De første timer efter bortrykkelsen var det ikke rigtigt gået op for de efterladte, hvad der var sket.
   De uheldige - altså, de der overlevede Den-sidste-Dag-på-Jorden, kravlede forsigtigt frem fra nedfaldne lofter og ud under væltede skranker på posthuset, efter drønene havde lydt og jordskorpen slået revner.

Overalt i landskabet lå de døde. Hvor man end vendte blikket, lå kvæstede eller dræbte mennesker. Bygninger var skvattet sammen - sådan så det ud. Asfalten var revnet i groteske former.
   Den 75 årige Frk. Jakobsen så ud gennem posthusets knuste vinduer. Torvet var med et så forandret og verden var mærkbar anderledes på få minutter.
   De overlevende rejste sig langsomt og så sig rædselsslagent eller bare forbløffet omkring. Mange var stadig blændet af det lys, der havde fulgt bortrykkelsen.

En kraftig, skægget mand i beskidt vindjakke stod midt på posthusets gulv og så gennem de smadrede ruder. Det var ikke længere den by han kendte. Manden lukkede øjnene fast i og begyndte at skrige. Hans monotone hyl flængede stilheden. Et kort øjeblik var det den eneste lydkulisse, så kom ambulancerne. Overalt lød sirenerne, først langt fra og så over det hele, til verden var et inferno af støj.

Frk. Jakobsen flyttede sig fra det, der engang havde været køen. Hun gik ud i forvirringen på gangarealet mellem indkøbscenterets forretninger. Sårede mennesker hastede forbi. Hendes tanker gik øjeblikkeligt til muremestervillaen. Gravhunden Pelle var derhjemme og kunne ikke så godt med høje lyde. Måske var det et jordskælv? Hun hastede ud ad den første, den bedste udgang sammen med de andre skrækslagne mennesker,

"Føj da!"
   Frk. Jakobsen var ved at snuble over en afrevet arm, der pludselig faldt ned på parkeringspladsen foran hende, da hun passerede de holdende biler med hylende tyverialarmer. Armen hun nær havde trådt i havde et guldur siddende på det solbrændte håndled. Frk. Jakobsen noterede sig at uret stadig gik.
   En mand i skjorteærmer hastede forbi hende. Hans kone løb efter, skrigende, men manden øgede forspringet hele tiden. Frk. Jakobsen standsede et øjeblik og så efter dem, før hun begav sig hjemad.

Da hun sad i sin stue med Bibelen opslået i skødet, og Pelle ved fødderne, forstod hun pludselig det hele. Forstod det alt sammen. Og det gjorde de tilsyneladende også på TV. - Mens hun stod i køen på posthuset kom Jesus og tog De Udvalgte med sig hjem til Himmerige.
   Frk. Jakobsen sendte et undrende blik op på Frelseren, der sørgmodigt så ned på hende fra væggen.

TV2 havde filmet det hele og det lå allerede på Internettet, fortalte de i fjernsynet. Frk. Jakobsen forstod det ikke. Den fede kvinde foran Frk. Jakobsen i køen, tog Jesus med. Og hende den magre postdame med de grimme briller. Men han vendte retur uden sin tro væbner. Han glemte Frk. Jakobsen.

Senere gik den ældre dame langsomt ned ad trapperne til underetagen Hun tændte den nøgne pære i loftet og skubbede med besvær den tunge branddør op ind til kælderen.
   To gråstribede katte løb frem og snoede sig op ad hendes ben. Hun bøjede sig besværet og strøg dem over ryggen. Så trådte hun et skridt ind i kældergangen. Stilhed. Ikke den sædvanlige kradsen mod væggene eller raslen med skåle. Frk. Jakobsen stod et øjeblik, før hun åbnede døren ind til rummet og med det samme så hun at buret var tomt.
   Hun så ind mellem tremmerne, hvor kun den det plettede tæppe lå krøllet tilbage. Frk. Jakobsen stod et øjeblik og overvejede om hun skulle gå ind og lægge det på plads. Kattene myldrede hende om benene, der var en mere herinde - også grå. En ram stank af kattebakke og en umiskendelig lugt af råd og forfald, ramte hende som en mur.
   Frk. Jakobsen åbnede kældervinduet på klem og lukkede lidt solskin ind, før hun gik tilbage over betongulvet.
   Buret var lukket. Madskålen bag tremmerne var blankslikket og på sin plads i holderen. Kun vandskålen lå væltet, med bunden opad og gulvet havde suget vandet og efterladt en mørkegrå plamage på betonen.
   Besværet åbnede Frk. Jakobsen hængelåsen, satte skålen tilbage i holderen og fyldte den fra kanden. Ingen havde forståelse for at Frk. Jakobsens ryg ikke var hvad den havde været engang og ingen tog efterhånden hensyn. Så fandt hun hovedrystende tre blå skåle frem og blandede en portion særligt nærende foder, som hun satte foran de altid sultne, spindende katte. Omsider lukkede og låste hun døren, før hun vendte om og besværet gik op ad trappen til stuen igen.

