Først efter nogle måneder begyndte man at undres over, at Kattemor ikke viste sig i gadebilledet mere - eller bare i opgangen. Men det var fordi telefonbøgerne på måtten ikke blev rørt, at viceværten omsider lukkede sig ind i den stinkende, mørke entre.
Arne Jørgensen vidste hun lå død derinde, så snart han tvang døren op og afslørede mængden af reklamer og rudekuverter i entreen. En summen af glinsende blå spyfluer fløj ham i møde og ildelugten, der tvang sig vej op i næseborene bekræftede hans formodning.
Han fandt et nusset lommetørklæde frem fra bukselommen, mens han trådte de få skridt ned ad fordelingsgangen. En kløe på håndleddet fangede et øjeblik hans opmærksomhed, og han fik en underlig fornemmelse af at fortage sig noget obskønt, da neglene automatisk kradsede den irriterede hud.
Fluerne var det første han noterede sig, hundredvis af fluer i uregelmæssige sværme. Han tvang sine øjne rundt i det indelukkede, stinkende rum og blikket standsede af sig selv ved Kattemors tomme øjenhuler. Et kort sekund var det som om en glød rejste sig i mørket, for så at slukkes sekundet efter. Viceværten blinkede overrasket, men rettede så på kasketten. Bare en gammel død dame. Bare se at få det overstået, - så trådte han ind i rummet.
Kattemor tronede i den blå hvilestol. Nakken var vredet bagover og det lange rødfarvede hår lå spredt, som et tyndt fedtet garn udover stoleryggen, - som havde hendes sidste bevægelse i live været et voldsomt baglæns ryk. Måske var hun blevet myrdet? Så gammel var hun vel heller ikke? Arne Jørgensen, der havde set mange virkelige-mord-historier på kabeltv, kløede sig rådvild i tindingen. Så rystede han på hovedet. - hvem skulle myrde gamle Kattemor? Det var nok nærmere en hjerneblødning. Nå, det måtte lægen afgøre, når han dukkede op.
Lejligheden var beskidt og lugtede hengemt, møblerne var gamle og ramponerede. Noget slemt lort, vurderede viceværten automatisk, da hans blik gled over det støvede teaktræ og de slidte, blanke fløjlsstole. Arne Jørgensen havde en fortid som opkøber af dødsboer og kunne nok skille skidt fra kanel, men måske ville spejderne have det? Blikket afsøgte stuen for værdier uden nævneværdig succes. En porcelænsfigur af en hyrdinde kom ned i lommen ellers lod han alt urørt. Håndleddet kløede igen. Måske eksem eller sådan noget. Konen blev ved med at bede ham gå til læge, hun var bange for at det kunne være smitsomt, for hun kløede sig også påstod hun. Hun skulle nok bare gøre sig interessant, det var typisk Mona. Altid så parat til at flytte opmærksomheden over på sig selv, så snart der opstod en lejlighed. Arne Jørgensen rystede irriteret på hovedet og så igen på den gamle kvinde i stolen. Han havde altid syntes, at hun lignede en heks, når han mødte hende på trappen. Sådan en grim én fra eventyrerne – "Hans og Grethe" for eksempel. Kattemor... skør havde hun i hvert fald altid været.
Kvindens alt for tidligt rynkede mund stod åben og afslørede et gabende mørkt hul og helt uden at ønske det, fik viceværten et ubehageligt glimt af en sort, indtørret og rynket tunge, langt inde i den rådnende mund og han vendte sig hurtigt og flygtede to skridt væk for ikke at kaste op.
Møjsommeligt tog han sig sammen, det var trods alt ikke første gang han havde set et lig – bare første gang i den tilstand.
Huden var grålig og ligesom...svampet? Det var ikke til at vide om det var snavs eller en eller anden sygdom, han kiggede på. Måske var det bare sådan et lig så ud efter nogle uger? En erindring fra fortiden sendte ham tyve år tilbage. Nogle gange var afdøde knap kold før arvingerne ringede efter en vurdering på inventaret. Viceværten rystede på hovedet. Folk var griske hajer – især familie.
