Var nede at handle lidt ind med tykke Max ved min side, lørdag formiddag. Han kender godt det område, og synes det er meget kedeligt at sidde og vente på mig, der både skal besøge købmanden, bageren og ofte videre til slagteren. Nå jo, slagteren er nok lidt mere interessant end de andre, synes Max, men ellers er han altså ikke meget for indkøb og går i det hele taget ret langsomt, når han har regnet ud, hvor vi skal hen.

I går havde jeg ærinde hos bageren, som er begyndt at sætte fine, fyldte hundekliks frem på disken, - til kundernes hunde. En vældig fin idé, synes jeg og jeg nævnte det for slagteren, da jeg var derinde for at købe et kødben.
"Ja," svarede den søde slagter. "Men de ansatte var simpelthen nødt til at skrive HUNDEKIKS på æsken, for kunderne troede det var smagsprøver."
"Og de stakkels bagerjomfruer," tilføjede hendes kollega, "kunne ikke rigtigt få det sagt, når først kunden stod dér og gumlede."
Det grinede jeg meget af på vej hjem, som foregik i rask trav, da det gik op for Max, hvad det var jeg skulle hos slagteren.

Forleden stødte vi på en løs hund her i området, som tydeligvis var på egne vegne og ville følges med os. Den havde ingen halsbånd på og jeg synes heller ikke jeg kendte den (kender ellers de fleste hunde her). Vi gik længe rundt med den, skønt jeg ikke kunne komme tæt på den, kun Max kunne.
Omsider hørte vi en kvindestemme kalde og sammen prøvede vi at indfange hunden, som havde taget den ud gennem havelågen og absolut ikke ville med hjem igen... Vi prøvede ellers at lokke hunden med frikadeller, men de interesserede også Max en hel del og det forstyrrede indfangelsen meget.

Omsider fik vi fat i vovsen, ved at tage Max med ind i haven og så fulgte den lille udbryderkonge da omsider med. Max var for øvrigt ikke til at trække derfra, da han var overbevist om, at damen havde flere frikadeller, og derfor ikke havde planer om at forlade matriklen foreløbig. Det var i det hele taget et værre tovtrækkeri at få den madglade hund med.