Nyhederne i TV kørte i selvsving, syntes Frk. Jakobsen. Man var langsomt begyndt at få et overblik over de forsvundne. Et par stykker på rulletrappen, på gaden, på legepladsen og på plejehjemmet var forsvundet op i en lyskegle.
   Man vidste stadig ikke hvor mange, der var blevet bortrykket, men Frk. Jakobsen mente nok at kende antallet. Så havde Jehovas Vidner altså haft ret på ét punkt. De havde altid hævdet, at når Dagen kom, ville 144.000 mennesker forlade den syndige verden og få plads ved Jesu trone - der hvor lam og løver leger fredeligt og der hvor ingen gråd og tænders gnidsel skal høres.
   Jo, Frk. Jakobsen vidste nok hvor de alle sammen var henne.

Hun var selv vokset op i troen på Kristi Frelse. Og skønt hun egentligt fandt Jehovas Vidner lidt vulgære, syntes hun alligevel at de havde fat i noget af det rigtige.
   - Armageddon for eksempel. - Det med dommedag og gøren op med sine fjender havde altid tiltrukket Frk. Jakobsen. Men det var en alvorlig streg i regningen, at hun ikke selv var blevet bortrykket med de 143.999 andre.


* * *
   Mens folk blev myrdet uden for gadedøren sad Frk. Jakobsen stille og puslede med sine regninger. Hun havde altid sendt bidrag til de sultne børn i Afrika. Man kunne selv vælge, om man ville korrespondere med barnet, man havde et billede af, men det havde Frk. Johansen fravalgt med et kryds.

Der lød en skudsalve og et skrig udenfor. Så blev der stille i gaden. Frk. Jakobsen kiggede op og kastede et hurtigt blik mod de sammentrukne gardiner. Lidt efter lød en enlig sirene.
   Frk. Jakobsen fokuserede igen på brevet fra "Afrikas sande venner" Denne gang var det noget med en skole, foreningen ville have penge til. Frk. Jakobsen tænkte længe over det, og skrev så halvtreds kroner på girokortet med pertentlig skråskrift.
   Mon folkepensionen overhovedet gik ind nu? Frk. Jakobsen så bekymret op på det tikkende kaminur. Hun måtte hellere tage en snak med banken i morgen, Der var sandelig mange besværligheder i den nye verden.
   Det gjaldt også Tv-programmerne. Hendes sædvanlige serier var åbenbart udgået og i stedet kørte kanalerne med Bortrykkelsen. De der havde overlevet, fortalte nonstop på TV om de minutter, hvor verden blev forvandlet. Frk. Jakobsen så i samtlige programmer hvordan det hele begyndte; først lød drønet, der lød som jordskorpen, der revnede og så - øjeblikket efter - hvordan noget der lignede en projektør af helligt lys overdøvede solen og badede Jorden i sit skær. Alle der var udendørs så det komme og de der arbejdede et sted med vinduer, slap hvad de havde i hænderne og styrtede mod lyset.
   Mens Frk. Jakobsen drak kaffe af en spinkel mågemønstret kop, så hun på tv hvordan lyset delte sig, gik udenom nogle mennesker og standsede ved andre.
   Lagde en kærlig hvid omfavnelse omkring de udvalgte og blidt, blidt hævede dem mod himlen, hvor de forsvandt, som havde de aldrig gået på jorden.
   Musikken fadede langsomt ud og man vendte tilbage til studieværten, der sad med et sørgmodigt, henført smil. Et øjeblik spekulerede Frk. Jakobsen på, om violinerne man hørte, var nogen TV2 havde lagt ind? Frk. Jakobsen zappede irriteret.

