Nanna fortalte Jonas om det.

"Kan du huske hvordan det pentagram vendte?"
   "Vendte?" Nanna bed i sin sandwich. Den var god og stadig lun, salaten sprød. Varm majonæse dryppede fra den og hun fangede det med tungen. "Det tror jeg ikke... Hvad mener du egentligt?" Hun lagde sandwichen fra sig og tørrede fingrene i servietten.
   "Altså, om spidsen af pentagrammet vendte opad eller ned?" Jonas så sig omkring, som ledte han efter et eller andet, greb så en papirserviet fra metalholderen på bordet.
   "Spidsen vendte nedad." Nanna huskede pludselig hvordan kyllingens blod havde dryppet over hans hænder og ned på pentagrammets spids.

Jonas nikkede. "Jeg tænkte det nok. Sort magi..." Han trak en kuglepen frem fra inderlommen og tegnede på den hvide serviet.
   "Forstår du, når pentagrammet vender spidsen opad, symboliserer den det udviklede menneske, hvor sjælen eller det man også kalder det højere manas - behersker de fire lavere principper - altså pæn og fornuftig hvid magi." Han smilede til hende. "Det var vist en anakronisme, men altså - Vender den derimod spidsen nedad, bliver den et symbol for sort magi, ligesom alle andre hellige tegn, når man vender dem på hovedet. Korset for eksempel." Jonas så forskende på hende. Nanna syntes hans fregner var meget charmerende.

"Kan du huske om han sagde noget, da han stod derinde i den?" Jonas kiggede spekulativt på hende.

Nanna rystede på hovedet. "Jeg er ikke sikker, men jeg syntes jeg han råbte "Salomon!" - Som om han bad til en med det navn."

Jonas smilede sigende. " Pentagrammet kaldes også Salomons segl." Han lænede sig tilbage og drak af kaffen. "Nu vi har konstateret at han er interesseret i sort magi, vil jeg faktisk gerne høre noget mere. Herbert Prater begynder at interessere mig."
   Nanna trak på skuldrene. "Hvor skal jeg starte?"
   "Fortalte du din mor hvad du havde set den nat i tårnværelset?"

Nanna rystede på hovedet. "Nej, min mor havde været igennem en meget traumatisk tid. Hun havde aborteret to gange det år og havde næsten opgivet håbet om et barn, da hun blev gravid igen. Og hun ville næppe have troet mig på det tidspunkt. Hun var så lykkelig efter at have fået barnet og betragtede sin mand som gud." Nanna så op på Jonas. "Jeg kunne slet ikke trænge ind til hende..."
   "Så de fik altså et barn?"

Nanna nikkede. "Ja, det er faktisk baggrunden for min interesse. To år efter de giftede sig, fødte min mor min lillebror. Der var både en læge og to sygeplejersker til stede." Nanna så frem for sig. "Jeg kan huske at det stormede den nat og mit vindue sprang op og det var derfor jeg vågnede. Da jeg stod ud af sengen for at lukke det, hørte jeg min mor skrige. Forsigtigt åbnede jeg døren og kiggede ud på gangen. Jeg så en kvinde i sygeplejerskeuniform komme løbende med et vaskefad, der flød over og at der var søer af vand på gulvet. Sygeplejersken forsvandt ind bag den lukkede soveværelsesdør." Nanna rystede på hovedet. "Den nat fik min mor min lillebror Johannes..." Hun smilede bittert.

Jonas havde fundet en blok frem fra jakkelommen og skrev ned. "Hvad skete der så? Var der noget i vejen med ham?"
   Nanna nikkede og rørte rundt i sin kop. "Nej, han var skam sund og rask. Med gode lunger. Jeg fik lov at se ham næste dag og min mor virkede for første gang længe glad og lykkelig."
   "Hvad så?" spurgte Jonas.
   "Jeg var meget glad for Johannes. Han var en virkelig dejlig baby og jeg elskede at køre ture med ham i klapvognen, når jeg var hjemme fra kostskolen. Da Johannes var to år gammel forsvandt han."
   Jonas så forvirret over på Nanna. "Hvordan forsvandt?"

