Den skaldede mand kørte videre. Flere steder lå der bunker af dyreekskrementer på vejen. Han morede sig med at gætte, hvem der havde passeret og lykønskede på forhånd sig selv, hvis det skulle vise sig, at han havde ret. Nu lå der igen en kæmpemæssig, stinkende møgbunke på jorden. Han holdt et øjeblik ind til siden, forvirret over dens størrelse. Slukkede motoren, mens han stirrede på dyngen. Hvem i alverden havde gået her? Mange dyr som næsehorn og antiloper foretrækker at besørge på faste steder, men her måtte da en hel flok næsehorn have passeret? Han holdt sig for næsen, mens fluerne svirrede og startede bilen igen. Det dampede varmt og fugtigt, da han fik startet motoren.

Han bankede på mikrofonen under hagen. Der lød en hvæsende støj. Han finindstillede modtagefrekvensen. Omsider kom lyden brusende igennem.
   "Hvad nu?"
   Den skaldede mand holdt lettet ind til siden. "Jeg troede lige, at forbindelsen var smuttet igen." Han strøg sig over panden. "Jeg er løbet tør for forsyninger, men hospitalet må være lige fremme."
   "Og du er sikker på vejen, denne gang?" Den metalliske stemme kom i staccatoagtige stød.
   "Selvfølgelig," løj han. Han forsøgte at skjule sin irritation. "Frugtsælgeren lød bombesikker."
   "Så håber vi sandelig, at kompasset virker denne gang!"
   Der lød en svag susen i ørerne. Den skaldede mand nikkede, men kom så i tanke om, at det kunne man jo nok ikke høre i den anden ende, så han drejede mikrofonen tættere på sin mund. "Ja, det går meget bedre. Jeg har fixet det." Han kiggede på dugdråberne bag den ridsede skive, og tørrede kompasset med snippen af sit ærme. "Det er tip-top igen."
   "Giv melding, når du når hospitalet." Der lød et klik. Den skaldede mand tog headsettet af og lagde det forsigtigt tilbage under vinduet, mens han forsøgte at holde bilen på vejen. Han skyggede med hånden op mod den brændende sol. Der var af en eller anden grund, bedre forbindelse sidst på dagen, end på andre tider. Han havde på fornemmelsen, at det havde noget med temperaturen at gøre, men han vidste det faktisk ikke. I det hele taget havde han ikke den tekniske forudsætning for at forstå, hvordan det i det hele taget kunne lade sig gøre at tale med nogen på så lang afstand. Og han var ærlig talt også revnende ligeglad.
   Han fulgte den snoede junglesti, der blev afløst af en mudret, men farbar vej. Der lå små bunker af dyreekskrementer overalt i rabatten, måske fra geder. Det var i det hele taget utroligt, som det her land var fuld af lort.


* * *
   Under en række skyggefulde træer lå missionshospitalet og lyste hvidt. Hospital var måske et stort ord for tre små sammenhængende bygninger, men Den skaldede mand vidste, at han havde fundet, hvad han søgte.
   Han var træt og tørstig efter den lange køretur og bandede over at han ikke havde husket at tage væske med. Hvad ville han ikke give for en kold øl lige nu! Måske kunne man få noget civiliseret at drikke på hospitalet, men alligevel nok ikke alkohol, konstaterede han ærgerligt. Den skaldede mand lovede i stedet sig selv en meget stor og iskold bajer, når han havde fået overstået besøget hos den overfaldne.
   Hurtigt parkerede han den hvide landrover, greb rygsækken og steg ud på det solsvedne græs. Med et formanende blik på de tililende snavsede børn, forlod han bilen, efter at have dobbeltkontrolleret at den var forsvarligt låst.
   Han tøj var snavset og krøllet efter den lange tur på de smattede veje. Det røde mudder havde lagt sig som et fint lag, der gav hele hans fremtræden et noget derangeret udtryk. Selv hans grå buskede overskæg havde antaget en mærkværdig rødbrun farve.

Der var mange mennesker omkring ham. Han var åbenbart havnet lige i centrum af en landsby. Kvinderne gik klædt i farvestrålende kjoler og bar lerkrukker og kurve af bast på hovederne. De stirrede på den Skaldede mand i det snavsede khakitøj og flere lo, da han passerede.

