De mødtes på Vesterbros Torv. Jonas skuttede sig i kulden og så Nanna komme over torvet med blæsten imod sig. Hun var iført den samme grønne frakke han havde set hende i første gang og hendes lange lyse hår bølgede for vinden. Jonas mærkede en stille spænding indeni, over at se hende komme imod sig, men sikrede sig, det ikke kunne aflæses i hans ansigt.

Nanna standsede forpustet op. "Undskyld forsinkelsen. Ved du hvor hun bor, hende hypnotisøren?"
   Jonas nikkede og gik forrest ned ad Gasværksvej. "Det er lige hernede," sagde han og gik ned af en kældertrappe omkranset af grafiti. Han så hendes undrende blik. "Her?"
   Jonas smilede. "De ligger nok tit obskure steder, sådan nogle terapeuter."
   Nanna fulgte efter ham ned ad den slidte kælderskakt.

Jonas åbnede døren og lod Nanna træde først ind. Rummet var lavloftet med afskallet maling, som havde det tidligere været en cykelkælder. Få skridt inde i kælderen, stod de foran en hvidmalet dør. Navneskiltet var håndtegnet. Nanna rynkede panden.
   Jonas åbnede døren og gik først ind. "Så er vi her." Nanna så på Jonas med et stort spørgsmålstegn malet i ansigtet.

En køn kvinde midt i tredverne rejste sig fra skrivebordet midt i rummet. Jonas lagde mærke til alle smykkerne hun bar på armene og om halsen.
   Udover bordet var der en briks med foldede tæpper i fodenden og et par hvide tremmestole. Kvinden så over på Nanna og rakte hånden frem. "Hej, jeg hedder Souvanni Kehler. Sæt jer ned" Hendes armbånd klirrede og ringene glimtede på fingrene. Stemmen var dyb, som Jonas huskede fra telefonen og han og Nanna satte sig på stolene foran skrivebordet. Souvanni foldede de lange fingre ind i hinanden og smilede varmt til de to gæster. Så lod hun omsider sine brune øjne hvile på Nanna. "Det er dig, der skal føres tilbage?" Nanna nikkede, sagde ikke noget, men tørrede hænderne af i bukserne og rømmede sig.
   "Jonas har sat mig lidt ind i sagen." Souvanni smilede til ham og rettede på nogle papirer på bordet.
   Jonas mærkede Nannas nervøsitet, instinktivt lagde han sin hånd over hendes spinkle fingre og mærkede varmen fra hendes krop.
   "Du skal ikke være nervøs," Souvanni så venligt på Nanna. "Der er ikke noget at være bange for. Du er hele tiden ved fuld bevidsthed og kan huske det hele bag efter," Hun sendte Nanna et varmt smil. "Skal vi kigge på det?" Hun slog ud med hånden mod briksen i hjørnet og rejste sig.

Jonas blev siddende på stolen ved skrivebordet og tog notater. Først lavede hypnotisøren en række afslapningsøvelser med Nanna og forsøgte at få hende til at falde til ro. Jonas fornemmede hendes anspændthed og spekulerede på om det overhovedet ville kunne lade sig gøre.
   Langsomt begyndte kvinden at føre Nanna tilbage i tiden. "Om lidt," sagde hun med sin karakteristiske dybe stemme, "fornemmer du en tyngde i kroppen og dine øjenlåg bliver tunge, så de ikke længere føles, de kan åbnes."
   Jonas så hvordan det trak i Nannas ansigt, som strittede hun underbevidst imod hypnotisørens ord.
   Langsomt talte Souvanni Nanna længere ned i underbevidstheden og Jonas lyttede til Nannas vejrtrækning, som blev dyb og regelmæssig.
   "Du er nu tolv år igen og vågner i din seng. Hvad er det der sker?"
   Der var tavshed længe og Jonas fik igen en fornemmelse af at forsøget ville gå i vasken. Men pludselig begyndte Nannas stemme at lyde, som kom den langt borte fra.
   "Det er nat, da jeg vågner..." Nannas stemme var næppe hørlig. "Det suser i træerne udenfor og jeg rejser mig op og tænder lyset."

