DEN FØRSTE MÅNED

6. januar 2013
   Maria skriver digte i røde notesbøger. Hemmeligt for sig selv.

"Vanvid
   Hvordan forklare det, der raser i hendes krop
   Stormen af så forbudte tanker
   Tunge dufte fra havens flamboyante blomster sætter
   ufrivilligt
   flere i gang
   Nedenunder, det uforløste skrig
   Den uberørte hud, der synger sin klagesang

Omkring hende virker verden så ligegyldig
   Intet fanger interessen, som tanken om dét
   Billeder der dukker op, glimtet af én, der ligner
   Tanker om det aldrig sete
   det aldrig skete, summer rundt i hendes sind

Stranden ligger nøgen og venter, badebroen er tom
   De to kunne dele oplevelsen her - fjernt fra virkeligheden
   Duft af hud, smagen af saltvand og det, der ikke måtte ske"

Lover sig selv ikke at tænke mere på det. Lukker bogen og lægger den dybest ned i en skuffe. Slut.


15. januar 2013
   To blå streger på en strimmel hvidt papir. Maria bakker og sætter sig fortumlet på toiletbrættet. Bider sig i underlæben.
   Så rejser der sig en svag, boblende glæde i maven. Som champagne på en sommerdag. Hun skal lige til at fare ind i soveværelset og vække Thomas, da hun brat standser foran spejlet. Møder de opspilede pupiller. Lykkefølelsen forsvinder som et slag i mellemgulvet, og pupillerne trækker sig sammen. Skarp vintersol står et øjeblik ind gennem vinduet. En orkidé står saftspændt med nye knopper i en postkasserød skjuler. Et øjeblik er det, som om hun ser det på ny. Som om det eksisterer for første gang. En underlig følelse rejser sig i hendes indre. Så river hun hurtigt strimlen med de lyseblå streger i stykker og smider den i toilettet.


DEN ANDEN MÅNED

10. februar 2013
   Der er rimfrost på græsset udenfor rækkehusvinduets røde gardiner, da hun vågner. Thomas er for længst taget på arbejde. Maria får lyst til at gå udenfor og mærke kulden mod sin krop. Bare et øjeblik.
   Nede ved kompostbunken er der stadig liv. Hun ser på termometeret, der hænger på det frønnede skur. 4 grader. Men selvfølgelig er alt liv ikke gået i stå herude. Der løber skolopendre rundt, når hun løfter de rådne brædder. Her nedenunder er der så varmt, at det damper i den kolde februarmorgen. Hun løfter endnu en gren og får øje på et gammelt osso bucoben, der endnu ikke er nedbrudt. Nedenunder bor en hel flok grå bænkebidere og flere ildrøde skolopendre. Hurtigt griber hun ud og snupper én af de mangebenede røde, før de andre igen forsvinder ned i komposten.
   Den bevæger sig hurtigt henover tungen. Hun mærker en kniben i tandkødet. Hurtigt bider hun sammen. Insektet knaser mellem tænderne, og hun fornemmer et varmt lille sprøjt af noget surt, før hun skynder sig at synke. Står et øjeblik og trækker vejret hurtigt. Spytter så heftigt ned på den brune jord. Eftersmagen fra skolopenderen er ram og krads. Hurtigt løber hun gennem haven, ind gennem terrassedøren. Ud på badeværelset og kaster op. Der kommer ingenting. Mærker varme tårer på kinden. Børster tænder med lukkede øjne foran spejlet, før hun går tilbage ind i stuen.


12. februar 2013
   "Ja, vi kan godt satse på, at det bliver lige omkring 6. eller 7. september. Selv vil jeg sige d. 7." Hendes læge ser op og retter på brillerne. "Skal vi så sige det?" Den kittelklædte mand med det umoderne slips af en farve som levret blod smiler til hende, som om det er en beslutning, hun skal være med til at tage. Maria nikker alligevel og gentager for sig selv: "7. september ..." En kriblen vokser i maven. Men om den er positiv eller negativ kan hun ikke helt finde ud af.
   "Du er ung," siger lægen så og rejser sig til farvel. "Ung og rask. 33 år er helt perfekt som førstegangsfødende, lige meget hvad de så skriver i damebladene."

