Marian får nøglerne til lejligheden udleveret klokken kvart over tolv, den første dag i august.
   "Det er jo ikke nybyggeri," siger viceværten, der har præsenteret sig som Arne Jørgensen. Han banker med håndfladen på den malingtørstende dørkarm.
   "Men det er kram." Han ser fast på hende. "Min bedstefar var med til at lægge taget. Hele familien bor i gaden." Arne Jørgensen snøfter hørligt ind.

Marian nikker høfligt, håber bare at manden i den grå cardigan snart vil gå, så hun kan komme i gang med at undersøge sit nye hjem i fred og ro.
   Arne Jørgensen bliver stående. Rytmisk vuggende på hælene. - Forventer han mon drikkepenge?
   "Hvem boede her egentlig før?" spørger hun så. Mest af høflighed. Faktisk er hun inderligt ligeglad, men viceværten har åbenbart ikke tænkt sig at forlade hende og nogen interesse må hun vel udvise.
   "Jeg har jo tavshedspligt," skynder Arne Jørgensen at sige, men Marian fornemmer hvordan han brænder for at komme af med det.
   En langbenet hus-edderkop halter forbi den midaldrende mand og den unge kvinde ind i stuen. Den mangler en bid af det ene ben.
   "Jo, her boede jo en gammel dame, gennem rigtig mange år. Kattemor kaldte vi hende."
   De kigger begge efter den sorte edderkop, der forsvinder ud ad syne. Marian gyser.
   "Hun døde herinde - Lige inde i stuen." Viceværten peger, som en tjenstvillig kustode.
   Marian kaster et blik ind i den lyse stue, hvor det nøgne bræddegulv er eneste dekoration. Hvidt savsmuldstapet.
   "Hun blev først fundet efter to måneder. Var også noget af en særling."
   Marian noterer sig Arne Jørgensen hurtige øjekast, om hun reagerer forventeligt. Hun flytter blikket, kigger ned på gulvet, håber bare han snart vil gå.
   "Nå," siger hun så, for at sige noget og kigger igen på Rukonøglen, hun holder i hånden. Den er slidt. Gennem øjet hænger en kort murersnor, med en krøllet lap kardus. "3.th." står der med blyant, næsten visket ud. Hun lukker hånden om nøglen, mærker det kølige kantede metal. Knuger den, så knoerne bliver hvide.
   Mit eget hjem, tænker hun.
   "To måneder!" gentager viceværten. Han snøfter kraftigt ind igen.
   "Et svineri det også var..." Arne Jørgensen pudser støjende næse i et nusset lommetørklæde, han trækker op fra bukselommen. "Hun var næsten smeltet."
   Viceværten ryster på hovedet og stikker lommetørklædet tilbage. Læner sig op af dørkarmen.
   - Om lidt vil han sikkert tænde en cigaret eller begynde at stange tænder, tænker Marian. Hvorfor skal hun altid tiltrække de snakkesaglige tosser? Hun trækker vejret dybt ind.
   "Alene lugten... den hang i alt - og fluerne..." viceværten messer videre.

Omsider skrider han og lader Marian alene. Hun lukker døren til opgangen, kaster blikket rundt på de bare vægge i den lille fordelingsgang og begynder at indrette den i tankerne. Træder ind i den lyse og afhøvlede stue.
   For første gang i fire år smiler Marian et ægte smil, fra inderst inde. Stille for sig selv, ud i det nøgne rum.
   Langsomt og sirligt pakker hun sine få ejendele ud. I morgen kommer hendes opmagasinerede møbler og hendes liv begynder på ny. Det er næsten ikke til at forstå.

