Jämtland, Sverige,
   600 kilometer nordvest for Stockholm
   Anna Wahlin stod og spejdede ud gennem museets vinduer. Hun gabte. Det havde været en lang og anstrengende nat.
   Storsjön lå smukt blinkende i morgenlyset og strakte sig gennem det disede landskab. Fuglene sendte kvidrende skyer af stemmer mod den blå himmel. Anna løsrev sig og forsvandt ned ad trappen, da en stor lastbil trillede over gårdspladsens knasende grus.

Hun kastede et kort sideblik på den store grå metalcontainer, under halvtaget i ly for solen. Mænd i hvide sikkerhedsdragter havde hele natten kæmpet med at indfange dyret i Storsjön. Kl. 04.00 om morgenen gik et mærkeligt formet gråligt væsen i fælden. Kl. 6.00 var den anbragt i kassen og mændene forsvandt, så diskret, som de var ankommet aftenen før.

En lille sø af vand farvede gruset mørkegråt under kassen. Lastbilen bakkede og standsede. Chaufføren sænkede ladet, før han steg ud.
   "Er det den, jeg skal have med?" Der var svedskjolder på den snavsede T-shirt, en tandstikker bevægede sig rytmisk mellem tørre læber.
   Anna nikkede og rakte fyren papirerne. "Hvad er der egentligt i den?" spurgte han.
   "Det skal du ikke spekulere over." Anna Wahlin tog papiret fra ham, da han havde kvitteret. "Containeren skal bare i lufthavnen hurtigst muligt og du gør klogt i ikke at slippe den af syne!"
   Manden nikkede, forbandt kæderne til kassen og lod maskineriet trække containeren på plads. "Den ser tung ud."
   "1458 kilo, helt nøjagtigt." Hun fulgte med blikket bagklappen, der langsomt lukkede den store grå kasse inde. Vand begyndte at sive ud fra kassen og ned på gruset.
   "Den er utæt!"
   "Så må du hellere skynde dig," svarede Anna Wahlin. "Kør! Den skal være i Nevada i morgen."

Anna gik ind på kontoret og tastede et nummer på mobilen. "Operation Storsie er sendt af sted."
   "Godt," svarede stemmen. "Morten Lange må være på vej op til dig nu." Der lød et skarpt klik, da linien blev afbrudt.


* * *
   Siden 1635 er der gået vedholdende rygter om et stort ukendt dyr i Sveriges femtestørste sø, Storsjön. Mere end sekshundrede mennesker mener at have set et gråbrunt, ålelignende væsen på mellem tre og ni meter med et lille, hundeagtigt hoved. De fleste observationer omtaler ligeledes en puklet ryg. De lokale kalder den Storsie.
   I lighed med Skotlands Loch Ness uhyre, tjener turistindustrien i Sverige gode penge på de nysgerrige, der hver sommer kommer for at få et glimt af Storsie. Amerikanerne og de japanske turister med små fikse digitalkameraer klipser løs og køber postkort samt de lokale dinosaur-souveniers. Storsjö-odjuret solgte vældig godt, skønt uhyrets eksistens stadig blev diskuteret.

På det lille museum betragtede Anna Wahlin konvolutten i sin hånd. Mindst en gang om ugen kom der henvendelser fra hjemvendte turister, der havde set noget, der med lidt god vilje og sammenknebne øjne måske var mysteriet i søen. Hun foldede langsomt arket ud og læste det igennem. Så smilede hun og rev brevet i stykker. Det kunne være lige meget nu. Mission accomplished. Hun vendte blikket mod søen og trak vejret dybt ind.

Et særpræget dyr var indfanget og når dens rejse efter mange timer var tilendebragt, ville den hvile, anbragt i de store, blanke frysebeholdere, hvor dyr som søslangen Storsie lægges på køl, til videnskaben en dag finder ud af hvad de skal stille op med dem. Disse X-dyr, der pludselig kommer ud af regnskoven, op med fiskenettene eller ud fra tundraen og som ikke hører til i vores tidsalder. De indfanges og nedfryses på hemmelige lokaliteter, placerede rundt om på kloden. Altid steder, hvor man kan betale sig fra de nysgerrige spørgsmål, der ufravigeligt vil opstå sådan et sted.