Arne Jørgensen tvang sine øjne til at fokusere på Kattemor. Et øjeblik mødte deres blik. Et kort glimt – og så lå hulerne igen sorte tilbage. Han tilskrev det senere en vandrende skygge fra solen, bag de tunge gardiner. Så gravede han efter mobiltelefonen i lommen. Bare få det overstået.
Stolesædet under Kattemor var plettet. Ikke blot fra de ildelugtende kropsvæsker, der var sivet ud gennem tøjet, men også fra den fluelort der lå overalt og de maddiker, der vrikkende kravlede over og under liget på jagt efter åbent og tilgængeligt kød.
Viceværten måtte senere have adskillige små skarpe nede på hjørnet.
"Det var øjnene, der var de værste," sagde han og rystede på hovedet, mens han så rundt i kredsen af nysgerrige bargæster. "Jeg vil vædde på, at hun gloede på mig, da jeg kom ind i stuen. Trods midernes vrikken i de tomme huler, vil jeg vædde min sjæl på, at hun kiggede op, da jeg trådte ind. Viceværten løftede det lille glas. Den varme alkohol brændte gennem halsen, men lagde låg på den lille angst. Bartenderen fyldte villigt hans glas.
Arne Jørgensen havde smækket vinduerne helt op mens han ventede på politiet og blikket faldt på den opslåede sorte notesbog på bordet. Forsigtigt, som frygtede han at miderne havde invaderet de tætskrevne sider, vandt nysgerrigheden og mens cerutrøgen gjorde sit til at overdøve stanken fra liget, brugte han ventetiden foran det åbenstående vindue til at læse i notesbogen med den kantede skrift.
"Mit navn er Melissa, men folk kalder mig Kattemor," begyndte teksten. "Og de tror jeg er skør, men det er jeg ikke. De ser mig fodre kvarterets herreløse katte og tale med dem og derfor mener de at jeg er lettere forrykt. "Kattemor er ikke helt rask i hovedet," siger de til hinanden og smiler. Harmløs, men små-skør. Jeg ved det er sådan de taler, for jeg hørte det i opgangen, da de troede sig alene. Da jeg så trådte frem fra skyggerne, som var jeg lige kommet, smiskede de og smilede som små sole og sagde "Goddag," og "Har De det godt?" Og jeg lod som ingenting, gik op ad trappen og tænkte mit.
Vi må desværre ikke have husdyr i lejlighederne her i komplekset og det er jeg meget ked af, det er derfor jeg fodrer de vilde katte i kvarteret. Jeg køber rigtig meget kattemad, for der er mange herreløse stakler, men jeg er ikke skør, fordi jeg taler med dem, - det er de andre, der ikke forstår, hvor sultne sådan nogle misser er.
For at forstå det næste, er det vigtigt at slå fast, at jeg altid har vidst at jeg var anderledes. Jeg var ret ung, da jeg forstod at jeg var bestemt for noget særligt. De første mange år vidste jeg ikke hvad det var og ledte alle vegne, bad om et tegn og bad endda til Gud og tænk, da jeg så endelig fik tegnet, gik det slet ikke op for mig, at det var det. Måske skulle jeg først nå en vis modenhed?
En sommerdag på vej på arbejde, hørte jeg pludselig en stemme i mit øre – eller rettere sagt, ud for øret. Jeg standsede og så mig forvirret omkring og prøvede at finde ud af hvorfra lyden kom, da jeg med et forstod, at den kom ud af min ene ørering. - Det var en Marguerit-ørering af den klassiske slags, jeg havde fået af mine forældre, dengang jeg blev udlært som frisør. Det er mange år siden og mine forældre er for længst døde, men jeg har dem altså stadig, øreringene. Jeg var for øvrigt rigtig glad for dem og bar dem tit på arbejde, og jeg blev selvfølgelig noget forundret over, at der pludselig kom en stemme ud af den ene guldblomst.