Et øjeblik var der stille i det hvidmalede rum, kun uret på reolen tikkede regelmæssigt. "Hvad sker der så?" Souvannis stemme var næsten lige så lavmælt som Nannas.
   "Jeg hører skridt på trappen til østfløjens tårnværelse."

"- Og så?" Det var Jonas, der ikke kunne vente. Souvanni så strengt på ham og lagde pegefingeren på læben. Jonas smilede undskyldende og lænede sig tilbage i stolen.

"Trappen op til det østlige tårnværelse er altid afspærret. Herbert siger at trinene er faldefærdige og vi skal rekvirere en håndværker. Ingen må gå den vej."
   Nanna tav. Hendes bryst hævede og sænkede sig regelmæssigt, som var hun på vej ind i søvnen.
   Souvanni lagde sin hånd på de foldede hænder. "Du går alligevel op ad trappen?"
   Nanna nikkede og sank. "Jeg kan se, at nogen har tændt de gamle kandelabre, der hænger på væggen, så nogen må jo være gået op i tårnet." Hun rynkede panden. "Det er som om en stemme kalder på mig."
   Jonas som havde været optaget af at tage notater, så forvirret op. "Kaldte han på dig?"
   Souvanni rystede på hovedet og betydede ham igen at være stille.
   Nanna lod sig ikke mærke med afbrydelsen. Lyttede tilsyneladende kun til hypnotisørens stemme.

"Jeg beder dig nu huske, hvad du så, da du træder ind i tårnværelset og ser din stedfar midt på gulvet."

Det rykkede ufrivilligt i Nanna, som om hun vred sig ved erindringen. Hun kneb øjnene sammen bag de lukkede låg og der gik en trækning over ansigtet.
   Længe var der tavshed. Omsider bevægede Nanna læberne. En smal tråd af spyt løb nedover mundvigen. "Jeg bliver så bange..." Hendes træk udglattedes, som var hun et øjeblik pige på tolv år og stod foran et syn, hun ikke forstod. "Min stedfar står inde i midten af en kridtcirkel med stjernen i midten. Tårnværelset er oplyst af de høje gulvkandelabre som kaster genskær i de store støvede spejle, der hænger på væggene." Nanna rynkede panden. "Hvorfor er der så mange spejle?" Et øjeblik var der stille i kælderlokalet.

"Herbert står med ryggen til mig, jeg kan ikke se, hvad han laver... - Åh, nu ser jeg at han holder en fugl - det er en kylling eller en hane i hånden. Han løfter en krum kniv..." Der gik en skælven gennem hendes krop. "Han holder fuglen op og han... han skærer dens hoved af og blodet løber ned over hans hænder og ned på trægulvet..." Et øjeblik var der stille. "Jeg står stille i døråbningen og ved ikke hvad der sker, men jeg ser hans fordrejede ansigt i spejlet - og nu, nu har han fået øje på mig! Jeg ser hvordan hans blik fanger mit i spejlet."
   Jonas lænede sig frem og stirrede på Nanna, der lå på briksen med øjnene lukket fast i. Hun var tydeligvis langt borte, dybt inde i erindringens dunkle korridorer.

"Men hvorfor ligger min lillebror dér på gulvet? Kyllingens blod drypper jo nedover ham. Jeg må redde ham!"
   Jonas drejede hovedet og stirrede på Souvanni. "Kan noget af det være fri fantasi?" Hypnotisøren rystede på hovedet. "Nej, det har jeg aldrig hørt om," hviskede hun. "Schh..."
   "Johannes græder..." Der løb tårer ud ad øjenkrogene og ned ad Nannas kinder. "Han er nøgen, min lillebror sidder midt i cirklen - Hvad er det Herbert gør?"
   Pludselig skreg Nanna og satte sig brat op. Souvanni skyndte sig at lægge hånden beroligende på hendes skulder. "Rolig, der kan ikke ske dig noget."

Nanna lagde sig ned igen. Hun græd stadig bag de lukkede øjne. "Han løfter min lillebror op fra gulvet. Johannes græder stadig. Der er blod udover det hele."
   Jonas og hypnotisøren stirrede et øjeblik på hinanden. "Åh, min gud!" skreg Nanna og satte sig op igen. Et øjeblik åbnede hun øjnene. Kun det hvide kunne ses. Så besvimede hun og faldt bagover og ned i briksen.