Uddannelsen bør kikkes efter i sømmene, og anbefale dem der har søgt ind, at vilkårene for ansættelse, er der udfordringer man kommer ud for.

Det er altid ledelsen, på arbejdspladserne der er årsagen til når medarbejderne ikke lever op til reglerne,
beboere der vantrives, de svigt der opstår undervejs skal der slås ned på straks, tro mig det er ikke enkeltstående tilfælde, personalet imellem ved det.

Jeg har selv været med til fyring af en ansat på et plejehjem, selv om jeg var frisør der, da jeg var ung, men personalet dækkede over hende.
Man skal ikke føle sig på tålt ophold den sidste tid på jord.

Jeg er enig i det med ledelse.
Men en ledelse der ER TILSTEDE.
Og gerne en leder der ikke kollegialt er vævet sammen med de øvrige ansatte.

På hospitalerne har man været igennem en besværlig proces for ca 10 år siden der hed akkreditering.
Det indebar en nøje definering af procedurer, så alting kunne ske korrekt.
Det slog først igennem i traumecentre, hvor det skulle give svært tilskadekomne en større chance for at overleve.
Og det gælder ved medicinering. Der skal være en klar proces fra lægens ordination, journalføring, plejepersonale, udlevering til patient, dokumentation af givet medicin osv.
Det lyder som en selvfølge, men det skal til for at undgå fejl.

På sengeafdelinger har der altid været en plejeplan for hver patient. Hver proces nedskrives og ved vagtskifte rapporteres der til afløserne, så de for eksempel ved at fru Jensen er i behandling for blærebetændelse, og hun er sidst skiftet klokken 15:10. Hun skal skiftes igen kl xx.

Men det kræver en uddannet person der læser alle plejeplaner på hjemmet og kan give ordrer for aftenvagten og nattevagten osv.

Det er træls at skifte tunge ubevægelige gamle. Og måske forstår de det ikke og stritter imod. Det kræver et stort menneske at klare det uden at miste humøret! Og uden at det bliver nødvendigt at ty til sarkasme og "værkstedshumor" for at klare det uden at få svip.

Men med uddannelse kan man lære hvor man særlig skal bruge sine kræfter. Hvor hyppige skift er særlig vigtige. Og hvor man godt kan tage det mere roligt.

Jeg forstår godt at den der har runden med at uddele mad ikke samtidig kan klare bleskift!
Og jeg forstår at det ville være rart om alle beboerne lige kunne holde sig rene i timen hvor der serveres aftensmad.
Men så må en anden træde til.

Men en sygeplejerske kunne måske bidrage til at man undgik de forkerte metoder der måske fører til komplikationer der gør det hele værre.

Det er frygtelig svært at få det arbejde til at køre godt. Og man må respektere dem der gør sig umage.
Men ledelse kan måske øge værdien af personalets indsats, så man ikke kun skal høre på den med at der mangler ressourcer.

Det er manglende empati, hos personalet, og man så på et af de klip, at personalet havde sin mobil i hånden, det er under al kritik, at fjerne focus fra den demente mand, der prøver at få den nødvendige hjælp.
Jeg tænker, at få den uddannelse kræver et overskud, og ikke alle formår at udfylde rollen.
Jeg nød mine 6 år som frisør ansat på plejehjemmet, søde beboer, som øsede ud af deres livshistorie, og som personale er man jo et nyt publikum som ikke har fået historierne før.
Men beboerne i dag er mere syge når de kommer på plejehjem, derfor kræver der mere af personalet, men der er vilkårene i dag, hvis man vil jobbet.
Fuld respekt for kompetent personale.
Jeg tror vi skal kvæle dårlig personale, ved at rose dem der gør en forskel. Vi alle har brug for forbilleder.

Hvis man fyrede alle uden faglig uddannelse på plejehjemmene, ville det hurtigt blive en sag for politiet. For der ville ikke være nok tilbage til at klare bare det mest elementære.