Nå, jeg standsede altså dér midt på fortorvet og stirrede på min ørering, der knitrede og sludrede i et væk på et sprog jeg ikke forstod og heller ikke genkendte på nogen måde.
Det lød ikke som et radioprogram og det troede jeg da heller ikke det var – jeg mener, jeg har også hørt de vandrehistorier om sølvet i kindtanden, der pludselig giver sig til at spille "Internationale" eller brudstykker fra Radioavisen.
Det her var helt anderledes, især fordi jeg tydeligt hørte mit navn blive nævnt, men stadig ikke anede hvad stemmerne talte om.
Nogle uger efter blev jeg vækket midt om natten, ved at der stod en skikkelse for enden af min seng. Jeg ville skrige og flygte, men mine muskler var som frosset fast til madrassen og jeg kunne end ikke blinke. - Og manden – for på en eller anden måde vidste jeg, at væsenet var af hankøn – stod foran mig, lille og grå og stirrede bare på mig, som jeg lå der med dynen over mig. Øjnene var sorte huller i det grå ansigt, og huden lå i rynkede folder om den langstrakte, insektlignende krop.
- Øjnene. Jeg kunne ikke slippe dens blik, som han stirrede på mig. Og så rakte væsnet hånden ud og pegede på mig med en lang og kroget finger. Jeg så rynkerne omkring de mørkegrå negle og mærkede en ubehagelig gysen ned ad min ryg. Væsnet smilede et væmmeligt lille smil og løftede hånden og jeg mærkede hvordan det gav et ryk i min krop og langsomt svævede jeg op over madrassen og over mod vinduet.
Jeg fornemmede luftens kølighed mod min krop, da jeg gled gennem rummet og duften fra blomsterne i vindueskarmen nåede et øjeblik mine næsebor, da jeg svævede forbi dem, ind mellem gardinerne og ud i den mørkeblå nat.
Jeg ville skrige – flygte – vågne, men der var ingen anden vej end frem - hen mod det store Moderskib, jeg nu så hænge under den skydækkede fuldmåne. Jeg så hvordan jeg red på en bølge af lys, der langsomt tog mig over mod Ufoen.
Den grå skikkelse med de ulækre negle var ikke længere ved min side. Jeg ved ikke hvor han var - måske stod han stadig i mit soveværelse og pegede med sin grå finger. I hvert fald var jeg alene og så byens lys langt nede og jeg så det unge avisbud på sin rute, køre ad vores villavej med sine løgnehistorier bundtet bag på cyklen.
Jeg var meget bange, naturligvis, men forsøgte også at berolige mig selv. Jeg havde allerede på det tidspunkt læst lidt om ufo-bortførelser, så jeg var ikke helt uforberedt på at det kunne ske – men så alligevel. Jeg går ud fra at det er skræmmende for enhver, der prøver det for første gang. Jeg forsøgte derfor at bevare roen og fokuserede på lyset fra kabinen og jeg så nu Moderskibet så tæt på, at jeg kunne skimte skrogets metalliske sammenføjninger.
- Sådan noget kunne jeg aldrig have drømt! – Det beviser også for mig, at det virkeligt er sket. Skibet var skifergråt og vibrerede om sig selv og de koøjeformede oplyste vinduer lignede skydeskår, med lyset skinnende ud i natten.
Da jeg kom ind i selve ufoen må jeg have mistet bevidstheden, jeg husker intet før jeg igen lå i min seng og vågnede ved at posten smed dagens reklamer og rudekuverter ind gennem brevsprækken. Jeg var naturligvis forvirret og meget urolig og måtte melde mig syg en hel uge efter den omgang.
