Godt emne Kåemer!

Det har nok altid været en af demokratiets forbandelser.

"Folket er ikke modent til at regere. For så vil de det ene, og så vil de det andet. Folket er som en flok uvorne børn. En voksen må tage ansvaret!"

Sådan kunne en hersker sige til sit forsvar.

Hvorfor stemte briterne sig ud? Var det fordi de ikke stemte på det som de egentlig mente? Var det for at straffe politikerne? Noget tyder faktisk på at folk stemte på "ud" for at give politikerne en lærestreg. Bagefter sagde de at de ikke havde regnet med at så mange ville gøre det.
Det er en farlig leg med den demokratiske ret, som mange har kæmpet sådan for at opnå!

Det har en dansk politiker engang sagt: "Man skal passe på med folkeafstemninger, for folk stemmer ikke på det de mener." Jeg husker ikke hvem.

Det er trist at se et stolt verdensrige som England ramle sammen i politisk børnehaveri.


Jeg er dog stadig glad for Churchill der sagde at "demokrati er en elendig styreform. Men de andre er værre!"

Jeg har aldrig været i England. I 1500 årene var der uhyggelig megen brutalitet i landet, og de sociale forskelle har været ulækre. Og de terrorbombede København. Meget kan siges imod det.
Men jeg har altid elsket det land!

Noget der generelt er svært ved folkeafstemninger er hvordan et spørgsmål skal formuleres. Et krav må være at man ved hvad der skal ske i praksis hvis der svares ja og hvis der siges nej.
Man kan jo ikke skrive på stemmesedlen: "Hvad synes du vi skal gøre ved ...?"
"Skal vi kystsikre Danmark?"
"Skal vi åbne for indvandring?"
"Skal vi nedbringe CO2?"

Alt dette kan man svare ja eller nej til. Men hvad gør man præcis, hvis der er flertal for det ene eller det andet?

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Folkeafstemninger kan blive problematiske.

Oftest står man sig ved at politikerne går til valg på det de mener og så styrer hvis folk giver dem mandatet.

Men også parlamentsvalg kan blive en tåget affære.
Aktuelt fik venstrefløjen magten ved at gå til valg på det de godt kunne ønske sig. Men de opgav ikke at regere blot fordi det var overbudspolitik som ikke kan lade sig gøre. Når man har mandatet får man retten til at gøre noget helt andet end det man blev valgt på.
Det gjorde Thorning, og det gør nu Frederiksen.

Men igen - diktatur ville være værre endnu.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Nej, Engbo, det er nok rigtigt.
Men det sker ikke sjældent at ellers overbeviste demokrater ytrer at der er visse ting/personer man ikke skal kunne stemme på.

Det hørtes (her i DK) da Donald Trump blev valgt. Og grundlovssikrede rettigheder blev draget i tvivl, da mange mennesker ikke mente at Rasmus Paludan skulle have lov at tale i offentligheden. Nogle greb til vold og våben, andre sagde man skulle begrænse ytringsfriheden, når det blev dyrt at forhindre voldsmænd i at begå vold.
Hvis en enkelt greb til vold ville man nok acceptere udgiften til at hindre det, men hvis mange gjorde det, var det bedre at begrænse ytringsfriheden end at begrænse volden. Det var ud fra den tanke at hvis man begrænsede ytringsfriheden, ville volden forsvinde af sig selv.

Vælger man det sidste, skal ingen begavede menneske tvivle på at begrænsningen af ytringsfriheden ikke vil stoppe der.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Det virker temmelig umuligt at sende det ud til folkeafstemning hvad kulturkronerne skal bruges til. Så skulle det i hvert fald være i generelle vendinger. Og det vil være meget svært at stille spørgsmålet.
Men jeg kunne tænke mig ét spørgsmål: Hvis man deler DK ind i fire dele, hvor hver del har sin fjerdedel af befolkningen - omtrent nord-vest, syd-vest, nord-øst og syd-øst, så fik de hver en fjerdedel af pengene. Så ville der blive taget hensyn til at folk i Vestjylland har langt til steder hvor der bruges kulturpenge, så som den kgl opera.

