[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Ja, Engbo. Man kan spørge sig hvorfor præcis catalanerne vil være selvstændige idag. For det går jo godt der. Der er nok nogle følelser på spil der.
Jeg håber bare at man kunne mildne disse straffe, så de ikke ses som en undertrykkelse i sig selv.

Med den viden, jeg har om Catalonien, er det min umiddelbare mening, at der er god grunde til, at de vil løsrive sig fra Spanien; de har deres eget sprog og kultur. De er omkring 7 millioner mennesker og bor på et nogenlunde afgrænset område.
Ja, det går tilsyneladende godt i Catalonien, da de står for omkring en fjerdedel af Spaniens samlede BNP. Kan det tænkes, at det er derfor Spanien er imod et selvstændigt Catalonien ?
Som du skriver, Engbo, satte de sejrende falangister hårdt ind mod Cataloniens fredelige socialisme; en socialisme, der iflg, Georg Orwel ( i "Hyldest til Catalonien") faktisk var socialistisk anarki og et samfund med høj grad af lighed: det siger vel næsten sig selv, at omvæltningen til fascisme har virket knusende?
Ja, det er så en del år siden, og jeg ved ikke præcis, hvordan det catalonske samfund er i dag, men det er da demokratisk i den forstand, at der er flere partier.
Valgdeltagelsen omkring løsrivelsen var ikke så høj, men i betragtning af de ødelæggende kræfter, der blev sat ind for at forhindre valget, mener jeg den var overraskende høj. Det er yderst tænkeligt, at de der stemte overvejende var (er?) for en løsrivelse og at det er derfor mellem 80 og 90% stemte for en løsrivelse, men så synes jeg da det havde været virkelig smart, hvis de spanske "overherrer" (bemærk gåseøjnene) havde ladet det være et frit valg: tænk hvis der så var flertal for at bevare den nuværende tilknytning - det var da en fjer i deres hat?
Umiddelbart kan jeg ikke se, hvad der skulle være i vejen for, at Catalonien bliver selvstændig. De kan vel stadig samarbejde med Spanien - og andre lande? Og skulle de finde på groft at overtræde menneskerettighederne eller "noget" kan verdenssamfundet vel reagere lige så meget (øh eller Lidt!) som ellers?

Vh. Pia H

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg gætter på at centralstyret frygter for tabet af Cataloniens penge. Og for at det kan føre til at andre provinser vil rives løs også.
Resten af Spanien har længe haft dårlig økonomi og høj arbejdsløshed, ikke mindst blandt de unge.

Og EU kan ikke støtte Catalanerne, da de så også skal støtte norditalienerne og andre som flamlændingene (dem i Flandern) i selvstændighedsbestræbelser.

Castillianerne kunne måske kalde catalanerne usolidariske?

Lyt til dette berømte nummer. Det er så spansk som det kan blive.

Jeg følger med i politik, men har ellers ingen større forstand på det. Men når det kommer til musikken, så er jeg med. Comcierto de Aranjuez har jeg hørt med selve Andres Segovia i ved en koncert i Falkonercentret.

Flemming Dalsgaard (dino)


"det catalonske problem"
Spændend emne.
Hvordan erkender og underbygger vi, at der er tale om et problem?

Gennem iagttagelsen af de informationer der i rigt mål er bragt i medierne. Heraf fremgår det at en befolkning har gennemført en afstemning om løsrivelse fra et land de har tilhørt gennem meget lang tid.
Oversat til dansk vil det svare til at folk i Sønderjylland var tyskvenlige og dødtrætte af at tilhøre DK.
Desuden har vi erfaret at politiske ledere fra Catalonien er idømt hvad vi hos os kalder strenge straffe for deres agitation.
En sag bør ses fra to sider, men den castillianske vinkel (= spansk helstatsløsning) nyder ikke stor opbakning i den danske meningsdannelse, hvor sympatien synes at tynge til catalanernes fordel.

Så herigennem synes jeg at der er et problem, men det synes jeg allerede fremgår af denne debattråds første indlæg.

Helt kort kan det måske siges, at når et land og folk geråder ud i splittelsesforsøg resulterende i voldelige sammenstød og hårde straffe, så er problemet evident. For 500 år siden var man nok kommet i åben krig. (Og det er vel et problem?)

Konflikten består i, at en del af Cataloniens befolkning ønsker selvstændighed, og en anden del ønsker det ikke, og at den spanske regering mener at løsrivelsen er umulig og ulovlig - og i øvrigt at vi ser situationen her oppe fra nord, og derfor umuligt kan gennemskue problemstillingen.
Kåemer

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

#8 Flemming Dalsgaard (dino)

"Gennem iagttagelsen af de informationer der i rigt mål er bragt i medierne"
Tror du på alt, hvad du læser/høre i medierne?
Hvad siger vi til dem, der ikke tror på medierne?

"Heraf fremgår det at en befolkning har gennemført en afstemning om løsrivelse fra et land de har tilhørt gennem meget lang til"
Jeg kender påstanden. Nu forsøger jeg at finde frem til argumenterne for at godtage påstanden.
Jeg modsiger IKKE noget. Jeg bede alene om præmisse, belæg, hjemmel osv.


"Oversat til dansk vil det svare til at folk i Sønderjylland var tyskvenlige og dødtrætte af at tilhøre DK"
Jeg tror at jeg har forstået budskabet.
Ville alle mennsker i sønderjylande se problemet på samme måde som du?
Nej vel.
Bør du så ikke kunne pege på bedre argumenter end de, før vi kan tale om et objektivt problem?
Jeg kan også forstå de budskaber, som jeg læser i Harry Potter. Men det er vi vel enige om, er fiktion?
Hvordan ved vi, at narrativet om løsrivelse er mere end et narrativ?

"Desuden har vi erfaret at politiske ledere fra Catalonien er idømt hvad vi hos os kalder strenge straffe for deres agitation"
Den lader vi ligge for nu.
Jeg oplever ofte at folk kan fremføre flere påstande på 10 minuter end vi andre kan undersøge på en hel uge.

Lad os holde fast i det cotelonske problem.
Jeg tænker at vi er enigen om at nogle mennesker som tror på et andet narrativ om catelonien og ser det modsatte som problemet.
Hvordan argumnetere vi over for dem at de tager mere fejl end vi?

"En sag bør ses fra to sider"
Hvorfor kun to?

"men den castillianske vinkel (= spansk helstatsløsning) nyder ikke stor opbakning i den danske meningsdannelse"
Har du læst at disse mennesker lægger meget vægt på hvad nogle mennesker der kalder sig danskere tilfældigvis mener?

