Ungala
Den skaldede mand var ganske rigtigt allerede i Ungala. Faktisk kendte han landet ret godt og havde dermed en fordel frem for Anna og Morten.
Sent på eftermiddagen nåede han udkanten af en landsby. Fyren i blikskuret talte en smule engelsk. "... Du lede efter Kongamato?" Manden i den farvestrålende skjorte skævede til den krøllede pengeseddel. Han greb frugterne i spanden og fyldte posen. "Dem man ikke lede efter!" Han rystede kraftigt på hovedet. "De næsten dræbe min bror!" Han slyngede posen mod Den skaldede mand, der med nød og næppe greb den.
"Han næsten død, da vi finde ham! Store tænder... Han bløde på hals. Sådan!" Han trak en negl over struben og efterlod et mærke på huden. "Han fortælle læge på hospital det hele!"
"Er han stadig der? - På hospitalet?" Manden undersøgte frugterne. Duften fik hans mave til at rumle. Han rakte sælgeren et lille bundt sedler. "Vis mig vejen på kortet." Han pegede med en snavset negl på det krøllede ark.
"Kongamatorerne æde dig." Sælgeren nikkede alvorligt. "Gå derud, meget dumt!"
Det var noget af et vildspor, hvis det viste sig at være en fuser, men han besluttede sig for at forsøge. Hvis det ikke gik, var han nødt til at jage Kongamatorerne inde mellem bjergene og det ville han gerne undgå. Snuppede han et par fugle her, ville han snart være hjemme - og det med en stor og dejlig, fed check i hånden.
Han fik ild i det fugtige cigaretskod og tjekkede kortet. - Forhåbentlig var det en ægte Kongamato, den uheldige var kommet i kløerne på. Den skaldede mand håbede det meget.
Den skaldede mand havde ikke vidst en brik om kongamatorer, før han fik jobbet.
Men det var han så vant til. Hvorfor stille besværlige spørgsmål? Personligt var han ligeglad med hvad UNIWHITE ville bruge de gøjer til, det var ikke hans bord. "Ork ja, havde han bralret op, da manden med de kolde fiskeøjne tillod sig at tvivle på hans evner, som fuglefænger. "Selvfølgelig!" Han tømte glasset med whisky og slikkede sig hurtigt om læberne. "Selvfølgelig finder jeg fuglene til jer." Han nikkede betydningsfuldt. "I taler trods alt med en zoolog! Og den dygtigste dyreindsamler af dem alle, hvis jeg må være så beskeden..."
Han bøjede sig frem. "Den her!" Han prikkede sig på panden, "Har endnu aldrig svigtet!"
Det sidste var måske ikke helt sandt, men det ragede jo så heller ikke nogen. Og så han havde taget opgaven. Pengene fejlede jo ikke noget.
På Internettet fandt han uddrag fra en bog, der gav lidt information. Det var skrevet af biologen Ivan T. Sanderson, hvis navn han svagt huskede fra de endeløse timer i auditoriet på universitet, da han selv engang læste zoologi. Noget der forekom ham at være meget længe siden.
