Så har Mette Frederiksen holdt sin første nytårstale. Det er en tale som jeg forventer mig noget af.
Og Mette holdt en tale som man egentlig kan have sympati for. Og som kommentatorerne da også sagde, var det en tale man kun vanskeligt kunne være uenig i.
Men den var for kort. Ca 17 minutter. Burde være på femogfyrre, synes jeg.

Men den slog fast at Mette mener noget med børnene. Og det er fint nok. Hvis ikke børnene trives, hvad skal der så blive af menneskeheden fremover?

Hun gjorde sig specielt bemærket ved at tale om at man skulle stramme skruen angående det at fjerne børn fra deres dårlige forældre.
Man kan diskutere om det hører hjemme i denne tale. Men sådan gik det altså.

Det koster kassen at sætte børn i pleje hos andre! Jeg er mere til bortadoption.
Dels betyder det at de nye forældre påtager sig den økonomiske forpligtelse, og dels må man tænke sig at sådanne betalende forældre så er godt motiverede for at give børnene et godt liv.

Men hvordan går det så med det? Hvor mange tvangsfjernelser sker der? Og sker det i alle slags hjem? Er der nogle miljøer hvor de sociale myndigheder holder nallerne for sig selv?
Det handler vel om børn ligemeget hvem de er, ligemeget hvor de er?
Har regeringen en politik for religiøst tilhørsforhold i relation til børn der vokser op under vanskelige kår?
Man kan vel ikke lave en undtagelsespolitik her? For børn er vel børn?

Det spørgsmål hørte jeg ingen journalist eller kommentator berøre.