Sophus, den glade engelske bulldog, er godt nok umanerlig glad for vand. Han er virkelig en vandhund, for nu at bruge en gammel floskel. Men det er han altså, rigtig, rigtig glad for det våde element.

Da Sophus var hvalp var det absolut samtlige vandpytter der skulle undersøges, når vi gik tur. Det skulle først og fremmest testes, hvor dybe pytterne var, hvordan sådan nogen smagte, og naturligvis, hvor meget det mon sprøjtede, når man bagefter drønede igennem. Det er han så ikke vokset fra.

I haven er der en sø, som Sophus naturligt måtte have sin dåb i på et tidspunkt. Det var uundgåeligt. Den gamle hund, Max, kunne en skæg leg med hundevenner, der for første gang besøgte haven - av, hvor har vi fisket mange våde vovser op af den sø, når Max kom bagfra med 50/t.

Men Max er ikke hos os mere, og Sophus plumpede da også helt af sig selv i søens klare vand. Sophus har nemlig højlydte diskussioner med skøjteløberne på overfladen, og en dag kom han naturligvis for tæt på, og dumpede durk i.
Heldigvis hørte vi plasket, fordi terrassedøren stod åben, og han fik selv på en eller anden måde fat i søkanten med forpoterne, og vi fik ham hurtigt trukket op og grundigt tørret og trøstet.
Dét vand har han så fået respekt for, heldigvis. Diskussionerne med skøjteløberne foregår nu på lidt mere afstand. Det ser ellers sjovt ud, når Sophus skælder dem ud. Han lægger sig så tæt på kanten, han tør, og så knurrer, grynter og mumler han ned til dem, med hovedet nær dem og vandoverfladen. Jeg aner virkelig ikke, hvorfor han absolut skal skændes med skøjteløberne, men han kan altså ikke se sådan et insekt, uden at give det tørt på.

Denne sommer, 2013, var hans allerførste. Da det blev varmere i vejret, tog vi på stranden, så han kunne prøve det virkelig store. Det regnede vi med nok med ville interessere ham meget.
Sophus elskede da også stranden fra første skridt i det hvide sand. Havet overvældede tydeligvis hvalpen, der slet ikke vidste, hvad han skulle stille op med alt det vand. Længe stod han bare og stirrede på det alt sammen, før han turde nærme sig.

Engelske bulldogs er så ikke bygget som oplagte svømmere, det er jeg helt med på. Jeg troede nu engang bare, at alle levende væsner var bygget til at kunne svømme?
Smider man en nyfødt i vandet, svømmer barnet instinktivt, så naturligvis kan hunde svømme. Det troede Sophus også, kunne jeg se. Han tog hurtigt mod til sig og løb ud i vandet med en naturlig selvfølgelighed, der lovede godt.

Det er praktisk, at der er håndtag i den hundesele, han bruger, for han sank simpelthen som en sten, da han ikke længere kunne bunde. Undrende stirrede jeg på hunden, som nu pludselig stod på sandbunden, og jeg skyndte mig naturligvis at trække den spruttende og saltvandsnysende hund op i rette element.
Nu går Sophus kun i til navlen.

Hjemme i haven har han naturligvis sit eget soppebassin. Det har han både fordi han synes, det er skønt med egen swimmingpool, men også fordi bulldogs godt kan blive lidt overophedede, og derfor er det rart, at de lige kan køle fusserne af på en varm sommerdag.

Sophus er på nr. 2 bassin. Det første fik han af en venlig nabo. Et særligt fint et, aldrig brugt og stadig i sin æske. Det var oveni købet specielt fremstillet til hunde, og med ekstra forstærket bund. Det er smart, fordi hunde har kløer.

Det fine svømmebassin holdt en formiddag, fordi det desværre ikke var ekstra forstærket i siderne, og Sophus kom glad ind med en ordentlig luns badebassin i munden, og terrassen blev grundigt vasket.

Det nye bassin er lyseblåt og lavet i stift plast, der godt kan holde til et bulldogtandsæt, og er vist også oprindeligt bygget som sandkasse. Det har en fin højde til Sophus og benyttes hver eneste dag, det er fremme. Hver gang han har været ude at gå, myldrer han straks hjem og ud på terrassen til et hurtigt fodbad.

På denne tid af året er svømmepoolen naturligvis lukket. Dvs baljen er gemt væk, og det er heller ikke vejr til udendørs badning. Men så er der stadig alle pytterne, vi passerer. Dem skal han stadig kigge på. Enhver vandpyt skal undersøges og trampes grundigt igennem. Hvide poter får også hurtigt farve, når der er sort mudder på bunden af de allerfleste.

Kun én eneste aktivitet med elementet 'vand' får en helt anden hund op i Sophus. Ja det er da egentlig underligt nok? Men når der vanker bad, sådan med vand og sæbe, ja, så er Sophus væk. Helt forsvundet faktisk.

Den slags er åbenbart ikke noget for en rigtig vandhund, hvis du altså spørger en engelsk bulldog.