Sanderson var i 1932 leder af en ekspedition udsendt af British Museum i Cameroon. Ved Assumbo Bjergene camperede holdet i en skovbevokset dal nær en stejl flodbred. Ekspeditionen var ude at jage, da Sanderson fik øje på en frugtædende flagermus i et træ og skød den. Desværre faldt den i vandet og da Sanderson ikke ville lade den gå til spilde, besluttede han sig for at følge efter den ned ad den stejle flodbred. Zoologen skred i det glatte mudder, men fandt i sidste øjeblik balancen og rakte ud efter flagermusen. Pludselig hørte han et råb bag sig, fra sin kollega, der skreg: "Pas på!" Den skaldede mand behøvede ikke at have teksten foran sig, for at huske resten:
"Og jeg så op og udstødte et højt skrig. Instinktivt sprang jeg på hovedet i floden og dykkede. Fordi, kun en halv meter over vandoverfladen kom en sort tingest på størrelse med en ørn mod mig. Jeg så kun et glimt af dens hoved og det var også alt rigeligt, for dens underkæbe hang åben og åbenbarede en halvkreds af spidse hvide tænder mod den mørke hud. Da jeg atter dukkede op af floden for at få luft, var den forsvundet. Jeg kom dryppende op at sidde på en sten og George og jeg så forskrækkede på hinanden. "Vil den komme tilbage?" spurgte vi hinanden. Og lige før det blev helt mørkt, kom den da også igen, svævende over floden. Dens tænder skinnede og dens store, sorte Draculavinger hvislede i luften. Vi var begge uopmærksomme på det tidspunkt. Min riffel var ikke ladt og brutalitet var nu engang et fremmedord for George. Han dukkede sig i rædsel, da dyret fløj henover ham og i et nu var fuglen forsvundet i mørket."
Sanderson og kollegaen George vendte tilbage til lejren, hvor de forhørte sig hos de lokale bærere. Sanderson spredte armene så langt ud han kunne og spurgte: "Hvad er det for en flagermus, der er så stor og helt sort?"
"Olitiau!" svarede de og stirrede rædselslagende på ham. Forsigtigt spurgte de, hvor han havde mødt det dyr? Han pegede over sin skulder ned mod floden. Bærerne flygtede øjeblikkeligt i den modsatte retning og efterlod alt undtagen deres rifler.
En værre røverhistorie, men interessant, fordi han dermed fik størrelsen på fuglen. Altså cirka omtrent som en ørn. Resten af vrøvlet gav han ikke meget for. Typisk Afrika-overtro og malaria-fantasier. Men at Sanderson havde set en Kongamato, var han ikke i tvivl om.
En papegøje klagede sig i det fjerne. Den skaldede mand kiggede et øjeblik over skulderen, før han kørte videre med femten kilometer i timen, for ikke at skride ud i den plørede rabat. Han måtte holde op med at skræmme sig selv fra vid og sans, men han blev ved med at se skygger mellem træerne. Han havde bare en ildevarslende og myrekrybende fornemmelse af at blive forfulgt i det disede dagslys. Han svedte heftigt i den lumre regnskov og en myg som neglen på en tommelfinger, slog sig højt summende ned på hans isse. Han kvaste den irriteret og mærkede sveden løbe ned i øjnene og videre ned i det buskede overskæg. Han satte farten et par kilometer op. Vognen rystede faretruende. -
Fandens til kryb her også var alle vegne! Han kikkede sig vredt omkring. Om det så var myggene, var de større her, end andre steder. Hidsigt banede han sig frem ad den snirklede vej. Den beskidte hvide landrover hostede og sled sig frem og op af endnu et dybt hul i vejen, Et øjeblik var det som om han så et glimt af et stort, stribet væsen i den disede jungle, der omfavnede vejen. Så var det væk og han skyndte sig at ryste følelsen af sig. Enhver vidste jo at leoparder ikke jagede i dagslys. "leoparder er ikke stribede", hviskede en stemme i hovedet. Tag dig sammen" Han forsøgte at ryste følelsen af sig og kastede et hurtigt blik på den tunge rygsæk. Bogen om flyveøgler stak sit grimme fjæs op. Han gav den et dask med hånden, så den igen var skjult. Han stirrede stift på vejen, der snoede sig, men løftede lettet blikket, da han i det fjerne så de første blikskure, der afslørede at han nærmede sig en landsby. Han åndede lettet op og trængte alle tanker om at blive forfulgt bort. Nu skulle han kun koncentrere sig om at fange fuglene. Ikke andet. Heldigvis var de her fugle noget mindre og dermed forhåbentligt håndterbare. - Men de var fandeme grimme, hvis de lignede dem på tegningerne...
