Skyder de; fordi, der er krig?
Eller: Skyder de; fordi de tror, at der er krig?

Refleksion som svar til kommentere fra en FaceBook tråd.

"Du har påstået at krig ikke har eksisteret"

Det er ikke en påstand i almindelig logisk forstand. Fordi det er negeringen af en anden påstand.
Nemlig påstanden om: At krig eksisterer.

Lad os i stedet betragt det som blot to udsagn.
I en ligeværdig dialog bør vi vel sidestille de to udsagn, og undersøge sandhedsværdien af begge ud fra samme kriterier?
Da det andet udsagn er en negering af første, vil det, i min forståelse, være mest nærliggende, at undersøge eksistens fremfor ikke-eksistens.
Det vil, i min forståelse, være mest konstruktivt, at undersøge begge udsagn gennem at undersøge begrebet eksistens. Idet: Eksistens sætter spor, i modsætning til ikke eksistens.
Og: "Lag of evidence for existence is not evidence for lag of existence".

Jeg er dog helt åben for at undersøger, hvordan jeg begrunder mit valg: Ikke at tro på fortællingen om krig. Ud over, at jeg ikke finder påstanden om krig, for tilstrækkeligt underbygget.
Når jeg fremføre det som en absolut udsagn, er det bare en form. Det er stadig blot et udsagn, som kan have sandhedsværdien: Sandt eller falsk. At kalde et udsagn for en påstand, er strengt taget, blot en negativ værdidom.
Du kunne se det som en neutral tese, der kan og bør afprøves/udfordres.
Jeg kunne også have skrevet: "Jeg finder, at fortællingen om krig, som en sand forklaringsmodel for de drab, som er begået og beskrevet op gennem historien, under kategorien krig, ikke er tilstrækkeligt underbygget".
Når jeg siger, at disse mennesker ikke blev slået ihjel fordi der var krig.
Så er dialogen stadig åben for, at finde andre forklaringer. Der er ikke noget krav om, at nogen skal acceptere noget, som endelig sandhed om, hvorfor disse mennesker er blevet slået ihjel.
Jeg påpeger blot, at JEG ikke kender til den underbyggende evidens. Selv om jeg har søgt. Derfor er det ikke en påstand og der er ikke noget, der skal/kan bevises.
Hvorimod det i højere grad bliver en påstand, at sige at:
"Krig er den eneste og sande forklaring på, at disse mennesker blev slået ihjel".
Det bliver en påstand fordi det lukker dialogen, om dette spørgsmål.
Det betyder, at der er et indbygget krav om anerkendelse af, at den sande forklaring er fundet. Og det må være rimeligt forvente: At den, der fremfører påstanden, også kender den underbyggende forklaring. Man kan med rette pege på min underlæggende "påstand". At; hvis sådan evidens fandtes: Ville jeg have fundet den. Det gør du på en måde også, ved at bede mig pege på min undersøgelse og evt. mellem-resultater (Der kan af gode grunder ikke være et endelig resultat på undersøgelse af ikke eksistens- så ville debatten omkring religion jo være ophørt for længe siden). Det kommer jeg tilbage til.
Du holder positionen, at krig findes som sand eksistens. Og dermed, at du har, hvad du betragter som, evidens for dette.
At sige, at du ikke kender evidens. Er det ikke at indrømme, at du ikke har være kildekritisk over for det, du nu selv tror på?
Din begrundelse må, logisk set, være den evidens som jeg påpeger, som savnet, som så måske findes andre steder, end der, hvor jeg har søgt.
Og dermed peger på, at jeg tager fejl.
Misforstå mig endelig ikke. Det ser jeg, som en mulighed for at blive klogere. Min forståelse af, at fortællingen om krig må være falsk. Er på ingen måde hellig.
Så er det vi skal undersøge, er, om det du kalder beviser, også passer ind i den forståelse af manglende evidens, som jeg påpeger.
Hvis jeg har forstået det, der fremlægges som bevis, ret: Så er det nogle tal for, hvor mange mennesker, der i en historisk begivenhed, vi er opdraget til at tro på som krig, har mistet livet ved andres hånd. Er der korrekt forstået?
Hvis vi godtager disse tal- Så beviser de alene, at dette antal mennesker er blevet slået ihjel.
Men jeg må beder dig om, at beskrive, hvordan det er et bevis for, at begrundelsen for at slå disse mennesker ihjel, var krig?
Det kan jeg ikke læse ud af tallene- Hvordan læser du dette, ud af disse tal?
Jeg vil her fremfører (Påstå) at denne tolkning af krig, kommer af en forforståelse og accept af fortællingen om krig.
Og ikke er en erkendelse man kan komme til gennem, at se på tallene.
Tilbage til min undersøgelse.
Resultatet/tesen er: -Mennesker handler på tro.
Uendelig kort. Det er en erkendelses teoretisk/rationel undersøgelse, men ender op med at kunne beskrives rent logisk/rationelt.