"Så herigennem synes jeg at der er et problem"
Jeg er helt med på at DU synes at det er et problem. Nu mangler vi at vise hvorfor din 'synes skal tilægges mere vægt end andre menneskers 'synes'?

"men det synes jeg allerede fremgår af denne debattråds første indlæg"
Ja. Jeg spørger ikke til hvad du synes med hvad du bygger dette på.
Giver det mening?

"Helt kort kan det måske siges, at når et land og folk geråder ud i splittelsesforsøg resulterende i voldelige sammenstød og hårde straffe, så er problemet evident"
Det kan være at det bliver aktuelt at se på senere. lige nu er det vel ikke relevant. Eller?

"For 500 år siden var man nok kommet i åben krig"
En påstand mere.

"det er vel et problem?"
Det er det vi er ved at finde ud af. Vi kan vel ikke dømme før præmisserne er på plads?

Hvilket spørgsmål til påstanden om et problem, kan vi formulerer og som vil hjælpe os andre mest på vej mht, at forstå det problem, som du allerede har forstået, men nogle andre mennesker ikke ser?
Hvis vi spørger dem vil de vel sige stort set det modsatte.
Er der et objektivt problem og tager disse mennesker så fejl?
Kunne det tænkes at du og medierne tager fejl?
Igen: Jeg modsiger dig ikke.

Wernn

Hold nu op med at lege dyretæmmer!
Enhver diskussion dør hvis man skal begrunde alt.
Havde jeg skrevet at "noget slår igennem med en vis tyngde..."
så havde du vel bedt mig argumentere for at tyngdekraften eksisterer?

Vi har hos os en vis fælles ballast af viden, og jeg mener at man kan referere til vor fælles forudsætninger.
du er vel ingen marsmand til hvem alt skal forklares?

Du citerer:
"men det synes jeg allerede fremgår af denne debattråds første indlæg"
Ja. Jeg spørger ikke til hvad du synes med hvad du bygger dette på.
Giver det mening?

Nej det giver ikke menig! Så lader jeg være med at synes! Og vil i stedet for slå fast at det fremgår.

Og så vil jeg sige dette:
Hvis du vil være med i min catalonske debat, så kom frem med din mening.
Vov pelsen, blot dit indre.
I stedet for at give den som en skolelærer der skal træne sine elever.

"En sag bør ses fra to sider." skrev jeg. Og du spørger "Hvorfor kun to?"
Fordi det er en hævdvunden tradition i debatter* at lade en alternativ holdning gælde som repræsentant for alt der opponerer mod den aktuelle holdning.
Om der så er to, tre eller tyve andre sider at se sagen fra er ligegyldigt. Det vigtige er at den primære tese gives et modspil. Et eller flere.

*Ups. endnu en påstand som jeg glemte at argumentere for!

Har du en mening om Catalonien? Så kom med den, i stedet for bare at stille spørgsmål til abens evner til at formulere sig konsistent.

For at opsummere:

Jeg mener (subjektivt) at Spaniens centrale ledelse bør forstå hvorfor catalanerne har et ønske om selvstændighed. Men man kan ikke bare give dem selvstændighed. For det er vist grundlovsstridigt ifølge Spaniens regler.
At give catalanske agitatorer så strenge straffe er dog den sikre vej til at opildne til yderligere uro om sagen.
Jeg har det indtryk at Catalonien er relativt rigt. Hvis det er derfor de vil være selvstændige, kan jeg også forstå hvis andre og fattigere områder bliver lidt negative og derfor backer op om centralstyrets ønske om sammenhold.
Jeg mener at catalansk selvstændighed er et værre brud end Englands brud med EU.

Jeg ved ikke hvad jeg skal skrive.
Du skrive jo meget tydelig, at du har låst dig fast på EN forståelse. Så ...

Det bliver meget tomt når du peger på noget med to sider af en sag. Det vil jo aldrig blive aktuelt I en diskusion, hvor du deltager.

Flemming Dalsgaard (dino)

"Jeg mener" skrive du.
Og jeg kan oplyse dig. Du tager fejl.

Hvis det er nok, at du fremføre påstanden uden belæg, så må det vel også gælde for andre.

Jeg holder fast ved, at du tager fejl.
På den made bidrager jeg til, at vi ikke kommer til "Enhver diskussion dør hvis man skal begrunde alt". Ved at komme til at begrunde, hvorfor jeg mener at du tager fejl.

Jeg ved ikke, hvodan diskusionen skal forsætte her efter. Men det må du jo vide, når det at begrunde sine ytringer, dræber diskusioner. Så må det er fremføre tomme påstanden vel være det, der bidrager til at holde en diskusion i live.

Bolden er hos dig.

På den made kommer vi ikke

Hej Jens

"Jeg holder fast ved, at du tager fejl." siger du. (Når jeg påstår at du siger det er det fordi det står i et indlæg ovenfor som du har lagt navn til)

Hvad er det jeg tager fejl i? At jeg mener hvad jeg mener? Det ved jeg vel bedst selv?

Og ja, jeg har låst mig fast på den forståelse at hvis Catalonien bryder sig løs er det et større brud end Englands løsrivelse fra EU.
Det skyldes at EU ikke er en stat, et land. Selvom nogle nok ville ønske at det var.
Det har aldrig været tanken at indlemmelse i EU skulle være en opløsning af nationalstaten, kun et samarbejde om visse ting.
Og derfor mener jeg at Cataloniens brud med Spanien går dybere.

Jeg har sympati for catalanerne. Men kan trods alt godt forstå resten af Spaniens modstand.
Det er bare ikke vejen frem at idømme så strenge straffe, udtaler jeg som min egen mening.

Flemming Dalsgaard (dino)

Lad os først skelne mellem at holde fast og at hænge fast.
Jeg læser dig skrive, at du holder fast, uden at jeg ser dig pege på anden end et narrativ. Nemlig en betragtning omkring løsrivelse som nogle menneske tydeligvis har et andet perspektiv omkring (Alternativt narrativ).
På en eller anden måde, som jeg ikke kan læse ud af det, som du skriver, har du mere ret til at holde fast end, du vil indrømme for andre.
Lad os sige, at dem, der arbejder for løsrivelse (hvad det så end betyder) også siger, at de holder fast ved deres narrativ, som eneste sande betragtning.
Hvad så?
Er det sådan dialog fungerer?