Igennem de næste mange år blev jeg jævnligt bortført. Jeg formoder, at jeg var blevet udpeget til en bestemt opgave. Da jeg for nogle år siden fik adgang til Internettet, forstod jeg, at flere millioner over hele kloden gennem tiden er blevet bortført af Ikke-jordisk-oprindelses-væsner – De allerfleste sandsynligvis uden at ane det. Det er næsten det mest skræmmende. - At folk slet ikke ved det!
Jeg kom via Internettet hurtigt i kontakt med ligesindede og udvekslede oplysninger med andre, der som jeg jævnligt oplever disse bortførelser – nogle næsten dagligt, (det må virkelig være frygteligt). – Så jeg er altså ikke bare hende den skøre kattemor, jeg bliver fremstillet som af mine nyfigne naboer. Jeg har en mission her på Jorden, som flere end 10 millioner andre borgere på denne planet. - Vi baner vejen for De Store. Derfor disse ord til den der læser det.
Sommetider faldt jeg i staver foran spejlet på salonen, når jeg hørte stemmerne i min ørering. Det var selvfølgelig ikke så praktisk og sommetider kiggede min chef så underligt på mig. Også de månedlige bortførelser tog hårdt på mig og jeg havde mange sygedage. Jeg valgte på et tidspunkt at være ærlig om mit liv som udvalgt, og det skabte undervejs nogle problemer fra de uindviede, - der jo desværre stadig er i overtal.
Det var i hvert fald som om min chef ikke ville tage mig alvorligt og en dag blev jeg fyret. Jeg var senere på flere andre saloner, som vikar, men sjældent så længe ad gangen. Jeg lærte snart at vi indviede bærer på et tungt og smertefuldt kors.
Til sidst fik jeg en pension og da dagene blev lange uden kunderne i salonen, fandt jeg på det med kattene. At fodre dem fyldte mine dage, indtil jeg købte en computer og oplevede hvad Internettet var. Her skrev mine egne oplevelser til de andre derinde og rigtig mange har oplevet det samme som jeg, så jeg er ikke skør. Vi er mange flere end du tror, og millioner bortføres jævnligt uden at ane det. De Store tager prøver fra mennesker hver nat, men hvad de skal bruge prøverne til, er jeg selv i tvivl om. På Internettets fora er der vild uenighed.
Indimellem de mange ord på et ukendt sprog, blev jeg ved med at høre mit navn, derfor tog jeg ikke øreringen af, men bar den så ofte jeg kunne. Måske ville der en dag komme et budskab, jeg forstod? Jeg fortalte ingen om det. Tidligere gjorde jeg, men reaktionerne var ikke som jeg håbede og jeg lærte at holde min mund. Der var for mange omkring mig, der ikke ville indse, at de sikkert også blev bortført regelmæssigt – endda uden at vide det. Nogle gange så jeg angsten i deres øjne og så vidste jeg, at de kendte sandheden, men var så skræmte, at de ikke turde give slip og fortælle. Når jeg gik dem forsigtigt på klingen, flygtede de altid. Andres øjne viste bekymring, men deres stemmer fadede ud, når lyden i øreringen skruede op for volumen. Deres bekymrede miner kunne de spare sig og pillerne lægen skrev op smed jeg ud, når jeg indløste recepten hver 3. måned.
Jeg kunne faktisk have købt meget kattemad for de penge pillerne kostede, men jeg spillede komedien og holdt op med at diskutere mine bortførelser med lægen. Jeg vil vædde på, at han også bliver bortført rigtig ofte – og bare ikke ved det. - De mest stokkonservative på det område er ofte dem, der plages mest – det viser en undersøgelse fra USA. Men de dopes til ikke at erindre det – fordi de ville lave for meget ballade, hvis de gjorde. Ville råbe op og skrive læserbreve og invadere Christiansborg.
"Endnu er tiden ikke kommet," som en af mine pennevenner skrev. Kun os der i forvejen er søgende mennesker får en vis indsigt i De Stores plan. Planen der en dag vil forvandle vores planet til den kærlige oase, vi alle leder efter.
