet nu. Der bliver næppe flere observationer." Hun tøvede,
   "... med mindre der også her optræder besværlige øjenvidner, der insisterer på at de har set noget virkelig skræmmende, om en uge f.eks."
   "Sker det?"
   Anna trak på skuldrene. "Vi kan ikke gøre andet end at vende tilbage og fjerne dem igen, hvis der kommer flere. Men normalt er én opsamling nok. Vi rydder området og erklærer det for X-frit."
   "Hvad gør I med dem?"
   "Vi sender dem til USA, hvor de opbevares i nogle frysetanke et sted i Nevada." Hun rystede på hovedet. "Ironisk nok nåede X-dyret her at få sit eget museum, som du kan se. Vi gør hvad vi kan for at holde problemet nede, men vi ved, vi er ved at tabe. Det kan ikke holdes hemmeligt ret meget længere. Så indtil videre samler vi så mange dyr ind som muligt, men vi er hele tiden bagud, så vidt jeg kan se." Hun trak på skuldrene. "Bare tænk på Mellemamerika, der slås med chupacabrasen."
   Morten Lange trådte et skridt tilbage. "Hør nu her. Jeg er selv lige kommet hjem fra Mellemamerika. Chupacabra-uhyret er altså en vandrehistorie. Og det dyr der blev fundet dødt, var ikke andet end et misfoster af en præriehund med et alvorligt angreb af skab."
   Anna smilede skævt. "Hvem har bildt dig det ind? – Myndighederne?"
   Morten Lange så et kort øjeblik forvirret på hende og vendte så blikket mod det tætpakkede rum. Bagest stod en skranke. Der lå en stabel æselørede foldere ved siden af et krus med reklamekuglepenne. " Siger du at bæstet i søen her ligefrem fik statsstøtte?" Han lo stille. "Ja, undskyld, men det er næsten morsomt..."
   Anna tog et mindre kobberstik op fra en kasse. "Synes du? Jeg synes faktisk ikke det er særlig grinagtigt." Hun rakte det til Morten. "Som du kan se her, har man talt om den længe."
   Billedet viste et langt slangeagtigt væsen i små, krappede bølger. Bagved sejlede en gruppe personer i en båd. Dyret måtte mindst være ti meter, hvis man skulle stole på gengivelsen.
   "De første iagttagelser blev gjort helt tilbage i 1635. Og i 1894 blev der så fra officiel side samlet en gruppe mænd, der prøvede at fange den." Anna skubbede håret væk fra panden. "De anbragte levende grise og kalve i de fælder deroppe."
   "Men altså uden held?"
   "De fangede den aldrig. Det er noget nemmere i dag - med sonar blandt andet."


Ungala
   Simon mærkede at han rystede over hele kroppen. Han havde det som om han var midt i et af de mareridt, der hjemsøgte ham som barn. En af de drømme, hvor rædslerne blev ved og ved uden ende. Dengang søgte han altid ind til sine forældres trygge ægteseng, når drømmene hjemsøgte ham. Han savnede den blide duft af sin mors parfume og hans fars behagelige lugt af piberøg, der altid hang i soveværelset.

Ypperstepræsten vendte sig mod flokken og udstødte et råb. En yngre mand trak ud fra mængden og skubbede hårdt til en bjælke med forbindelse til taget. Langsomt gled klippeloftet med en rumlen til side og afslørede himlen ovenover. Dennis og Simon forsøgte at trække sig længere ind i sidegangen, nu solen oplyste rummet, da de hørte lyden af tunge vingeslag.
   "Hvad sker der?" hviskede Dennis. Simon svarede ikke, men rystede uafbrudt på hovedet som om hjernen nægtede at opfatte det, de var vidne til.
   Flokken af hvidklædte søgte mod sidegangene, mens de hviskede messende. Uden at reagere på de to fremmede gik de hvidklædte forbi dem med stivnede blikke og klemte sig i skjult mellem klippefremspringene.

Fuglene ankom gennem loftet. De sorte kondorlignende fugle dykkede, tog farten af og cirklede langsomt over alteret. Først landede en enkelt, der samlede sine pileformede vinger og på krogede, skarpe kløer akavet balancerede nærmere. Den tog plads på den blodstænkede alterdug og bøjede den pergamentagtige hals. Så sænkede den hovedet og da den løftede det igen, så Simon, hvordan den trak i den fregnede hals. Et øjeblik efter landede den næste fugl på alterdugen og jog næbbet ned mellem de blodige lår.

En tredje fugl landede nær karret, stak det gribbeagtige hoved ned og kom op med testiklerne mellem tænderne. Den kastede hovedet bagover og lod dem forsvinde i gabet. Simon så hvordan halsens løse hud bulede ud. De mange mennesker, der klemte sig sammen i de tilstødende gange sukkede henført, mens de rokkede frem og tilbage, da endnu en af de sorte fugle trængte gennem taget og cirklede en omgang, før den landede mellem de andre.

Et modbydeligt øjeblik fik Simon øjenkontakt med en fugl, der vaklede rundt på altret. Det sorte øje stirrede direkte på ham med et intelligent blik. Omkring øjet var huden tynd og rynket som mørkt cellofan, de blanke fjer var sorte, på nær det hvide bånd om den magre hals. Han kiggede væk i afsky og fuglen mistede interessen. Den drejede hurtigt hovedet, og begyndte sultent at hakke øjnene ud på den døde mand.

Simon forsøgte forgæves at trække længere ind mod væggen. Trak vejret stødvis gennem munden og mærkede sin blære give efter. Den våde fornemmelse, ned over benene fortalte ham, at dette ikke var et mareridt af den slags, der kunne kureres af omsorgsfulde forældre. Han støttede sig til væggen og bed sig hårdt i kinden for ikke at besvime. Så var det altså ikke en legende... Dødekulten og fuglene eksisterede virkelig.