Kummefryseren var stort set tom og pengekassen havde været det længe. Moderen bøjede sig ned og kiggede bedre efter – der måtte vel næsten være noget?
Ovre i hjørnet bag isterningebakkerne lå en frysepose med et eller andet i. Ingrid rakte ned og tog kødfarsen op, kiggede den kritisk efter. Gad vide om kødet havde kunnet holde sig? Ingrid håbede det og lagde posen fra sig på bordet i bryggerset. En pakke hakket kød og så den lever ingen af dem havde været særlig vild med at sætte tænderne i. Nu hang de vist på den alligevel. Hun så vurderende på den. Måske i en eller anden ragout? Problemet havde været pengene. Regningerne hobede sig op og der var længe til den første. De penge, de penge – de gjorde én skør. Nå, med lidt held vendte lykken inden længe. Hun hørte hoveddøren gå. Det måtte være Peter, der kom hjem.
Sønnen havde ikke kunne undgå at mærke den trykkede stemning ved middagsbordet, som portionerne blev mindre og måltiderne mere skrabede. Da faderen var forsvundet havde der været en periode, hvor de lige holdt skinnet på næsen, men så var den gal igen. En udlejning af det lille anneks i baghaven havde holdt dem oven vande et års tid, men nu var det også slut. Verden var virkelig fuld af bekymringer.
Selv om Ingrid forsøgte at skjule det, kunne hendes søn ikke undgå at fornemme at alt ikke var som det skulle være. Faktisk havde det været hans forslag. Hvordan i alverden han havde fået den forrykte tanke fra, anede hun ikke, men det havde han altså. En dag da de sad allermest sultne og triste om det runde bord fik Peter pludselig idéen.
Siden var det gået slag i slag og de havde pludselig en bekymring mindre. Det var nu meget rart.
Ingrid gik tankefuld tilbage i køkkenet med fars-posen i hånden. Måske skulle hun lave frikadeller i morgen? Det holdt Peter så meget af. Der var vist stadig et æg tilbage i køleskabet. Hun tog det store slagterbræt frem. Knivene hang på væggen, klar til brug. Hun greb den blanke kødøkse og lagde den parat, fandt gulerødderne frem og begyndte at skylle dem i vasken.
"Inviterede du så din nye legekammerat til middag, som vi aftalte?" Moderen vendte sig, da hun så skyggen fra sønnen i forbifarten. Hun løftede blikket fra grøntsagerne og nikkede venligt til den sorthårede spinkle dreng hun fik et glimt af bag Peter, før de begge forsvandt ind bag døren til sønnens værelse. I den alder var de tit så generte, det vidste hun efterhånden godt. De blanke vinduesruder glimtede i den skarpe vintersol.
"Peter!"
Det rødhårede barn kom tilbage i døråbningen, han nikkede. "Ja, Kevin vil gerne spise med." De blege læber var sprukne og kinderne røde fra kulden udenfor. Moderen kiggede på ham. "Vil I have noget saft?"
Drengen nikkede. "Må vi godt lege, inden vi skal spise?"
Moderen smilede og slog det mørke hår tilbage over skuldrene. "Selvfølgelig må I det, min skat." Hun rakte ham to glas med solbærsaft.
Drengen forsvandt bag døren. "Hov, øjeblik..."
Peter vendte tilbage. "Ikke noget med at rode for meget... Jeg har gjort rent hele dagen."
Drengen nikkede og rakte hånden ned i den åbne skuffe ved døren. "Jeg låner lige denne her." Hurtigere end moderen kunne nå at vende sig, var drengen forsvundet. Hun smilede og tvang hurtigt kniven gennem de kraftige rodfrugter. Det var et af de stakkels børnehjemsbarn, som Peter havde fundet og bragt med hjem. Dem oppe fra hjemmet Nordensfjords. Han havde set noget mager ud, men sådan så mange af dem jo ud i dag. Ro og orden – ro og orden. Ordene summede tåget gennem hendes bevidsthed, mens hun lod det skarpe stål finsnitte grøntsagerne. Et barn ingen holdt af. Ro og orden – ro og orden.
De to drenge sad i hver deres stol på drengens værelse og læste tegneserier med cola i glassene foran dem. Den rodede seng var et virvar af blade og hæfter i alle stadier af opløsning. Læst og genlæst til de gik itu.
Kevins blik var fastlåst i den tegneserie han med tilbageholdt åndedræt studerede med en interesse, der uden tvivl ville have interesseret lærerne på skolen. Der var mange tegneserier på drengeværelset, liggende i uregelmæssige bunker på bordet og gulvet. - Og de var vilde. Virkelig vilde! Kevin var stensikker på at hans egen mor ikke ville have accepteret den slags, hvis hun altså stadig havde levet. Han bladrede i hæftet. Den næste historie tegnede også lovende, selv i sort/hvid var billederne ret skræmmende. Gad vide hvor Peter havde sådan nogle blade fra? Man behøvede åbenbart ikke være en bonderøv, fordi man boede langt ude på landet. Peter og hans mor virkede i hvert fald flinke nok. Han drak af colaen og fornemmede duftene fra køkkenet af svitsede krydderier og var henrykt for at være blevet inviteret med hjem. Kevin mærkede allerede hvordan maven knurrede inde bag den røde sweater. Han håbede de skulle have noget lækkert. Flæskesteg var hans livret, men han var ikke kræsen. Han tænkte på langbordene på børnehjemmet. På en onsdag serverede de næsten altid rester fra dagen i forvejen. Han gik næppe glip af noget. "Hvad skal vi egentligt have at spise?"