Derfor må man få noget bedre ud af dem der er der.
Og jeg foreslår som sagt en højt uddannet leder (sygeplejerskeniveau) hvert sted.
En der kan belære og stille konkrete krav.

Jeg har selv været gæst mange gange på et plejehjem for at besøge gamle. Og jeg er sjældent blevet imponeret.
Flere gange det stik modsatte.
En fik sine nyrer sat i stå fordi personalet ikke orkede at få vedkommende til at drikke, og man kunne ikke se at et drop med væske var påkrævet. Da der omsider kom kvalificeret tilsyn, kom hun på hospital, men det kunne ikke nå at rettes op.

En veluddannet leder ville kunne se af den registrerede væskeindtagelse, at drop var nødvendigt, og ville selv kunne lægge det.
I stedet for "jamen jeg har sat saftevand ind til hende, men hun gider ikke drikke!"

Flemming Dalsgaard (dino)

"Målet må være at de mennesker der arbejder der gør de ting der er brug for"
Lidt billig men ja.
Så spørge målet må være, hvad hindre mennesker i det?
For jeg tænker at du er helt med på at ALLE andre også kan erkende dette?

Wernn

Wernn

Hvad der forhindrer folk i det?

Folk skifter ble på deres små børn fordi deres kærlighed byder dem at gøre det rigtige.
Når man skal skifte ble på gamle, så er eneste drivkraft pligopfyldelse. Og den er i konkurrence med at der er tale om tunge, ofte immobile voksne. Det er kort sagt ikke særlig sjovt arbejde.
Og ældrepleje er tungt for ryggen. Der er hjælpemidler, men alligevel er det bøvlet arbejde.
Og langt fra alle plejehjemsassistenter har en Mike Tysons kræfter.

Du har ret: første linje i din kommentar har noget selvfølgeligt over sig.
"Lidt billigt" som du siger.
Men jeg mener det alligevel. En leder kan nok få folk til at prioritere bedre imellem at skifte en ble og studere sin mobiltelefon på klientens værelse.

Sidstnævnte skaber nemlig ingen værdi

"Når man skal skifte ble på gamle, så er eneste drivkraft pligtopfyldelse"
Meget præcist.
Og du ser tydeligvis ikke problemet.
Før amputere vi mennesker således at de er en befæstning.
Derefter umenneskeliggøre vi dem.
Og så forventer at nogle andre mennesker skal behandle disse mennesker som mennesker.

Hvordan blev mennesker behandlet da vi kaldte dem slaver?

Det der sker på plejehjemmene har meget lidt at gøre med hvad der sker på plejehjemmen at gøre.

Som du så tydeligt selv visser med: "Sidstnævnte skaber nemlig ingen værdi"

Og det er problemet.
Vi vil have nogle mennesker til at gøre noget, mens vi slår dem i hovedet med at de ikke skaber nogen værdig.

Det menneskesyn, som du repræsentere her, ER problemet.

At pege på. at pleje ikke er en samfundsværdi, burde tydeligt vise ALLE, hvad for et samfund du taler for.


Wernn

Er vi kommet i den situation at når vores tid kommer og vi skal på plejehjem selv om det er ca. 5% af gamle der kommer på plejehjem, måske skal Vi have bestikkelspenge med i lommen, for at få den hjælp vi har brug for, nej vel.
At være afhængig af hjælp kan virke uværdig, men desværre nødvendig for nogen. Hold liv i "kadaveret" og hold ud.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Wernn

Jeg er ingen nørd til Kierkegaard, men jeg mener at han har sagt om ironi, at det er at iføre sig en anden frakke og spille rollen som et andet menneske. Og sige ting som et sådant menneske kunne sige.
Og når det så er sket kan man lade udsagnet opstille til beskydning fra alle sider.
Når jeg vil argumentere for noget, begynder jeg ofte med at argumentere for det modsatte og så se om jeg kan pille denne argumentation i stykker.
Jeg har altid ment at man ikke altid skal buse ud med hvad man mener. Man kan stille tingene op og så lade sin egen mening være konklusionen. Ikke oplægget.