Når fuglene var fanget, ville han aldrig sætte sine ben i denne del af Afrika igen. Aldrig! Det var hans absolut sidste tur ud i det blå, det var sikkert. Det sidste store kup, og så farvel. Og med denne finale, kunne han heldigvis roligt trække sig tilbage. Penge havde nu engang aldrig lugtet.
Han havde i tidens løb hentet lidt af hvert rundt omkring på kloden. Løve- og tigerunger, naturligvis, (dem var der altid et marked for). Tre kuld sneleopardunger, hentet i Himalaya (som at stjæle slik fra børn). En farlig, ondskabsfuld chimpanselignende skabning til en privat zoologisk have i Costa Rica og fem sorte næsehorn til en excentrisk rigmand, foruden alt det andet, han havde bestukket sig vej med over grænserne, mens tolderne kiggede den anden vej. Godt hjulpet på vej af de knitrende, grønne sedler, de generøse købere så praktisk havde udstyret ham med.
- Underlig chimpanse for øvrigt... Den var rigtig ubehagelig og det var noget lort, den var sluppet fra ham i Costa Ricas jungle. Heldigvis havde han fået de fleste af pengene på forhånd, så han stak bare af og overlod kræet til sig selv, men helvede til uhygge med den lille satan.
Han skyndte sig at tænke på noget andet. Han ville meget hellere tænke på de rare penge. Den skaldede mand havde en prisliste, der ikke var til diskussion. Skulle der bruges en sibirisk tigerunge, kostede det naturligvis derefter.
Han ville have hentet en pandabjørn, hvis han havde haft en aftager, men han var aldrig blevet bedt om at stjæle en Kongamato - før nu. Eksotiske kæledyr var et marked i hastig vækst. Det var næsten ærgerligt, han allerede skulle trække sig tilbage, med så gode vilkår for branchen.
Han mærkede de tunge vanddråber på issen og kiggede ærgerligt op fra vejen. Taget til landroveren var for længst gået i smadder og nu var han i vejrets vold - og nu begyndte det naturligvis igen at regne! Han fiskede en cigaret frem og tændte den besværligt. Forsøgte at skærme den med hånden, mens han styrede med den anden. Hjulene bumpede på den ujævne vej.
Fra timerne i det store auditorium på Vor Frues Plads, kunne han huske meget. - Men ikke Kongamatorerne. Dem havde de vist glemt at undervise ham i. Dem mente han bestemt, at han ville have husket. Normalt havde fugle jo slet ikke tænder.
Omsider åndede han lettet op. Den nagende følelse af ikke at være alene forsvandt og hvad der end havde fulgt efter ham inde i den tætbevoksede jungle, var det borte og han fornemmede han igen var alene på vejen. Han gav sig til at fløjte. Det skulle nok gå alt sammen. Han havde altid været en korkprop. Ned et smut, men hurtigt op igen. Pyt med at hans ry måske var en smule blakket. Han havde tjent kassen og haft nogle oplevelser ikke mange var forundt. - Alt i alt gik det vel meget godt for den skaldede mand.
Ikke så langt derfra blev fuglene omsider færdige med deres måltid og vraltede mætte omkring. De kastede de sidste blodige rester i gabet, før de lettede og forsvandt samme vej ud, som de var kommet - op gennem det hvælvede loft.
Da fuglene var væk, begyndte de hvidklædte skikkelser langsomt at fylde salen igen. Simon fik et glimt af det tomme blik i deres øjne, som var de i en form for trance, da de passerede de to antropologistuderende, uden at reagere på deres tilstedeværelse.
Den høje leder var ikke længere til stede. De hvidklædte tørrede blodet op og rengjorde omhyggeligt det store kar under alteret. En ung, langlemmet kvinde med sit mørke hår bundet i en fletning, pakkede den blodige alterdug sammen og forsvandt ud gennem en af sidegangene. De var alle tavse, mens de ryddede op efter offerfesten. Omsider forsvandt de sidste skikkelser og salen lå tom og mørklagt tilbage. Simon og Dennis trådte frem fra deres skjul og så chokeret på hinanden.