Måske var det børnenes sang, der skræmte mig allermest? Jeg ved det ikke. Ved bare, at jeg aldrig skal glemme, jeg mødte dem.

Det var midt i november. Turistsæsonen var for længst forbi og vi var atter 280 mennesker herovre. Sådan ca. Måske kun 278. Hansens var vist taget til Toscana igen. De rejste aldrig andre steder. Morten var på arbejde og kom ikke hjem, før om et par timer. Jeg havde masser af tid til at skrælle de kartofler, vi skulle bruge i aften.
   Jeg gik ud ad døren til haven og kiggede ud på det sidste blomsterflor af krysantemum og dahlia, der stadig voksede og groede i potter og i bede. Jeg var stolt af min lille plet herude. På grund af Det Sydfynske Øhavs milde klima, kunne vi både dyrke figner og tit også melon. I gode somre.
   Også de sidste farvestrålende orange landløbere glødede i eftermiddagssolen, der pludselig var kommet voldsomt frem igen. November var startet mildt og alt tydede på at der endnu ville gå lidt tid, før vinteren rigtig tog fat. Den tid, når alt igen var blevet roligt efter de skøre sommermåneder, så var her allermest dejligt herovre. Jeg elskede virkelig den ro, vi havde fundet her. Nu på syvende år.
   For enden af haven løb et lavt hvidmalet stakit. Bag den gik en offentlig vej, som næsten ingen brugte. I hvert fald kun om sommeren, når turisterne alligevel dukkede op allevegne. Selv sommetider helt herude på næsset.

Min mand og jeg boede langs en blind vej, i udkanten af en lille by, lidt uden for Sandby på Nakø. Kun få hundrede meter fra det historiske, skæve fyrtårn, som jo er ret berømt. Vi boede et dejligt hus, ud til åbne marker ind mod øen, og kun de, der havde et egentligt ærinde ville køre denne vej. Altså aldeles fredeligt. Men det skulle ikke vare ved.

Jeg sad i hængesofaen med avisen og skulle lige til at rejse mig, for at gå ind igen. Skyerne var gledet for solen, og kulden kom pludselig frem, da jeg hørte nogle kalde mit navn. Forvirret trak jeg cardiganen tættere om mig.
   "Anna ...?
   Og da jeg rejste hovedet for at kigge efter stemmerne, lød det igen. "Anna, har du brug for hjælp?"
   Jeg så undrende op og fik øje på to børn, bag det lave hvide stakit ud mod vejen. Et øjeblik kan jeg huske, jeg undrede mig og tænkte på, hvor i alverden, de var kommet fra. Normalt ville en bil have afsløret deres tilstedeværelse. Herude var der så stille at selv en bil langt fra kunne anes. Det der næsten forvirrede mig mest, var at jeg ikke kendte dem. Netop fordi det her virkelig er 'længst væk' på øen, kendte man i reglen dem, der faldt forbi. Men de to børn havde jeg aldrig i mit liv set før. Og dem ville jeg have lagt mærke til.
   Den ene skød jeg til at være omkring de 10 år. Næppe ældre. Men hendes påklædning var helt anderledes, end det jeg forbinder med et normalt barn herude. Det virkede sært gammeldags. Hun havde en stram, men tækkelig tynd striksweater på i en sart blå farve, en figursyet frakke af et godt stykke stof, og en enkeltradet perlekæde om halsen. Perler, jeg med det blotte øje kunne se, i hvert fald ikke var købt i Føtex i Faaborg. Hendes næsten hvide hår, som var så blondt, som i en reklame for hårshampoo, var trukket tilbage fra ansigtet med to kamme af skildpadde. Heller ikke det virkede helt normalt. Den blonde dreng ved siden af hende, var omkring 7 år. Måske et år yngre. Jeg havde svært ved at vurdere ham. Han holdt pigen i hånden og stirrede ligeledes på mig.
   Det var pigen, der havde talt og da jeg stadig ikke svarede, kaldte hun på mig igen.
   "Anna, du ligner én med mange gøremål ..."
   På en eller anden måde var det sært skræmmende, at høre den slags ord, lagt i munden på en 10-årig. Hun stirrede direkte ind i mine øjne, mens hun talte. Holdt mit blik fast på en måde, så jeg måtte tvinge mit væk. Det var aldeles ubehageligt. "Du virker, som om du har meget at lave. Vi vil gerne hjælpe dig."
   Det løb mig koldt ned ad ryggen. Pigens stemme var sært selvbevidst. Den var mere end det. Den virkede trænet, som var hun barnestjerne fra 50'erne eller speaker i en reklame. Der var noget bizart poleret over hvert ord, der kom over de barnligt rosa læber. Som blev de udtalt alt for omhyggeligt. Det var ikke en 10-årig, der talte.
   Et gys gled gennem mig. Jeg kunne ikke forklare hvorfor de børn skræmte mig allerede dér, men det gjorde de. Især pigen, men også den alt for renvaskede, blonde dreng med den skarpe midterskilning, der så ud, som var den slået med lineal. Hendes creepy lillebror. Jeg følte kunne ikke forklare hvorfor, men deres tilstedeværelse gjorde mig virkelig nervøs. Engang for mange år siden, da vi var i New York, Morten og jeg, var vi i en bank, der blev røvet, mens vi stod og ventede på vores tur. Selvom jeg også blev enormt bange dengang, var mødet med børnene på en eller anden måde værre. Som om alene deres tilstedeværelse var usund for min sjælefred.