Logikken ser således ud (Det deduktive princip):
-Præmis 1- Vi kan ikke handle på en viden, som vi ikke tror på. Vore hjerne vil, må/skal tilskrive en handling en mening, før den tillader vores krop at handle. Det forudsættes ikke, at vi er 100 % sikre i vores tro og det behøver heller ikke at have noget med handlingen at gøre. Det kan handle om, hvad vi tror på, som konsekvenser af handlingen. Fx når vi tager medicin eller udføre et religiøst ritual. Vi (vores hjerne) vælger blot den handling, som giver mest mening i den meningsrække, som vi allerede er mere eller mindre bundet til (Hermeneutisk).

-Præmis 2- Men vi kan godt handle på tro, som ikke er underbygget af viden (objektiv/faktuel viden). Det viser praktiseringen af forskellige og modstridende religions narrativer. -Logisk slutning- Derfor kan vi ikke se på et menneskes handlinger og herfra slutte, at handlingerne beskriver eller er konsekvens af den situation, som dette menneske er i.

En kausal betragtning er altså umulig. Jeg tænker, at vi kan være enige om, at vore handlinger er årsagsbestemte (deterministiske). Men det er i en subjektiv og ofte underbevidst årsagsforståelse.
En årsagsrække, som er mere begrundet i, hvad andre mennesker har fortalt os. Og hvad vi selv har tolket ud af andre mennesker adfærd (som jf. overstående: Vil være en logisk fejlslutning) end af en objektiv forståelse af den situation vi faktisk er i.
Jeg forventer ikke, at du forstå overstående i en omgang. Så vi vende tilbage til dette, fra andre vinkler.
Herefter har jeg forsøgt at finde evidens for de mange ting mennesker handler på.
Fx påstanden om krig.
Jeg har ikke fundet noget objektivt, der underbygger, hvad folk tror i rigtig mange forhold.
Dvs. jeg har ikke fundet begrundelse for, selv, at tro på alt det, som andre tror på.
Jeg har dog fundet en plausibel forklaring på, hvorfor vi kan tro på alt muligt, som ikke er begrundet i den virkelighed, som vi lever i.

Den ser således ud: Tænk på, hvornår du første gang hørte om krig fra andre mennesker.
Tænk så på, hvornår menneske hjerne er tilstrækkeligt udviklet til at evne kritik og kilde kritik?
Min tese her (og det er en tese som jeg gerne vil underbygge ydeliger i evolutionspsykologien, om du måtte ønske det) er at vi slet ikke evner eller praktisere kildekritik over for vore forældre, før vi er godt op i teenager årene.
Så går vi også helt amok.
Men her lytter vi i høj grad til jævnaldrende, som på tilsvarende måde allerede har "lært" om krig før deres hjerne var udviklet nok til kritik overvejelse af det man bliver fortalt.
MEN!
Det, jeg beskriver her, rejser kun tvivl om påstanden om krig- Det beviser ikke noget. Derimod har jeg to betragtning mere, som logisk føre til det samme slutning

1. Logiske betragtning: Præmis 1- At vi må være individuelt ansvarlige for vore handlinger. Præmis 2- At følger ordre, er forudsætning for krig. Slutning: Begge præmisser KAN IKKE være opfyldt samtidigt.

2. Logiske betragtning: Præmis 1- Vi ser vores omverden meget forskelligt. Præmis 2- Vi vil ikke komme til en oplevelse af en så nøjagtig fælles forståelse som fx krig. Uden at dette skete under trusler om vold. Som påstanden om krig jo i høj grad handler om. Slutning: Denne vold kan ikke være legitim. Da en sådan legitimitet fordre fælles forståelse. Det vil være en modsigelse af præmis 1.