"Nej en sjov dato!" udbryder den kommende farmor, da de spiser middag hos svigerfamilien om aftenen. "7-9-13'."
   "7-9-13?" Thomas ser forvirret op fra culottestegen og over på sin mor. "Hvad mener du med det?"
   "Ja, kan du da ikke se det!" Hun ryster på de små krøller. "Forventet nedkomst 7. september, altså den syvende dag i den niende måned. Og så året: 2013. '7-9-13'!- Det må da betyde held!" Hun rejser sig og løfter rødvinsglasset. "Skål!" Ser ned på Maria. "Nå, ja, du skal jo nok ikke have noget ... Allan?" Hun spejder mod sin mand, der sidder og sover omme bag sovsekanden. "Vil du lige se, om der er mere børnechampagne ude i køleskabet?"

Da de er kommet hjem, og Thomas er gået i seng, fordi han skal tidligt op på arbejde, går hun ud i haven med lommelygten i hånden. Bag brændestablen finder hun fem bænkebidere og nogle sorte edderkoppelignende insekter, der smager af jord og rust. Indenunder den vintergrønne efeu sidder havesneglene for vinteren, skjult bag det hvide kalklag. Når hun knuser sneglehusene under skosålen, kan hun suge indmaden ud. Forholdsvis nemt. Det kan ikke undgås, at hun kommer til at få små sneglehusskaller ind mellem tænderne. Hun spytter heftigt ned på perlegruset, før hun lister ud på badeværelset. Smagen er som forventet frygtelig.


17. februar 2013
   Thomas er på arbejde. Maria burde kigge på sin bacheloropgave, men det er, som om hun ikke kan finde energien. I stedet åbner hun den bærbare. "Barnet er nu 2,5 cm lang og vejer 5 gram," står der i dagens mail om, hvor langt de nu er nået sammen, hun og den lille baby. På en af sine favoritsider læser hun: "Dit barn ligner nu allerede rigtig et lille menneske. Det kan man se selv med det blotte øje." Maria hæver blikket fra skærmen. Kigger over på kalenderen, der ligger opslået på skrivebordet. Hun kan stadig nå at få en abort.


21. februar 2013
   Om natten vågner hun og mærker en fremmed følelse vokse inde i sig. En forfærdelig følelse af skam og lyst i en blanding, hun ikke vil vedkende sig. Han er ude af hendes liv. Som har han aldrig været i hende. Hvorfor vil hendes krop så ikke forstå det?
   Lidt senere vågner hun igen i det mørke soveværelse. Hun har drømt om Thomas, der kaster barnet væk, da hun rækker ham det efter fødslen. Fem år har deres forhold varet. Hun lytter til hans uskyldige åndedræt gennem det mørke soveværelse. Han sover altid så stille.