Det var deres øjne.

Det var noget ved den måde, hun kiggede på mig på. Der gik et stykke tid bagefter, før det pludselig gik op for mig, hvor jeg havde set det blik før. Morten og jeg sad en aften noget tid efter, og så en udsendelse fra Animal Planet. Det var der, jeg genså blikket. Den lille pige kiggede på mig, som cobraen på gnaveren, før den hugger. Der var ingen følelser i de øjne, intet ønske udover jagten. Sulten. Bare disse døde øjne, der stirrede ind i mine.
   Jeg forstod, at jeg var nødt til at få børnene væk, før de kom ind i haven. Det ville jeg for enhver pris undgå. På en eller anden måde, skreg alle alarmklokker, at jeg skulle holde dem ude af vores grund. Væk fra vores matrikel.
   "Nej, tak. Hvem I er så er." Jeg forsøgte at smile overbærende til dem. Lade dem vide, at jeg havde situationen under kontrol. At de ikke skræmte mig overhovedet. Det føltes helt skævt i mit ansigt, da jeg trak smilet ud. Et koldt et, håbede jeg. "Smut I bare igen. Jeg klarer mig fint. VI klarer os fint," skyndte jeg mig at rette. De måtte meget gerne tro, at vi var flere hjemme. At Morten bare var på første sal eller ude foran, måske.
   Pigen smilede til mig og jeg følte, jeg skulle dø.
   "Anna, vi ønsker ikke andet end at hjælpe dig. Du ser ud til at have meget at lave, og du har brug for hjælp." Pigen og lillebroderen stirrede på mig fra deres plads bag det hvide stakit. En vanvittig tanke, om at det også snart skulle males, fløj gennem mit sind, før den blafrede væk og forsvandt over havet. Hvor kom de børn fra? Nu skulle de væk!. Jeg følte stadig en stærkt angst i maven, alligevel rejste jeg mig fra havesofaen og gik et par skridt over græsset. Tættere på dem.
   "Ved jeg hvem I er? Kender jeg jeres forældre?" Hvis de havde ærinde her på øen burde jeg. Turister på dette tidspunkt var mere end usandsynligt. Det skete meget sjældent. Og fastboere var det i hvert fald ikke.