Det er "summen" af disse logiske betragtning, som bekræfter mig i at påstanden om krig ikke er andet end en påstand. At krig ikke er muligt.

" Altså er din præmis en cirkel uden ende"

Jeg håber, at jeg nu har vist at det jeg skriver bygger på et sagligt ræsonnement. Mener du ikke at det er tilfældet. Er du velkommen til at peger på fejlslutninger i den logik jeg præsenterer.
Pas i den forbindelse på, at du ikke falder i de beskyldninger du sender imod mig. Jeg kan vel med samme ret siger, at din påstand om krig er tilsvarende tom.
Jeg læser at du har forudsat, at påstanden er sand indtil den evt. er modbevist. Det er ikke en saglig måde at undersøge eller underbygge betragtninger på.

" Min eneste præmis er at en påstand skal underbygges af bevisførelse"

Og her er vi helt enig- Det går bare ikke at kalde den modpartens tvivl for en påstand, for at ophæve sin egen bevisbyrde.
Inden for logikken har denne fejlslutning et navn: "Shifting the burden of proof fallacy" Eller " The false dilemma fallacy".
Du kan ikke på en saglig måde fremføre, at du automatisk har ret, ved at pege på, at der ikke er bevis for min position.
Vi kan (jf din egen præmis) først slutte os til noget, når begge parter anerkende det, der er fremlagt, som bevis. Det er ikke nok at den ene part anerkender det som bevis. Det er dog rimeligt, at fordre, at den anden part godtgør, hvorfor denne ikke kan godtage det, der fremføres som "bevis".
I øvrigt vil jeg heller brug benævnelsen: Argument. Da 'Bevis' må være det argument, som ikke kan gendrives.

"Hvis din præmis er at alt brugbar bevisførelse skal være skabt uden grundlag så er dette en samtale der ikke har nogen mening"

Prøv at være lidt abstrakt og kritisk. Så kan du måske se, at dette passer på den måde du skriver og argumenterer.
Med mindre at du har præsenteret andet end tal og der er noget jeg overser.
Jeg synes ikke det lykkes dig at holde dig til bolden og egen bane.
Men at du forsøger bygge din position på, at pege på manglende underbygning af den position jeg fremfører.
Som om din side allerede er velunderbygget.
Fremfor at vise, hvorved du finder den er velunderbygget.
Jeg mener, at jeg har gendrevet, hvorfor dine tal ikke tæller som bevis.
Hvis det er tallene du mener som bevis.
Så mangler jeg er beskrivelse af forbindelsen fra konsekvens (et antal døde mennesker) til den årsager, som fik nogle mennesker til at slå dem ihjel?
Den beskrivelse synes jeg ikke, jeg finder i det, som du fremlægger.
Jeg er åben for, at jeg overser noget og har brug for lidt hjælp.
Så hvis du vil gentage beskrivelsen af den logiske eller den kausale forbindelse mellem krig som årsag og det antal døde, som du fremlægger.
Uden at du kommer til at bruge at menneskers tro på fortællingen om krig. Som er præcist min begrundelse for at betvivle krig og min begrundelse for at de valgte at slå andre mennesker ihjel.
Spørgsmål vi undersøger er altså: Skød de fordi der var krig- Eller skød de fordi det troede der var krig?
Som du forhåbentlig kan se, vil konsekvenserne være de samme. Og vi kan derfor ikke pege på konsekvens (de døde) som bevis for den ene frem for den anden position.
At pege på de døde ville jo så tilsvarende være bevis for, at der eksisterede hekse.
Jeg tænker, at dem, der brændte mennesker som hekse, ikke gjorde det fordi disse mennesker var hekse.
Men fordi de troede, at de var hekse.
Lige som dem, der har fået at vide, at de er soldater. Ikke skyder på andre mennesker fordi disse er fjender. Men fordi de tror at disse mennesker er fjender.
Håber at du kan følge mig nu. Ellers kommer der en chance mere her under.

" er ude på at føre dig bag lyset"

Det har ikke noget med mig at gøre. De tror selv på det, fordi de er ført bag et lys, som er gået tabt i historien. Dem der i dag fremføre påstanden om krig (Det vil fx være dig) har jo på intet tidspunkt (før her med dit møde med mig) være præsenteret for dette "lys". Og de formidler det de tror på ud fra bedste overbevisning. De har bare aldrig udøvet kritik mod denne overbevisning (min påstand). Lyset er således gået tabet i generationers gentagelsen af den fortællingen, som jeg mener og forsøger at underbygge her, som værende fejlagtig. En erkendelse, som jeg mener, at alle må komme til gennem en saglig, faglig kritisk undersøgelse.