Dagen efter har hun en tid hos sygeplejersken hos sin egen læge. Bare nogle blodprøver. Hun beslutter sig for at få talt om det, der plager hende:
   "Men hvad med de mærkelige ting, jeg får lyst til at spise ..." Maria tøver, ved ikke helt hvordan hun skal fortsætte. Sygeplejersken ser undersøgende på hende. "Hvad spiser du da, som du synes er underligt?"
   "... Snegle ..." Maria tvinger ordet ud. Bare tanken er ved at få hende til at kaste op. Hun skal lige til at tilføje 'og bænkebidere' og 'nogle gange skolopendre, hvis jeg kan fange dem,' men vil lige se reaktionen på det første. Kvinden med den lange grå fletning står et øjeblik spekulativt foran hende, som vurderer hun hende som menneske og kommende mor. Så smiler hun stort. "Nå, det kan vi ellers rigtig godt lide hjemme hos os. I hvidløg. Men hvis det bare er den slags, søde. Altså det du kalder mærkelige ting, du ikke kunne drømme om at sætte tænderne i til daglig, som snegle eller måske ost, hvis du ikke spiser den slags ellers ... Det er virkelig ikke ammestuesnak, at gravide kvinder får lyst til mærkelige spiser. Alle har nok en eller anden svigerinde, der har gnasket sig igennem hele købmandens beholdning af syltede agurker, eller en mor der åd kassevis af appelsiner under en graviditet." Hun smiler beroligende til Maria og tager hendes hånd. "Det er helt, helt almindeligt. Så rolig nu. Men nogle får så mærkelige lyster som ler, gips eller sæbe, og så er der grund til bekymring. Men snegle, nej. Lidt næring er der vel i dem," hun ler. "Reelt ved vi faktisk ikke, hvorfor nogle gravide spiser mystisk. Men det ligger måske lige til de hævede ben ..." Hun peger på Marias ben i de røde clogs, " ... at gætte på, at kroppen beder om noget, den mangler. Næppe salt hos dig, så pas på med syltede agurker og chips. Det kan også være C-vitamin, kroppen skriger efter. Det får du jo fra frugt. Forleden sad der en pige og tudede i stolen dér og var så ked af det. Hun var veganer, og nu kunne hun slet ikke lade bøfferne stå."
   Maria nikker, prøver at følge med talestrømmen og forsøger at absorbere den tillid, hun fornemmer sygeplejersken så gerne ville indgyde hende.
   "Så længe du ikke udelukkende lever af wienerbasser og kakaomælk, - eller snegle, ha-ha - er der ingen grund til bekymring. Men hverken forkerte, for få eller for mange kalorier er godt. Jeg læste lige før på nettet, at dyreforsøg tyder på, at trang til for mange usunde kalorier kan gives videre fra mor til barn."
   "Aha," siger Maria, for at sige noget, da der bliver en kort pause. "Det er så nok ikke problemet ..."
   "Nej, vel." Sygeplejersken ryster på hovedet. "Det er først, hvis diæten begynder at omfatte ler, gips, sæbe eller andre ting, der ikke på nogen måde kan betragtes som mad, at du skal ind til lægen." Hun nikker mod den lukkede konsultationsdør. "Så er der nemlig tale om det fænomen, der hedder pica. Det er trangen til at spise 'ikke-mad'. Det kan være tegn på en mangeltilstand. Det kan lægen let undersøge. Men det tror jeg nu ikke, fordi du spiser et par snegle. Men hvis du er i tvivl, så kan kosttilskud hjælpe på trangen til at spise besynderligt. Eller det du synes er besynderligt." Hun rejser sig og rækker ud efter blodprøverne på bordet. Begynder at mærke de røde glas. Et saligt smil breder sig henover ansigtet. "Uhm, snegle ..."


DEN TREDJE MÅNED

13. marts 2013
   Abortgrænse


DEN FJERDE MÅNED

16. april 2013
   Hun kan ikke engang helt huske, hvornår de sidst var sammen, men hun forventer på den anden side heller ikke, at det interesserer Thomas. At tælle tilbage. Faktisk er hun ikke helt sikker på, om han er klar over, hvor længe en graviditet egentlig varer? Hun holder meget af Thomas, men det var altså ikke hans intellekt, der fangede hende ind, dengang de mødtes.
   Den sindssyge nat. Det var jo for helvede en fejltagelse, og hun har lovet sig selv, aldrig, aldrig at tænke på det igen ...

"Og du ved ikke engang, hvem faderen er ... Ved du, hvad man kalder kvinder som dig?"

Den stemme? Den barnestemme, der lige fór gennem hendes sind. Hvad var det, den sagde?

"Du kan kalde mig 'Puk'. Så er vi behørigt præsenteret."