Før jeg trak mig tilbage, fordi vi sagtens kunne leve af Mortens løn, arbejdede jeg et par gange om ugen i den nærliggende brugs. På den måde kendte jeg de fleste børn og voksne. Det var derfor jeg undrede mig over, hvem de to var. Så mange børn var der heller ikke på øen.
   Pigen ignorerede mit spørgsmål og gentog bare som en gammel grammofonplade: "Anna, vi ønsker bare at hjælpe dig." Så smilede hun igen sit kobrasmil. "Du burde lade os hjælpe dig." Der var noget insisterende over måden hun talte på. Som det var afgjort allerede, og at vi bare drøftede detaljerne. Hvis Morten havde været hjemme, havde jeg kaldt på ham lige dér. Alligevel var der hele tiden en lille stemme inden i mig, der fortalte, det var meget vigtigt at bevare roen. At det meget vel gjaldt mit liv.
   "Jeg har det ganske udmærket," sagde jeg og gjorde min stemme så hård, som jeg magtede. Alligevel følte jeg, den rystede. "Og jeg synes virkelig, at du og din lillebror skulle se at komme hjem til jeres forældre. Det er også ved at blive mørkt." jeg nikkede ud over det mørke hav, man stadig kunne skimte et par hundrede meter væk. "Mon ikke de savner jer?"
   Børnene så bare på mig med deres døde fiskeøjne, svarede ikke.
   Så var det, jeg så det. De var som født af glansbilleder eller som sprunget ud af en reklamefilm. Selv deres sko virkede nye, uden støv og sand. Ja, det var det de lignede. Den slags, man så i tv og i annoncerne var også altid så rene, som var de lige taget ud af æsken. De lignede deltagerne i en tysk synkroniseret reklame.
   Huden strålede. Deres hud var så glat, som var den lige smurt på. Både drengen og pigens hår sad som det skulle. Ikke et hår vendte den forkerte vej, selvom vinden blæste. Deres øjne var klare og meget mørke. Sorte herfra, hvor jeg så. Og begge stirrede de på mig, som ventede de kun på rette øjeblik, før de samtidig ville falde over mig i et koordineret angreb.
   "Jeres forældre leder sikkert også efter jer nu. For øvrigt er I også på privat grund!" Jeg pegede på dem. Håbede vel at det kunne skræmme dem væk. Det passede ikke, hvad jeg sagde. De stod faktisk på offentlig vej, men hvis de var turister på øen, var det vel ikke noget de var klar over. Så jeg tog chancen og prøve at bluffe dem. Det var jo også bare børn
   Lillebroderen slap sin søsters hånd. I stedet vendte han sig om mod hende, og stirrede op på hendes kønne barneansigt. Så smilede han. Det var det, der fik mig til at holde vejret. Det var så begejstret et smil, som et barn en juleaften, nogen havde foræret solen. Så drejede han det blonde hoved væk fra søsteren eller hvem hun nu var, og stirrede over på mig, og det blændende tandpastasmil ramte mig, som et slag i ansigtet. Han sagde ikke noget. Smilede bare det smil, som hentet ud af en reklame for et lykkeligt liv. Noget ved det fik mine indvolde til at vride sig.
   Da vores øjne mødtes var det som om begejstringen og lykken blev trukket ud af smilet. Den glade barnemund var med et forandret, som lå der en despotisk vrængen bag det kønne smil. Som kun jeg kunne se. Jeg fornemmede hvordan mine hænder begyndte at ryste og jeg forsøgte at skjule dem i den grønne cardiganlomme. Uden held. Bag strikket rystede de stadig, jeg mærkede det tydeligt. Jeg spredte benene, satte træskofødderne fast i græsset. Forsøgte at gøre mig større. Mere voksen end jeg følte mig i dette øjeblik. Smilet på drengeansigtet forsvandt, som havde det aldrig været der, og i stedet sendte han mig et skråt sideblik, som fik det til at løbe koldt ned ad ryggen.
   Om der gik minutter eller sekunder, mens vi stod der og iagttog hinanden, ved jeg ikke. Jeg ved bare, at vinden blev koldere og solen for længst var forsvundet bag et tæt skydække. Jeg kunne høre havet. Lugte det. Alligevel lod det ikke til at børnene frøs. Hverken pigen i den lysegrå damefrakke i børneudgave eller den blonde dreng, der kun var iført en tynd pullover. Ingen af dem så ud til at fornemme kulden.
   Så gik de. De vendte koordineret omkring og forsvandt bag hækken. Og så begyndte sangen.
   Jeg ved ikke hvor længe den blev ved. Stemmerne blev svagere, som de kom længere væk, men de tynde toner hang i luften. Hendes, pigens var en spinkel, men gennemtrængende sopran, som tilhørte den Radioens Pigekors bedste solostemme. Og drengens. En ung stemme, så ren, som ville den bringe tårer i øjnene på enhver. Var det ikke for undertonen. Hos dem begge, en tone så sær, at den kun blev registreret dybest inde i sindet.