Jeg HÆNGER fast, fordi jeg ikke har set argumenter, der kan rykke ved den forståelse, som jeg hænger fast i.
Jeg forsøger at vise, hvorfor, det du regner for argumneter (eller hvad du nu regner en oplysning om at du holder fast, som værende) ikke gendriver den forståelse, som jeg er havnet i, af mangel på stærkere underbyggende argumenter for en anden forståelse.

"Hvad er det jeg tager fejl i?"
Jeg mener at du tager når du beskriver begrebet rysrivelse på den måde.
Jeg ser ingen lørivelse.
Jeg ser kun påstande om løsrivelse
Jeg læser et narrativ om løsrivelse.
Hvad er det, som du ser og som bevæger dig til at tro på disse påstande?

"At jeg mener hvad jeg mener?"
Jeg forsøger alene af opnå en mere præcis forståelse af, hvad du mener.
Og hvordan du underbygger dette som en mening om noget, der har relevans for andre?
Jeg fortæller dig ikke du SKAL holde op med at tage fejl.
Jeg ønsker at forstå hvorfor det er så vigtigt i at holde fast i noget du nu er oplyst om er en fejlagtig betragt bygget på gamle narrativer

"Det ved jeg vel bedst selv?"
Selv om jeg er den der bedst ved X. Betyder det ikke, at jeg ikke kan blive klogere netop på X.
Skal jeg forvente at det forholde sig anderledes for dig?
Hvordan er den forskel begrundet?

Hvis jeg har sat en uorginal karburatrur på min motorcykel og beregnet, hvordan den skal dysses. Så er nu jeg den eneste i hele verden, som ved, hvordan denne karburator er sat op.
Vil det ikke være sådan, at hvis jeg tager motorcyklen på rullefelt, så vil jeg komme til at vide endnu mere omkring at optimere dyserne i karburatoren. Selv om at jeg i forvejen var den, der vidste bedst?
Er det en umulig tanke for dig at du kan blive klogere på noget som du allerede er den klogeste på?
Og nej. Har ingen grund til at tror på, at du er den der ved bedst i dette tilfælde.
Er du den der ved bedst omkring den elektriske instalation i det hus du bor i?
Hvorfor ikke?
Vi må leve med at andre kan vide bedre om os selv og det vi er kommet til at mene end os selv. Det er et fagområde og der er mennesker der har den faglighed.
Jeg er ikke i tvivl om at jeg ved mere om, hvordan mennesker kommer til deres forståelse end du, på et generelt plan.
Du kan sagten vide mere om din elinstalation end alle andre. Men det vil tilsvarende være gennem faglighed.
Har du en faglighed inden for erkendelsesteori?

"Det skyldes at EU ikke er en stat"
OK- Hvad er så en stat og hvordan ved vi det?

"Og derfor mener jeg at Cataloniens brud med Spanien går dybere"
Jeg tænker, at du tror, at du har beskrevet en virkelighed?
Det har du ikke. Du har beskrevet et narrativ.
Måske ville du ønske, at det var virkelighed. Men som du selv er lidt inde på. Det skal vel ikke handle om ønsketænkning?
Hvis det skal handle om ønsketænkning, hvorfor tæller ønsker ikke, når det er dem, der taler for røsrivelse, der udtrykker dem?
Skal vi forholde os til ønsker eller fakta?

"Det har aldrig været tanken at indlemmelse i EU skulle være en opløsning af nationalstaten, kun et samarbejde om visse ting"
Foreløbig er ingen af delene underbygget som andet end ønsketænkning og troen på narrativer.

Hvad visee os at eu findes som mere end et narrativ?
Som andet end praktiseringe af ønsketænkning?
Hvorda afgøre vi hvems ønsketænkning, der skal tælle?

"Men kan trods alt godt forstå resten af Spaniens modstand"
OK- Hvordan har du det med modstanden imod muhamedtegningerne?
Er det sådan, hvis blot nogle mennesker kan demostrere vilje til vold, så har de automatisk ret til mere respekt end andre?
Hvis du ikke mener, at det handler om vilje og mulighed for vold.
Hvilke argumenter har du så for, at et ene er dybere end det andet?
Hvad er påstanden om en stat om, hvis ikke det handler om at "retfærdiggører" vold over for dem, der ikke tror på påstanden?

Jeg ser det modsatte: Hvis 'staten' (Narratievet om et spanien) ikke tiltaler en gruppe mennesker nok til at de vil bidrage til vedligholdelsen af narrativet. Så er det narrativet der ikke er godt nok.
Det gælder både for catalonien, england og evt nørrebro.

Igen må du mene, at jeg tager fejl. Men, hvornår peger du på de fejl, som du må mene, at jeg begår?
Er det sådan at, hvis du gentager dine falske præmisser felst gange, så har du ret?

Eller bør vi ikke se på, hvad vi på en saglig måde kan underbygge eller gendrive gennem ligeværdig afprøvning af argumenter?

Beklager, at jeg ikke giver plads til andre menneskers tro på eventyr figure som hekse, enhjørninger, konger & droninger, prinser & prinseser, flyvende ildsprudende drager, kongeriger, stater, imaginære himmelnisser osv. i min mere nøgtern tilgang til, hvad jeg regner for fakta.


Hvad kan du med ønsketænkningen om en stat, som du ikke kan uden troen på narrativet om en stat?

Har vi som individer ikke et personligt ansvar?
Hvordan kan det være udtryk for at tage ansvar, når man blindt ogukritisk æder andres komfortable narrativer?

Jeg kan sagten anerkende, at der er narrativer, der er klogere at tror på end andre.
Men du har ikke vist det kloge i at tro på det narrativ, som du fremfører her.
Klogere end det narrativ, som nogle mennesker i et område, som du kalder catalonien genfortæller for hinanden.

Så er dialogen kogt ned til:
- Er fortællingen om et katalonien mere end et narrativ?
- Hvad viser os at det er mere end et narrativ?
- Hvorfor skal vi godtage dette narrativ, hvis det ikke kan underbygges som mere end et narrativ?
- Der er to narrativer. Hvordan underbygger vi, at det er klogere at tro på det ene frem for det andet?

Jens, hvad mener du selv om det spanske problem?
(Og du må selv finde ud af om der er et spansk problem, eller om det kun er mig der korrekt eller ukorrekt postulerer det.)

Synes du at Catalonien skal være selvstændigt?

Synes du at catalanernes frihedskæmpende politikere skal så mange år i fængsel?

Prøv om du kan svinge dig op til at svare uden blot at stille nye Spørge-Jørgen spørgsmål.