22. april 2013
   "Hvordan ved du, at det er en dreng, når du ikke har fået en scanning endnu?" Annemette rækker ud efter sukkeret og tager tre teskeer i kaffekoppen.
   "Det kan jeg bare mærke ..." Maria ser ned i skødet. De røde blomster på kjolen minder pludselig om blod. "Jeg ved bare, det bliver en dreng ..." Maven er begyndt at hvælve, morgenkvalmen der var strid i starten, er på vej væk. Måske vil alt blive godt nu. Thomas er i hvert fald lykkelig.
   "Den aften ..." Maria tøver. Ser over på veninden i den halvtomme café.
   "Hvilken aften?" Annemette er i gang med at besvare en sms.
   "Festen. Dengang hos Tanja."
   "Nå, den ..." Annemette fniser ukoncentreret og trykker på en knap, en kort summen går over bordet. "Den fest var da helt åndssvag. Kan du huske hende Rikke, der bagte på Benjamin hele aftenen? Helene var tosset, kan jeg godt sige dig." Annemette vender igen opmærksomheden mod den hvide iPhone, da der i det samme indløber en besked.
   "Kan du huske ham Nick, der var med til festen?" Maria forsøger at lyde så henkastet, som det er hende muligt.
   "Hvem?" Annemette ser ikke ud, som om hun hører efter.
   "Han hed Nick. Han var vist mørkhåret." Pludselig kan hun ikke genkalde sig hans træk. "I hvert fald havde han nogle helt utrolige grønne øjne."
   Omsider ser Annemette op. Smiler med hovedet på skrå. Armbåndet med de mange små charms klirrer, da hun lægger telefonen fra sig på metalbordet. "Hvad mon Thomas siger til, at du sådan går og holder øje med fremmede mænds grønne øjne?" Hun ser sigende ned på maven og løfter en pegefinger. "Det vil han nok ikke synes om." Hun ler og drikker det sidste af kaffen, før hun griber efter telefonen. "Nu skal du lige se en åndssvag sms, jeg fik fra Helene lige nu. Apropos hende Rikke til den fest? Nu forsøger hun at blive venner med Benjamin på Facebook. Han har selvfølgelig lige afvist hende, ikk?"
   "Selvfølgelig," medgiver Maria og løfter sin egen kaffekop. Den er tom.
   Da hun kommer ud på gaden, vender Puk tilbage. Hun ved godt at han aldrig havde været langt væk.

"Jeg kan rive hul i fosterhinden. Jo, jeg kan. Du tror måske, at mine negle er små og bløde? Ja, men mine fingermuskler er ganske veludviklede nu og kan lave mange små ulykker herinde. Og der er intet, du kan gøre ... Tøjte."

"Hvorfor hader du mig?" Maria opdager, at hun siger ordene højt. Lykkeligvis er hun alene på fortovet. Stemmen derinde er tavs. Pludselig går det op for hende, at det er hun altid. Alene, når stemmen taler i hendes indre. Er det i virkeligheden hende, der er ved at blive skør?


27. april 2013
   Hun spiser frøer og snegle, negle og gule svampe, der vokser bag en brændestabel. Puk ler og slår vejrmøller, så maveskinnet giver sig smertefuldt. Han udpeger de fedeste snegle for hende og den ørentvist, der forårskåd kom frem i det forkerte øjeblik. Men kun når hun og Puk er alene. Maria lærer at hade timerne, når Thomas er væk.


29. april 2013
   "Så må du have en god fest." Thomas smilede til hende og rettede på frakkeskødet, før hun gik. "Du ser dejlig ud." Hun lo og tog sine nøgler på den lakerede bakke. "Jeg tror ikke, det bliver sent. Vi skal jo også ud til dine forældre i morgen aften." Hun vendte sig og vinkede, da hun gik hen ad fortovet. Der var ikke så langt. Kun lidt udenfor byen.
   Den aften, festen hos hende pigen, hun dårligt kendte. Tanja. En ven af en ven på internettet. Det kæmpestore hus ved stranden. Hun vidste ikke engang, hvorfor hun gik med. Hun så ham med det samme. Hans blik gennem stuen. Som om det hele stod stille. Selv musikken, der bølgede i rummet. Hun havde aldrig gjort den slags før. Aldrig. Hun fik stød, da han så på hende gennem vrimlen.
   Han fangede hende oppe ved buffeten. Det lød helt romanbladsagtigt at sige, at hun følte sig suget ind i de grønne øjne. Men sådan var det.
   "Nick. Jeg hedder Nick."