Et øjeblik er hun i glimt tilbage på afdelingen. Siddende i en af de lyseblå sofaer beklædt med praktisk møbelstof, der let kan tørres af, så blod, slim og opkast ikke pletter de industrifremstillede sæder.
   Der lugtede ramt af den sæbe den slovenske rengøringsdame brugte til at vaske de grønne linoleumsfliser i. En skarp lugt af renhed stak hende i næsen.
   Der var ikke meget at kigge på i det smalle venteværelse. En hvidbejset reol stak ud fra væggen, fyldt med glitrende brochurer fra opholdsteder - udslusning for sådan nogen som hende. Hun håbede virkelig ikke det blev aktuelt.
   På væggen overfor hang en litografi af en kunstner, der sandsynligvis levede af at male udtryksløse billeder. To grønne cirkler og en gul på himmelblå baggrund. Hvad skulle en patient udlede af det? Måske var det bevidst, havde Marian tænkt. For ikke at ophidse de skrøbelige eksistenser.

Det er underligt at det ikke er længere siden end i morges, at Marian ventede på udtalelsen fra den rødhårede kittelklædte psykiater i de hvide træsko. Der sad tre grønne kuglepenne i hans brystlomme. Han var meget venlig og forklarede om morgenkonferencen, hvor det hele skulle afgøres. Om det nu også var forsvarligt at sende hende ud i egen bolig, seks måneder før planlagt. Selv om kommunen skaffede lejligheden og hun i princippet var erklæret rask. De ville jo gerne beholde hende lidt længere, lo den unge læge.
   Marian smilede høfligt tilbage og håbede at hendes medpatient Bo ikke havde ret i at der var sendere i de blå piller, så personalet til enhver tid kunne scanne deres tanker.

To timer senere kvitterede hun for udskrivelsespapirerne. Marian mærkede knuden i maven løsnes en smule. Et øjeblik senere pakkede hun den gule kuffert. Hun fik piller med i en doseringsæske til en uges forbrug og besked om at kontakte egen læge. Pillerne blev overrakt af en forkølet sygeplejerske, hun ikke havde set før. Marian knugede æsken i lommen og takkede tavst nej til det obligatoriske farvelknus på trappen. Det støvregnede.

Hun var gået ned ad stentrappen og videre ud ad den grusbelagte indkørsel med den gule kuffert i hånden og den fastrullede sovepose i en snor over skulderen. I lommen lå kuverten med penge til bussen og de første par dage. Hun svingede med den ledige arm.
   Fire år havde hun vandret alene i den lukkede park, bag de høje hvide mure. Deltaget i terapitimerne hver tirsdag og torsdag og lydigt spist de multifarvede piller. Ventede kun på at blive rask. Verden havde drejet rundt uden hendes tilstedeværelse. Nu ville hun deltage i livet igen.

Over hende havde træerne bredt deres krogede grene ud. Marian var småløbet med den gule kuffert i hånden under de tætte kroner, der dannede loft over stien ud til vejen. Kufferten var let og hun nærmest dansede hen ad stien. Så var hun bremset hårdt op. Noget var forandret.
   De rare og hyggelige træer blev afløst af et stykke med nåleskov. Som at træde ind i en anden verden. Smilet på hendes ansigt stivnede. Træerne havde skiftet udseende. - Nu virkede de truende. Bøjede sig indover hende, mens hun passerede. Søgte fejende med deres nålebefængte grene, som ville de fastholde hende i et knusende, stikkende favntag. Et øjeblik så hun grenene fysisk bevæge sig. Trække sig samme over hende. Krogede kviste søgte med blinde øjne over stien. Strakte deres harpiksklistrede fangarme ud mod hende.
   Hun havde sat den gule kuffert fra sig på den støvede vej og hurtigt messet fantasibilledet væk med dybe vejrtrækningsøvelser. Tvang sig til at smile, for at løsne de chakra der blokerede for den gode energi, som hun havde lært det i terapi af de orangeklædte lærere. Omsider fik hun nok kontrol over sig selv til at kunne gå videre. Greb kuffert og sovepose og gik den korte vej op mod bussen, der førte ind til byen og virkelighedens verden.


* * *
   Marian går langsomt rundt i de tomme rum. Hun undersøger det hele og opdager at udover en metalstige i kosteskabet (og en regnbuefarvet støvekost med periskopskaft) er lejligheden stort set ribbet for inventar. Badeværelset er ganske lille og har slidte, hvide fliser. Spejlbilledet er tåget af kalk. Under køkkenvasken står en mørkegrøn fem liters plastikvandkande. Hun trækker den frem i lyset. Den slags brugte de også på bostedet. Hun havde tit vandet georginerne og de lyserøde pelargonier i den store have.