Skabningen fra Storsjöen var nu på vej til sit bestemmelsessted. Efter en lang flyvetur, ville kassen omfragtes til en ny lastbil som møjsommeligt ville fortsætte ad den planlagte rute. Lastbilen ville dreje fra efter Las Vegas og køre videre gennem den varmeflimrende ørken, langs den støvede landevej 15 North, herefter ville den tage afkørslen til 93 North og fortsætte til E.T. landevej 375. Her ligger en lille flække kaldet Rachel. Når den har passeret den ensomt placerede sorte postkasse, kommer afkørslen til Groom Lake Road kort efter. Herfra kan vi ikke følge den længere, for arealet tilhører militæret og er hermetisk lukket for nysgerrige civile øjne. De fleste kender det store militærkompleks af omtale. Officielt hedder det Groom Lake-basen, i folkemunde kaldes det Area 51. Dybt inde på området ligger de store frysehuse. Det hele begyndte i 1955. Ingen ved, hvornår det ender.


* * *
   Først på eftermiddagen rullede en hvid udlejningsbil ind på gårdspladsen foran museet, Stationcaren var støvet og snavset efter den lange køretur. Den rødblonde mand i sommerjakken snublede over sin mappe, da han steg ud. Bag i bilen lå en åbenstående rygsæk, med indholdet spredt.
   Anna Wahlin stod skjult bag gardinet og så den høje skikkelse se sig om, før han bøjede sig for at samle de papirer op, der dovent blæste over gårdspladsen og truede med at flyve ind mellem træerne. Han fangede papirerne, så rundt på de hvidkalkede mure, før han begav sig hen mod døren.

Til venstre for den lave trappe stod et dinosaur-formet skilt, der bød
   "Välkommen till Storsie-museet! Enda museum for otrolige, levande sjödjur." Zoologen rystende på hovedet, mens han trykkede på messingdørklokken.

Anna Wahlin kastede et kort blik på manden foran sig, da hun åbnede døren. "Morten Lange?"
   "Præcis," sagde manden og så på Anna. Han kunne lide hendes lysebrune pagehår og munden med fyldige læber. Han rakte en hånd frem. "Glæder mig at møde dig. Jeg har et hav af spørgsmål, som jeg håber du kan hjælpe mig med at besvare. - Du kunne måske starte med at forklare, hvor dælen jeg er havnet?" Han spejdede over hendes skulder ind i de fyldte lokaler. Overalt stod figurer af et langstrakt dyr, der bestemt ikke fik kendte klokker til at ringe i zoologens hoved. "Hvad i alverden skal det her forstille?"
   Anna rakte hånden ud. "Det skal vi nok komme til. - Lad mig lige se noget ID."
   Morten kiggede ned på hende. Så tog han smilende sin tegnebog ud af jakkelommen. "Her..." Han trak det zoologiske fakultets lyse plastikkort frem.
   Hun kiggede på billedet. På fotoet virkede hans øjne mørke. Han havde fregner spredt ud over sit solbrændte ansigt. Det fik ham til at ligne en ivrig skoledreng.

"Kom med, jeg har smurt lidt frokost, vi har meget vi skal tale om, før vi rejser." Hun trådte tilbage og lod ham komme ind i foyeren. "Jeg kan forstå, du er zoolog? Det glæder mig, for så bliver det måske lidt nemmere for dig at forstå, hvad det her drejer sig om - selvom det såmænd er utroligt nok i forvejen..." Hun smilede skævt og gik foran ham ud i køkkenet. "Sid ned, og spis endelig op, hvis du er sulten." Hun tog en kop kaffe. "Jeg har nemlig også et par spørgsmål til dig."