DEN FEMTE MÅNED

5. maj 2013
   Hun bider hovedet at al skam og ringer til Tanja, der holdt festen. Han ville låne mig en bog, vil hun sige, hvis der bliver stillet spørgsmål. Hun vil bare sikre sig, at det ikke er hende, der er skør. At hun virkelig mødte ham den aften. Pigen har holdt tre fester siden, fortæller hun, og navnet Nick siger hende ikke noget. "Måske var det én, Andreas havde med?" er hendes bedste bud, men Maria ved med et, at 'Andreas', om hun så fik hans telefonnummer, sikkert ikke kender ham alligevel.

"Hvem siger også han hedder Nick i virkeligheden?" Barnestemmen har en væmmelig, vidende klang, som kender den alt til menneskets svig og svigt. "Måske kaldte han sig bare Nick. Overfor dig."

Maria ryster bestemt på hovedet. Det kan ikke være rigtigt. Det kan ikke passe, at ingen kender ham. Den næste uge opdaterer hun sin Facebookprofil og forespørger om venskab med alle, hun kan komme i tanke om var med til festen eller kender nogen, der var. Nogen må have ham som ven på FB. Alle er da på Facebook?

"Næsten." Puk ler sin krystallatter.

13. maj 2013
   "Jeg kan også vende mig. I gamle dage døde kvinderne under en sædefødsel, vidste du det? Fødselsgangen var totalt blokeret. Har du tænkt på at det måske var børn, der ikke ville fødes. Ikke ville ud? Vi er et fælles kød endnu, derfor kan jeg boltre mig ind og ud af dit sind. Tror du ikke jeg kender til dine tanker om aborten?


DEN SJETTE MÅNED

16. juni 2013
   Smerten i siden er ubeskrivelig. Hun har det, som om skarpe knogler stemmer imod indefra. Engang læste hun en bog om en fødselsgang på et hospital i København. En af kvinderne havde store smerter under det meste af graviditeten, men ingen kunne forklare hende hvorfor. Da barnet kom til verden, kom forklaringen. Ingen fødder. De små knoglestumper havde flået dybe, åbne sår i den bløde fødselshule. Hun vil ønske, hun aldrig havde læst den bog. Men de løbende undersøgelser viser intet unormalt.

"Små skarpe negle kan kratte hul i vitale organer. Lave meget ravage derinde. På vej ud, kan jeg stemme imod. Gøre det vanskeligt at få mig ud. Hvem siger, du overhovedet overlever fødslen?"

"Hvad laver du?" Thomas står pludselig bag hende og Maria forsøger som en gal at sluge den lille brune frø, der panikslagent kæmper for sit liv mellem hendes tænder.
   "Gud, står du dér ..." Hun presser en stor bid ned og synker, forsøger at kvæle den kvalme, der altid følger hendes raids i haven. Men lige meget, hvor meget hun kaster op, bliver biller, frøer og skolopendre altid dernede. Omsider overvinder hun sig selv og synker besværet ned på træstubben. Holder sig på den hvælvede mave. Thomas reagerer prompte og bøjer sig bekymret.
   "Er du ok?" Han ser på hende med hovedet på skrå. Han kender hende så godt, og det er svært at skjule for ham, at hendes indre er i oprør. Hvor meget så han lige før?

"Slap af," lyder stemmen i hendes indre. For første gang hører hun Puk, mens hun ikke er alene. Hurtigt skotter hun op mod Thomas. Hørte han ham? Hørte han barnets stemme?
   "Der er frisk kaffe." Thomas stryger hende over maven og går tilbage over græsset.

"Jeg slår dig ihjel."


DEN SYVENDE MÅNED

13. juli 2013
   Thomas klager over ondt i en kindtand og går tidligt i seng. Han skulle gerne være frisk til i morgen til scanningen. Nå, det går nok over. Den tand har drillet ham før.
   Puk sover derinde. Maria kan mærke hans hjerteslag. Søgende sidder hun på nettet. Googler sig frem, ikke helt sikker på, hvad hun leder efter. Omsider taster hun 'graviditetspsykose' og finder et kort opslag fra et norsk sygdomsleksikon, der oplyser hende om, at det er sjældent og langt mindre forekommende, end de mere kendte 'fødselspsykoser'. Andre links henviser til "Rosemary's Baby". Nok den sidste film, hun trænger til at se lige nu.