Flemming Dalsgaard (dino)

"hvad mener du selv om det spanske problem?"
Intet- Jeg referere til dig.
Det er dig, der påstår et problem. ikke jeg.


"Og du må selv finde ud af om der er et spansk problem"
Det har jeg undersøgt. Det er der ikke.

Her arbejder vi ikke med om et problem finds eller ej. Vi er igang med at undersøger, hvordan du finder det klogt at tro på, at der finds et spansk problem?

Flemming Dalsgaard (dino)

"Synes du at Catalonien skal være selvstændigt"
Svare til at spørger mig om, hvorvidt jeg mener, at hekse skal have stemmeret.
Jeg tror ikke på det samme som du tror på.
Jeg forsøger at leve I virkeligheden. Og forsøger at forstå, hvorfor du foretrække at leve i en eventyrverden.

"Prøv om du kan svinge dig op til at svare uden blot at stille nye Spørge-Jørgen spørgsmål"

Så stil spørgsmål til virkeligheden. Det er det jeg ved lidt om.

Jeg kan umunligt sætte mig ind i din drømmeverden.

Samme øjeblik, at jeg tror, at jeg har fortået noget, som jeg kan rette min kritik imod, skifter du ords betydning, for ikke, at komme til, at svare noget, der kunne modstride noget du alle har fremført.

Finde catalonien uden for dit hovede?
Som andet end eventyret om et kongerie?
Ja eller nej?

Jeg optimere mit trossystem gennem falsificering.
Hvordan virker din selvkritik?

Hvorfor er det, at jeg har mere pligt til at svare, end du?
Du slynder om dig med tome påstande, uden at svare på noget af det jeg spørger om.
Det er dig, der er den kloge her.
Alene du kan vide lidt om, hvorfor DU vælger, at skrive det du nu vælger at skrive.
Du har endda skrevet, at du er den der ved bedst. Så hvorfor spile tid på, hvad jeg tilfældigvis er kommet til at tro?
Jeg er blot en elev.

Så du opfatter dig selv som en elev?

Det virker nu ikke sådan.

Det virker heller ikke som at du ved noget om virkeligheden.
Gjorde du det, ville du ikke hævde at det catalonske problem kun findes i mit hoved.
Ser du aldrig nyhedsudsendelser? Eller har du en Trump'sk feber der får dig til at mene at alt er fake news?

"Så du opfatter dig selv som en elev?"
Ja; læring over alt andet.

"Det virker nu ikke sådan"
Ok. Hvad skulle jeg havde gjort anderledes?

"Det virker heller ikke som at du ved noget om virkeligheden"
Hvilket jeg heller ikke har påbåbt mig.
Det er dig, der taler om at virkeligheden indretter sig efter det, som du er kommet til at mene.

"Gjorde du det, ville du ikke hævde at det catalonske problem kun findes i mit hoved"
Jeg er helt med på at der findes variationer af troen på narrative inde i andres hoveder. Men jeg holder mig generelt fra at peger på mennesker, der ikke er tilstede i dialogen og som derfor ikke korrigere min evt. misrepræsentation af det de er kommet til at tro på.
Jeg mener dog ikke at virkeligheden retter sig ind efter, hvad folk tilfældigvis er kommet til at tro på.

"Ser du aldrig nyhedsudsendelser"
Stort set alt min radiolytning er P1.
Men jeg er åben for, at jeg har misforstået stort set alt.
Men at du præsentere den modsatte forståelse, hjælper mig ikke, når du ikke underbygger noget. Hvordan sikre vi os så, at du har misforstået mindre end jeg.

"Eller har du en Trump'sk feber der får dig til at mene at alt er fake news?"
Hvad kalder man den retorik, hvor folk overdriver med at peger på ALT, når man selv peger på noget.
Noget er vel ikke ALT.
Hvis det er den måde, som du lytter til nyheder, er det ikke overraskende at jeg ikke kan genkende noget faktuelt.
Jeg betvivler alt, der ikke er videnskabenligt funderet.
Jeg dømmer ikke virkeligheden ud fra det, som jeg tilfældigvis er kommet til at tro. Men korrigerer min tro efter, hvad der kan underbygges som den mest præcise beskrivelse, hvordan verden fungere.
Læs evt. Niels Borhs betragtning omkring videnskabens opgave mht. at beskrive verden.

Du har ikke tænkt dig at fremføre noget, som andre kan lære af. Vel?

Kan du tager fejl?

Jeg lytter ikke meget til radio. Men jeg er enig: det er som regel P1
Hvis det skal være. Er det evt p2 der har klassisk musik? Det var det i gamle dage.
Og skal jeg læse avis kan jeg sige at jeg ikke læser Politiken og Information. Bortset fra bridgespalten og en kryds og tværs eventuelt.

Det lyder som om det catalonske spørgsmål er helt nyt for dig? Det er vel derfor du sår tvivl om dets eksistens?

"Det lyder som om det catalonske spørgsmål er helt nyt for dig?"
Åh jo jeg kender narrativet.
Jeg kender også narratver om hekse.
Mit problem er, at jeg ikke forstår at folk tror på disse narrativer, efter at vi har været gennem oplysningstiden.

Det må giver folk et eller andet at spille teater på den made, frem for at forsøge at leve i virkeligheden.

Du er med på, hvor meget religion fylder i nogle menneksers liv. Ikke?
Du skriver at du ikke er religiøs.
Så tænker jeg, at du kan godtage en betagtning om, at disse mennesker ikke lever i virkeligheden.
Anerkender du, at de selv tror, at de lever i virkeligheden?

Hvis du IKKE anerkender at narrativet om Catalonien blot er fiktion.
Vil du så skriver lidt om, hvordan du er bedre kvalificeret til, at skelne mellem fiction og virkelighed end de mennesker, der dyrker narrativet om en imaginær Himmelnisse?

Jeg er med på, at mennesker i begge situationer kan opleve fordele ved, at udleve narrativer.
Jeg undre mig bla. over, hvorfor i kalder det virkelighed.
Hvis narrativer er virkelighed. Hvad er så IKKE virkelighed?

"Det er vel derfor du sår tvivl om dets eksistens?"
Jeg i tvivl på samme made, som du måske er itvivl om, at der finds enhjørninger.
Jeg kan ikke udelukke det 100 %.
Men jeg kender ingen data, som kunne underbygge det som klogt at tro på.
Du må kende tilstrækkelige valide data til, at du vil tror på narrativet.
Men!
Tror du på det som virkelighed?
Hvor kan jeg finde de data?
Hvorfor tror du ikke på narrativet om en imaginær himmelnisse?
Så må jeg nødvendigvis tænke, at du har bedre data for et Catalonien end andre har for en himmelnisse.
Hvad er dine argumenter for at tro på narrativet om et catalonien, frem for at tro på narrativet om en eller flere himmelnisser?