Om natten drømte Frk. Jakobsen om Iris. Igen var pigerne bare 18 år og i drømmen stod hun og søsteren foran det revnede spejl på barndommens badeværelse og konkurrerede om hvem, der var smukkest. Frk. Jakobsen havde redt sit lange gyldne hår, så det lynede og selvom de var tvillinger, hende og Iris, var det alligevel Frk. Jakobsen der havde fået det smukkeste hår i vuggegave. Iris var også ganske pæn, men i sit stille sind, havde Frk. Jakobsen altid vidst at hun selv var den kønneste. Det var da også hende, der havde vundet den unge landbrugselevs Lars' hjerte, da de første gang mødte ham til et forårsbal.
   I starten havde alt været så smukt. Hun og Lars havde leende danset gennem sommeren og aldrig havde hun siden oplevet en lykke som den. Hun fortalte alt om Lars til Iris. Og kun søsteren kendte hendes hemmelighed, for forældrene ville aldrig acceptere hendes stjålne møder med den første kærlighed. Iris var for øvrigt ofte med, når hun var sammen med Lars. Så gik Iris med Lars' anden hånd i sin og fordi hun og Iris var søstre og delte hemmeligheden, gjorde det ikke så meget, at Iris og Lars tit lo indforstået over noget, hun ikke forstod. Sommeren var alt for kort og tæt beskudt af Amors pile.

Da markerne var høstet var det igen tid til bal i forsamlingshuset. Alle ville komme og Iris og Frk. Jakobsen lo allerede over hvordan de ville snige sig ud gennem vinduet og ned i Lars' stærke ventede arme, når forældrene var gået til ro.
   "Måske frier Lars til mig i aften," hviskede hun til Iris, da de sprudlende af indestængt latter gjorde klar til høstballet. På den hvide kommode stod det tændte stearinlys. Flammen bevægede sig i trækken fra vinduet, når søstrene gik forbi og flakkede på de lavloftede vægge.
   "Tror du han frier?" Tvillingesøsteren lød for første gang den aften forbeholden.
   "Ja, måske... Det er i hvert fald ikke helt udelukket," sagde Frk. Jakobsen med større selvfølge i stemmen, end hun følte.
   "Dejligt at komme til bal, bliver det i hvert fald," glattede Iris hurtigt ud. "Kom lad mig sætte din sløjfe!

Senere gik frk. Jakobsen i køkkenet og tilberedte den varme kakao. Fra en blå blikdåse hun havde i lommen, blandede hun gråt pulver i chokoladekanden og rørte længe rundt, før det helt var opløst. Intetanende så Frk. Jakobsens forældre op på deres datter og tog imod kopperne, hun rakte frem.
   "Sov godt," smilede Frk. Jakobsen, da hun satte bakken med kanden på det lille sengebord og forlod rummet
   Forældrene glædede sig over de gudfrygtige, velopdragne børn og smagte mildt nikkende på den dampende kakao. Stille lukkede Frk. Jakobsen døren til sovekammeret og sendte en hurtig bøn til Gud, før hun gik tilbage til Iris.

Fnisende var aftenen startet. De to forbrødrede søstre, var leende hoppet ned i favnen på den unge mand, der ventede under vinduet. Et kort øjeblik havde Frk. Jakobsens syntes at Iris hang lidt vel længe i Lars' arme, men så havde hun glemt det, for det var hende Lars holdt i hånden og hende han dansede flest danse med den aften. Og hende han hviskede kærlige ord til.
   Lige til Lars og Iris altså pludselig forsvandt.

Frk. Jakobsen mærkede svigtet i søvnen igen og drejede uroligt hovedet på den stivede pude. Hendes lille soveværelse lå badet i månelys og udenfor var natten urolig. Noget der lød som skud, fik hendes øjenlåg til at dirre, men så forsvandt hun igen dybt ind i svundne tider. På natbordet tikkede uret stille og spejlede sig i tandglasset med de forlorne tænder.
   Så stod hun igen i drømmen og spejdede efter søsteren og Lars, der var forsvundet kort før høstfesten sluttede. Frk. Jakobsen havde ledt og ledt, men de var ingen steder at finde. Hun bed gummerne sammen i søvne og flyttede sig uroligt under dynen. Ovre i kurven udstødte gravhunden Pelle et suk.