14. juli 2013
   Thomas smerter er kun værre, da de vågner, og Maria insisterer på at tage alene til scanning.
   "Åh, tag det nu roligt. Du kan jo alligevel heller ikke være min lydige slave, når du har så ondt." Thomas smiler til hende gennem de pinsler, der tydeligvis er ved at få ham til at acceptere hendes plan. "Er du sikker?" Hans stemme lyder grødet, fordi han holder tungen beskyttende over den dårlige kindtand. Hun smiler og snupper nøglerne til bilen. "Men jeg tager bilen. Tandlægen er først kl. 11.00, og dér kan du altså godt lige vakle over ..."
   Thomas nikker. "Tak, jeg er ked af det, men dét her er heller ikke til at holde ud." Han vinker, da hun kører.

Maria får den sidste p-plads foran jordemoderhuset. Der holder små smarte og praktiske biler ved siden af deres gamle Volvo. Det er nok de andre vordende mødre, der er inde til deres tjek. Måske burde hun og Thomas også skifte bil til noget mere praktisk? Der er mod forventning ingen i venteværelset, og hun får ikke sat sig, før en solbrændt ung mand står i den lyse døråbning. Rød T-shirt under den åbne hoftelange kittel. Tillidsvækkende.
   "Maria ...?"

Hun ligger på briksen og forsøger at slappe af. Trækker vejret dybt ind og minder sig selv om at hun jo ikke skal have en gynækologisk undersøgelse. Alt vil foregå udenpå maven i dag. Jordmoderen, der har præsenteret sig som Johannes, smiler til hende, mens han smører den hvælvede mave ind i noget, der lugter af jordnødder og indstiller på monitoren foran sig. Han bøjer sig indover hende og mærker med rolige bevægelser barnets position. Kigger ikke på hende, men er ét med sine maskiner og fosteret i hendes mave. Det er nærmest meditativt at betragte ham, og et øjeblik føler hun, at hun kunne ligge sådan altid. Med hans varme hænder på sin mave og verden, der kører rundt af sig selv, uden hendes tilstedeværelse bag de høje vinduer.
   Med et ryk og et råb flyver Johannes bagover. Stirrer på hende og taber den scanner, han et øjeblik tidligere så roligt kørte over hendes maveskind. Den falder med en skæv metallisk klirren mod gulvet. Hans voldsomme reaktion slynger den lave kontorstol ind i skrivebordet. Et halvt hundrede løsark med scanningsbilleder falder og spredes over gulvet.
   "Øjnene!" Ansigtsudtrykket på jordmoderen ligner noget fra en gyserfilm. Han står et øjeblik som i trance. Stirrer igen på hendes nøgne mave med anspændte, frygtsomme træk. Åndedrættet hvæser, hans brystkasse hæver og sænker sig bag den røde T-shirt. Han bemærker ikke papirerne overalt på gulvet. Ser ikke Maria. Stirrer bare på maven, hvor Puk i det samme vender sig voldsomt. Marias hjerte slår et slag over.

Han ved det!

Et øjeblik hænger stilheden mellem dem. Hun mærker endnu et smertefuldt spark indefra, forsøger at ignorere det.

Hvad så han?