" jeg vil derfor ikke kunne vise dig noget som helst der vil kunne overbevise dig om at, det ikke bare er et falsum"

Jo det kan du. Der er rigtigt meget, som jeg tror på, fordi jeg finder det tilstrækkeligt underbygget. Også noget, som du ikke tror på og som vil være en tilsvarende udfordring for mig at fremføre argumentation for.
Fx mener jeg at det er klogt, at tro på, at vi alle er født perfekte.
Det er tilsvarende i modstrid med den måde, som vi er oplært til, at se på hinanden. Men jeg mener dog, at jeg kender og kan fremføre denne argumentation på en overbevisende måde.
Det ligger dog noget uden for denne tråd.
Pointen er blot at jeg er åben for, at jeg tager fejl. Jeg har bare ikke mødt evidens, som viser mig, at det er klogere at tro på fortællingen om krig, end at afstå fra at tro på denne fortælling. Fuldstændigt sammenlignelig med, at jeg ikke tror på fortællingen om julemanden.

" I din teori skulle jeg i princippet have en tidsmaskine for at tage dig med tilbage for at vise dig tingene"

Nej. Jeg beder end ikke om beviser. Det er dig, der taler om beviser. Jeg stiller mig helt tilfreds med, at du fremlægger din begrundelse, for at DU tror på fortællingen.
Jeg beder ikke om beviser, men om undersøgende dialog a la Sokrates.
Din begrundelse, for at finde det klogt, at tro på fortællingen. Er tilstrækkeligt, som stof i min refleksion. Fordi: Jeg er åben for At: Kan det være hensigtsmæssigt for dig at tro på. Så kunne det også være hensigtsmæssigt for mig.
Så det er alene denne hensigtsmæssighed, jeg ønsker at afprøve, gennem ligeværdig dialog.

" Du kunne selvfølgelig evt. tage en tur til Syrien og der ville du jo så også kunne se krig med egne øjne"

Nej- Jeg vil alene kunne se at mennesker, der slår mennesker ihjel. Fordi jeg tror på at mennesker dør af de skader jeg ser. Jeg kan alene se det jeg i forvejen tror på.
Da du i forvejen tror på krig. Vil du se krig og du vil tro, at jeg ser krig.
Men som jeg har peget på tidligere, ser vi mennesker netop ikke det samme. Fordi vi forvejen ikke tror på det samme. Vi er tilbage ved min sammenligning med heksen på bålet. Den, der tror på hekse, vil se at det er en heks, der bliver brændt.
Dem der ikke tror på hekse vil se, at det er et mennesker, der bliver tortureret til tilståelse og brændt.
Du ser krig fordi du i forvejen tror på krig. Her vil en tidsmaskine eller en rejse til Syrien ikke ændre noget.
Vi må først forstå, hvor troen på krig, hekse eller julemanden kommer fra.
Vores primære kilde til tro, er gentagelse. Uanset om denne gentagelse er meningsbærende eller ej.
Oplever vi gentagelse, vil vore hjerne opbygge et meningsgivende mønster.
Det er det, der sker hos den der ryger.
Og forsøger denne at stoppe. Det vil være at bryde et mønster.
Og såvel hjernen som kroppen vil modarbejde forsøget på at stoppe.
Vi har et klart ord for dette: Vaner.
Set udefra giver det ikke mening. Men inde i den enkeltes hoved/hjerne giver det mening at spænde den venstre sko før den højre, før man går på banen i en vigtigt fodboldkamp osv.
Vores hjerne tilskrive mening, og det er ikke noget vi er herre over.
Med mindre man er bevidst om dette og kritisk sortere.
Fordi: På et niveau er vi dog herre over vores hjerne.
Fordi den forventer det af os. Lad mig prøve med et eksempel mere: Når vi motionsløber: Hjernen ved mere om vores krop en vi selv gør. Men vi kan mærke efter og blive klogere på vores krop. Hjerne konstatere at kroppen løber. Hjerne ved, at vi i den situation har gjort os til herre over den handling. Men den kan ikke se hvorfor. Der er ikke nogen efter os. Så hjerne tænker:
"Når han løber. Han må vide, hvorfor han løber. Så vi [hjernen og kroppen] må hjælpe ham". Hjerne ved, at kroppen vil siger fra på et tidspunkt. Og eftersom det ikke går at stoppe. Skal denne impuls fra kroppen blokeres.
Det gør hjernen ved at sende endorfiner ud i kroppen, så vi kan forsætte med at løbe i længere tid.
Det er det samme med rygning. Hjernen ved godt at det er galt for kroppen. Men når Herren i huset gentager, må det give mening. Og hjernen belønner med dopamin for at kompensere for kroppens ubehag.
På den måde kompenserer/belønner hjernen for vore gentagelser og give samtidig gentagelserne en mental mening.
Folk der ryger oplever en nydelse ved at ryge til trods for kroppens misbehag.
Det er dog det er ikke røgen. Men dopaminen. Hjernens belønning for, at gentage en handling.