Et øjeblik, langt inde i søvnen, var Frk. Jakobsen igen 18 år og iført sin hvide kjole. Overalt omkring hende var der svedige, leende dansegæster, der bumpede ind i hende. Musikkens glade toner sendte de fleste par på gulvet, som gungrede af de mange stampende og dansende mennesker. Hun forsøgte at spejde over hovederne på gæsterne, men det var svært, for bondekarlene var store og fyldte godt i landskabet. Piger i nystrøgne kjoler og unge mænd med svulmende overarmsmuskler havde drukket dus mellem buskene i sommernatten og fremviste blussende kinder. Henover duften af sved og pudder, lå en svag lugt af uro, Frk. Jakobsen ikke kunne ignorere.

På en eller anden måde kæmpede hun sig frem til døren og mærkede den velsignede brise af nattens blomsterdufte i sine næsebor. Hun samlede sjalet omkring sig og trådte ud i den blide sommernat. Over hende stod stjernerne som blinkende lygter på den mørke himmel. Frk. Jakobsen trak vejret dybt ned i lungerne og sukkede henført.
   Lars og Iris var nok bare gået ud for at trække lidt frisk luft. Søsteren havde haft så røde kinder hele aftenen og hendes øjne havde strålet. Frk. Jakobsen begyndte at lede.

Omsider fandt hun Iris og Lars bag laden, bag en tømmerstabel. Der havde ikke været tvivl om, hvad de to foretog sig i mørket.
   Frk. Jakobsen strammede de smalle læber og rystede på hovedet i sin urolige søvn. Billeder hun aldrig ville glemme strømmede pinefuldt gennem sindet og dybt inde i søvnen brød tårerne frem.
   Da dagen omsider gryede og Frk. Jakobsen vågnede, følte hun en dyb, stor skuffelse brede sig i sit indre.

Op ad formiddagen tændte Frk. Jakobsen for fjernsynet. Tv-apparatet gjorde igen og igen opmærksom på, at det var vigtigt at bevare roen. Statsministeren der åbenbart heller ikke var blevet hentet, forsøgte at berolige de efterladte.
   Bag hoveddøren hørte Frk. Jakobsen lydene fra et samfund i begyndende opløsning. Vilde hyl fra vejen slap gennem det tynde undergardin. Forskrækket betragtede hun trafikkaoset omkring lyskrydset, hvor der allerede var bilsammenstød og folk der skændtes og sloges. Noget der lignede en voldtægt var i gang på parkbænken, foran det lille anlæg og Frk. Jakobsen skyndte sig at trække gardinerne for og skrue højere op for Tv.
   Frk. Jakobsen så op på ungdomsportrættet på væggen af Iris. Hun var kun 19, søsteren, da hun forsvandt. Frk. Jakobsen lukkede fjernsynets lyde ude og var et øjeblik tilbage til dengang, hvor det hele begyndte. Efter det med forældrene og festen.

- Hvordan aftenen sluttede, efter hun havde fundet Lars og Iris bag laden, huskede Frk. Jakobsen ikke, men da Iris og hun vendte hjem, holdt brandbilerne i indkørslen til forældrenes hus og pigerne mødte ambulancen i indkørslen, da de kørte fra brandtomten uden udrykning. Forældrene var døde af røgforgiftningen og havde ikke lidt, sagde lægen medfølende til de to søstre, der hulkende stod foran deres ulmende og afsvedne barndomshjem. Et øjeblik var al fjendskab glemt og tvillingerne klyngede sig til hinanden, mens brandfolkene tavse forsøgte at slukke de sidste gløder.
   Alle naboer kom til begravelsen og trøstede de to unge piger, der nu var alene i verden.
   Nogen forklaring fandt man aldrig, men måske, hviskede Iris, havde de glemt at slukke stearinlyset på den hvide kommode, men det sagde søstrene aldrig til nogen.

Kort tid efter udbetalte forsikringsselskabet en ikke ubetydelig erstatning til de forældreløse søstre. Huset blev genopbygget og senere flyttede en ældre tante Dorit ind og overtog opsynet med husholdningen. Da Dorit et par år senere døde af en kedelig maveforgiftning, var søstrene så gamle at de kunne tage vare på sig selv.

Ak ja, disse minder. Frk. Jakobsen fik tårer i øjnene, når hun tænkte på de første svære år.

Frk. Jakobsen så bekymret ud ad vinduet. Affaldet lå nu over alt og der var en evig råben og skrigen derude. Der var ikke gået mange dage før den almindelige ro og orden ophørte og uroen for alvor bredte sig. Politi, brandvæsen og ambulancetjenesten måtte snart give fortabt. Verden var i undtagelsestilstand- i mangel af bedre ord. En lang række borgere verden over var beviseligt forsvundet, foruden de mange tusinder, der var omkommet under "Klodens Vrid", som var det ord de fleste brugte.
   Frk. Jakobsen forstod bare ikke, hvorfor Jesus ikke havde taget hende med, når han nu havde hentet de andre?