Morten satte sig og rakte sultent ud efter det mørke brød og smilede begejstret, da han fik øje på den varme leverpostej. Rullepølsen så hjemmelavet ud og fik mundvandet til at løbe. Det var sandelig noget andet end den elendige svenske chokolade han havde overlevet på det sidste halve døgn. "Spørg du bare løs," sagde han med munden fuld af højtbelagt smørrebrød.
   Anna smilede og ventede et øjeblik, til den rødhårede zoolog fik stillet den værste sult, så rettede hun sig op.
   "Først og fremmest er jeg selvfølgelig nødt til at spørge dig, hvad du ved om X-dyr?"
   Morten Lange lignede et stort spørgsmålstegn og rystede gumlende på hovedet. Anna nikkede eftertænksomt. "Nå, ja det anede mig..." Hun sukkede. "Når du har tygget af munden, må vi hellere fortsætte vores samtale inde på museet."
   Morten nikkede og slugte den sidste bid.
   Anna vendte rundt og greb en tom flyttekasse i farten. "Kom med mig."
   De gik gennem museets smalle forgang, ind til de større lokaler, hvor Storsjö udstillingen var præsenteret. De lyse vægge var tapetseret med fotos af søen og gulnede illustrationer, der viste tidligere tiders forsøg på at fange hvad dybet gemte. Ned fra loftet hang fantasifulde fælder. På gulvet stod en række flyttekasser, halvt fyldt med billeder og figurer.

"Museet her lukker, det skal rives ned. Jeg er i gang med at pakke effekterne sammen, som du kan se, - sid ned." Hun pegede på en vakkelvorn stol. Morten satte sig forsigtigt. Træet gav sig knagende.
   Anna Wahlin tog et billede ned fra væggen, og lagde det i en kasse. "X-dyr er kort fortalt dyr, der optræder, hvor de ikke hører hjemme - faunamæssigt eller tidsmæssigt. Som dyret i Loch Ness eller som Storsjö-odjuret, som de kaldte dyret her lokalt. Bigfoot eller Den afskyelige Snemand er også X-dyr." Hun kiggede op på ham fra sin foroverbøjede stilling.. "De mystiske store sorte leopardagtige katte, du sikkert har hørt om fra England, Skotland og Australien er ligeledes X-dyr. Er du med så langt?" Hun kiggede på sine hænder. "Hvordan i alverden kan der samle sig så meget snavs?" Hun tørrede sig hovedrystende i et viskestykke og rakte ud efter en underligt udseende porcelænsgenstand, der lignede noget, der kunne være i familie med Loch Ness uhyret. "Sådan nogle dyr!" sagde hun og holdt den pukkelryggede figur op foran Mortens ansigt.

Morten rystede smilende på hovedet og gravede ned i tasken og trak en chokoladebar op. Han tabte papiret på gulvet, men så det tilsyneladende ikke. "Nå, altså kryptozoologiske dyr, mener du? Det er ellers ikke noget ret mange seriøse zoologer beskæftiger sig med. - Det er jo langt hen ad vejen myter og røverhistorier."
   Anna nikkede. "Ja, langt hen ad vejen, men nogle af dem eksisterer faktisk. Det er der bare ikke ret mange, der ved. WHO mener at Kongamatorne muligvis er X-dyr."