"Du har vrangforestillinger," sagde de i terapien, spurgte om hun hørte stemmer.
   Hun havde rystet på hovedet. Ikke stemmer. Smilede til psykiateren.
   "Bare rolig, vi skal nok kurere dig." Den rødhårede læge med de grønne kuglepenne i brystlommen nikkede beroligende.
   "Det var pænt af jer."
   Fire lange år.

I køkkenet, på det grånistrede køkkenbord, lægger Marian det brød hun havde købt hos en bager, to avokadoer og en pakke smør. Den mørkeblå sovepose spreder hun ud i det lille kammer, der støder op til stuen. Her skal hun sove i nat.

Hun opdager det kl. 15.00.
   Det skarpe forårslys afslører et gigantisk spindelvæv i hjørnet, som Marian omgående erklærer krig. Hun må indrømme, at hun er mere modig, når det kun er spindet, der kan ses. Edderkoppen selv er heldigvis ikke hjemme.
   Da Marian får ramt på spindlerens bolig med den mangefarvede støvekost, ser hun revnen, der strækker sig ti centimer.

Klokken 15.30 er revnen 20 centimeter lang. En sort edderkop har indtaget et nyt fort i hjørnet. Marian får ondt i maven, men går tættere på. Det er den fra entreen, hun og viceværten kiggede efter. Det tror hun i hvert fald. Den mangler det nederste af et af de otte ben.

Klokken 16.30 er revnen ikke bare vokset i længden, men ligeledes gaber væggen hvor sprækken løber og Marian minder sig om at ringe til viceværten. Edderkoppen er væk.
   Et øjeblik står hun undrende og stirrer på den tiltagende ødelæggelse. Man kan se det gamle puds. Sprækken er over en centimeter - måske to bred, og åbenbarer væggens opbygning.
   Nysgerrig henter hun stigen fra kosteskabet og står op på den, så hun kan tage revnen i øjesyn.
   Der ligger støvede ledninger derinde, kan hun se og flere lag tapet. Bag det yderste hvide savsmuldstapet, ser man en flig af de forrige lejeres smag. Svagt orange med grønne fangarme, der sikkert skal forestille lianer. Mærkelig smag folk har, tænker Marian og træder ned ad stigen og begynder at lede efter viceværtens nummer. Hun finder det sjusket noteret på den krøllede husorden, får fat i hans telefonsvarer og afbryder.

Klokken 19.15 glider Marians øjne af sig selv op og søger revnen. Ud ad øjenkrogen skimter hun en bevægelse. Edderkoppen? Hun gyser uvilkårligt. Heldigvis ikke. Tilsyneladende er dyret forsvundet. Marian håber den har søgt ind til naboen.

Noget spinkelt, tyndt og lysegrønt finder søgende ud ad væggens revne, trækker tråde efter sig ud på tapetet. Ligner en lian. Hun griber mobilen og genhører viceværtens remse, før det bliver hendes tur. Indtaler omsider en kort besked.
   Marian minder sig om at ringe til Arne Jørgensen igen dagen efter, hvis hun ikke hører fra ham hurtigt.

Klokken 22.30 har Marian klædt om til natkjole og er på vej i soveposen, da hun ser hvordan tre lysegrønne blade har foldet sig ud. Hun rækker ud og tænder den nøgne pære i loftet. Stirrer på de bøgegrønne blade. Mystificeret finder Marian stigen frem igen. Slæber den over til væggen og kravler op.


* * *
   Maleren oppe på kvisten, to etager over den nye lejer Marian, vænnede sig aldrig til sin situation - men efter ulykken kom hans muse.
   Kvinden i stolen med sin drink, de lange tynde cigaretter og hæse, uforskammede kommentarer. Hun blev det vigtigste i hans liv. Hun gav ham håbet tilbage.

