Sverige
   Morten gav en hånd med til at pakke museets effekter ned. Omsider var de færdige og kunne sætte sig med en kop kaffe i det nu stort set nøgne rum.
   Morten lagde de lange ben over kors og trak endnu en chokoladebar frem.
   "Er du ikke bange for at få et sukkerchok, med alt det chokolade du spiser?"
   "Hvorfor dog det?" Morten kiggede forbløffet på hende. "Jeg er bare vild med chokolade. - Vil du have én?" Han rakte ned i sin mappe.
   "Nej tak, jeg er allergisk over for jordnødder."
   "Der er slet ikke jordnødder i de her, det er bare karamel og chokolade." Han rakte den frem mod hende.
   "Der er jordnødderester i det fleste massefremstillede chokolader. Det kommer vist fra samlebåndet."
   "Nå," sagde Morten og kiggede et øjeblik på den. "Det anede jeg ikke, jeg spiser dem bare." Han puttede hurtigt den sidste bid af sit eget stykke i munden og tyggede hurtigt. "Det bliver det værste med Ungala. Deres chokolade er skrækkelig, kan jeg huske... Må huske at købe et godt lager, inden vi tager ad sted," gumlede han. Han sad et øjeblik, før han sank: "Der er stadig meget jeg ikke forstår i alt dette her."
   "Jeg skal gøre hvad jeg kan for at besvare dine spørgsmål," indskød Anna.
   "Tak," sagde Morten. "Det er som du kan forstå, ret nyt for mig. Jeg har kun løst småopgaver for Ditlev From før. Hentet eksemplarer af forskellige mere almindelige dyr rundt om i regnskoven til brug for forskning. Jeg er f.eks. lige kommet hjem fra Costa Rica, hvor jeg hentede nogle vampyrflagermus, hvis spytafsondring man åbenbart var interesseret i. Men jeg er helt ny indenfor feltet med X-dyr. Hvornår startede det her egentligt?"
   Anna rystede på hovedet. "Det ved man ikke rigtigt. Noget tyder jo på, at de har levet iblandt os i mange århundreder. Se bare dyret i søen her. Så vidt jeg er orienteret blev man for alvor opmærksom på fænomenet, da man pludselig fik Den Blå Fisk i nettet ud fra Sydafrikas kyst i 1938."
   " Coelacanten?"
   "Ja, officielt var den jo uddød for 80 millioner år siden, men her var den, frisk fra fad om man vil. -Det gav hovedbrud, for var det så den eneste? - og det var det så ikke, vidste det sig jo. I årene frem indløb der beretninger om andre dyr der dukkede op de mærkeligste steder. Alle dyr, der burde have været uddøde for længst. - og WHO, som ikke var officielt dannet på det tidspunkt begyndte at interessere sig for tidligere tiders beretninger."
   "Men hvornår begyndte WHO så at indsamle og nedfryse dem?" Morten lænede sig frem.
   "Det er der vist ikke noget officielt fremme om. Jeg har hørt, at WHO blandt andet blev dannet for at imødegå det problem. Det er måske rygter? Jeg ved det i hvert fald ikke. Jeg er bare med i den gruppe, der indsamler dem og får dem fragtet til frysehusene. Hvad der ellers sker, ved jeg ikke noget om. Det er jeg ikke kvalificeret til." Hun fandt en mappe frem fra reolen og skubbede den over mod ham.
   "Men jeg har naturligvis gjort mig mine tanker helt privat og har indsamlet nogle beretninger om fugle, der minder om dem, der angreb drengen i 1977. Jeg vil gerne bede dig kigge på det. Måske kan vi drage nogle paralleller."
   Morten rakte ud efter mappen. Han bladrede på må og få. "Tror du Kongamatorerne er forhistoriske fugle, der på en eller anden måde er genopstået?"
   Hun trak på skuldrene. "Måske. Det er blandt andet det vi skal prøve at finde ud af."
   Morte kiggede undrende på hende og sænkede så sit blik.

2005, 6. juni, Erie County i USA: Vidnet Robin Swope så en usædvanlig stor fugl, der fløj over en nærliggende kirkegård. Fuglen virkede mørk og havde et vingefang på 4,5 - 5 meter. Den havde en kort hals og en tydelig hvid halskrave. Næbbet var tyndt og omkring 30 cm langt.

Og senere, et par sider længere fremme:

2006, 13. august, Greensville, nær Ohios grænse: Mandligt vidne så fra sit dagligstuevindue en fugl på størrelse med et mindre fly. Vidnet så en sort eller mørkebrun fugl, der ikke på nogen måde lignede noget, han havde set før. Vidnet troede kortvarigt, at der var tale om en lille flyvemaskine, der tilhørte en af hans naboer. Vidnet er fuldt ud bekendt med ørne, gribbe og storke, da disse lever i området. Fuglen kom flyvende fra syd på en afstand af 180-250 meter fra huset og landede i et stort træ, hvor den blev i 20 minutter før den lettede for at flyve mod syd. Vingefanget bedømte han til 4,5 meter. Dagen efter blev en tilsvarende fugl set af en nabo.