Morten Lange kiggede sig tvivlende omkring. Blikket faldt på et gipsaftryk med fire kløer. "Skulle WHO beskæftige sig med kryptozoologi? Det har jeg ærlig talt svært ved at tro." Han rakte ud og berørte forsigtigt en smal harpun. "Hvis den slags dyr fandtes, ville de være blevet opdaget for længst. Der er jo ikke så mange hvide pletter på landkortet længere - og Sverige er vist heller ikke et af dem..."
   Han lagde det fregnede hoved på skrå. "Hvis de dyr virkelig fandtes, - hvorfor kender jeg dem så ikke? Burde de ikke være omtalt i Nature eller Science? Hvorfor har jeg ikke hørt om dem, før nu - Hvis de lever iblandt os?"
   Anna rystede på hovedet. "Man har valgt at skjule fænomenet. Der står for meget på spil..."
   Morten så tvivlende på hende. "Det kommer du nok lige til at uddybe."
   Hun rystede på hovedet. "Det er du desværre ikke kvalificeret til at få at vide, jeg beklager..."
   "Buisness as usual, altså," sukkede Morten Lange. "Jeg er så småt ved at vænne mig til det. Efter jeg begyndte at arbejde for Ditlev From, får jeg mindre og mindre at vide. Hent dit - hent dat, sæt gerne dit liv på spil, - men når man spørger, får man ingen svar..."
   "Det er vist vilkårene for at arbejde i vores branche. Men se det som en forfremmelse, at du overhovedet har fået adgang til det her område. Du må være dygtig på dit felt."
   Morten smilede. "Jeg plejer da at få fat i de dyr, jeg leder efter. - Men du siger altså, at der skulle leve såkaldte X-dyr her i søen?"
   "Ikke længere. Vi trak den op i nat. Der var kun én."
   "Hvad fandt I så?"
   Anna rystede på hovedet. "Vi ved det ikke endnu. Den skal først undersøges, men den havde gæller, så jeg. Man havde ellers gættet på en slags svaneøgle, men det passede jo dårligt med, at den så trods alt ikke blev set noget oftere. En svaneøgle var jo oprindeligt et krybdyr med lunger og skulle naturligvis op for at trække vejret ind imellem."
   "Tak, det ved jeg. Jeg er trods alt zoolog," indskød Morten.
   Anna fortsatte uanfægtet. "Hvad dyret her var, aner jeg faktisk ikke. Det er ikke altid vi kan artsbestemme dem."
   "Men det var altså et X-dyr?" spurgte Morten tvivlende.
   Anna nikkede. "Den havde alle tegnene." Hun lagde endnu et billede ned i kassen. Så gik hun gennem lokalet. "Kom," sagde hun. "Der er for resten noget jeg er blevet bedt om at vise dig."
   Morten rejste sig og fulgte hende ud af hoveddøren. Anna var i rask trav på vej over gårdspladsen, ned mod søen. Morten måtte småløbe for at komme op på siden af hende.
   "Hvor skal vi hen?"
   Anna svarede først ikke, men hastede hen langs bredden. "Kom med, det var noget jeg fik øje på i nat. Du må hjælpe mig med at finde ud af hvad det er. Måske er det ingenting." Hun løb let ind og ud mellem de spinkle træer, der voksede langs bredden.
   Morten forsøgte at undgå de saftspændte elastiske grene, der svirpede tilbage mod ham. "Kan du ikke lige løfte sløret en smule?" Men Anna hastede videre. "Jeg håber virkelig, det er her endnu! Dumt af mig at efterlade det... Vi havde bare så travlt."

Anna stoppede først, da hun nåede til en gammel hærget badebro. De frønnede brædder var delvist dækket af vand. De yderste meter var ædt op af bølgerne, der skyllede over de nedbrudte stumper. Hun standsede forpustet og vendte sig mod Morten.
   "I nat da vi trak våd, fandt vi denne her." Hun bøjede sig ned og følte sig frem inde under badebroen. "Du er jo zoolog, du må fortælle mig hvad det er..." Hurtigt trak hun en lille genstand ud og rakte ham.
   Morten tog forsigtigt skallen ud af hendes hænder. "Det er fra et æg!"
   "Ja," sagde Anna frustreret, "så langt kom jeg også! - Hvad slags dyr kommer den fra? - Det er da ikke et fugleæg, vel?"
   Morten bevægede den lyse skal varsomt i hånden. "Næh," sagde han efter en pause. "Det tror jeg heller ikke, den er for blød. Der er ikke nok kalcium i skallen til det at kan være fra en fugl. Det kunne nærmere stamme fra en øgle af en slags, men..." Han så forvirret op på hende. "Hvad slags øgler er der her i Sverige - udover snoge og firben?"
   "Ingen, så vidt jeg ved."
   "Kan det være fra en varan?" Morten drejede tvivlrådigt skallen mellem sine hænder.
   "Vi har hverken komodovaraner eller andre mystiske ting her..."
   "Bortset fra det dyr, I fangede her i søen?"
   Anna nikkede. "Begynder du at forstå, hvad vi er oppe mod?"
   De stod lidt og kiggede på hinanden. Morten drejede tankefuldt æggeskallen mellem fingerspidserne.
   "Det ændrer vel vores prioritering?" sagde han så. "Hvis der er klækket unger for nylig?"
   "Nej." Anna rystede på hovedet. "Vi skal til Ungala. Jeg har allerede drøftet det med min chef. Kongamatorerne har stadig højeste prioritet. Jeg lovede bare at vise dig skallen og høre om du var enig i min vurdering om at det ikke er et fugleæg."
   "Det er det helt klart ikke," medgav Morten. "
   De gik tilbage til museet. Morten gik bagest og stirrede på æggeskallen i sin hånd. Han var dybt forvirret.