Jeg har hele mit liv haft en plan eller en drøm. Det var SÅDAN livet skulle være for mig.
Det skulle sikre mig et godt og lykkeligt liv. Hvis jeg knoklede for det og opførte mig pænt, så ville jeg kunne skabe tryghed, stabilitet, kærlighed og omsorg for mig selv og mine nærmeste.

Jeg så mine forældre og oplevede min barndom og undervejs tog jeg mentale notater af "do's and dont's" for ikke at gentage deres fejl og for at kunne lære at skabe de bedste forhold.

Som barn går alt så langsomt og man fatter ikke når Tante Anna hviner over hvor tiden dog går og hvor meget man er vokset siden sidst.

En dag kan det være at man opdager at livet kan være mange scenarier. At de drømme og planer man havde var formet at frygt og usikkerhed for uvisheden og det ukendte.

En dag går hele ens verden i stykker og man må tilbage til tegnebrættet med de stumper der nu er tilbage.

Man kan ikke starte forfra og hvad, der er tabt kommer måske, måske ikke tilbage. Uanset, ved du ikke hvilken plan du nu skal gå med.

Så forstår man at det hele har været en illusion om en sikkerhed og en plan, men at man først til sidst kan gøre status og se det hele i et større perspektiv.

Så vil man se at man har prøvet at gøre det så godt man kunne og samtidig glæde sig over det man rent faktisk fik nået.