Morten løftede øjnene fra papirerne. "Tror du det her er troværdigt?"
   Anna drak af den kolde kaffe. "Det ved vi jo ikke endnu, men læs alligevel, det vil give dig et godt billede af hvad vi er oppe mod. Det tog et stykke tid før vi fik overblik over omfanget. Ungala er som du selv ved et særdeles lukket område. Meget begrænset hvad der kommer ud af informationer. De her vidneudsagn fra USA, kan vise sig at være vores eneste holdepunkt.
   Han bøjede hovedet og læste videre.

"2006, 25. september, South Greensburg, Pennsylvania: Mike Felice, 19, så en enorm fugl flyve over sit hjem. Vingefanget bedømtes til mellem 3 til 4,5 meter. Hovedet vurderede han til at være 90 cm langt. Den fløj hurtigt, men bevægede kun vingerne let, mens den svævede over en gruppe lastbiler 15-20 meter oppe. Senere samme dag blev en tilsvarende fugl set i Westmorland County.

2006, 5. november, Bristol, Connecticut: En lokal beboer luftede sin hund ved daggry og så noget, som også han først forbandt med et mindre fly. Da "flyet" baskede med vingerne, opdagede den forbløffede fodgænger, at han betragtede en stor fugl, som forsvandt ind over et indkøbscenter.
   2007, 26. juni, Wyoming: Et ægtepar observerede to besynderligt udseende fugle i det bjergrige område mellem byerne Tunkhannock og Nicholson. Manden så fra sin terrasse de sorte fugle komme imod ham fra nord og lande i et stort nåletræ. Vidnet troede der var tale om hejrer eller måske traner, men konstaterede, at de var betydeligt større end andre fugle, han havde set. Kroppene blev vurderet 180 cm fra hoved til hale. Benene var for korte til at tilhøre hejrer eller traner. Vingernes facon virkede flagermusagtige."
   "Flagermusagtige..." mumlede Morten og så op på Anna. "Er det sandsynligt?" "Tja," Anna rakte ud efter mappen. "Det er i hvert fald næppe flagermus."
   "Hustruen kiggede efterfølgende i en fuglebog og sagde, at den, der kom tættest på, var en sort ålekrage, selvom størrelsen ikke passede. Familien rapporterede hændelsen og fortalte samtidig, at der havde været andre underlige forekomster af fugle i juni måned. Den 7. juni havde en nabo hørt lyden af store baskende vinger over sit hus. Området ligger ikke langt fra South Greensburg, hvor de store fugle blev set i september 2006. Familien kendte ikke til historien fra september."

"Alle de eksempler, du ser her er fra 2006 og 2007, men det er ingen tvivl om, at observationerne er tiltaget siden 70’erne." Anna kiggede et øjeblik på computeren.
   Morten vendte hovedet. "Hvor har du egentlig de her oplysninger fra?"
   "Nogle er fra Internettet. Der er masser af sider, der beskriver iagttagelserne. Det kan WHO jo ikke forhindre. Det er alt sammen offentligt tilgængelige oplysninger. WHO efterforsker det, der lyder plausibelt"
   "Men er de her sager efterforsket?"
   "I hvert fald er de optaget i politiets døgnrapporter." Hun nikkede. "Vidnerne hævder at de fortæller sandheden. Men sommetider lyver folk og nogle gange tror folk bare, de har set noget usædvanligt."

Hun trak en anden mappe ud og rakte ham et sort/hvidt foto, der forestillede en lille flok elefanter i højt græs. Foran dem stod en langbenet fugl. Der var noget galt med proportionerne på billedet. Enten var fuglen meget stor eller også var elefanterne unaturligt små.
   "Dem her fik vi fat i, pygmæelefanterne, som ellers har været udryddet i 35.000 år. Dem fandt vi dybt inde i Congos regnskove. Bare en lille flok på otte. Det var en nem opgave. Jeg var selv med, da vi tog dem i 2004. Det er bare mindre heldigt at der stadig findes fotos af dem. Det gør det sværere at holde skjult."
   "Findes det foto også på Internettet?"
   Anna nikkede. "Der ligger en masse af den slags. De fleste regner det heldigvis for fup og fotomanipulation." Hun rakte ham et nyt. En kæmpemæssig slange, der bugtede sig gennem et støvet landskab. Morten så på bagsiden. "Foto taget af Rene van Lierde, belgisk helikopterpilot, Katanga provinsen i Congo. Piloten bedømte slangen til at være omkring mellem 12 og 15 meter." Han rynkede panden. "Det er fra 1957, kan jeg se." Han vendte billedet og stirrede på det igen. "Den slags slanger findes overhovedet ikke længere..." så studerede han det igen. "Det er umuligt! Den slags meget store slanger levede i en helt anden tidsæra."
   Anna rakte ham en tegning. "Er du nu også sikker på det? Den her flyveøgle tegnede en ung mand ellers, der nær kørte galt i bilen, da en fugl, der lignede en pterodactyl forfulgte ham."
   "Hvor?" Morten rystede afvisende på hovedet.
   I Wenatchee, i Washington." Anna pegede på de karakteristiske vinger. "Vi blev temmelig chokerede, da vi så hans tegning."
   Morten kiggede igen på den detaljerede gengivelse. "Det er jo ikke ret lang tid siden... 29. december 2007," sagde han så og kiggede op på hende. "Er der et mønster i, at det altid er forhistoriske dyr, der dukker op?"
   Anna så skarpt på ham. "Nå, så den fangede du altså?"