Kresten Poulsgaard blev der engang grint ad fordi han sagde, at Danmark var for lille et sprogområde til at have sin egen ballet. Det lød absurd fordi der ikke tales ved en ballet.
Dog er udsagnet ikke helt forkert, for et lille sprogområde betyder at der er få danskere. Og der kan godt være for få danskere til at betale for sin egen ballet.

Når der tales om meningsdannere der kan nå ud til befolkningen, så har vi allerede problemet.
For TV kanalerne DR og TV2 har en klar skævhed til den røde side. Studieværterne er klart venstredrejede, og jeg tror oprigtigt at uden dem havde der ikke været rødt flertal idag.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Demokratiet som styreform har siden oldtiden været utallige og forskellige, som det blomsterhav eng og skov byder sig til med på en forårsdag.
Menneskeheden er blevet præsenteret for det ene skønmaleri efter det andet af; filosoffer, idealister, og missionærer for den rette tro; alle billeder i smukke klare rene farver.
De er overfladisk set velkomponerede, men disharmonien i farverne og dybdeperspektivet træder tydeligt frem ved et nærmere eftersyn.

Basis demokrati eller direkte folkestyre er uforenelig med den kapitalistiske styreforms krav om stadig større effektivitet og vedvarende økonomisk vækst. Krav som strider mod enhver form for bæredygtighed, folkesundhed, velfærd og ikke mindst vores overlevelse som art.

Er det så det repræsentative demokrati, der er løsningen?
Selv fædrene til vores grundlov var åbenlys usikre på det punkt. De udstyrede i alle tilfælde denne vores første forfatning med så mange begrænsninger i forhold til den gemene hob, at kun de selv, deres venner, meningsfæller og ellers det mest solide borgerskab og adel fik lov at komme til stemmeurnerne, der gav adgang til højloftede sale på Christiansborg.
Til yderligere sikring mod de rene uhyrligheder forsikrede man sig med en hob af indirekte valgte, og kongeligt udnævnte lovgivere. Disse reaktionære jordbesiddere og kongetro royalister fik sæde i Landstinget, og de var i hele Landstingets levetid en reaktionær bremse for Danmarks udvikling.

Det var så det. Så havde Danmark og danskerne fået frihed og "repræsentativt demokrati."

Gennem de følgende hundrede år blev Grundloven så revideret en smule, hvor den gradvis blev en anelse mere repræsentativ hver gang. Ændringerne var små og meget træge at få gennemført. men for det meste ofte fremprovokeret og vedtaget af de for enhver at se; helt åbenlyse mangler ved den gamle og utidssvarende forfatning.
Den sidste ændring skete i 1953, hvor vi endeligt på trods af højrekræfternes modstand fik Landstinget fjernet.
Til gengæld for det fik så kongehuset sikret sine fremtidige rettigheder gennem kvindelig arvefølge.
Et vigtigt skridt for kvindernes kamp for ligeberettigelse...

Hvordan har det repræsentative demokrati det så i dag 170 år siden indførelsen?
Stort set som på den tid det blev indført. Hverken særlig repræsentativ eller demokratisk.
Vi har gennem de sidste 60-70 år fået ændret valgretsalderen i nedadgående retning og det er en god ting.
Til gengæld er udvælgelsen og opstilling af kandidater, vi kan vælge til Folketinget blevet mere og mere centraliseret i partiernes hovedbestyrelser og andre centralt placerede beslutningsorganer.