Peter så op fra sit blad. Lyset strømmede ind ad de store vinduer og glimtede i sneen i vindueskarmen. Han fik solen i øjnene og holdt beskyttende hånden op. "Steg, tror jeg." Den rødhårede dreng så på sin nye ven gennem fingrene. Hans nye ven var sorthåret. Spinkelt bygget, næsten mager med huller på strømpens hæle og slidte blå cowboybukser. Den højrøde bluse lyste det blege ansigt op.
"Kunne du bare stikke af – sådan uden videre?" Peter så på Kevin. "Min mor siger, at hun ikke vil have noget ballade."
Kevin rystede på hovedet og kastede et stjålent blik mod tegneserien i sit skød, hvor den hovedløse morder nu tog kvælertag på en fuldbarmet kvinde i nedringet kjole. "Hun vil ikke..." Peter så over på Kevin, forsøgte at fange hans blik.
"Nej, har jeg jo sagt. Jeg sprang ud af vinduet og klatrede ned ad vinen – de begynder ikke at lede efter mig før en gang i aften. - Hvor har du for resten de tegneserier fra?" Kevin syntes det var på tide at skifte emne. Han brød sig ikke om den drejning samtalen tog.
Peter trak på skuldrene. "Vi havde engang en lejer boende. Det var hans hæfter."
Kevin kiggede op. "En voksen?"
Peter nikkede. "Ja, han var gammel." Et øjeblik så han den ældre mand for sig. En rigtig drukkenboldt. Hele huset stank af sprut i den periode. Han havde aldrig fattet, hvorfor moderen lukkede ham ind. Men det var naturligvis pengene.
"Jeg troede ikke voksne læste den slags." Kevin lod blikket synke og koncentrerede sig atter om bladet. Han formede ordene i taleboblerne med tørre læber. Den hovedløse morder løftede det blodige knivsblad og gik løs på kvinden, hvis øjne var store og rædselslagne. Kevin bladrede ivrigt frem til næste side med blikket klistret til hæftet.
Peter smilede, da han rakte hånden ud og skruede op for musikken. Et kort øjeblik efter blev en radio tændt i køkkenet. Tonerne blandede sig umelodisk. Utroligt at moderen ikke kom farende og brokkede sig, tænkte Kevin. Fra drengeværelset hamrede Van Halen sine akkorder ud, og fik vandstanden i akvariet til at vibrere. Så højt måtte Kevin i hvert fald ikke spille på børnehjemmet. Der var åbenbart nogen, der altid var heldige, det havde den tolvårige Kevin i hvert fald fattet. Og Kevin var så desværre ikke blandt den del af menneskeheden, men han var glad for rockmusikken, der bølgede mellem væggene, så kom der vel ikke flere spørgsmål. Kevin var fuldt ud tilfreds med at sidde og læse fede tegneserier og om lidt spise sig mæt i hjemmelavet mad for en enkelt aften. Børnehjemmet ville næppe notere hans fravær før senere, når personalet opdagede, at han ikke var på værelset, når lyset blev slukket. Hvem skulle også savne ham?
I køkkenet drejede Ingrid en tand op for transistorradioen. Den italienske operette lagde verden ned i sit højdevanvid. Hun så smilende på de duggede ruder og tørrede med en snert af forklædet et rustrødt mærke af vindueskarmen. Så lagde hun grønsagerne væk og begyndte at skure den solide smedejernsgryde i vasken. En gang om ugen skulle den smøres med olie, så holdt den sig bedst.
Ingrid baksede det renvaskede kogekar op på gaskomfuret og strøg tændstikken. Den smalle blå flamme blussede op og gik ud. Hun tændte en ny og mens hun så ilden fænge, smed hun en smørklat i. Da fedtstoffet sydede, skruede hun ned og fandt en ranke hvidløg frem.
Kevin rokkede med på rytmen fra højtalerne og så sin nye ven rejse sig. Peter havde nogle underlige øjne, men var ellers flink nok. De så et øjeblik på hinanden. Peter holdt et eller andet i hånden, mens han skruede endnu højere op for musikken. Kevin så glimtet af metal i den fregnede hånd. Novembersolen var så mærkelig skarp, før den forsvandt.
Musikken gjaldede fra værelset, da Ingrid lidt senere gik gennem gangen til Peters værelse.
"Kommer jeg for tidligt?" Moderen bankede forsigtigt og åbnede døren på klem.
Drengen rettede sig op og smilede. "Nej, mor. Vi er klar." Fra hans hånd glimtede strygestålet. Det dryppede rødt.
* * *
Knivsbladet lynede i lyset fra lampen over spisebordet og fangede det stolte glimt i moderens øjne, da hun så på sin søn.
"Hvad skulle jeg dog gøre uden dig?" spurgte moderen, da hun rakte ud efter det dampende hvidløgsduftende fad. Hun så over på Peter, der beskedent kiggede ned i tallerkenen, før han strøg det røde hår tilbage.
Moderen skar rutineret det rosastegte kød for. På stolen ved brændeovnen lå en rød sweater og et par slidte cowboybukser pænt foldet sammen og ude i bryggerset brummede kummefryseren tilfreds.