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

"hvad du [ ] mener om Catalonien og løsrivelse"
Ikke noget. Jeg tror ikke på den slags narrativer.

"Jeg har været i Catalonien"
Og dem vi kalder inkvisitorerne, troede at de brændte hekse.
Ja vi tror, at vi gør det, som vi tror på.
Det er ikke det jeg stiller spørgsmål til. Mine spørgsmål går mere på: Hvorfor folk vælger at tro på alt muligt mytologisk, som der ikke er noget belæg for.
Jeg anerkender, at det kunne være kogt at tro på. Derfor vil jeg gerne vide mere om, hvordan andre finder det klogt at tro på.
Du tror tydeligvis på det, så er det ikke nærliggende, at jeg spørger dig og andre som har valgt at tro på det?

Jeg forsøger at spørger uden præmisser. Men selvfølgelig kan jeg ikke spørger uden en forforståelse.
Hvis du mener, at det er en fejlagtig forforståelse, er jeg åben for den kritik.

"Han rejser ofte der ned"
Så har tror også på det.
Jeg læser at der er masser af mennesker, der tror på det. Hvorfor VIL ingen fortæller mig lidt om, hvorfor i har valgt at tro på det?

"som om det kan sammenlignes med overtro"
Hvis du mener, at det er mere en et narrativ. Så tænker jeg at det er rimeligt af mig at forvente, at du har flere objektive data, der underbyger troen på narrativet om et spanien og et catalonien end andre har forde narrativer som de er kommet til at tro på, og som du ikke tror på.
Jeg sammenligner det fordi jeg ser de samme type 'argumenter'.
Du må se en betydende forskel. Hvilken?

"Har du en holdning?"
Lige som du har en holdning til heksejagt.
At det er meningsløs spild af tid.
Du må mene noget andet. Men på hvilket grundlag?

Du må tilsvarende mene, at jeg tager fejl. Hvordan korrigere jeg min 'holdning' så den bliver minde fejlagtig?
Som du kan læse ovenfor, er det ikke andre, der vil hjælpe mig.

I grunde beder jeg blot om hjælp til at komme på samme forståelses niveau som andre?
Den videnskabelige tilgang er meget ensom. Derfor vil jeg gerne lære den tilgang, som andre bruger.

Jens, du taler om at vi ikke giver dig data.
Men hvad er så data? Er de ikke blot "narrativer" som du kalder alt hvad vi skriver?
Har Donald Trump ikke lært os alle at data er lige så "fake" som alt andet?

Jeg synes at du har lukket dig selv inde i en blindgyde, hvor du ikke kan tage stilling til noget som folk skriver om. Du skal først trække alle igennem en svikmølle om korrektheden i folks måde at argumentere på.

Hvad hjælper det at nogen skriver om at børn i tusindvis bliver brutalt myrdet, hvis man kan finde fejl i meddelerens ikke helt stringente måde at præsentere sine informationer på?

Forestil dig at en pige kommer ind på en politistation for at melde at hun er blevet voldtaget og tævet. Hun taler usammenhængende og har store blodudtrædninger i ansigtet.
Nu siger betjenten:
"Kan du sige præcis kvad klokken var? Hvor mange minutter tog det?
Faldt du og slog dit hoved da du løb? Kan du bevise at det var ham der slog og ikke dig der snublede på fortovet? Er der data der kan underbygge dit udsagn? Er det ikke blot et narrativ uden dokumentation? Beskriver du en virkelighed og ikke blot noget der sker i dit eget hoved? Forklar venligst hvad virkelighed er!"

Kan du se hvad jeg mener?
Sådan føles det at diskutere med dig!
Du skriver som en skrankepave i et Kafkas'k mareridt, hvor man aldrig kan komme til at tale om substansen, fordi man ikke kan levere eksakte beviser for alt man siger.

Dino

"hvad er så data?
I denne kontekst må data være: Det, som du betragter, som det objektive grundlag for det, som du tror på, samtidig med, at du er bevidst om, at andre tror på noget anden end du.
Det er det jeg betragter som valget mellem at tro på betragtningen X frem for betragtningen Not-X.

Jeg tænker at du lige som jeg ser, at nogle mennesker tror på noget andet end du.
Derfor må du enten mene, at vi er bundet til at tro på noget individuelt bestemt men individuelt forskelligt.
Eller
Mene, at vi vælger vores tro mellem flere mulige alternativer. Det er isse alternativer, som kalder jeg narrativer.
Ser du en tredje mulighed så oplys mig endelig.
Uanset hvilke af de to tilgange du kommer fra. Så må du nødvendigvis mene, at vi er bevæget til at tro på det, som vi nu er kommet til at tro på.
Enten gennem valg eller determineret.
Hvis vi kalder det, som du tror på for X, og det det strider mod det, som du tror på men som andre tror på for Not-x.
Hvad er det så for 'data' som du ser og som bevæger dig til at tro på X frem for Not-X, når du nu kender Not-X, som et alternativ, som du kunne vælge.
Det er præmissen for alle mine spørgsmål.
Er det en fejlagtig præmis, så er jeg åben for det.
Hvordan formulerer jeg så spørgsmålet mere konstruktivt end jeg har haft held med frem til nu?

"Er de ikke blot "narrativer" som du kalder alt hvad vi skriver?"
Jeg mener ikke selv, at jeg beskæftiger mig med ALT.
Er det ikke den der med: '> 0 = 100 %' eller volsomt generalisering.
Der er noget jeg ikke kender underbyggende data for. Det er mest det, som jeg peger på som narrativer.
Jeg tror på en absolut virkelighed. Og jeg kan ikke finde data, som peger på et Catalonien i virkelighedens data. Og eftersom det alene er noget mennesker fortæller mig, som mytologi/fiktion/narrativ, så vælger jeg at tro på dette, som et narrativ.
Jeg har ikke de data, som du må have. Det kan sagtens skyldes, at jeg har overset noget.

"Har Donald Trump ikke lært os alle at data er lige så "fake" som alt andet?"
Lad mig sige det så tydeligt jeg kan. Jeg har ikke lært noget af Trump.
Jeg mener at vi ALLE er blevet dummer af at betragte det forløb.