Jeg knækkede helt sammen, da de endelig var væk. Løb ind i huset, smækkede terrassedøren og sikrede at hoveddøren også var låst. Jeg sad længe, rystede og klamrede mig til mobilen, men vidste pludselig ikke, hvem jeg skulle ringe til og hvad jeg overhovedet skulle sige? At der havde stået to børn, på den anden side af stakittet og at de ville hjælpe mig med et eller andet. Og at de var vildt uhyggelige? Hvordan skulle jeg forklare, at to meget renvaskede og kønne børn, som klippet ud af en munter corn flakes reklame, kunne tænde sådan et bål af frygt inden i mig. Fordi de havde alt for rene negle. Alt for voksne stemmer. Alt for døde øjne.

Morten kom hjem lidt efter. Jeg fik aldrig skrællet de kartofler, for Morten var aldeles oprevet, da han trådte ind i stuen til mig. Han var bleg, det var han ellers aldrig. Først troede jeg, at han måske havde feber. Han så syg ud, da han kom ind og smed frakken over stoleryggen.
   "Jeg har lige haft den mest ubehagelige oplevelse, du kan tænke dig." Når Morten bruger ordet 'ubehagelig', kan man roligt høre efter. 'Ubehagelig' findes stort set ikke i Mortens ordbog. Der er ikke meget, den mand ikke kan. Eller kunne. Og jeg havde aldrig set ham bange. Det var han nu. Pludselig så jeg, at det var frygt og ikke feber, jeg læste i hans træk.
   For et øjeblik glemte jeg min egen oplevelse ved at se ham så meget ude af den. Det var simpelthen for mærkeligt. Morten var borgmesterens højrehånd ovre på fastlandet og her en slags frivillig opsynsmand. Især om sommeren. Han var vant til lidt af hvert og mødte alle slags mennesker på sin vej. Hvis noget havde oprevet Morten var det højst usædvanligt.
   Han stod stille på gulvet. Kiggede på mig med rynkede bryn. Pludselig kunne jeg godt se, at han var 51. Det kunne man ellers aldrig.
   "På vej hjem mødte jeg en ung, rødhåret pige omkring de 13 år, vil jeg skyde hende til. Hun stod og tomlede nede på Søvejen."
   "Hvad gjorde hun?" Hans ord forvirrede mig totalt. Man kunne komme øen rundt på en god halv time på knallert. En løsning, jeg selv benyttede mig af. Det var ikke lige rygsæksrejsende i vejkanten, vi havde flest af. Og da slet ikke et barn eller en teenager udenfor sæsonen.
   "Jeg standsede selvfølgelig," sagde Morten. "Nysgerrig var jeg vel også, du ved, jeg vil godt lige vide, hvem der besøger os her på øen, især i november." Han fik klemt antydningen af et smil frem, men jeg kunne se det voldte ham vanskeligheder at finde det sjove i situationen. "Så jeg tog hende op. Og ved du hvad?" Morten så på mig med et forvirret blik i de grå øjne.
   Et øjeblik gik der en kulde gennem mig, fordi jeg frygtede for svaret.
   "Hun var knap kommet ind i bilen, for hun spurgte om hun skulle 'hjælpe mig'?"
   "Hjælpe dig?" Jeg kunne høre min stemme knække over.
   "Ja," Morten nikkede. "Jeg kunne jo heller ikke forstå det." Han rystede på hovedet og skuttede sig, som forsøgte han, at ryste et minde af sig. "Jeg sagde, at jeg var ok, og ikke hvad brug for hjælp, men siden hun stod dér med fingeren i vejret, måske selv havde brug for hjælp. Altså sådan lidt humoristisk." Han strøg sig med en træt bevægelse gennem de grå krøller, der snart havde vundet slaget på hans mørke hoved. "Et øjeblik tænkte jeg på, om hun var en slags rejsende Jehovas vidner, om de er gået over til nye metoder. Om de måske aflægger alle Danmarks småøer et besøg."
   Jeg forsøgte at gengælde hans smil.
   "Så sagde hun, at det eneste hun havde brug for, var at hjælpe mig." Mortens øjne flakkede. Som om han ikke rigtigt vidste, hvordan han skulle formulere det næste. "Så tænkte jeg faktisk et øjeblik på, om hun kunne være prostitueret." Han så op på hende. "Du ved en udenlandsk. Du ved, vi indimellem har de problemer om sommeren, nede i havnen, men hun så ærlig talt ikke sådan ud, og der var et eller andet over hendes udstråling, der antydede, at hun heller ikke ville få mange kunder." Han forsøgte igen at smile, men kunne ikke møde mit blik. "Det var noget med øjnene."
   Så rejste han sig og gik over til den gamle globus, åbnede den og tog en karaffel frem. Jeg var lige ved at besvime. Morten havde ikke rørt en dråbe i otte år. Heldigvis.
   Han så over på mig. Der var sorg i hans øjne, da vores blik mødtes.
   "Jeg ved det, og jeg skal nok passe på. Men jeg lover dig, den pige gav mig myrekryb." Han skænkede med rystende hånd en anseelig drink op i det ravfarvede glas og skyllede den ned i en heftig slurk. Tårerne brød frem i hans øjne, men om de udelukkede skyldtes whiskyen, skal jeg ikke kunne sige. Sorgen virkede ægte nok.
   "Jeg satte hende af nede ved stranden. Det var ikke særlig pænt af mig, det ved jeg godt. Der var hundekoldt derude. Men der var noget over hende, der bare fik mig til at ønske hende ud af vores bil. Hun rørte ved min hånd, før hun steg ud. Jeg lover dig, den hånd var kold. Og underlig fugtig. Som i 'slimet'" Han så op på mig, som håbede han, at jeg havde en forklaring til ham. Som om jeg kunne forklare, hvad han havde oplevet. "Jeg kunne ikke gøre mere for hende."
   "Så kan Carlsen nok sejle hende over."
   "Morten nikkede. "Det var det, jeg tænkte."
   Det virkede som om whiskyen havde gjort sin virkning. Et øjeblik kunne jeg se hans gamle rastløshed med det tomme glas. Om lidt eller nu, klar til en ny påfyldning.