En aften hvor kunstneren ellers havde planlagt at hænge sig i loftbjælken og i sine druktåger forestillede sig den maleriske begravelse, hvor hans gamle mor som den eneste ville græde ved den hvide kiste, dukkede hun op ud af intet. Som et mirakel.

Han havde ikke hørt døren gå eller trin over gulvet. Hun stod bare i hans atelier og forlangte at han skulle tage sig sammen.
   Maleren nægtede. Forklarede at han var i gang med at begå selvmord.
   Tømte glasset, skoddede cigaretten og rakte demonstrativt ud efter rebet på bordet. Følte med fingrene over det ribbede nylontov og nikkede beslutsomt. Skottede op mod bjælken, fandt stigen frem. Tårerne trillede beslutsomt, stille og fordrukkent over de rødsprængte kinder.

Musen var ligeglad. Mente at han skulle holde op med at være barnlig. Hun tog rebet fra ham. Sagde at han skulle tage sig sammen. Hun var stædig og kom igen. Og igen. Maleren var sjældent alene.

Længe afviste han fuldstændig tanken. Afviste hendes forlangende. Han forsumpede i selvmedlidenhed og plejede sin offerrolle. Hadede alle og ønskede kun at dø. Drak mere end nogensinde.
   Hans muse gik heftigt op og ned ad gulvet. Hælenes skarpe klik i gulvet genlød i hans ører. Skældte ud. Forlangte at han iførte sig den gamle og plettede hvide kittel.

Senere overgav han sig modvilligt, men opgav klynkende efter få forsøg. Snublede over en skammel og væltede et krus med pensler.
   "Det nytter ikke noget..." klagede han, ville tage kitlen af. "Det er latterligt bare at forsøge." Mærkede selvmedlidenhedens tårer trække op i øjenkrogen.
   "Enten er du maler eller også er du det ikke." Stemmen var hård. Han kunne dufte hendes parfume. Liljekonvaller. Tung blomsterduft hang i rummet.
   "Var du kunstner før, er du det stadig. Tag dig sammen!" Hvert ord var et piskesmæld.
   Hun forfulgte ham, red ham som en mare, lod ham aldrig i fred. Tvang ham til at finde staffeliet frem, rengøre sine krukker. Så hældte hun omhyggeligt farverne op. Fortalte han hvordan de stod i forhold til hinanden.
   "Mal!"
   Han vendte sig modløst og greb en pensel.
   "Dine nye billeder skal indeholde sjælens gnist. Du skal male passionen dybt ind i dine motiver."
   "Men jeg er blind..."
   Han kunne næsten høre det smil, han vidste lå om hendes røde læber.
   "Jeg vil være dine øjne." Den korte ladede pause.
   "Løft din pensel og skab."
   Og sådan blev det.

Hver aften træder musen ind i atelieret. Smider den frakke, maleren forestiller sig er skinnende og sort og går de syv skridt over gulvet, til kurvestolen i hjørnet. Den knirker, når hun sætter sig og lægger det ene (velformede, forestiller han sig) ben over det andet. En sky af parfumerede urskovsblomster følger hende og sender billeder af eksotiske vækster ind bag malerens pandebrask. Og langsomt lader han sig inspirere af sanseoplevelsen og maler en usikker streg på det hvide lærred.
   "Lad farverne og duftene forføre dig. Lad kvindens sindsstemning blive beskuerens." Stemmen ler hæst.
   Lidt efter hører han den stille klukken fra flasken, der skænkes op. I hans fantasi bliver lyden til en strømmende bæk, der lokkende flyder gennem billedet. En lighter der klikker igen og igen giver ånde og stemme til de mangefarvede fugle i det tætbevoksede landskab, han maler.
   Overalt hænger tætte tåger af tobak. Han mærker hvordan det river i næsen. Askebægret stinker ramt af nikotin. Maleren bliver svimmel i dampene.
   "Tag dig sammen. Stop dit klynk. I nat skal du male dit livs portræt!"
   Så maler de. I koncentration. Musens øjne bliver hans for en aften og maleriet tager form på det mathvide lærred.