"Jeg synes at du har lukket dig selv inde i en blindgyde"
Du har skrevet meget om, hvad du synes, så det overrasker mig ikke, at du synes endnu mere.
Det er ikke vigtigt for mig. Og du har ikke vist hvordan din synes er relevant.
Er min synes relevant for dig?
Det er er den ikke for mig. Jeg forholder mig til data ikke til tilfældig 'synes'. Indtil nogen viser mig, at jeg bør tillægge 'synes' betydning. Du må mene at 'synes' er vigtigt, så det er vel nærliggende at forvente, at du vil vise mig dette.
Jeg tænker ikke, at jeg lærer noget af at blive oplyst om, hvad mennesker tilfældigvis er kommet til at synes. Men gennem at forstå, hvordan de er kommet til at synes netop dette, frem for at synes det modsatte. Og det er jo netop det jeg spørger ind til.
Det bliver vist ikke mere konsistent.


"hvor du ikke kan tage stilling til noget som folk skriver om"
Har de selv taget stilling eller genfortæller de blot det, som de selv er blevet genfortalt?

Har du taget stilling til de narrativer om Ganeshe, som nogle mennesker tror på?

Nej du har ret. Jeg kan ikke bruge tid på at tage stilling til alt det, som andre mennesker kan komme til at tro, synes og/eller mene.
Jeg er i grunde mere bevæget af, at få andre mennesker til at tage stilling til det de er kommet til at tro på.

" Du skal først trække alle igennem en svikmølle om korrektheden i folks måde at argumentere på"
Kun i det omfang disse mennesker kraver, at jeg forholder mig til og bruger tid på det, som de tilfældigvis er kommet til at tro på.
Du bebrejder mig for noget som du heller ikke selv lever op til.
Hvis folk vil lade mig være i fred, så har jeg ingen spørgsmål.
Den supper liberale er den ideologi som jeg tilslutter mig.
Jeg forventer ikke at du gider forholde dig til det jeg tilfældigvis er kommet til at tro på.

"Hvad hjælper det at nogen skriver om at børn i tusindvis bliver brutalt myrdet, hvis man kan finde fejl i meddelerens ikke helt stringente måde at præsentere sine informationer på?"
Har jeg nogen sinde kaldt dette for et narrativ?
Igen: "Nå ham Jens kalder noget for narrativ, så må han mene det om ALT" '> 0 = 100 %'
Du generalisere her.
Fokus tak!

"Forestil dig at en pige kommer ind på en politistation for at melde at hun er blevet voldtaget og tævet"
Det har jeg ikke noget problem med at følge dig i.
Er du ikke i gang med at forplumrer dialogen?
Du peger her på noget, som jeg ikke alene har taget stilling til, men netop er det, der har bevæget mig til at sætte spørgsmålstegn ved rigtigt meget andet.

Jeg betragter resten af denne del af dit indlæg som en såkaldt Red herring' Slå det evt op.

"Kan du se hvad jeg mener?"
Du misrepræsenterer det jeg spørger om.
Hvorfor dette sidespring?
Hvorfor ikke forholde dig ærligt til det, som jeg faktisk spørger om?
Du har ikke været udsat for vold og netop det, der gør den store forskel.
Det skal jeg gerne stå på mål for, men det høre ikke til i denne debat.

Sådan føles det at diskutere med dig!
Er det virkelig så slemt, at stå på mål for det, som du selv har valgt at sætte debat?
Hvad var formålet med at starte debatten?

"hvor man aldrig kan komme til at tale om substansen"
Jeg spørger ind. Og nu anklager du mig for ikke at ville forholde mig til substansen. Hvad tanker du så, at jeg spørger ind til?

"fordi man ikke kan levere eksakte beviser"
Det er aldrig sket. Jeg beder ikke om beviser.
Og du vælger også IKKE at pege på et eksempel, hvor jeg skulle have gjort det. Måske fordi jeg ikke har gjort det.
Igen misrepræsenterer du mine spørgsmål, tilsyneladende for at sætte mig i et dårligt lys.
Hvorfor?
Er du bange for en ligeværdig dialog?
Siden du har brug for at tage negativ stilling til mig som person.
Som du ser, så tager jeg konkret copy/pate fra din tekst og forholder mig så præcist til dette som jeg evner.
Netop for ikke at komme til at misrepræsentere det, som du skriver. Hvorimod du opfinde noget som jeg skulle mene frem for at forholde til det jeg skriver.
Jeg ser to problemer. Jeg håber at du kan følge min bekymring her.
1- Du skriver en betragtning som oplæg til debat.
2- Jeg stiller spørgsmål, til betragtningen.
3- Frem for at forsøge at svare ærligt og sagligt på mine spørgemål går du i gang med at bede mig om at redegøre for mine spørgsmål.
4- Dette samtidig med at du bebrejder MIG for at stille krav om mere redegørelse end der er rimeligt i en debat.
Det er i mine øje udtryk dels projektion (En forsvarsmekanisme som Freud peger på). Og del udtryk for 'Red Herring' (At debatten primære emne kommer ud af fokus gennem at gå efter præmiserne for spørgsmål frem for at svare på dem).
Dettil kommer at vi er i en situation, som vi har være inde på før. Nemlig, at det ikke er tydeligt hvad du skal bruge min redegørelse til. Altså Hvordan de præmisse jeg spørger ud fra er relevante for dit svar.

Hvorfor kan vi ikke have en ærlig dialog, hvor vi begge forsøger at forholde os til det, som den anden faktisk har skrevet?

Hvilket spørgsmål kan jeg stille, som vil bevæge dig til at udlægge substansen i det du skriver?

Hej Jens

Dit seneste indlæg er som betonstøbt et eksempel på hvad jeg mente.

Det eneste jeg gider gå ind i er at du for anden gang har foreslået at jeg slår "red herrings" op.
Det behøver jeg ikke. Jeg har også set Barnaby.

Hvis det er din hensigt at påvise at ingen her kan hamle op med dig, så vil du meget let få ret.
Hvis du med din måde at debattere på forsøger at skræmme andre væk fra Fyldepennen, så vil det også snart lykkes.
Jeg er i hvert fald tæt på grænsen.

Når nogen siger noget, så siger du at folk er helt forkert på den. Ikke fordi du er uenig eller ser sagen på en anden måde, men fordi du hævder at folks måde at fremlægge deres synspunkter er præget af store formelle fejl.
Og når så nogen går imod dig, så siger du (den ene gang efter den anden) at det har du aldrig sagt. Og du kræver at folk beviser at du skylle have sagt noget sådant.
Du siger dog at du ikke kræver beviser. I hvert fald siger du i en uendelighed at det andre siger ikke har den lødighed der skal til for at overbevise dig om noget. Og det er for mig det samme.