" folk med en anden tro end vores"

[Med reference til mit argument om: At det at mennesker bygger en moske, ikke beviser, at en gud findes. For at sidestille med argumentet om: At det at mennesker skyder på andre mennesker ikke beviser, at der er krig] Der er ikke nogen 'deres tro eller vore tro'. Trossystemer er individuelle. Vi tænker og tror så forskelligt, at der ikke er grundlag for at tale om fælles tro.
At skrive kirke, bank, statue eller tempel gør ingen forskel. Det er stadig handlinger begrundet i tro. Og ikke noget som kan bruges som bevis. Min mening var på ingen måde, at hænge en gruppe ud (jeg tror ikke på fortællingen om grupper). Men at vise, at man ikke kan slutte fra konsekvenserne af mennesker handlinger til en objekt årsag for, at vælge disse handlinger. Kvinden dør uanset om hun var heks eller om de troede hun var heks.
Konsekvenserne af bestemte menneskelige håndteringer, er kausalt/deterministisk bestemte. Men er samtidig helt uafhængige af årsagen til denne bestemte handling. Altså ud over mennesker tro som årsag.

" men det beviser at folk der har den tro findes"

Og det eneste du viser (ikke beviser) ved at pege på tal. Er måske, at der findes mennesker som troede, at der var krig. Og nej det gør det end ikke. Tænk på barnet der knæler for at bede til en imaginær himmelnisse.
Beder dette barn fordi barnet tro på nisser.
Eller fordi barnet tror på, at forældrenes kærlighed afhænger af om barnet lader, som om det beder?
Eller tænk på når voksne beder i religiøse lande.
Beder de fordi de tror på nissen- Eller lader de som om de beder, for at undgår den vold, som andre tror, at de har pligt til at udøver imod mennesker, der ikke beder i overensstemmelse med forskrifterne?
Vi kan kun observere menneskelig adfærd. Men vi kan ikke slutte fra en adfærd, fordi der indgår dette element af tro i valget af handling.
Det er vis dette element af tro - Det individuelle trossystem-, som op gennem tiderne er forvekslet med fri vilje (Men så er vi vist lidt for langt fra trådens emne). Ud fra det du nu selv skriver: Underkender du nu selv, det du kaldte beviser for krig. Igen!
Medmindre jeg overser nogen og det ikke var tallene.
Men noget andet du pegede på. Håber, at du anerkender præmissen om, at vi ser noget forskelligt, selv om vi ser på det samme.
Jeg ser, at du peger på tal = konsekvens af at mennesker handler på deres tro på krig.
Du ser et bevis.
Jeg mener, at jeg har vist, hvorfor man ikke kan udlede noget om objektiv årsag fra konsekvens af menneskelig adfærd.
Det bekræfter du nu også selv ved at indrømmer at handlinger kun siger noget om, at der findes mennesker, som tror på begrundelsen for deres handling.
Så, hvad er det du peger på ud over konsekvens (tal)?
Det, der ligger i min betragtning og det, der ligger i din. Fører til samme konsekvens- Et antal døde.