Frk. Jakobsen havde altid holdt af katte, så da hun om aftenen fordrede de halvvilde stakler på containerpladsen, for enden af den lukkede vej, bemærkede hun hurtigt, at der var kommet en ny, tilløbende mis. Det var en "Iris-kat".
   - Søsteren havde nemlig altid været så glad for de grå. Som barn havde hun taget en gråstribet killing til sig, som hun plejede og passede i flere måneder. Forældrene ville aldrig have givet Frk. Jakobsen lov til at få en kat, men Iris fik sommetider lov til mere end hun.
   En regnvejrsdag lå killingen pludselig død på gårdspladsen. Iris havde grædt hver nat i en uge. Faderen mente at den måtte have spist gift ved en fejl. Det var lige efter det med den nylavede rødgrød, der havde stået på køl i det åbenstående køkkenvindue og som Frk. Jakobsen ved en fejl havde skubbet til, da hun lige ville smage. Og grøden faldt på græsset og den blåstribede arvetallerken lå i fire skår ovenpå. Verden gik i stå. Og senere - fars livrem og mange salte tårer. Det var Iris, der havde sladret, det vidste Frk. Jakobsen godt.

Den nye kat på containerpladsen var også grå med mørke striber. Den lignede lidt Iris gamle killing. Frk. Jakobsen bøjede sin gigtplagede ryg, rakte forsigtigt hånden ud og berørte varsomt dyret, aede forsigtigt den sky gæst. Så tog hun den blå blikdåse, dryssede pulver i skålen med kattemad og blandede en særligt nærende portion til den fremmede.
   En hvid hunkat med smalkindede killinger efter sig, forsøgte at skræmme den gråstribede væk, men Frk. Jakobsen viftede hende kærligt bort og sikrede at alle fik deres mad og at ingen blev snydt. Hun sad lidt mellem de mange dyr og kiggede på den nye, der mæt spandt, gned sig op af hende og tillidsfuldt snoede sig om Frk. Jakobsens hudfarvede nylonben. Et øjeblik henfaldt Frk. Jakobsen til minder, så kiggede hun på tusmørket og rettede sig op. Det var nok klogt at komme hjem. Skålen var blankslikket, katten havde med grådig appetit spist den gode mad. Frk. Jakobsen rejste sig, samlede skålene sammen, og gik hjem til Pelle.

Mens Frk. Jakobsen vaskede op, den aften, tænkte hun igen på søsteren og den hævede forlovelse med Lars.
   En ulykke kommer jo sjældent alene. En morgen kom Lars ikke på arbejde til tiden, og da man fandt ham, var det for sent. Han havde spist noget, han ikke kunne tåle, erklærede den tilkaldte læge.
   Frk. Jakobsen og Iris gik naturligvis med til begravelsen. Frk. Jakobsen trøstede sin søster, der hulkede, som om hendes hjerte skulle briste.
   Ugen efter Lars' død løb Iris hjemmefra. Hun efterlod et brev som fortalte at hun ville gå i åen; hun bar på Lars barn, men skønt man senere trak vod, fandt man aldrig liget af pigen. Naturligvis skabte Iris selvmord stort postyr og alle naboerne havde så ondt af Frk. Jakobsen, der først mistede forældrene i branden, og nu også skulle opleve søsterens grufulde endeligt.
   "Man har set det før," nikkede nabokonerne samstemmende over dagens kaffetår. "Først dør den ene og så dør den anden - det var ligesom med Smedens." Den anden kvinde nikker sigende. "Ja, man har set det før. Men havde der ikke også altid været noget mærkeligt med den familie?" Sådan gik sladderen i den lille by, men langsomt blev det hverdag igen.

I de første år efter søsteren selvmord, havde politiet været forbi den genopbyggede murermestervilla flere gange. Beroliget Frk. Jakobsen med at Iris måske af sig selv vendte tilbage, men hun så løgnen i betjentens blik. Brevet havde talt sit tydelige sprog. Ingen troede for alvor at søsteren kom tilbage i live. Som tiden gik, henlagde politiet sagen og efterhånden ophørte pligtbesøgene og Frk. Jakobsen fortsatte sit stille liv.