Morten tog et usikkert skridt mod den åbne globus. Jeg rystede langsomt, men tydeligt på hovedet. Han så det i et sideblik, smilede skævt og satte hurtigt glasset ud i køkkenet. Jeg hørte lågen til opvaskemaskinen stille smække, før han kom ind igen.
   "Ved du hvad det værste egentlig var?" sagde han. "Det der skræmte mig mest? At hun begyndte at synge, da jeg satte hende af. Det var sgu uhyggeligt! Hun var dårligt kommet ud af bilen, før hun begyndte. Faktisk meget kønt. Det var det da. Altså helt rent, men en lille smule mærkeligt?" Han smilede og rystede på hovedet. "En sær havfrue, må man sige. - Er det ikke dem, man siger synger og lokker sømænd og godtfolk i havsnød?"
   Det var som om det hjalp ham at fortælle mig om sin oplevelse. Et øjeblik glattedes hans træk ud og han lignede min gamle Morten, da han smilede. Han så over på de uskrællede kartofler på bordet i skålen. "Hvad skal vi egentlig have at spise i aften?"

Da jeg begyndte at fortælle, da han hørte om min eftermiddag, holdt han op med at smile og ingen af os var længere sultne.

Senere, da vi gik i seng, tog vi det op igen efter i fælles overenskomst at lade det ligge nogle timer. Morten var lige ved at slukke lyset, da jeg tog emnet igen. "Det jeg virkelig synes er så underligt, er at jeg slet ikke hørte hverken en bil eller deres cykler. De kan jo ikke bare været gået herud indefra byen, det er da for langt. Især for et par børn på den alder. Hvordan i alverden kom de helt herud på næsset? Du ved selv at ingen kommer herud, som ikke har et ærinde." Jeg så på min mand gennem 11 år. Vi tænker nærmest ens efterhånden. "Det er bare for langt fra alfarvej!"
   Morten nikkede. Han havde lagt hovedet på puden og lå og stirrede op i loftet. Men pludselig havde jeg ikke længere nogen anelse, hvad han tænkte. Hvad der gik gennem hans tanker.

Dagen efter ringede Morten hjem til mig midt på formiddagen. Han havde forhørt sig rundt om på øen, om andre havde mødt børnene, men ingen han diskret havde henvendt sig til anede, hvad han talte om.

Tre dage efter mødte jeg dem igen.

Jeg var til det årlige tandeftersyn på fastlandet og var netop trådt ud fra ejendommen, hvor tandlægen boede på tredje, en tandrensning rigere og en femhundredkroneseddel fattigere. Og et helt år til næste gang. Faktisk var det netop den dag lykkedes mig at glemme historien lidt, og Morten og jeg havde aftalt at lægge det bag os, fordi det alligevel ikke virkede til at andre, end vi selv havde set dem. Vi havde besluttet at betragte oplevelsen, som en af livets mærkelige små hændelser. En af dem, man ikke kan forklare, men som vi vel alle oplever en gang eller to i livet. Det uforklarlige.

"Anna ..."
   Stemmen der udtalte mit navn, var ganske lys og behagelig. Jeg vendte rundt og så lige ind i ansigtet på de samme to børn, plus en højere rødhåret og usædvanlig køn pige, som meget godt svarede til beskrivelsen, Morten kom med. Havfrue eller 'sirene' var ikke skudt helt galt. Selv om det tydeligvis stadig var tre børn, jeg stod overfor. Denne gang midt på åben gade i Faaborg.