Der lød et højt plask fra søen udenfor. De skyndte sig over mod vinduet og rev det hvide bomuldsgardin væk. Søen var atter rolig. Kun enkelte krusninger på overfladen, vidnede om en uro kort forinden.
   Morten så på Anna. Hun åbnede vinduet helt og kiggede ned på det blinkende vand. "Der er ikke noget at se nu." Hun vendte sig om. "Der er heller ikke noget at gøre ved det. Vi kan ikke blive her og foretage flere undersøgelser, vi er nødt til at tage til Ungala hurtigst muligt. Det drengene fra WHO nok glemte at fortælle dig er, at der nu følger drab og lemlæstelser i deres kølvand. De angriber både landsbyer og kvæg. Folk flygter og det skaber en særdeles politisk spænding, magthaverne i landet ikke er interesseret i, - fortalte de det?"
   Morten rystede på hovedet. "Det glemte de vist at nævne." Han fnøs. "Men de fortalte noget andet, som besværliggør vores operation. Kender du "Den skaldede mand"? Han er tilsyneladende hyret af et privat firma til at finde fuglene. Vi skal absolut finde dem før han tager dem over grænsen."
   Anna stirrede på ham. "Nej... Ham kender jeg ikke."
   "Nå, jeg troede ellers at han var vidt berømt - eller skal vi kalde det berygtet? Han er også zoolog, men simpelthen en skændsel for faget. Han er mistænkt for at stå bag omfattende illegal handel med eksotiske dyr, men man har aldrig kunne knalde ham for noget. Nogen må holde hånden alvorligt over ham."
   "Hm, er der da mange penge i det?"
   Morten stirrede på hende. "Om der er penge i det? Så vidt jeg er orienteret, er handlen med illegale dyr på verdensplan, kun økonomisk overgået af handlen med narko."
   "Og du siger at han, hvad kaldte du ham? Den skaldede mand - også er ude efter fuglene?..." sagde Anna langsomt. "Hvad vil han med dem?"
   "Aner det ikke, WHO mente at han var hyret af et privat firma, men han er i hvert fald set på vej over grænsen og hvis han rejser rundt dernede nu, så har vi travlt"
   Anna nikkede tankefuldt, mens hun lukkede mappen med notater fra deres samtale.
   "Hvor meget ved du egentligt om situationen i Ungala?" spurgte hun så. "Jeg fik at vide, at du har været der før?"
   Morten nikkede og tog en ny chokoladebar op af tasken. "Men det er mange år siden. Jeg var der i ´89. Vi var nogle unge studerende, der tog over grænsen fra Uganda, hvor vi havde besøgt et gorillareservat. Vi var nær aldrig kommet ud med livet i behold. Jeg vil bare bede dig passe på, hvis vi to skal derned sammen." Han så alvorligt på hende.
   "Bare rolig, jeg kan klare mig selv." Anna Wahlin smilede. Tænderne var meget hvide, når hun lo.

De sad lidt uden at tale sammen. "Nå, du spurgte hvad jeg ved om landet," sagde Morten så efter en pause. "Det er nu ikke meget. Jeg ved, at det officielt er et kongedømme, men så vidt vides har ingen set den konge i mange år. Jeg har hørt nogle små antydninger af, at landet på en eller anden måde er havnet på private hænder, men det kan vel ikke være tilfældet, vel?" Han så tvivlende på Anna, der trak på skuldrene.
   "Der slipper jo ikke meget ud dernedefra. Jeg tror såmænd, de færreste ville være i stand til at udpege Ungala på et landkort."
   "Prøv hellere med, at de færreste overhovedet har hørt om Ungala."
   "Du har nok ret. Men hvis det er sandt, det med, at det ikke længere er et kongedømme, hvad er det så?"
   Anna rejste sig så for at hente mere kaffe. "Det tror jeg ikke, der er ret mange der ved. Nogen taler om at dommedagssekt, kaldet "De hvidklædte" har overtaget statsmagten, andre om at mafiaen vasker penge gennem diamanthandel. Der er ingen der har set kongen i mange år. Det eneste jeg med sikkerhed ved, er at de lige nu bliver nødt til samarbejde, for ellers står de i problemer til halsen."
   Morten sad med den mærkelige æggeskal mellem hænderne.
   "Ja, med Kongamatorerne? Men hvis der er diamanthandel, flyder det vel med sorte penge i landet."
   "Ja. Inflationen er skyhøj og ja til at der brydes nogle af verdens fineste diamanter i de indre bjerge. Og der sælges også store mængder ædeltræ ud af landet. Ingen kender naturligvis omfanget. Ungala har alt, hvad Congo har, bare i lidt mindre målestok."