* * *
   Marians natkjole hænger fast i stigens næstnederste trin og hun er lige ved at vælte, da hun genfinder balancen og trykker sig ind mod væggen. Hun stirrer usikkert op på den brede revne. Træder højere op på de smalle metaltrin.
   De tre blade på stilken er aflange med fine ribber. Det ligner olivenblade, bare sart lysegrønne. Sprækken er også blevet markant længere, siden hun kiggede sidst. Hun kan næsten se den arbejde sig nedad. Der lyder en sagte puslen indefra væggen, så bliver der stille igen.

Marian vågner i sin blå sovepose på gulvet i sovekammeret kl. 05.00 ved lyden af strømmende vand. Slår forbløffet øjnene op og lytter. Rejser sig søvndrukkent og går ind i stuen. Morgenlyset er på vej.
   Nu er der syv blade på lianen og klistrede tråde rækker deres lysegrønne fangarme ud i det nøgne rum.
   Marian kan tydeligt høre fuglesang inde fra væggen. Ikke solsortesang eller duekurren, men en eksotisk trillen, som fra en fremmed og farvestrålende fugl.
   Marian står længe og lytter. Fuglesangen bliver ved. Hver gang den når til enden af en strofe, gør den ligesom et lille hop med stemmebåndet. Marian er sikker på at hun lytter til en rigtig levende skabning. Lianerne er blanke, som morgenduggen lige er faldet. En sartrosa blomst slår langsomt sine kronblade ud foran Marian og nikker i morgensolen. Nu hører hun kvækken fra frøer og noget, der lyder som plasken fra en bæk ikke så langt borte. Væggen virker våd mod hendes håndflader og små pytter samler sig beslutsomt ved fodpanelerne.

Klokken slår kvarterslag på uret ovre på kirken. Marian løsner endnu en flig af tapetet. Efterhånden har hun fået pillet en god del af det af. Det ligger krøllet og vådt på gulvet, sammen med puds fra den gamle gipsvæg. Solen danner striber på det smalle bræddegulv.

Revnen er nu både dyb og lang. Der ligger en tåge derinde bag væggen, som om urskovsdampen trænger frem. Kondensvand løber i striber og danner søer på det nøgne gulv. Våde plamager får tapetet til at slippe i hjørnerne.
   Marian lytter til fuglesangen og ser hvordan lianerne trænger ud og breder sig nedover savsmuldstapetet. Nu er mere end 30 blade foldet ud på de lange, letklistrede ranker og blomsterknopper danner sig selv foran hende. Trompetformede lyserøde blomster med sødtkvalmende liljeduft overtager rummet.

Gennem disen fra revnen aner Marian omridset af noget derinde i sprækken. Efterhånden har hun skubbet den eftergivende vægmasse til side. Forsigtigt tvinger hun sin nøgne fod frem mod åbningen og mærker den gå igennem. Hurtigt, før hun kan nå at ombestemme sig, skubber hun fremad. Mærker væggen give efter, som er den lavet af blød gummi. Med varsomme hænder griber hun om det skrøbelige gips- og strå og fornemmer en brise mod sit bare ben under natkjolen. Varsomt sætter hun foden ned på den anden side af væggen og føler hvordan hælen synker ned i den sumpede bund. Herinde er den parfumerede duft stærkere. Hun slipper lejlighedens væg med let rystende hånd. Over hende lyder fuglesangen. Solen langt oppe kæmper for at trænge ned gennem bladlaget på de vildtvoksende træer. Marian føler en snert af fare. Træder endnu et skridt ind i det mærkværdige landskab.


* * *
   Der lugter af terpentin og oliemaling i atelieret i kvistlejligheden på femte sal. Den bredskuldrede mand står svedig foran staffeliet. Det nye maleri er næsten færdigt.