Der er forskel på at jeg fremlægger et synspunkt og på hvad jeg selv mener.
Det er ikke mit menneskesyn at gamle ikke er noget værd.
men samfundsøkonomi har sin egen mekanik og den spiller sine roller om vi vil det eller ej.

Fra et "kinesisk" synspunkt er arbejdende mennesker værdiskabende. Folk der ikke arbejder er værdiforbrugende.
Men derfor man jeg da godt have den holdning at gamle skal have klov at leve og endda på en rimelig levefod.

Men vælger man det synspunkt (at gamle skal have lov at eksistere)
Så undgår man ikke at der er en udgift der er mere end proportional.
= De gamle producerer ikke noget. Og de yngre der skal passe dem, producerer heller ikke noget!
Derfor er ældresektoren objektivt økonomisk set frygtelig dyr.
At skifte ble på og passe små børn er derimod produktivt, da det opbygger børn til produktive voksne.

Det er en økonomisk betragtning.
En politisk betragtning er så at det er noget vi må acceptere. (At en ældresektor er dyr.)

Men vi kan bruge betragtningen til at indse at der er behov for optimering så vidt det er muligt. (For eksempel at dem der får løn for at passe de gamle også gør det på en ordentlig måde. Så ikke det hele er spildt.)

Ang #9 af johannesB.

Jeg er da helt enig. Du siger det bare på en anden måde.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg hørte her til formiddag at Thulesen foreslog en minimumsnormering på plejehjemmene ligesom i forslaget angående småbørnspædagogikken.

Øv!

Fordi man dummer sig i SF om småbørnene, behøver man vel ikke også gøre det om de ældre?

Hvorfor er det dumt? Fordi det reducerer problemet til kvantiteten alene. Og vi så på film på TV fra en børnehave at kvantitet ikke var problemet, men kompetencen og indstillingen hos pædagogerne.

To gode pædagoger kan sagtens opveje tre dårlige.
Det samme gælder hos de ældre.

Jane Heitman fra Venstre ser dybere. Det handler om at studere hvor kræfterne kan bruges bedst. For det kan reducere behovet for proportionalitet. (= dobbelt antal gamle betyder dobbelt antal personale.)

DF skal undgå i tidens panik at stille forslag der umiddelbart lyder rigtige, men som på sigt kan give problemer.

For hvis man bare lavede en minimumsnormering, garderer man sig ikke imod at mange ansatte fæhoveder bare laver det samme dårlige arbejde.

En vis kvantitet skal sikres. Men kvaliteten er mindst lige så vigtig. Og et løft i kvalitet er nok hvad der mest er behov for i relation til de aktuelle sager fra Aarhus og Randers. (Og i det skjulte, nok mange andre steder.)

Vi skal dog også huske, at hvis vi som Jane Heitman afviser argumentet om minimumsnormering på ældreområdet, vil argumentet også falde på småbørnsområdet!

Vi kan ikke vedblivende øge kvantiteten. Det kan ikke lade sig gøre.
Kvaliteten er det store emne der skal arbejdes på nu.

Lidt mere om sagen, som jeg ikke nåede at få med i #13

Problemet med kvantiteten er den før omtalte økonomiske mekanik: Hvis flere gamle skal eksistere, skal flere unge passe dem. Der er intet værdiskabende provenu i ældreomsorgen og dermed heller ikke i arbejdet hos de unge der er beskæftiget i denne sektor.
I et land hvor 70% er gamle og pasningskrævende, 15% er dem der passer dem og de sidste 15% er børn og pædagogerne - hvem skal tjene pengene? Ingen! For der er ingen tilbage.

Det er ikke muligt for et sådant samfund at eksistere, men mindre der i undergrunden er en masse olie som kan sælges. Og så heldige er vi ikke i Danmark.