Anine knipsede hårdt med fingrene foran det morgenfriske sludrechatol, der smurte Kærgården på rundstykket, mens han delagtiggjorde hende i hvad han havde drømt om natten af interessante ting.
"Sov, Uffe - Sov!"
Uffe standsede midt i en sætning og klaskede hagen mod brystet, begyndte svagt at snorke. Kniven med Kærgården faldt ud over bordkanten og ned på den lysegrønne løber.
Anine slappede af og byttede hurtigt rundt på rundstykkerne, Uffe have taget overen, skønt han udmærket vidste at det var den hun bedst kunne lide. Hun kiggede alligevel på ham med en vis ømhed. Sød var han jo og det var jo ikke fordi hun ikke undte ham at fortælle om sine drømme, men det var bare lidt kedeligt og så var det hun brugte tricket.
Uffes hoved var faldet tungt ned på brystet og hans læber gledet fra hinanden. Han savlede lidt.
Anine tændte dagens første cigaret og greb avisen. Hun elskede disse stille morgener.
En halv times tid senere knipsede Anine igen med fingrene og Uffe så smilende op, kiggede forundret på det bløde smør på rundstykket, og kvidrede videre om vejrudsigtens udsigt til snestorm og hvad hans afdøde kone ville have ment om den lagkage Anine havde lagt sammen forleden. Anine så træt over på sin mand og før hun nærmest vidste af det, var hun kommet til at knipse igen. Hun gad bare ikke høre mere om den åndssvage lagkage og Uffe sov stille snorkende videre. Anine fik en lille snert af dårlig samvittighed, og bed brødebetinget af rundstykket. Bare to minutters ro så ville hun vække ham igen.
Uffes afdøde kones venner, ægteparret Irene og Hans Svendsen, der kom rendende i tide og utide, havde kigget undrende på hinanden, da de opdage kombinationen af hindbær og banan i lagkagen, der end ikke var lagt med creme.
Det havde måske alligevel været det værste, det med cremen. Der ikke var der. I lagkagen. Når nu også Uffes afdøde kone havde været så dygtig til bagværk.
Men hun havde nu også altid været så flittig.
- Synd Anine ikke vidste hvordan man slukkede en gruppe - fx tre. Hun havde kun lært at slukke én person ad gangen. Men det var nu også meget praktisk at kunne.
Anine så på Uffe, der sad apatisk med lukkede øjne og halvåben mund. Smørkniven lå stadig på gulvet. Hun anbragte den i hans hånd, klemte sammen om fingrene. Så tog hun avisen frem igen og læste en historie om luksusferie på Maldiverne og hun regnede i hovedet om hun havde råd og besluttede, at det vist var tid til en forretningsrejse. Anine tog en hel del på hypnose-konferencer i udlandet og kom altid frisk og solbrun hjem. Det undte Uffe hende gerne, sådan som hun knoklede på klinikken.
Uffe var i virkeligheden ret stolt af sin kone. I al hemmelighed, selvfølgelig.
Anine arbejdede med rygeafvænning og stod i telefonbogen opført som hypnotisør. Det var hun også, men langt de fleste kunder vidste godt at hun solgte andre ydelser end lige et hurtigt rygestop-kursus. Det var velkendt at der blev gået til den på massagebriksen, på den anden side af døren med skiltet med: "Thaimassage, hypnose og rygeafvænning".
Uffe der i al hemmelighed lykønskede sig selv for at have skudt papegøjen med sit giftermål, forsvarede gerne overfor venneparret Irene og Hans, at Anine var noget så eksotisk som hypnotisør. - "Men..." som han sagde over kaffen, mens hans hånd hvilede på Anines, "De er jo så farvestrålende, de thailændere. De kan så mange heksekunster." og han smilede til sin kønne kone med de kuglerunde bryster, og hun smilede tilbage og altid lige dér, rejste hun sig for at hente mere kaffe ude i det kakkelmønstrede køkken..
"Ja, men det er nu ikke helt som med din første kone, Uffe." Lød det så lavmælt fra Irene Svendsen. "Frisør, det ved man dog hvad er."