Som stilhed før dommedag, stirrer hun på Johannes, der tøvende er trådt et skridt nærmere. Usikkert, som er han ikke sikker på, hvad han vil få at se. Han virker til helt at have glemt hendes tilstedeværelse.
   Så fortaber øjeblikket sig, og det er, som om han vender tilbage til virkeligheden og hende. Maria ser hvor chokeret han er, men også hvor hårdt han forsøger at skjule det for hende. De dirrende hænder stryger igen over maveskindet. Fingerspidserne ryster, og hun ser, hvordan musklerne forsøger at få dem under kontrol.
   "Ja, du må undskylde ... Jeg ved ikke, hvad der gik af mig." Han ser forvirret - eller er det frygt, hun læser i hans blik - på hende med store brune øjne. Som en hundehvalp, der har lavet en sø på gulvet og godt ved, det er forkert. Og hun ved med ét, at han er bøsse, hvorfor ved hun ikke. Det betyder ikke noget. Det er kun en uvedkommen viden.
   "Et kort sekund var det, som om jeg fik øjenkontakt med barnet derinde." Johannes ser undrende på hende, som kan hun forklare ham det. "Jeg kan ikke sige dig, hvad der skete. Men det må du altså virkelig undskylde ... Det var ikke min mening at forskrække dig. " Hans hånd er varm og brun. "For øvrigt er det jo en sød lille pige. - så meget nåede jeg da at se. Skal vi lige prøve igen."
   Smilet slukkes brat, da han ser hendes ansigtsudtryk. "Åh, gud!" Hans hånd flyver op til munden. De velmanicurerede negle er rosa mod den solbrune hud. "Undskyld! Du ville ikke have vidst det, vel?" Han ser forfærdet på hende. "Du ville ikke have oplyst kønnet før fødslen?"
   Hun ryster på hovedet. Forsøger at få det skrækslagne udtryk under kontrol, hun forstår må ligge henover hendes ansigt.
   "Nej," Hører sin stemme skælve. "Nej, nej. Det er ikke det ..." Hun ved ikke, hvordan hun overhovedet kommer ud af konsultationen.


DEN OTTENDE MÅNED

1. august 2013
   "Hør nu her," siger den venlige sygeplejerske med det skarptklippede pandehår. "Det er altså ikke unormalt, at have tanker om, at du kan skade dit foster. At man kan skade sit ufødte barn. Det er ikke noget, ret mange kvinder vil indrømme, men det e r altså helt almindeligt." Hun tager Marias hånd. "Slap af. Jeg ved godt, du elsker din lille baby allerede. Men de tanker, om at der kan ske barnet noget, er så almindelige. Du skulle bare vide, hvad jeg hører her ..." Hun giver hånden et klem. Maria er ved at tude af taknemmelighed over den forstående kvinde overfor sig i stolen. Bliver flov over de tanker hun lige har gjort sig ude på gangen om sure sygeplejersker. Her er i hvert fald et ægte menneske.
   "Men hvad så med tankerne om, at fosteret ønsker at skade mig?"
   Igen strømmer varmen sammen med smilet ud fra den modne kvinde. Maria har pludselig lyst til at omfavne hende. Alene for den ro og trøst, hun udsender.
   "Også ganske normalt. Eller ... måske mindre normalt end det andet, men så alligevel. Typisk deler den slags tanker sig i to, når de opstår. Enten at kvinden frygter at skade sit barn. Det er det, vi ser mest. Eller frygten for at barnet på en eller anden måde vil skade hende. - Det hører jeg også."
   "Og det er altså ganske almindeligt?" Maria mærker lettelsen fysisk strømme gennem sig.
   "Almindeligt og almindeligt." Sygeplejersken trækker lidt på det. "Men jeg har i hvert fald mødt det før, og det forsvinder altid, når barnet kommer. Når du ser, at det er et helt almindeligt sundt og rask barn, der kommer ud, så slapper du af igen, tro mig. Så træk du bare vejret igen ..."
   Maria kan ikke lade være med at smile. Sygeplejersken stirrer et øjeblik spekulativt på hende, så læner hun sig frem igen. "Men er der andet end det her, der plager dig? Hvad med faderen? Er I stadig sammen? Maria skynder sig at nikke.
   "Nå, det var da godt." Hun rejser sig. "Jeg bliver nødt til at gå til konference nu, men lov mig, at du kontakter mig, hvis du får det værre, ikk?"
   Maria skynder sig også at rejse sig. Eller skynder sig så meget, man nu kan, når man føler sig som en hval, strandet i kviksand.