En ung pige fik medlidenhed med ham og standsede. Hun rakte ham en lille gul melon. Manden fumlede efter pungen i lommen. Trak en slidt mønt frem og rakte hende den. Hun smilede og afslørede en række knækkede tænder.
   Den skaldede mand stirrede på det kønne ansigt, der med et blev så forandret. Hurtigt pressede han mønten i hendes hånd og skyndte sig videre. Fattigdom gjorde ham altid så deprimeret. Grådigt bed han af den saftige frugt. Den søde saft gav ham omgående fornyede kræfter.

Han gik gennem den hvide port, og indenfor i venteværelset. I loftet støjede en defekt ventilator og overalt var de vakkelvorne stole tæt besat. Børn legede i støvet på gulvet og gamle mænd sad støttet til stokke, mens de udvekslede nyheder. Den skaldede mand tog plads på en faldefærdig stol. Han lænede sig tilbage og lukkede øjnene.

"Nuianka!"
   Omsider dukkede en kraftig, sort nonne op. Hun kaldte højt på en lokal dialekt, han ikke kendte, men som fik de to nærmeste kvinder til at rejse sig. Sygeplejersken kastede ikke så meget som et blik på manden i stolen.
   Det røde sand fra pladsen udenfor lå i et fint lag overalt på gulvet. Solen skinnede ind gennem knækkede lameller. En enlig kakerlak pilede over gulvet og forsvandt i en revne. Den skaldede mand var taknemmelig for, at han var sund og rask.

Omsider kom en læge ud gennem forhænget og standsede foran ham. "Er du syg?" spurgte han på engelsk. Han bar et stetoskop om halsen. I brystlommen sad en række grønne kuglepenne.
   Den skaldede mand så forbløffet op, overrasket over at møde nogen, der talte et sprog han forstod. "Jeg er ikke syg," svarede han ærligt og rakte hånden frem. Lægen greb den.
   "Jeg leder efter en mand, I har indlagt. Han er blevet overfaldet af en fugl."

Lægen kiggede på ham et øjeblik. Vurderede ham. Så rystede han på hovedet. "Den mand du taler om, er meget hårdt såret. Hvad vil du ham?"
   "Jeg er zoolog," Den skaldede mand skyndte sig at vifte med sit pas. "Jeg er i gang med at undersøge, hvad det er for et dyr, der har overfaldet ham. Jeg vil gerne hjælpe jer."
   Lægen rystede beklagende på hovedet. "Det tror jeg ikke, du kan ... Vi er stadig ikke helt sikre på, hvad han har været udsat for. Men måske vil han tale med dig et øjeblik, men han må ikke ophidses. Han kræver absolut ro..."
   Den skaldede mand greb rygsækken og fulgte hurtigt efter lægen. De kom ind i et større rum med slidte operationsborde og stille aktivitet overalt. En lille dreng fik lagt en skinne på armen. Han smilede sammenbidt op til sin mor, mens en nonne bandt den hvide gaze fast. De fortsatte til det sidste lokale. Også her var sengene anbragt tæt og stilheden en kontrast. Den kraftige nonne, han havde set i venteværelset, skiftede sengetøj på den eneste ledige briks og patienten ventede tålmodigt med dropstativet ved siden af sig.

Den sårede lå i den sidste seng mod endevæggen. Den skaldede mands blik faldt på den korsfæstede Kristus over sengegærdet.
   Tykke bandager omsluttede hovedet, kun øjne og mund var fri. Manden lå med lukkede øjne og de tilplastrede hænder hvilende på dynen. Et dropstativ sendte lydløst væske gennem lange slanger. Lægen stoppede op. "Fem minutter!" Så nikkede han og forlod dem.