Anine kunne godt høre det ude i køkkenet, når det blev fremsat med teaterhvisken. Og Uffe forsvarede det som så mange gange før. Det var ganske vist ikke helt så respektabelt, som at være frisør. Nobelt og pænt, som man gjorde det i Elmegade. Men der kom jo penge ind gennem den hypnoseforretning. Personligt gav Uffe ikke en rygende fis for folk, der troede at de kunne hypnotiseres, men det pjat gav alligevel kassen, det meste uden om skattevæsenet og som god socialdemokrat havde det med skat alligevel aldrig rigtig været in i de kredse han færdedes. Men det bedste var alligevel, at han ikke behøvede at cykle som postbud mere. Gigten havde været ved at tage livet af ham, da en kollega engang priste Thailands milde klima og de skønne kvinder i Pattaya.
Jo, de rejsepenge (4995,00 med Larsen Rejser) var godt givet ud, det måtte man medgive. Bevares, det var ikke som med hans afdøde kone med salonen, men det var da trods alt bedre end at gøre rent.
Irene tav demonstrativt og bed surt af de nybagte velduftende boller. Dem havde Anine styr på - det kunne Irene ikke komme udenom.
Ind imellem kom der faktisk nogen ind på klinikken, der enten var gået forkert eller faktisk gerne ville holde op med at ryge. Kunden lagde sig på den plettede briks og så slog Anine dem ud mentalt og gentog et par sætninger: "Du er nu helt afslappet og kan slet ikke lide tanken om cigaretter." Det sagde hun så ti gange. Eller: "Cigaretter er rigtig ulækre og du vil aldrig ryge mere." Sådan noget, også ti gange. Så vækkede hun dem igen og kunden gav hende 300 kroner og gik igen. Og hvem vidste? Måske holdt nogle af dem virkelig op med at ryge.
Det med hypnosen var egentligt bare et billigt trick hun havde lært på en bar i Pattaya, da en fordrukken tryllekunstner & illusionist, hun så lidt til nogle uger, gav hende et lynkursus i hvordan man tryller godtroende folk i søvn for en kort bemærkning. Hvorefter man enten tømmer lommerne på dem eller som her, praktisk lukker talestrømmen på ægtefællen.
Anine tændte en ny Look Light og så ud gennem vinduet op på den hvide himmel, hvor snefnuggene dansede ned på den morgentravle motorvej.
Da hun traf Uffe, forstod hun at han kunne blive hendes redning ud af en alt for åbenlys fremtid. Hun afskyede virkelig klimaet i Danmark, men elskede alt det andet, hun kunne opnå med sit liv her. I Pattaya ventede en ussel skæbne med et klientel, der kun blev mere utiltalende som tiden gik og hun selv blev ældre, nat efter nat på turistfældens dunkle barer.
Anine så kærligt over på Uffe og tørrede hans mundvig med sin serviet. Der hang en tynd savltråd på vej ned på tallerkenen.
Hun havde et ret godt liv, når man sådan tænkte efter. Hun ville faktisk ikke bytte. Anine skoddede cigaretten i askebægret og knipsede hurtigt foran Uffes næse. Så rejste hun sig og skænkede mere kaffe til dem begge.
"Sad du nu igen dér og dagdrømte?"
Uffe smilede forvirret til sin kone og rakte ud efter rundstykket, kiggede et øjeblik undrende på det. Så trak han på skuldrene og bed forsigtigt i det. Altid varsom på grund af den dårlige kindtand. Uffe havde en mangeårig tandlægeskræk. Anine rakte ham BT.
"Jeg skal for resten på forretningsrejse..."
"Nu igen?" Uffe smurte rejeost på rundstykket. "hvor skal du så hen?"
"Maldiverne."
"Ja, der er nogen, der kan..."
Uffe var nu ikke misundelig, vidste Anine. Han hadede at flyve endnu mere end han frygtede tandlægen og foretrak til enhver tid sofahjørnet og sin lørdagssport. Turen dengang til Thailand havde nær taget livet af ham. Havde det ikke været for Aninas kunstfærdigheder på flytoilettet, var han da aldrig kommet igennem de timer.
"At du dog gider..." Uffe rystede på hovedet og begravede sig i avisen.
Anine trak på skuldrene, men smilede indvendigt. Udenfor skinnede solen ned fra himlen på al sneen. Hun var nu heller ikke vild med at flyve. Det hjalp dog en del på humøret, når det foregik på 1. klasse.
Det gjaldt i det hele taget bare om at indrette sig lidt praktisk.