Sidste sommer begyndte jeg at få et underligt gråt udslæt på håndleddets inderside, lige der hvor pulsen banker. Det kløede helt vildt. Udslættet virkede fortykket med en krakeleret overflade. Jeg smurte det med cream og lotion, men uden held og for en gang skyld gik jeg frivilligt til lægen, fordi det kløede sådan. Han gav mig en recept til særlig tør hud og podede mig for svamp og allergi og mumlede noget om hygiejne. Så skrev han en recept på de dyre piller og spurgte om jeg stadig hørte stemmer og jeg sagde nej og smilede og tænkte på om han var blevet bortført den nat? Hans øjne var røde og trætte og poserne under dem større end ellers
Udslættet bredte sig og langsomt antog jeg en svag lysegrå farve over dele af kroppen og begyndte nok for første gang at få en fornemmelse af hvilken proces, der var gået i gang. De var nu begyndt at forvandle Os til Dem – først os, de udvalgte og senere ville turen vel komme til de andre – de-ikke-Indviede. På Internettet udvekslede vi lidelsesfæller historier og nogle gange billeder af vores kroppe i forvandling. Naturligvis fik det indflydelse på min dagligdag, man foretager ikke så radiale forandringer uden at det bemærkes. Jeg begyndte derfor at iføre mig hat og store tørklæder, når jeg bevægede mig udendørs. De grå pletter i huden blev for hver dag flere og under mine handsker blev hænderne dækket af hudfolder og neglene jeg før stolt bar til skue blev livløse og grå."
Og så videre - og så videre... Viceværten bladrede hovedrystende gennem de tætskrevne sider, læste en sætning her og et afsnit der, opgav hurtigt at få hoved og hale på redeligheden. Diagnosen var klar: Galoperende forfølgelsesvanvid og roterende fis i kasketten. Han smed med et grynt notesbogen tilbage på det støvede spisebord og så på uret. Ti minutter mere, så var han skredet – så kunne de hente ham nede på hjørnet, hvis de skulle bruge hans assistance.
Han skulle lige til at rejse sig, da politiet med lægen i hælene trådte ind i stuen. Den ældste betjent mumlede i sin radio og gned sig træt over ansigtet, da han så den døde kvinde i stolen. Arne Jørgensen afgav hurtigt de relevante oplysninger til den travle læge. Manden undersøgte Kattemor og skrev en dødsattest efter en hurtig opringning. "Jeg får nogen til at hente hende senere i dag," sagde han og trykkede endnu et nummer på telefonen. "De gamle dør som fluer her på det sidste. Hvis du spørger mig, er det utilfredshed med den siddende regering."
Viceværten lo pligtskyldigt. Den rødhårede læge kløede et rødt udslæt på sin kind, før han lukkede tasken, hvor en lyseblå stavblender kiggede frem. "Ja, sikkert," sagde Arne Jørgensen og så væk. Han håbede, at de snart var færdige, så han kunne låse af og komme ud.
"Det var øjnene der var det værste," sagde han senere til kredsen af stamkunder nede på hjørnet. Viceværten kløede sig irriteret. "De var sgu uhyggelige."
Arne Jørgensen bemærkede bartenderens blik på det forrevne, irriterede håndled. "Ja, jeg ved sgu ikke hvad det er." Hurtigt skjulte han hænderne i skødet. "Noget eksem af en slags." Under disken fandt neglene stjålent tilbage til den kløende grå plet.
Udslættet var kommet samtidig med de onde drømme. Neglene borede sig dybere ind i håndledets kød og han mærkede blodet pible frem.
Lydene begyndte først i går morges. Brødristerens sagte mumlen havde fanget hans opmærksomhed. Han havde undrende bøjet sig forover og lagt øret til. Et øjeblik hørte han kun en susen, så begyndte de sære stemmer derinde.
Stemmer der alle talte et mærkeligt sprog, men som tydeligt hviskede hans navn.