   Pigen og den lille blonde dreng var iført det samme tøj som forleden. Pigen var anderledes, som fra en anden tid. Det lange hår faldt om de spinkle skuldre, som et flor af ravfarvet søtang. Hun stod lidt til siden, for de to børn, som hørte hun til dem, og så alligevel ikke. Nu så jeg virkelig, hvor bedårende hun var. Og et øjeblik strejfede det mig, hvad Morten måtte have tænkt, da han tog hende op den dag i bilen. Han var vel en mand og kunne genkende skønhed, når han så det? Hendes udseende var ligesom ... ubegribelig i mangel af bedre ord. Som en sirene, eller en havfrues. Jeg mødte hendes døde øjne. - Eller som en skumfødt Medusa.
   "Kan vi hjælpe dig med noget nu, Anna?" Der lå en svag spot i stemmen, da hun udtalte mit navn.
   Den sireneagtige pige gjorde mig endnu mere nervøs end de mindre. Som om hun var en stærkere modstander. En mægtigere fjende end de andre to tilsammen. I det øjeblik var jeg ikke i tvivl om at børnene, dem alle tre, var vores fjender. Og jeg anede ikke hvorfor.
   Der var noget ved den rødhårede pige, der fik det til at gyse gennem i min rygsøjle. Hun udstrålede en selvtillid, jeg næsten ikke kunne bære. Det var som om den sivede fra hver pore i kroppen og gjorde nar af mig. Udsendte feromoner, så diffuse, at de ikke stod til at opfanges, men alligevel gled og snoede sig dybt ind i mit skrøbelige sind. Det var som om hun lo af mig, med disse døde øjne. Som om hun var bedre end mig. Og hun vidste, at jeg vidste det.
   "Sig mig, er I Jehova eller hvad?" Fløj det ud af mig. Jeg turde ikke spørge om det andet, Morten havde gættet på. "Vi er ikke interesserede her eller ude på øen, det må I forstå. Forsvind med jer."
   Pigen smilede under det krøllede tangskovspandehår. Svarede ikke. Stirrede kun på mig. Det gjorde de alle tre.
   Så svarede den yngste af pigerne med sin mærkelige voksne stemme. Hende havde jeg helt glemt et øjeblik.
   "Nej, Anna. Vi ønsker virkelig kun at hjælpe dig." Hun rakte en meget fintformet og renvasket barnehånd ud mod mig. Neglene var lyserøde muslingeskaller med tydelige hvide måner. Som tegnet af en kunstner med sans for den overjordiske detalje. Huden på fingre og hånd var sund og havde et rosarødt skær, som pulserede det meget røde blod derinde. Jeg ville hellere indtage glødende kul, end at røre den hånd, og instinktivt trak jeg mig et skridt tilbage. Jeg kunne se ærgrelsens skygge et øjeblik glide over det kønne ansigt. Så var det væk og smilet var tilbage.
   Jeg fandt så meget styrke, jeg kunne mønstre. Mine sidste kræfter og stirrede tilbage på hende. Barnet rørte sig ikke. Med sorte dybe øjne mødte hun iskoldt mit blik. Et øjeblik spekulerede jeg på om det var kontaktlinser, de brugte, børnene. Om det var derfor deres øjne virkede så ... anderledes? Jeg ved faktisk ikke, hvad jeg helt tænkte om dem det øjeblik, om de virkelig ville overfalde mig. Måske stjæle min taske eller tage en bid af mit ansigt. Alt virkede muligt. Midt på åben gade, en novemberdag.
   Min stemme var svag. Alt for kraftesløst, da jeg hørte mig selv tale til dem. Som om det foregik udenfor min egen bevidsthed. "I skal gå nu." Jeg næsten hviskede. "Og I skal ikke komme tilbage. Jeg vil ikke have jeres hjælp. Forstå det dog!." Jeg kunne mærke tårerne presse på. "Jeg ... ringer til politiet." Jeg greb hurtigt ned i min håndtaske, søgte desperat efter mon telefon.
   Nu smilede de alle tre. Smil som sendte kaskader af frygt gennem min krop. Den høje rødhårede pige havde et sært smil over de udtryksfulde læber. Hun nikkede til mig, som anerkendte hun et barns velopdragne indsats. Det had jeg læste i de sorte øjne, forsøgte jeg at besvare. Nu hadede jeg også hende.