Malerens halvlange mørke hår er skødesløst strøget om bag ørerne, den hvide kittel plettet og krøllet. Den blinde maler stirrer ud i luften, årvågent, som lytter han til en stemme kun for hans ører. Bevægelserne er langsomme, som i trance. Hånden søger over krukkerne med oliemaling efter en særlig nuance. Hans bevægelser blander tøvende. Han lægger de sidste farver på sit lærred, trækker skyggerne tættere på.
   Udenfor vågner solsortene. De synger fløjtende solen op fra det krogede kastanjetræ i gården. Maleren misser med de blinde øjne. Selvom han ikke kan se lyset, ved han at solen er fremme. Klokken må være hen ad seks om morgenen. Natten er forsvundet på et øjeblik.
   Han tegner omridset af endnu en spinkel plante med en tynd mårhårspensel. Blomsterne virker skrøbelige på den frodige skovbund.
   "Lidt mere til venstre," lyder kvindestemmen i nærheden. Maleren vender sig efter lyden, nikker, og gør så stregen færdig. Bevægelserne er forbløffende sikre. Så tager han penslen til den lyseblå farve og maler de små blomsterhoveder i venstre side af lærredet.
   "Du mangler stadig nogle ovre i den anden side."
   Maleren hører lyden af et glas der bliver fyldt. Flasken der klirrer.
   "Det er faktisk blevet lyst - drikker du ikke lidt rigeligt?" Han hører den irriterede klang i sin stemme og fortryder omgående sine ord.
   "Det tror jeg bestemt ikke - koncentrer dig bare om billedet."


* * *
   Marian står et øjeblik, før hun tøvende går videre. Ser ned på sine nøgne fødder der synker dybt ned i den fugtige, bløde skovbund. Det er varmt og Marian mærker sveden bryde frem under den gule natkjole. Den klæber til hendes krop. Forsigtigt går hun længere ind. Hun følger en smal sti mellem høje, mørke træer med kroner langt oppe. Mellem grenene flyver små blå og grønne papegøjelignende fugle med høje spinkle stemmer. På de ru, krogede træstammer gror lange ranker, der ligner dem der vokser ud fra væggen i hendes nye stue. Blomsterne folder sig ud, mens hun passerer. Deres berusende, klistrede dufte trænger ned i lungerne.
   Noget bevæger sig i yderkanten af hendes synsfelt. Hun aner det ud ad øjenkrogen. Marian standser og vender sig hurtigt, men for sent. Hvad hun end fornemmede bag sig, er det forsvundet mellem de krogede træer.
   Forsigtigt og med hjertet hamrende i brystet ser hun sig omkring. Skoven er blevet stille. Fuglene er tavse. Angsten omklamrer hende med skarpe nåleprik.
   Hendes fødder synker ned i det bløde muld. Nu river blomsterduften i lungerne.

Så får hun øje på den. Den sidder fed og mægtig i skyggerne. Klar til spring.
   Marian bakker tre skridt, hører blodet bruse heftigt i sine ører. Så styrter hun af sted. Flygter sanseløs af rædsel ind mellem de svajende stammer, dybere ind i den mørke skov.


* * *
   Maleren står et øjeblik tankefuldt, før han finder en gul farve og lægger den på midt i billedet.
   "Hvad maler du nu?"
   Han gør farven dybere. Svovlgul. Fortryder og maler den op i hvidt, ikke solgul, ikke påskegul. En prik af sort gør farven okker.
   Han svarer ikke. Er dybt inde i sin egen verden.
   "Nå." Kvindens stemme lyder uinteresseret. Igen hører han lyden af glas, der klirrer. Hun har sandsynligvis ramt askebægret, da hun satte flasken fra sig. Et øjeblik er der stille i atelieret. Han kan lugte røgen og næsten smage det fyldte askebæger på bordet.
   "Her er meget tilrøget, er her ikke?" Han hører den bydende klang i sin stemme.
   Kurvestolen knager. Kvinden rejser sig og går over til vinduet. Høje hæle mod det malingsplettede bræddegulv. Det lille smæld fra haspen, der glider af metallet og så den friske morgenluft, som en velsignet brise ind i rummet. Den blinde maler smiler hemmeligt for sig selv. Sommetider kan han dirigere med hende, om end det er sjældent.
   "Skinner solen? Jeg synes jeg kan mærke den..."
   Men stemmen han søger svar fra er tavs og maleren sukker. Løfter det tomme blik mod vinduet. Vinden er blevet køligere. Han ved han er alene igen. Hans muse er gået. Forduftet, som den luft hun er skabt af.
   Omhyggeligt og med langsomme bevægelser giver han sig til at rense de tynde pensler med terpentin. Inderst inde ved han det godt. At hun er en illusion. En kilde af inspiration. At hans muse kun lever i hans forkvaklede sind.