" Hvis du ikke mener krig er at to eller flere grupper går i kamp imod hinanden"

Det er din (og mange andres) definition. Men den holder ikke. Da vi ser verden omkring os forskellige på individuelt niveau. Hvordan skal vi så definere en gruppe? Jeg kan kun se en vej. At vi gennem trusler om vold (som ved ex. Overfor, hvor mennesker lader, som om de beder) tvinger mennesker til at underkaste sig ideen/fortællingen/påstanden om at mennesker kan gruppers, kategoriseres og benævnes ens.
Og samtidig forskelligt fra andre, som så er i en anden gruppe/kategori med en anden benævnelse.
Jeg kan ikke se, hvordan en sådan gruppering og kategorisering skulle være mulig.
Altså mangler den fremførte definition af krig, helt automatisk en definition af, hvad, der er en gruppe.
Men også definitionen af kamp?
Uden, at man kommer til at bruge tomme påstande, som du selv advarer imod. Dertil komme, at det du peger på, som nødvendig vold, uden at pege på hvad der nødvendiggøre denne vold.
Så jeg tillader mig, at pege på jeres definition af krig, som alt for tynd. Som en tom påstand.
Igen. jeg kan godt gå ud og se, at mennesker har lært, at se andre mennesker som fjender. MEN er denne læring begrundet i viden om verden og de andre? Eller er den begrundet i gentagelse gennem troen på fortællinger (Mytologi)?

" hvad du tror krig er i din verden"

Jeg har ikke selvhøjtidelig selvretfærdighed nok til, at benævne min tilfældige opfattelse som 'verden'.
Jeg har en opfattelse. Det er fortællinger, som jeg tror på, ved at jeg finder dem indbyrdes konsistente.
Jeg har en sådan forståelse af det meste, af den omverden jeg har kendskab til. Men jeg kender ingen endelig sandhed om verden. End ikke dette udsagn kan være sandt. For hvis jeg mente, at udsagnet: "Jeg kender ingen sandhed om verden" var sandt. Ville jeg jo påstå at jeg kendte en sandhed og ville dermed modsige mig selv.
Derfor: Alt hvad jeg beskriver er alene betragtninger, som jeg finder belæg for at tro på og ikke påstanden på andres vegne. Min grundholdning er, at min opfattelse (vore opfattelser) er mere eller mindre tilfældige og fejlagtige.
Og at den eneste vej til, at korrigerende information er dialog.
Og eneste vej til erkendelse er refleksion gennem ønsket at komme hen mod en opfattelse, som bedre beskriver verden, som den faktisk ER. Fordi: Jo jeg tror på, at der findes en absolut verden. Jeg kender den bare ikke.
Min position bør ikke ses som udtryk for solipsismen eller nihilisme. Men som indledning til og ønsket om den ligeværdige kritiske undersøgende dialog.
Med ligeværdighed mener jeg: At begge parter (eller flere) går ind i dialogen med samme kritiske tilgang til såvel egen, som den andens position.
At det ikke er en af dialog partenes pointer, der føre til viden, men dialogens pointer.
Altså en eksternalisering af dialogen, som noget, der er i samme rum, som deltagerne, men ikke er den ene eller den anden deltager. (Tanker udviklet ud fra Michael White: Narrative psykologi). Altså et visuelt rum med to positioner og en dialog. Personerne som holder de to positioner er, som sådan uinteressante. Jeg kan ikke definere noget, som jeg ikke tror på. Jeg kan blot vise, at jeg ikke mener, at den definition, som andre bruger, kan holde til en kritisk tilgang.
Men fordre en determineret tro på en mytisk fortælling. På samme måde, som troen på påstanden om religion.
Jeg mener, at jeg, gennem overstående tekst, har fremført en argumentation som gendriver påstanden om krig, som noget objektivt.
Og at vi med de data, som jeg kender til, må se fortællingen om krig som en myte.
Uanset, hvor mange, der så tror på den.
Da jeg anerkender og ovenfor argumenterer for, at vi ser tingene MEGET forskelligt. Forventer jeg ikke, at du uden videre gennemskuer den logik jeg fremfører.
Så du er meget velkommen til at fortsætte med kritiske spørgsmål.
Mht. din historiske tilgang. Var der noget, jeg overså, da jeg alene så, at du refererede til tal og dermed til en konsekvens, som er fælles for de to positioner, som vi har stilles op, over for hinanden?

Om mennesker skyder fordi, der er krig.
Eller:
Om mennesker skyder fordi, de tror, at der er krig.
Kan ikke ses ud fra skader eller dødstal.

Wern