"Anna? ..." Det var den mindste pige med det lyse, tilbagestrøgne hår der talte. Stemmen var mild, som bebrejdede hun mig det had, jeg lige havde følt gennemstrømme min krop.
   "Du burde virkelig ikke afvise os, Anna. Du burde tænke dig meget grundigt om, før du afviser vores venlige tilbud." Hun smilede det koldeste smil, jeg nogensinde har set. "Vi ønsker virkelig kun at hjælpe dig." De to andre. Den høje pige og drengen trådte et skridt nærmere. "Desværre er det ikke alle mennesker, der forstår at tage imod hjælp, når de får den tilbudt. De forstår ikke, at andre bare prøver at hjælpe dem. De mennesker kommer til at fortryde det senere. At de ikke sagde ja til hjælpen." Hun stirrede længe ind i mine bange øjne. "Du vil også fortryde."
   Hun rakte hånden ud mod mig igen. "Her tag min hånd. Så hjælper vi dig."
   Jeg vendte mig hurtigt og løb hen til bilen, der stod parkeret ved kantstenen. Det føltes som om, at hvis jeg ville redde mit liv, skulle jeg nå den, komme ind i sikkerhed, før børnene nåede at røre ved mig. Jeg kan ikke forklare hvorfor alene tanken var så skræmmende. Men det var den. Jeg følte at deres berøring ville være værre end døden. Jeg holdt mine øjne på dem alle tre, mens jeg satte mig ind og smækkede døren.
   "Jeg har ikke brug for jeres hjælp. Min mand har heller ikke brug for jeres hjælp. I skal lade os være i fred!" Jeg smækkede lidt hårdere end jeg ville, fik med rystende hånd nøglen i låsen og satte i gear.
   "Skrid hjem med jer. Djævleyngel." Det sidste hvislede jeg ud mellem tænderne, da jeg rullede ud fra kantstenen.
   Så var det de begyndte at synge. Selv om jeg kørte ned ad gaden, forfulgte tonerne mig, som trængte de af sig selv ind i mit indre øre. Drengens spæde klare drengestemme, den mellemste med den lyse sopran og Medusa med den lidt mørkere, overjordiske stemme. Tre stemmer, der ikke ville forsvinde igen. Jeg så i sidespejlet. Og jeg kan ikke forklare, hvad det var, for jeg burde jo ikke kunne se ham dér. Men drengen var alligevel i spejlet og jeg kunne se teksten på glasset, jeg havde læst så tit:

