Det er aldrig rart at se sin hund syg. Vores hund, Max, der er gået hen og blevet seks år, er 7-9-13 sjældent syg.
Det mest alvorlige han endnu har været ude for, var et forstuvet forben, da et sammenstød med et træ for fuld fart, betød at han kom til skade. - Så haltede han en ti dages tid og så var han klar igen.
Men så her forleden kunne vi pludselig se, at der var noget galt. Han blødte fra kinden og selv om vi ikke kunne se udgangssåret var det tydeligvis generende. At blodet kom fra en gang potekrads, så vi hurtigt og en opringning til dyrlægen bekræftede os i, at det nok var en god idé at kigge forbi.
"Kan det være kræft?" spurgte jeg ængsteligt den rare klinikassistent i telefonen og så allerede i ånden, hvordan 50 kilo hund ville skrumpe ind, syne hen og forsvinde fra os inden dagen var omme.
"Det lyder altså ikke sådan," mente damen og gav os en tid dagen efter.
Det var et langt døgn og Max der hurtigt fangede at det vist nok var meget synd for ham, fik konsumeret adskillige frikadeller på den konto. Eftersom døende dyr ofte går fra foderet, valgte jeg at stole på den rolige stemme i telefonen og hver gang hunden slugte en delle glædede jeg mig over at han tilsyneladende ikke skulle dø den dag.
Dagen efter lignede han en, der havde fået fåresyge. Han var voldsomt hævet i den ene side af hovedet og noget, der lignede betændelse begyndte at sive frem. Der var laaang tid til kl. 11.00 hvor vi havde tid hos dyrlægen og Max der begyndte at nyde sin rolle som patient, fulgte mig lidende med blikket fra sofaen og begyndte mystisk nok også at halte, når han tullede rundt.
Dyrlægen tog imod Max med stor venlighed. De blev hurtigt gode venner - lige til han blev klasket op på briksen og hun fandt barbermaskinen frem. Det gjorde næppe ondt, men han knurrede noget, da han blev kronraget i den ene side af sit kønne hoved. - Så fik han krave på og for 1100 kroner antibiotika og salve.
Vel hjemme klippede vi halvdelen af kraven af ham, så han ikke konstant gik ind i alt. "Klonk" lød det alligevel, når han gik rundt - og "Gong!", når han lige væltede et eller andet. Kunne heller ikke tygge kødben så godt og det med at sove, var heller ikke nemt. Kæresten omdøbte ham til "lampeskærmen" og synes han så lidt sjov ud.
Det var lange otte dage...
Da han omsider fik lampeskærmen af, blev han rigtig glad. Især da han fik fat i kraven, vi havde lagt fra os på bordet og fik sin hævn. Da vi senere kom ind i stuen igen var den omdannet til konfetti - og man forstår ham jo godt. Det må have været et opsparet ønske længe.
For resten var det jo slet ikke hudkræft eller andet farligt. Bare en betændt rift, der udviklede sig på kort tid. "Hotspot" kaldte de det på klinikken. Nu er han rask igen og pelsen næsten groet ud. Men ih, hvor bliver man dog forskrækket...