Jeg er ikke bange for at gå med i en dialog. Jeg kender rigtig meget til at stå alene med et synspunkt hvor alle andre tydeligt er enige om noget andet.
Og jeg synes ikke at du er den rette til at forlange ærlighed. Når du skaber kaos i andres hoveder så de ikke magter at fortsætte deres argumenter, så ligner det det man gør, når man sætter tape for munden på nogen og samtidig med høj røst afkræver dem et svar.

Jeg husker da jeg var teenager. Da syntes jeg også at mine forældre var dumme fordi de kun kunne få ret ved at misbruge deres autoritet som voksne. Når de ikke kunne argumentere ordentligt, bad de mig gå ind på mit værelse. Og så syntes jeg at jeg havde vundet diskussionen.
Det er den unges misforståede sofisteri.

Flemming Dalsgaard (dino)

Du skriver, hvad DU har brug for at skrive.
Så nu kender jeg din mening om form.

Jeg er lid mere bevæget af indhold. så det kan ikke være mig du skriver hverken til eller om.

Er der mglighed for, at vi kan gå tilbage til indhold?
Du peger selv på substans. Men det er ikke noget du vil følge op på?

Du kunne evt. Selv fomulerer det spørgemål, som du tilsyneladende mener, at jeg skulle have stillet, for at komme til bedre forståelse af substand.

Du kunne også, når jeg nu skremmer dig fra dialog, bruge de lange mørke vinteraftner til at læse om 'ad homenim - retorik'.

Jeg ser tingene stik modsat.
Jeg mener at det er dig der er optaget af form, og jeg der ønsker indhold.

Hvis vi skal gå til indholdet, så genlæs denne debats første indlæg. Det er hvad debatten indeholder.
Det er måske ikke så formfuldendt. Men det er vist også det du lige siden har lagt vægt på.
Jeg sporer ingen eller yderst få syntetiske udsagn i dine indlæg, altså udsagn om verden. Forstået som den del af verden debatten handler om.
(Spanien og Catalonien.)

Vedrørende spørgsmål, kan du genlæse din egen #28. Her er der 19 sætninger der ender med spørgsmålstegn.
Så det er let at finde spørgsmål i dit indlæg.

Vedrørende retorik. Hvorfor skulle jeg læse om retorik? Der er lidt eller ingen retorik i mine debatindlæg. Det har intet med retorik at gøre at jeg skriver om et dagsaktuelt problem i den europæiske virkelighed.
Du, derimod, udfolder dig retorisk for at trække talen langt væk fra hvad min debat skulle handle om, nemlig Spanien og Catalonien.

Takket være din retoriske indsats er denne debat løbet totalt af sporet. Hvis du ser det som en sejr, så værsgo!

Hvad skal man med retorik, når man i klart sprog kan sige sin mening?

"Det er måske ikke så formfuldendt"
Det interessere mig ikke.
Jeg ser efter, om det er velunderbygget.

"altså udsagn om verden"
Korrekt. Jeg beskæfterger mig ikke med verden eller virkeligheden.
Det er dig, der tillægger mig, at det skulle handle om beviser for, at noget er virkeligt.
Jeg forholder mig til det, som andre mennesker skriver. Og de forholder sig ikke til verden.

"Spanien og Catalonien"
Du har ikke vist at fortællingen om Spanien og Catalonien er en del af en sand beskrivelse af den virkelige verden.
Når du komme med påstande om at noget er virkelighed. Så er det jeg beder om belæg for den påstand.
Jeg betragter det som en del af din forståelse på samme måde, som hekse troen var en del af nogle menneskers forståelse.
Kan andre mennesker misforstå tingene?
Kan du?
Jeg ønsker at forstå, hvordan du er kommet til den forståelse?
For at sike mig, at du ikke har misforstået tingene.
Hvordan undersøger vi ellers om, hvorvidt du har taget fejl eller ej?

"Så det er let at finde spørgsmål i dit indlæg"
Så hvorfor er det, at jeg skal genlæse, når du har masser af spørgsmål at forholde dig til allerede?
Hvorfor ikke blot forsøge at svare på et par af spørsmålene?

"Hvorfor skulle jeg læse om retorik?"
For at fremstille stærke argumenter for den sag, som du tror på, frem for tom retorik.

"jeg skriver om et dagsaktuelt problem i den europæiske virkelighed"
Er det sådan, at hvis du påstår, at noget er virkelighed, så bliver det virkelighed?
Beklager, men jeg tror ikke på, at virkeligheden indretter sig efter, hvad mennesker tilfældigvis er kommet til at tro på.
Hvis jeg tager fejl, så beskriv den mekanisme, som gør folks tro til virkelighed?
Og hvis det er virkelighed. Hvorfor så ikke blot pege på det, der kan vise os, at det er virkelighed?

"Hvis du ser det som en sejr"
Igen har du brug for at tilægge mig alt muligt, frem for at forholde dig til det jeg skriver.
Hvad kan jeg skrive, som du vil forholde dig ærligt og sagligt til?

"Takket være din retoriske indsats er denne debat løbet totalt af sporet"
Igen har du brug for at tilægge mig alt muligt, frem for at forholde dig til det jeg skriver.
Så bring den på sporet igen.

"når man i klart sprog kan sige sin mening?"
Jammen det ser jeg så frem til.
Hvordan er det, som du har skrevet, en mening og hvordan genkender vi udsagn, som usdtryk for en mening?
Er alle udsagn udtryk for en mening?

Tager du stilling til ALLE menneskers tilfældige meninger?
Hvorfor skulle jeg tage stilling til, hvad du tilfældigvis tror er udtryk for en mening?

Hvad bevæger dig til at beskriver betragtningen i første omgang?

Jeg har måske også en masse 'meninger'. Det betrager jeg mest som kognitivt støj.
Når jeg skriver, er det for at bede om hjælp til at ryde op i denne støj (en slags realitetstjek). Ikke for at fortælle andre mennesker om den verden eller virkelig de lever i. Det har jeg slet ikke indsigt nok til.
Jeg stiller så mange spørgsmål, fordi jeg under mig over, hvordan andre mennesker kommer uden om denne kognitive støj og kommer til at erkende virkeligheden?

Jeg orker ikke din tsunami af spørgsmål.

