Spændende emne Dino.
Jeg vil først og fremmest indvende, at det ikke er helt rigtigt, at barnet først opfattes som et individ, når det er født. I abortsammenhænge er fosteret beskyttet fra 12. graviditetsuge. Om det så er for sent, kan diskuteres, for jo det er da helt tydeligt et lille menneske, der "slås ihjel". Abortgrænsen er dog tidligere end i flere andre lande.
Men når du skriver "MEGET tidligt", Dino, mener du så bare fortrydelsespillen, altså indenfor de første par døgn? Eller hvor ville du sætte grænsen?
Hvad med tilfælde, hvor præventionen har svigtet, og man ikke opdager det før tiden er løbet fra fortrydelsespillen? (Jeg har formået at blive gravid med spiral, en eninde mens hun var på p-piller). Hvad hvis manden bakker helt ud, når de finder ud af det og kvinden ikke kan magte det alene? Som Camilla skriver er det let nok at løfte pegefinger ad kvinden og stille hende til ansvar, men man er altid to om at lave et barn.
Personligt kunne jeg aldrig få en abort, for jeg ved, at jeg ville føle, at jeg havde ladet mit barn dræbe. At jeg så fik mit første barn som 17-årig, taler jo så også sit eget tydelige sprog: JEG har aldrig i livet fortrudt mit valg dengang, men hvordan ville verden se ud, hvis det hørte langt mere til reglen, at unge kvinder fik deres første barn som 17-årig (eller før)? Hvor mange enlige unge mødre ville blive fanget nederst på den sociale rangstige, fordi fædrene var løbet skrigende væk for ikke at få ødelagt DERES liv, og fordi de unge kvinder ikke havde et netværk, der kunne gribe dem? (Jeg havde gudskelov en kæreste der tog ansvar og et stort opbakkende netværk, men det har alle ikke).
Vi kunne lidt groft set hurtigt få et samfund, hvor manden kunne gøre, som han ville, mens kvinden blev bundet på hænder og fødder (børnebidrag i diverse afskygninger vejer ikke meget op ift. en ekstra voksen med aktivt ansvar for at få hverdagen til at løbe rundt til alles tilfredshed - slet ikke i barneperspektiv, hvor det at have sine forældres kærlige opmærksomhed er alfa og omega.
Endelig kommer problemet med børnene, der vokser op som uønskede/en belastning for deres forældre. Selvfølgelig vil langt de fleste knuselske deres børn også selvom de kommer på et tidspunkt, hvor tingene overhovedet ikke hænger sammen. Men kærlighed er bare ikke altid nok til at skabe gode harmoniske samfundsborgere. Materiel sikkerhed og personligt overskud har en enorm betydning.
Og i hvor stor stil ville vi så træde til som samfund, hvis vi med vores borgerligt moralske tankegang havde fået et boom af børn med forældre, der ikke var i stand til at give dem den bedst mulige opvækst? Eller ville vi bare skubbe problemerne foran os til børnene blev store nok til at skabe rigtige problemer, der kunne mærkes i vores andres ordentlige hverdag? (misbrug, kriminalitet, vold, etc.)
Ville vi mene vi havde gjort nok, når vi havde dunket i forvejen pressede forældre/kvinder oveni hovedet, fordi altså var deres egen skyld, så nu må de mande sig op?
Jeg kan sagtens forstå det moralske aspekt. Hvornår er et foster et menneske? Og har vi egentlig ret til at vælge til og fra som vi gør?
Problemet er jo bare, at der er ingen, der reelt kan vide det. Og selv hvis fosteret faktisk i alle henseender er et individ, gør dens mor det så et tjeneste ved at vælge det fra i stedet for at introducere det til et liv, der med al sandsynlighed bliver en barsk/opslidende kamp? Fosteret selv har ikke nogen mulighed for at træffe valget.
Det er et svært moralsk spørgsmål, det er jeg helt enig i, men jeg kan ikke andet end mene at det altid må være op til den enkelte. Som samfund har vi ikke svaret på det moralske. Og vi har ikke muligheden for (sikkert heller ikke viljen til) at løfte alle, der falder igennem, så ingen bliver uskyldige ofre for dette moralske syn på fosteret. (Hvis man ikke mener, man kan kalde kvinden for et offer, det mener jeg man kan, kan vi da i hvert fald være enige om, at man kan kalde barnet for et offer).
Så er der muligheden bortadoption, men her vil jeg kort sige, at jeg er helt sikker på at det er langt sværere at vælge en nyfødt fra end at vælge et foster fra. Skal samfundet så ind og gennemtvinge bortadoptioner, ud fra hvorvidt man anser moderen som egnet? Eller skal moderen have lov at vælge selv? For så er vi alligevel ude i noget lignende ovenstående scenarie.
Hvis jeg skal lyde lidt mere kynisk, end jeg er, så vil jeg sige at overbefolkning er et større problem end abort. Er det fair at fostre betaler den pris? Selvfølgelig ikke... Men et nyt moralsk dilemma kunne være "Hvad gør vi ved overbefolkningen?" i denne sammenhæng kunne aborten blive det moralsk rigtige valg.
(Jeg har et stykke tid holdt mig bort fra debatter, fordi jeg altid ender med at bruge for meget tid når først jeg blander mig (det har jeg gjort igen i dag), så måske bliver dette eneste bidrag til denne debat - også selvom jeg får svar på tiltale).