Derudover har partierne bevilget sig selv store partistøttemidler over finansloven. Midler, der sætter dem i stand til at ansætte politiske medarbejdere, som har stor politisk indflydelse uden at være folkevalgte og kan ikke drages til ansvar overfor befolkningen.
De er simpelthen en udemokratisk pendant til tidligere tiders indirekte udpegede landstingsmedlemmer, som trods alt skulle operere indenfor de opstillede demokratiske rammer og stå til ansvar for deres handlinger.
Vi har også set, at de store og gamle partier har begrænset gennemsigtigheden i de politiske processer og dermed borgernes muligheder for fuldgyldig demokratisk indsigt i de politiske beslutninger politikkerne træffer på vores vegne.

Sådan kunne man blive ved.
Tilbage står dog, at vores såkaldte demokrati behøver en ret omfattende revision, hvis Christiansborg ikke skal udvikle sig til et endnu større parallelsamfund end i dag.

Med venlig hilsen
Kattegat

Godsejerne og landstinget er netop et eksempel på hvor forkert det er når nogle har mere magt i repræsentative forsamlinger end den der kommer af at de blot er individer med en mening og viden.

Godsejerstyret var et oligarki. Men et oligarki baseret på ejendom er ikke værre end et baseret på magtfulde udnævnelser uden for demokratisk kontrol, som det sås i f. eks. Sovjet m. fl.
Det var det som Orwell kaldte den oligarkiske kollektivisme i bogen "1984."

Og Engbo, man haler altid folk ud af skabet som Uffe Elleman, Bjørn Elmkvist, Morten Løkkegaard osv.
Men de er netop kendetegnede ved at have forladt DR.
De kendte nuværende studieværter har en tydelig drejning mod den røde side (herunder de radikale.)
Men ser det på de spørgsmål de stiller og dem de netop ikke stiller. Og man ser det på de politikere som de møder med kritiske modspørgsmål, og dem hvor de blot holder mikrofonen.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Enhedslisten blev vist dannet af DKP, Venstresocialisterne og KAML, og måske flere. (KAML blev vist til socialistisk arbejderparti.)
Disse partier har haft masser at sige og endda siddet i tinget som folkevalgte.

De radikale er et lidt løjerligt parti. Deres økonomiske holdninger er temmelig blå, men deres værdipolitik er lige så rød som Enhedslistens.
Det gør dem helt uspiselige for mig.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Når man snakker sammenrend på venstrefløjen, bør man erindre, at Socialdemokratiets had til den politiske venstrefløj er så dybt, indædt og historisk forankret, at ethvert samarbejde med venstrefløjen,udelukkende vil ske, når det fremmer Socialdemokratiets interesser.
Jeg tror derfor bestemt heller ikke, at Enhedslisten forestiller sig andet.

Med venlig hilsen
Kattegat

Det tror jeg at du har ret i, Kattegat.

Alligevel har man i partierne til venstre for Socialdemokratiet haft tradition for at stole på at man var bedre tjent med en socialdemokratisk regering end en mere borgerlig. Og derfor undladt at stemme imod i kabinetsspørgsmål.

Et af yderpartierne KFML (senere KAP) mente at det var en håbløs illusion, da socialdemokraterne i bund og grund var et borgerligt parti. Det repræsenterede blot en anden fraktion af borgerskabet end den private kapital. (Nemlig fagtoppen, ledere af kooperative foretagender osv.)

dino!

Jeg tror nu nok, at vores enighed hurtigt ophører.
Selvfølgelig ser venstrefløjen hellere en socialdemokratisk regering ved magten.
Det har alt andet lige; indtil Helle Thorning regeringen været at foretrække for en borgerlig.
Glem ikke, at det er de borgerlige, der har udskrevet de største regninger til de svageste skuldre i det her land og stået for de største u-finansierede skattelettelser for de stærkeste..