Den skaldede mand trådte varsomt nærmere. Han tog plads på stolen og kiggede på den sårede. Han overvejede sit næste træk og rømmede sig forsigtigt. Manden åbnede øjnene og sendte ham et forbavsende klart blik. Han pegede mod sin hals og over på en flaske på bordet.
   Den skaldede mand snusede til indholdet. Det var vist bare almindeligt vand. Han rakte patienten glasset. De lange slanger fra dropstativet kom i vejen og han holdt dem, mens den sårede slukkede tørsten.
   De sad lidt og betragtede hinanden, så trak den skaldede mand rygsækken til sig. Patienten stirrede interesseret på bogen, han hev frem. "Vent lidt..."
   Illustratoren havde ikke sparet på dramatikken, men han håbede, at den sårede ville fange meningen. Han lagde bogen opslået på tæppet. Nikkede ivrigt og pegede.
   Patienten greb interesseret bogen og kiggede på tegningen. Den skaldede mand smilede opmuntrende.
   Patientens ansigt stivnede under forbindingen og blikket blev tomt. Så skreg han: "KONGAMATO! - KONGAMATO!" Brølet var øredøvende i det lille rum.
   Mandens udbrud fik omgående de andre på stuen til at reagere. Flere skreg. Panikken spredte sig som en steppebrand, patienter kravlede hysterisk ud af sengene og pårørende væltede stolene i deres iver for at komme ud. Enkelte stirrede bare chokeret på den fremmede. En rynket ældre mand blev som den eneste siddende i sengen, mens han forstenet rokkede frem og tilbage mellem tæpperne.
   Der gik kun et øjeblik, så pegede en krumbøjet kvinde mod Den skaldede mand. "Kongamato!" Hun stirrede hadefuldt på ham. Truende banede gruppen sig vej mod ham.
   Han fik med rystende hænder bogen tilbage i rygsækken og bakkede voldsomt ind i væggen. Overalt mødte han kun vrede ansigter. I det samme blev døren flået op og lægen og to ophidsede nonner styrtede ind.
   "Det var ikke mig!" Manden forsøgte at gøre sig forståeligt gennem larmen, mens han søgte væk fra den rasende menneskemængde, der greb ud og slog efter ham med stokke og krykker. Overalt lød der råben og skrigen.
   "Jeg sagde jo til dig, at han var alvorligt syg!" Lægen dirrede af raseri. Bag ham forsøgte sygeplejerskerne at berolige de hysteriske. Lægen tog et hårdt greb i mandens arm.
   "Slip mig!" Den skaldede mand forsøgte at vriste sig fri. Han håbede inderligt, at ingen ville omtale bogen. "Jeg aner ikke, hvad der gik af dem..."
   Lægen førte Den skaldede mand ud i et fast greb. "Forsvind!" Han skubbede ham hårdt ud gennem døren. "Jeg er ligeglad om du så kommer fra Kongen. Hvis han da ellers stadig har noget at skulle have sagt."
   "Hvad taler du om?" udbrød Den skaldede mand, idet han trak sig væk fra vrimlen. Lægen fik pludselig et udtryk af angst i øjnene, da han fik øje på noget bag den skaldede mand.
   "Åh, gud!" Han blev bleg.
   Den skaldede mand drejede hovedet. Han fik et glimt af en hvidklædt skikkelse med en fugl tatoveret i panden. Så var han væk, Det var sgu da en af De Hvidklædte, fløj det gennem hans hoved. Bag ham kæmpede de kraftige nonner en ulige kamp mod det voksende raseri. Den skaldede mand mærkede et smertefuldt slag på skulderen, før han slap ud af porten. Lægen løb efter ham. "Jeg mente ikke, hvad jeg sagde..." råbte han, som talte han ikke til den skaldede mand, men til en anden længere borte. "Selvfølgelig har Kongen magt. Længe leve Kongen!"
   Den skaldede mand så i et glimt, at der nu var to af de hvidklædte mennesker. De vendte begge om og gav sig langsomt til at gå bort.
   Lægen blev væltet over ende af de rasende mennesker. Flere fulgte efter, råbte og spyttede. Den skaldede mand spurtede mod bilen. Han var skuffet og vred. Skjorten var flænset og rygsækken havde fået en voldsom medfart. Meget upraktisk, nu han omsider havde fundet et godt vidne.
   Han drejede hurtigt ansigtet, for at se hvor langt de var bag ham, og så til sin glæde, at de var standset lidt borte. En lille gruppe stod truende med næverne løftet i solen, men de kom ikke nærmere. Bag ham råbte lægen stadig. Ud af øjenkrogen så den skaldede mand de hvidklædte skikkelser gå ind mellem træerne. Det lyse tøj flagrede som var det to spøgelser, der forsvandt i skyggerne. Et øjeblik efter var de væk, opslugt af junglen. Den skaldede mand låste med rystende hænder bildøren op, og fik omsider startet motoren. Da han kørte mod hovedstaden igen, spekulerede han på, om rædselsberetningerne om "De hvidklædte" kunne være sande?