Nej. Det havde ikke været nemt, det liv Gud havde budt Frk. Jakobsen, men hun havde da troet, at hun ville høste sin løn i Himmelen. Men sådan skulle det åbenbart ikke være? Hver dag havde sandelig nok i sin plage. Frk. Jakobsen kneb læberne sammen og rystede misbilligende på den grå permanent, mens hun skrabede det sidste mel ud af dåsen. Nu var hun også løbet tør for det!


* * *
   Verden blev dag for dag et farligere sted at leve, for frk. Jakobsen og hendes ligestillede. Frk. Jakobsen havde ikke mere sukker og snart heller ikke mere kaffe. Så fik hun øje på en pose melis bagerst i køkkenskabet og trak den triumferende frem. Frk. Jakobsen skulle lige til at takke Gud, men kom så i tanke om at de vist ikke var på talefod mere. Den dag bad hun ikke sin aftenbøn og det var svært at falde i søvn.

Næste aften besøgte frk. Jakobsen igen kattene på containerpladsen. Den lysegrå fra dagen i forvejen var der ikke. Til gengæld var der kommet en ny. En stor gråstribet killing, der gik søgende og miavende rundt og det tog lang tid for Frk. Jakobsen, at komme helt tæt på.
   Frk. Jakobsen satte sig besværligt på den gamle træstub og fandt skålene frem. Fra dåsen tømte hun tun i skålen og med skeen iblandede hun omhyggeligt det grå arsenikpulver. Flere af de andre katte gned sig op af hende, ville også smage, men denne portion var altid til Iris' elskede grå.

Det var vel den hævede forlovelse, der havde gjort udslaget. Det havde været nemt at lokke arsenikken og sovemedicinen i ham, rørt op i øl. Lars drak naivt og glad af flasken, Frk. Jakobsen satte som gave udenfor hans dør.
   Senere listede hun ind på det indelukkede karlekammer. Gardinet havde blafret i det åbenstående vindue og Lars lå tungt snorkende henover sengen. Der var en boble af spyt i mundvigen og han mumlede svagt i søvne. Varsomt fjernede Frk. Jakobsen flasken fra hans hånd, før hun forsvandt.

Frk. Jakobsen rystede på hovedet over mindet og så efter den nytilkomne killing, forsøgte at lokke for den. Katten sad under containeren og havde ikke tillid.
   "Kis-kis" kaldte hun og holdt de andre katte væk, der også ville smage. "Lille mis... Her er dejlig mad..."Frk. Jakobsen smilede til den gråstribede, der omsider kiggede frem.

Efter det med Iris dengang blev livet så dejligt stille igen. Dagene tog hinanden, og på den måde gled livet forbi. Hun havde passet fodringen af de vilde katte, lavet særlige portioner til de gråstribede og set livet passere bag de blyindfattede ruder.
   Hver morgen og hver aften gik Frk. Jakobsen i kælderen. Hældte vand op i metalskålen og fyldte den anden med middagsrester. Burets beboer havde affundet sig med situationen og var for mange år siden holdt op med at klage og larme. Langsomt svandt hun hen og det meste af tiden lå den spinkle blege krop sammenkrøllet under tæppet med blikket rettet stift mod det afskallede loft. Huden var bleg og svampet at se på.

Selv i deres alderdom var det Frk. Jakobsen, der holdt sig bedst og i sit stille sind, tænkte Frk. Jakobsen tit på hvad Lars ville have sagt, hvis han havde set sin ungdoms flamme med gråt, fedtet hår, indfaldne øjne og ligblege kinder. - Ville han stadig byde hende op til dans og tage hende ud bagved? Frk. Jakobsen troede det ikke og ville egentligt gerne have set Lars' ansigtsudtryk, hvis han så søsteren nu.

Men rummet var tomt og forladt nu. Kun kattene var tilbage. Det grå tæppe lå som da hun forlod det, krøllet sammen oven på den flade pude. Hovedrystende gik hun ind i buret, rystede tæppet og glattede hovedpuden. Med den grønne plastikvandkande, fyldte hun metalskålen og gik så langsomt op ad trappen igen.

- Så havde Jesus altså hentet Iris? Frk. Jakobsen tænkte på den trængsel, der måtte være om Jesu trone lige nu.
   Ude fra gaden lød vrede hyl og skrig, så gravhunden et øjeblik vågnede af sin søvn. Hun tændte for fjernsynet og skruede højt op for lyden. Der var efterhånden så meget i verden, Frk. Jakobsen ikke forstod.