Med venlig hilsen
Kattegat

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Ja, Kattegat, det var vel for godt til at være sandt! :-)

Sjovt udtryk: "ufinansieret skattelettelse."
Man kunne med samme ret (eller måske større?) sige:
Ufinansieret skatteopkrævning.
(Vi har allerede haft en diskussion om hvem der egentlig betaler mest i skat her til lands.)
Sætter man skatteskruen på for højt procenttal, er opkrævningen i hvert ufinansieret, for statens indtægter vil falde.
Thorning regeringen havde en nogenlunde økonomisk politik. De undgik at ødelægge alt for meget. Største problem var de radikales værdipolitik, men det er en anden sag.
Bjarne Corydon var en fornuftig mand. (For fornuftig til at kunne forblive socialdemokrat i længere tid.)

Det med Niels Hausgaard som kan køre i samme bus som en DF'er - ja, det kan han fordi han er et nogenlunde fornuftigt menneske.
En del røde kvinder kan ikke bevare fornuften.
De er smittet af den gamle parole: Kvindekamp er klassekamp og omvendt.
Og derfor sætter de klassekampen over kvindekampen. Kvindeproblemerne skal løses gennem klassekampen. Værst er det hvis løsning af kvindeproblemer spærrer for fremskridt på klassekampens område.
Og skulle en kvindekampparole tilmed lyde som noget DF kunne have sagt, så droppes den som reaktionær. Den ville ellers stå klassekampen i vejen.

Sådan har det været på venstrefløjen: Man har villet prioritere indsatserne. Det kan man forstå, men det har givet nogle groteske udtryk ind imellem.

Det minder om stormagtsspil: Hvis et land med et råddent styre har været en allieret i kampen imod den største fjende, så har man blæst på denne råddenskab. Kampen imod hovedfjenden var vigtigst.
Et eksempel er USA's støtte til det udemokratiske Chile under Pinochet. For hovedfjenden var Sovjet, og de måtte ikke få fodfæste i et Chile under kommunisten Allende.
Så man indgik en rådden alliance for at undgå et potentielt problem med for stor Sovjettisk indflydelse i regionen, som på Cuba. Jeg forestiller mig at Chiles lange stillehavskyst var et vigtigt element i denne spegede sag.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Engbo! - Enhedsarbejdet mellem socialdemokratierne og den øvrige venstrefløj ophørte endeligt og definitivt ved den 2. Internationale. Siden dengang har socialdemokratierne bekæmpet såvel kommunister og alle andre partier på venstrefløjen med næb og kløer.
Det kan gerne være, at du har gode politiske relationer med socialdemokratiske tillidsmænd rundt omkring dig og i fagbevægelsen specielt.
Kendsgerningerne er dog, at et utal af socialdemokratiske tillidsmænd på de større arbejdspladser rundt i landet indberettede kollegaer til AIC.
AIC Arbejdernes Informations Central, hvor kommunistjægeren Urban Hansen residerede og med fast hånd nidkært overvågede og styrede indsamlingen af oplysningerne om kommunisters gøren og laden.
Tænk også her på samarbejdet mellem AIC og "Firmaet" i Kejsergade sagen, hvor Keld Olesen fik næsen alvorligt i klemme, og medlem af Folketinget kommunisten Alfred Jensens lejlighed blev aflyttet.
Vil du have yderligere information, kan jeg anbefale PET rapporten og Iben Bjørnssons biografi over Urban Hansens liv og levned.
Socialdemokratiet har gjort det her land meget godt, men har også taget sig betalt for det i mange og store forræderier mod arbejderklassen, når de fandt det opportunt for pleje af egne pamper interesser.
Politisk ville jeg stole lige så langt på dem, som jeg kan kaste Arbejdermuseets Lenin statue.

Med venlig hilsen
Kattegat

Baseret på Carl Madsens materiale har Hans Scherfig skrevet om arrestation af kommunister under krigen med væsentlige bidrag fra socialdemokrater i styret.
For så vidt som det er sandt (hvilket jeg ikke selv kan bekræfte eller afvise) røber det allerede dengang et forhold imellem partierne der ikke var særlig kærligt.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]