* * *
   Klokken 7.15 modtager Arne Jørgensen en klage fra 2. th. over en vandskade, der må stamme fra 3. sal. Viceværten ved bare at vandet kommer fra den nye lejers lejlighed. Hans mangeårige instinkt har igen stukket sit grimme ansigt frem. Han burde have vidst det i samme øjeblik han så hende. En kunstnertype. Den slags, der vander blomster, så det giver vandskade nedenunder og glemmer at hun har sat ting over på komfuret. Flere gange i det sidste døgn har hun lagt beskeder på telefonsvareren, men han har selvfølgelig ikke besvaret dem. Konen fik jo fået udleveret husordenen og kan bare ringe indenfor den aftalte telefontid. Det andet sjusk giver han ikke noget for. Arne Jørgensen ryster misbilligende på det grånende hoved. Ved bare at der vil blive vrøvl med den nye lejer. Han kender sine lus på gangen - enlige, skøre kvindemennesker. Han burde have forudset problemer!

En af de forrige lejere, den gamle kælling, Kattemor, han havde fundet død i stolen et par år tilbage, havde engang lånt ham en nøgle til bagdøren. Da Kattemor selv aldrig rykkede og senere jo også døde, havde han bare beholdt den og kan godt lide tanken om at han har adgang til steder ingen andre har.
   Arne finder nøglen frem fra den skrammede kommodeskuffe, hvor den ligger i en cigarkasse sammen med en spinkel Bing og Grøndahl porcelænsfigur, der forestiller en hyrdinde
   Han har aldrig brugt nøglen, men han har godt kunne lide at have den. Nu kommer den måske til nytte.
   Viceværten går op ad bagtrappen og standser udenfor den ramponerede grønmalede dør. Håndtagets træ er blankt af slid. Der er hamret en plade for det nederste, som har nogen tidligere forsøgt at sparke den ind. Arne Jørgensen står et øjeblik og lytter. Men der kommer ingen lyde fra lejligheden. Måske sover hun stadig. Sådan nogle kunstnere snorker sikkert længe på skatteydernes regning. Arne Jørgensen snøfter forarget. Næ, han vil sige at vandskaden har tvunget ham den vej ind. At han var nødt til at tiltvinge sig adgang, når en katastrofe er under opsejling (ødelagte lofter hører vel med til katastrofer?)

Han lukker sig stille ind i køkkenet og ser sig omkring. Bevæger sig forsigtigt for ikke at få gulvet til at knirke. I vasken står to lyseblå tallerkener og en kop. Der ligger en opslået avis i flere sektioner på køkkenbordet. Sikkert noget kommunistisk snavs. En skive sigtebrød og en halv avokado tørrer ind på bordet. Avokadoen er brun og indfalden.
   Kors, en klidmoster, tænker Arne og stirrer på krummerne på spækbrættet og på den pakke smør der ikke er sat i køleskabet. Det skulle lige være ham, der ikke ryddede op efter sig nede hos sig selv, så skulle konen sgu nok være efter ham. Men sådan en kunstnertype er måske ikke bange for baciller?