DEN NIENDE MÅNED

2. september 2013
   Senere ville hun venligt afvise ham, før hun gik fra festen. Afvise enhver tanke om overhovedet at ses igen. En misforståelse. Det måtte han forstå. Hun drejede ringen på sin finger. Men så var han væk. Som sunket i jorden. Hun søgte hele huset igennem, men forgæves. Var ved vandet igen. Blæsten var iskold. Bølgerne rullede op under badebroen. Det røde fleecetæppe var blæst længere ned ad stranden. Her var så bidende, at hun pludselig forstod, at det var vinter. Hvordan kunne de overhovedet have ligget dér? Hvordan så han ud? Et panikslagent øjeblik kunne hun ikke genkalde sig hans træk. Så var hun dér igen. De to. Hans øjne, der stirrede ind i hendes, mens han holdt hende fast. Skrå og meget grønne. I halvmørket ved vandet virkede hans øjne dæmoniske. Farlige og alligevel kunne hun ikke slippe dem. Klyngede sig til dem, og til ham. Musikken fra festen var næppe hørlig, nede ved badebroen. Som et flygtigt minde.


5. september 2013
   Hun læser på nettet, men finder ikke noget, før ... på en side for folkeovertro standser hun og springer hurtigt i teksten, for at finde det relevante:
   "Nick el. Old Nick (...) folketro (...). Djævlen (...) navn fra det gamle sø-væsen, Nøkken." Maria mærker et sug gå gennem sig. Læsningen bremser ned i hastighed, før hun brat rejser sig. Løber ud, for at kaste op. Skærmen blinker i stuen:

"Nøkken lokker forbipasserende ned til vandet og derfra enten til sindssyge eller i druknedøden."


7. september 2013
   Hun vågner midt i en drøm. Klokken er lidt over midnat, natten til den forventede fødsel.
   "Jomfru Maria! Lån mig nøglerne dine, at jeg må åbne lænderne mine."
   Hun er egentlig ikke religiøs, så hun ved ikke hvorfor, hun klynger sig til bønnen, når hun sover. Men den trøster hende. Drømmer den igen og igen hver nat. Remsen er fra bogen om kvinderne på hospitalets fødegang. Den om barnet med de manglende fødder. Puk sover. Et øjeblik nyder hun fornemmelsen af ensomhed. Et øjeblik er hun alene.
   Noget slippes pludselig i kroppen. En sær fornemmelse, som proppen, der trækkes ud af et badekar. Et varmt plop. Så en lun bølge mellem benene. Det kan kun være vandet. Vandet der går.

Puk vågner som en flodbølge af vrede fra sin korte søvn. Spænder hårdt imod, så det rykker i kroppen. Maria griber febrilsk sin remse og memorerer den i sindet. Et stærk ve af smerte vrider sig igennem underlivet. Barnet kæmper for at vende sig, men forhåbentlig ligger det fast i fødselsgangen. Maria stemmer imod, da endnu en ve rejser sig som en flodbølge, en tsunami af smerte. Hun rækker vejret dybt. "Jomfru Maria. Åben lænderne mine". Bønnen presses ud mellem de tørre læber.
   Thomas står pludselig overfor hende. Hvornår er han vågnet?
   Han bider sig i læben og har bange brune øjne. Maria forsøger at smile beroligende til ham. Nu må han godt ringe.

Minutterne går. Puk stemmer imod, forsøger at vende sig. Omsider er stemmen tavs. Gemmer sine kræfter? Et kraftigt spark indefra sender hende næsten ned i fodenden. Smerterne er flammerøde, sender lysglimt for hendes øjne.
   Thomas tørrer hendes pande og tilbyder hende vand. Afslår.
   "Bare jeg kunne tage dine smerter."

Noget niver hende i mellemkødet. En ukendt og ny pine. Puk? En ve afbryder fornemmelsen. Alt udvides, verdensrummet og altet. Evigheden bølger. Hun forsøger at følge med. Puk stritter imod. Puk har kræfterne i behold.

"Jeg slår dig ihjel" hvisker det derinde fra.

Hvor bliver den ambulance af? En gigantisk ve skubber hende ud over sengekanten. Kun dynen redder hende og Thomas varme hænder. Hun skriger. Kalder. Thomas styrter ud på gangen, da dørklokken skingert lyder.

"På min egen fødselsdag, skal jeg slå dig ihjel." Barnet ler derinde, klukker af fryd. Lige under hjertet.

Kampen er kun lige begyndt.