Nanna trak på skuldrene. "Forsvandt! Det ene øjeblik lå han i sin tremmeseng og sov til middag, det næste øjeblik var han væk. - borte, som havde han aldrig eksisteret. Sidst på eftermiddagen fandt man Johannes kvalt i østfløjens tårnværelse."
   Nanna tørrede øjnene i servietten. "Jeg tror Herbert på en eller anden måde var involveret."
   Jonas rystede oprørt på hovedet. "Børn forsvinder ikke bare, blev det ikke meddelt til myndighederne - og du siger han blev myrdet?"
   Nanna kunne dårligt holde tårerne tilbage. "I starten mistænkte politiet min mor og stedfar for at stå bag, men det kunne ikke bevises og min mors sorg var i hvert fald ægte nok, hun kom sig aldrig, først mistede hun sin mand, altså min far, - så blev hendes søn slået ihjel."
   "Og din stedfar?"
   "Han sørgede tilsyneladende ikke. Behandlerne og lægerne kaldte det posttraumatisk stress."
   "Var det så det?" Jonas drak af kaffen.
   "Jeg har altid troet, at han dræbte min lillebror..."
   "Hvorfor skulle han dog det?"
   Nanna rystede frustreret på hovedet. "Jeg ved det ikke. Det er bare en stærk fornemmelse jeg har - At det var min stedfar, der slog min lillebror ihjel, ligesom han et par år forinden skar hovedet af min elskede kat og anbragte resten af ham på min seng. Jeg tiltror Herbert alt."
   "Kan du bevise noget af alt det her?" Jonas løftede kaffekoppen og så alvorligt på hende.
   "Nej," sagde Nanna. "Det er jo det, der er problemet."

Der var i det hele taget sket noget mærkeligt med Herbert Prater efter lillebroderen død. Hvor moderen langsomt, men sikkert blev vanvittig, syntes Herbert Prater at generere ny energi. Hvor han før havde haft 50 tilhængere, var der pludselig 200 og nu tydeligvis langt flere, Nannas besøg i foredragssalen understregede fornemmelsen, at hun ikke havde set det sidste endnu.


De sad lidt ved bordet, hver i deres tanker. Omsider brød Jonas tavsheden. "Hvad er det der plager dig ved ham nu- sådan helt konkret? Du har kendt ham mange år, hvorfor begynde nu? Jeg mener, burde du ikke bare være glad for at være kommet ud af hans kløer?"
   Nanna lagde bogen ned i tasken igen. "Fordi min mor fortalte at det var hende der slog Johannes ihjel, men jeg tror hun dækker over Herbert - skønt hun hader ham inderligt - det ved jeg.." Hun så på ham. "Og fordi min mor er bevidstløs efter et slagtilfælde. Jeg vil finde svaret på hvad der skete med min bror dengang, før hun dør."

"Og hvad tror du der skete?"

Hun så op. "Det er som om at Herbert Prater pludselig er blevet magnetisk..." Nanna så over på Jonas. "Jeg ved godt det lyder vanvittigt, men kort efter min lillebrors forsvinden, fik han virkelig mange tilhængere. Og nu er det gået amok. Flere og flere lader sig forblænde af ham hver uge. På en eller anden måde, tror jeg på en sammenhæng."
   Hun smilede trist. "Han har jo altid haft sine halvskøre tilhængere, men nu er det helt andre, han tiltrækker - direktører og ledere i erhvervslivet. Jeg er ret sikker på at jeg genkendte en politiker til foredraget - og nu tror jeg at han selv er på vej ind i politik."
   Jonas tog notater. Hans pande var rynket og Nanna kiggede på ham og spekulerede på hvad der gik gennem hovedet på ham lige nu.
   "Og du tror at han på en eller anden måde er involveret med mørke magter og at din lillebror på en eller anden måde er ofret i det spil?"
   Nanna nikkede tøvende. "Jeg ved godt det sikkert virker langt ude..."
   Jonas sad lidt og betragtede hende. "Måske er det ikke så skørt, som det lyder. - Det må vi prøve at finde ud af."

Lidt efter brød de op. Jonas ville gå hjem og undersøge nogle ting og vende tilbage til hende. Han ringede allerede dagen efter. "Jeg ved godt det sikkert lyder mærkeligt i dine ører, men jeg synes vi skal prøve."
   "Prøve hvad?" sagde Nanna og vendte den bog hun havde siddet med i skødet.
   "Jeg har talt med en hypnotisør, der kan sende dig tilbage. Jeg vil gerne vide mere om, hvad der egentligt skete i det tårnværelse."
   "Men jeg kan jo ikke huske mere, end det jeg allerede har fortalt dig," udbrød Nanna frustreret.
   "Det er lige det, hun skal hjælpe os med," smilede Jonas.