Vi havde en smuk tur i skoven i går, og var på vej hjemad, da Max taklede mig bagfra, på vej ned af en smattet skrænt. Han er i forvejen slem til at træde i ens fodspor, nogle gange også før man selv kommer ud af dem,(det har kostet nogle sko i tidens løb) og han fulgte mig da også trofast i hælene, da vi entrerede de smalle stier, mellem de vinternøgne grene.

Da vi omsider kunne se den store midtervej igen, følte Max sig åbenbart atter på hjemmebane, og nu ville han gerne foran - sådan lige nu - og der var jeg godt nok også selv ved at komme meget hurtigt ned, fægtende vildt med arme og ben, gennem de våde skovstier. Det må have set ømt ud. Kunne i hvert fald se et glimt af humor i Max´s kønne brune øjne, mens blikket fulgte mig hovedkuls ned.

Senere skulle vi i det store Center. Jeg ved, at han begynder at gå meget langsomt, når han gætter vi skal derhen, for han synes godt nok der er kedeligt, derude ved cykelstativet... Jeg sætter ham altid langt fra andre cykler. Ville ikke selv bryde mig om, at skulle fumle med en cykellås, mens en velvoksen rottweiler varmt pustede mod min hånd... Så jeg sætter ham lidt diskret og skynder mig meget. Jeg tager ham kun med, fordi en hund altid gerne vil ud at gå, og en lille tur til centret er også hyggelig.
Da jeg kom tilbage, stod der en ældre mand og fodrede Max med et eller andet. Det vil sige, madglade Max sad nydeligt med savlet strømmende ud af munden og en bunke hundeslik foran sig, men uden at spise. Da jeg dukkede op, fik piben derimod en anden lyd og han skyndte sig at spise rub og stub, før jeg nåede derhen.

Det var en vældig rar, ældre mand, der vist savnede sin gamle hund og måske var lidt ensom. Men han var nu både med i kommunens Ældreråd og ven med borgmesteren, kunne jeg forstå. Det var i det hele taget ikke småting jeg fik at vide i de minutter og Max slog sig uinteresseret ned på fliserne, da der ikke var flere kiks i mandens pose.
- Sådan en hund er altså en kontaktmagnet af rang, stor som lille hund... Folk elsker at snakke (om tusind andre ting end hunde, skægt nok). Men jeg var da lidt imponeret over at han turde gå hen til Max!

Ja, han er en stor hund. Og forstår godt de der lige studser, når de møder den slags. Jeg skulle også lige synke, da jeg blev præsenteret for ham første gang. Jeg har mødt andre af hans slags, der ikke var helt så flinke og det var absolut heller ikke min favorit-racehund.
Men det gik hurtigt op for mig, at Max er rar - meget rar og virkelig svær at blive bange for. Han er altid sød og godmodig og bliver kaldt "Den rare løve" af vores naboer.
I mine øjne er han et lille barn med stor personlighed og jeg har heldigvis aldrig været i en situation, hvor jeg ikke følte at jeg kunne stole på ham.
- Men jo, der findes hunde af samme race som han, som ikke er så flinke og jeg er også altid opmærksom, når jeg møder tilsvarende hunde. Desværre tiltrækkes nogle kedelige typer nogle gange af hunde, som han og hvis ikke vovserne bliver behandlet pænt, kan de naturligvis blive aggressive og ubehagelige. Max er bare glad og sød. Jeg føler mig meget heldig at have sådan en fin børste boende. Lige nu ligger han i sofaen ved siden af mig, med alle stænger i vejret og bobler sødt med savlen ud af gabet. Frygtelig farlig…