Marian sidder midt på gulvet, foran den våde væg. Katatonisk rokkende frem og tilbage.
   Væggen er ødelagt, savsmuldstapetet ligger i flager overalt på bræddegulvet.
   Det her svineri kommer hun selv til at betale, tænker viceværten arrigt. Det skal trækkes fra hendes indskud.
   Man kan se ind til de støvede ledninger der går på kryds og tværs i væggen. Rester af de forrige lejeres smag åbenbarer sig og Arne Jørgensen får øje på et velkendt gammelt mønster, med krogede lianranker, der snor sig sindssygt foran ham.
   Han husker glimrende det hæslige tapet og den møbelproppede stue, hvor de lede fangarme herskede.
   Den gamle Kattemor havde haft det tapet på væggene. Han fattede ikke at hun ikke blev sindssyg af at bo i det vildnis. Det var jo som rakte de ormelignende ranker ud efter beskueren.
   Et øjeblik er han tilbage i erindringen, dengang han fandt Kattemor herinde i stuen. Hun sad ovre i hjørnet, en meters penge fra hvor hende det skøre kvindemenneske nu sidder og rokker på gulvet. Et øjeblik er det som om han ser hende sidde der endnu. Arne Jørgensen har sommetider drømt om den gamle kvinde om natten. Hendes rynkede mund der stod åben og afslørede et gabende mørkt hul. Helt uden at ønske det, havde han fået et ubehageligt glimt af en sort, indtørret og rynket tunge, langt inde i den rådnende mund. To måneder havde hun sidde i den stol, før de fandt hende. Den varmeste sommer i mands minde. Lugten havde været overvældende.

Arne ryster erindringen af sig. Gulv og vægge sejler i vand foran ham, det er han nødt til at tage sig af. Det nymalede tapet er opløst og delvist revet af. Har hun forsøgt at vande væggene? Viceværten er vred, så det dirrer. Han ser sig irriteret om efter noget at tørre op med, men forgæves.
   Der ligger en stor femliters grøn plastikkande på gulvet. Hvor meget vand har kvindemennesket nået at pøse ud over vægge og gulv i nattens løb?
   Arne Jørgensen stirrer ned på skikkelsen i den plettede natkjole, før han ringer 112. Lige hvad han har regnet med. Hun er jo skingrende sindssyg. Han trykker hurtigt de tre taster. Det her må andre tage sig af. Viceværten ryster opgivende på hovedet.

Lidt senere tænder han en filterløs cigaret og ryger den foran det åbne vindue. Han håber den blå vogn eller hvad de nu sender, snart dukker op.
   Det er tydeligt, den er hel gal med kvindemennesket. Hun sidder stift opret på gulvet med et rædselsslagent blik i øjnene. Rokker frem og tilbage, som er hun en af de åndssvage, man tidligere udstillede på markeder. Fødderne er nøgne og beskidte. Hvad fanden har hun lavet i nat?
   Marian knuger de snavsede hænder i skødet. Neglene er flossede, knækkede og sorte forneden, som har hun gravet i jord med de bare næver. Nå, det er jo ikke hans problem.

Den skingre dørklokke lyder. Arne Jørgensen knipser gløden af og lægger skoddet i brystlommen.
   - Egentlig underligt, hvor dét kommer fra, tænker viceværten, da han skræver over kvinden for at komme forbi. En stribe sollys falder på den slappe bladranke i skødet på den gule natkjole.


* * *
   Den blinde maler skodder sin sidste cigaret, før han tømmer askebægret efter omhyggeligt at have fyldt det med vand. Samler de tomme vinflasker sammen på køkkenbordet.
   Han går ud på køkkentrappen med skraldespanden, føler sig frem, så han er sikker på den overfyldte pose ikke vælter. Vender tilbage til atelieret og stiller sig foran det store billede. Ser undersøgende på det i sit indre. Forsøger at mane det frem.

Kvinden i den okkergule kjole løber sanseløst gennem den mørke skovbund, forfulgt af den kæmpemæssige, sorte edderkop. Rædslen i hendes opspilede øjne griber beskuerens. Tvinger opmærksomheden fast. Frygten i kvindens fortrukne ansigt er foruroligende realistisk og ægte.

Kunstneren opdager at han ikke har fået malet det ene hårede ben på forfølgeren helt færdigt. Han løfter en pensel, men lægger den fra sig igen. Det er lige meget. Hvem skulle dog lægge mærke til det?

Den blinde maler smiler, da han sætter sin signatur. Omsider forstår han hvad hans muse mener, når hun taler om at indfange selve sjælen i sit maleri.