Man behøver ikke i alt man skriver ramme den virkelige og uimodsigelige virkelighed. Det er nok at skrive hvad man synes. Det er det debat handler om. Det er ikke et videnskabeligt projekt, når man udtaler sig om noget i verden.

Jeg bilder mig ikke ind at jeg kender alle sandheder. Men jeg kan lide ind imellem at komme med mit bud på nogle af dem.

Jeg har her skrevet om det jeg forbinder med ordene Spanien og Catalonien.
Jeg håbede at nogen ville blande sig i dette emne.
Men det har du, Jens, foreløbig ikke gjort.
Du har ikke skrevet hvad det er ved Spanien og Catalonien jeg rammer forkert.
Skriv om disse ting, og bevis gerne at mit indtryk af Spanien og Catalonien er forkert.
Du synes mig at leve i en sproglig/filosofisk limbo, hvorfra du ikke kan nå jorden og de ting som med eller uden bevis kaldes virkelige.

Det synes mig umuligt at tale om ting i din verden. Du skyder ligesom en stålplade ind imellem personen (der siger noget) og verden, så man ikke kan nå denne verden og dens indhold.

Hvad er det så i dine indlæg der siger det? Det hele!

Jeg behøver ikke at bevise noget om Spanien og Catalonien.
Jeg skriver hvad jeg synes, og det er det.

"Man behøver ikke i alt man skriver ramme den virkelige og uimodsigelige virkelighed"
Hvor har du det fra?
Hvordan kan vi undersøge om det forholder sig sådan?

"Det er nok at skrive hvad man synes"
Hvor har du det fra?
Hvordan kan vi undersøge om det forholder sig sådan?

"Det er det debat handler om"
Hvor har du det fra?
Hvordan kan vi undersøge om det forholder sig sådan?

"Det er ikke et videnskabeligt projekt, når man udtaler sig om noget i verden"
Hvor har du det fra?
Hvordan kan vi undersøge om det forholder sig sådan?

Tre linier og fire selvservisernde påstande, alene begrundet i det du tilfældigvis er kommet til at mene.

Du ser det slet ikke selv vel?

"Jeg bilder mig ikke ind at jeg kender alle sandheder"
Påfaldende at du skriver "alle".
Beskedenhed er tydeligvis ikke noget, der tynger dig.

"Men det har du, Jens, foreløbig ikke gjort"
Ok- Så lad mig byde ind.
At jeg (som min mening) ikke tror på, at der findes det Spanien og Catalonien som du skriver om.
At det alene er et narrativ, som rigtig mange mennesker er kommet til at tro på.

Da jeg mener (min mening igen), at vi har et personligt ansvar.
Så spørger jeg DIG, hvorfor DU vælger at tro på dette narrativ?

"bevis gerne at mit indtryk ..."
Jeg kender metoder til at bevise, at kvinder er hekse.
Jeg kender ikke den metode, som du vil anekende som bevis.
Bevis som eksempel, hvordan jeg tager fejl når jeg påsår, at jeg har en flyvende ildsprudende usynlig drage i min garge.
Så kan jeg bruge samme metode.

"Det synes mig umuligt at tale om ting i din verden"
Min verden- Det er vist et udtryk fra det narrativ, som du tror på.
Jeg har ingen verden. Jeg har (mis)forståelser og jeg kender, til forskel fra dig, ingen sandheder.
Hvordan er min tilfældige (mis)forståelse relevant i denne tråd?
Vis mig i stedet, hvordan det er klogt at bruge tid på det, som du tilfældigvis er kommet til at tro om narrativet om Spanien og Catalonien.
Så har vi et fælls udgangspunkt.

"Jeg skriver hvad jeg synes, og det er det"
Så jeg behøver ikke bruge tid på det.
Det er alene udtryk for dine egne høje tanker om din egen 'synes'.
Du må, for mig, synes, hvad du vil.
Og du er tydeligvis et af de mennesker, der synes rigtigt rigtigt meget.
Men du kan ikke nøjes med at synes vel?
Der kommer også en række domme med din 'synes' som præmis.

Din synes, er for os andre himmelråbende uinteressant.
Det er din begrundelse for at synes X frem for Not-X, som kunne giver mening for andre end du.

Og ja- Jeg har det meget svært med, blot at lade mulighed for kommunikation ligge.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

"Ved vi ved noget om Spanien og Catalonien"
Ok rigtigt fint.
Hvad ved vi om narrativet om Spanien og Catalonien, som vi kan eftervise eller underbygge som viden?

"ved jeg ikke hvad han mener"
Det er også fint.
Du ved måske heller ikke så meget om relativiteteori.
Men du har sikker en god forståelse af, at relativitetsteori ikke er relevant her.
Men hvordan er min tilfældige mening relevant og hvorfor tæller det som jeg har skrevet, ikke som en mening?
Jeg mener ikke noget om Spanien og Catalonien på samme måde som jeg ikke mener noget om julemænd og enhjørninger.
Jeg mener noget om narrativet om Spanien og Catalonien.
Jeg mener det er spild af tid og energi. Det er ikke spændende, Det er ikke lærerigt. Det er genfortalt i alt for mange versioner. Og det kan være farligt at bruge tid på narrativer, frem for at tage stilling til, hvad vi bør gøre i den virkelighed, som vi nu engng er fanget i.
Men jeg vil dog MEGET geren forstå, hvorfor vil bruge tid og energi på netop dette narrativ frem for andre narrativer. Så som narrative om Harry Potter?

Jeg mener at I er kloge mennesker, der har truffet et valg om, at i vl brge tid på dette narrativ.
Jeg er ikke helt så klog, så jeg har ikke lige fanget det kloge i at bruge tid på dette narrativ.

Ja det bliver lidt langt.
Det er helt utroligt, hvor mange påstande i kan komme med på ganske få linjer. Typisk mere end en påstand pr linje.
Jeg lader flere af dem ligge og alligevel fylder det en del at tydeliggøre, at det er påstande uden præmisser og hvordan det er et problem.
Det er meget svært at forholde sig sagligt til påstanden når man ikke kan få folk til at vise hvilke præmisser og argumenter de lægger til grund for disse påstanden.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

"Tænk om Wernn var lærer sådan et sted. Så ville jeg nok tage et forbehold om de gode miner"
Så hellere bruge tid på en optænkte situation, end at behandle trådens emne?
Det siger alligevel et og andet.

Hvorfor må vi ikke tale om det, som du tror at du har lært gennem den undervisning?
Jeg ved stort set intet om historie, Der burde være nemt for dig at fremføre bedre argumenter end for mig.