"objects in the mirror are closer than they appear"

Jeg stirrede tilbage på ham. Det var nok der, hvor det gik op for mig at dette ikke var helt normalt. Drengens øjne var helt sorte. Som asfalt en mørk nat, sortere end kul, som evighedens mørke i rummet. Der var intet genskin i de øjne, der stirrede tilbage ind i mine. Som var de blinde huller. Men det vidste jeg de ikke var. Jeg vil aldrig glemme det blik.
   Drengens billede forsvandt, da jeg drejede om hjørnet. Jeg kan ikke forklare hvorfor, men selv alene i bilen, rystede jeg over hele kroppen og følte at jeg på en eller anden måde var i stor fare stadig væk. Og fuldstændig drænet for energi. Jeg kunne ikke huske, jeg nogensinde havde været så træt. Som stjal børnene mere end bare min sunde fornuft ved deres tilstedeværelse. Et par kilometer længere fremme måtte jeg holde ind til kantstenen et øjeblik, før jeg kunne køre videre ned til færgen.

Jeg kom på en eller anden måde hjem med Carlsen. Han spurgte ikke ret meget, han kunne vel se på mig, at noget var galt. Samme aften fortalte jeg Morten om mødet foran tandlægen. Vi besluttede os igen, til at forsøge at lægge det bag os. Hvad andet kunne vi gøre? Ingen andre end os, mødte jo og talte med de børn. Jeg ved ikke hvorfor de var så tiltrukket af os.

Kort tid efter fik vi begge en kraftig influenza. Min varede mere end 14 dage. Jeg havde vilde drømme om børn med sorte øjne, og deres frygtelige sang. Tror også Morten drømte, for han kastede sig rundt i sengetøjet. Han døde på den 11. dag, obduktionen afslørede, at han havde en medfødt hjertefejl. Det vidste vi ikke.
   Jeg troede jo aldrig, jeg skulle miste ham. Overbevist om at jeg selv ville gå først. Og først om mange år. Sådan troede jeg, det skulle være.
   Den underlige influenza, der medførte store blærer på huden og flammende områder på bryst og ryg. Jeg havde næsten 40 grader til begravelsen.

Jeg flyttede fra øen et par måneder senere. Ingen grund til at være her længere, nu Morten er væk. Pengene fra huset og hans livsforsikring betød at jeg kunne nedsætte mig her på Kreta. Jeg har lejet en lille bungalow, næsten ned til havet og er ved at genfinde mig selv lidt. Kun én ting bekymrer mig.

Normalt ville jeg også bare forsøge at glemme det igen. For måske var det meste alligevel i mit eget hoved dengang. Hvis altså ikke det var fordi, jeg blev ringet op af min veninde i går. Hende der bor lidt syd for Varde. Ret langt ude på landet. Hun fik besøg i går. Tre børn, der kom forbi uden anledning. Hun viste dem væk og ringede til mig meget oprevet. Hun kender ikke til min historie. Du er den første jeg har fortalt den til, udover Morten selvfølgelig.
   Min veninde fortalte, at børnene sang, da de løb ned ad den smalle markvej. Sang så smukt og alligevel så skræmmende. Hun lød meget oprevet i telefonen. Hun fortalte også, at de havde rørt ved hende, før de forsvandt.