Maryanna

Ja, måske er du virkelig sippet! Det tror jeg nu ikke. Jeg synes dit spørgsmål er meget relevant. Der forekommer jo virkelig voldsomme ting i romaner.

Principielt mener jeg, at man kan skrive om hvad som helst, absolut hvad som helst. Skal der være grænser må man selv sætte dem.

Alt afhænger jo af om der er kunstnerisk dækning. Og et andet kriterium må være en naturlig respekt for andre mennesker, men det gælder jo i alle livets forhold. Jeg kan ikke tillade mig at skrive om navngivne personer uden deres tilladelse. - Der er undtagelser for dette, men det kan vi komme ind på en anden gang. - Og man skal ikke slå på nogen der allerede ligger ned. I det hele taget skal man være forsigtig med det der er personligt eller privat.

Men det du tænker på, er vel mest, hvad man kan skrive som fiktion, altså med opdigtede personer. Til det kan jeg bare sige, at der er ingen grænse.

Jeg holder også meget af Agatha Christie, og det bekymrer mig ikke hvor mange hun slår ihjel. Hendes bøger er aldrig realistiske, selvom de foregår i virkelige miljøer. De er puslespil eller gåder som skal løses, og læseren er velkommen til at gætte med. Hun lægger alle kendsgerninger frem, og den logiske løsning kommer så til slut. Personerne både de levende og de døde er bare brikker i disse spil.

Kåemer

Det er svært med forbrydelser.
Hvad med:
"Da raketten fra galaksen Axabalitzu nærmede sig planeten Hofgolut, trykkede kaptajnen på klappen. En atomraket blev skudt af, og få minutter senere var mere end tyve millioner af Hofgoluts indbyggere dræbt."

I sammenligning med dette: Hvad betyder et par jordiske voldtægter så? Er det ikke ligegyldige bagateller?

Du kan nok se hvor jeg vil hen. Vold og vold er mange ting. Noget berører os mere end andet. (Og læseren.)

Jeg en nok enig med Kåemer i at man kan skrive hvad man vil. Så længe læseren han slippe for at læse andet end det han vil.

Jeg har også grænser. Jeg har en skarp censur i mit valg af ord og indhold. Sådan er jeg. Og du skal finde din egen stil.
Du skal gøre op hvad du kan tåle at miste af værdighed i andres øjne.

Jeg forstår absolut godt at du har svært ved at beskrive en voldshandling, som ville fylde dit hjerte harme og medlidenhed hvis det var virkeligt. Og skal man lukrere på læserens mulige ophidselse ved at læse noget som i grunden er afskyeligt?
For nogle forfattere er det let. De skriver bare rent ud af posen. Andre har det dårligt med intime beskrivelser, uanset om det er kærlighed eller voldtægt.

Hvis du læser en bog, hvor der står noget brutalt, føler du så medlidenhed med offeret? Eller harme imod forfatteren?
Hvis du kun føler medlidenhed, vil jeg mene at fortællingen er lykkedes.

Men du må finde din egen måde. Hvis kunsten kræver brutalitet for at lykkes, er det nok bedst at du holder fast i hvad du egentlig mener er rigtigt.
Hvis du (som jeg) censurerer dine ord, må du finde på andre virkemidler for at vække en læsers interesse.
Jeg har selv skrevet en fortælling som er både pervers og blasfemisk. Men der står ikke et eneste uartigt ord. (Næsten.)
Man må beslutte hvad man vil skrive, men vide at det koster noget at gøre det.
Jeg fornemmer dog at de fleste vil opdage at det koster forbavsende lidt at være ærlig og ligefrem.

Engang lod jeg en ung veninde læse en lang tekst jeg havde skrevet. Hun svarede at den nok var for høflig og pæn. Hun havde tænkt at man skulle gå mere til stålet.

Held og lykke med projektet.

Personligt synes jeg, det afhænger af hvilken skildring du er ude efter ifht. resten af teksten. Hvis dit formål er at beskrive omgivelsernes respons på voldtægt, er det vel ikke bydende nødvendigt at inkludere alle de hæslige detaljer? Hvis det er en skildring af ofrenes efterbearbejdning, giver det måske mening i hvert fald at sørge for, der er en rimelig fornemmelse hos læseren af, hvor voldsomt det har været, så man kan koble sig på?

Osv.

Vold portrætteret i litteratur og kunst generelt - skal have en pointe, synes jeg. Uanset hvordan det er beskrevet. Jeg kan personligt sagtens tåle hypervold (f.eks. som i "American Psycho", som er en af mine yndlingsbøger overhovedet), men trættes når det bare er for syns skyld og intet andet (ala de fleste blodige scener i Game of Thrones).

Så hvis du synes, det har et formål at beskrive voldtægtsscenerne detaljeret, så tænker jeg, det eneste der ville være respektløst overfor læseren ville være at fordumme eller seksualisere indholdet.

- Polina.

Hvad med kys? Kan det være pornografisk. Sommetider er kys mere erotisk end noget samleje. Bare se her. Det er fra den franske genindspilning af den norske serie "Skam".

Det ville være så meget lettere, hvis det var fiktion. Men det er en historie, jeg er ghost writer på. Den er (var) virkelig.
Jeg mister ikke nogen værdighed ved at skrive den, men jeg føler et ansvar for at behandle personens historie med omsorg og respekt, og ikke udlevere hende unødigt. Som også Kåemer er inde på. Det er en historie med mange nuancer - som voldtægtssager tit er. Der er ikke meget Rødhætte-kom-gående-i-skoven-og-blev-spist-af-ulven over den. Det var ikke tilfældig vold. Men pga. nuancerne kan det være svært at vide, hvad der skal udelades og hvad der skal bestå.

Jeg finder, at der er megen visdom i Dinos ord om, at lade læseren selv bestemme, hvad han vil læse. For det er jo netop essensen i historien: Det må ikke blive så ækelt, at læserne springer det over. At springe over vil fjerne en nøgle til forståelsen af historien senere hen. Jeg skal have fundet en middelvej, så læseren ikke "svigter" ofret, men bliver hos hende hele den lange, forfærdelige nat. Jeg synes, Polina har ret i, at man skal kunne "koble sig på". I sidste ende er det jo personen, der har oplevet det, der skal afgøre, om hun kan leve med det, der skal præsenteres for offentligheden. Hun er en gæv dame, der er villig til at gå langt, hvis hun kan se, at hendes historie kan hjælpe andre.

Tusind tak for jeres gode indspark. Jeg vidste, jeg ikke ville gå forgæves :)

Mit indlæg i #4 og linket er fejlplaceret. Det skulle så under rbrikken "Porno", så der har jeg flyttet det over. Men jeg kan ikke finde ud af at slette det her. - Nå, men det er da også ret uskyldigt.

Kåemer

Det er et meget svært spørgsmål, som jeg ikke har noget umiddelbart svar på. En ting, man dog skal have i mente, er, at uanset hvad vil der nok være nogen, der enten kommer til at synes, at voldtægten er for voldsomt/grafisk beskrevet, mens andre måske ville kritisere, hvis man pakkede den grumme realitet for meget ind.

Du skriver, at du kender vedkommende, som var udsat for voldtægten. Evt. kunne du efterspørge hendes mening? Vil hun helst have, at hændelsen fremstilles i al sin barskhed, eller foretrækker hun en mere stilfærdig approach?

Personligt er jeg delvist enig i Polinas pointe om, at det kommer an på historiens fokus. Voldtægten et nøglemoment i fortællingen, så uanset hvad ville jeg nok ikke skøjte for let henover detaljerne. En alternativ fortællemåde kunne være, at selve hændelsen beskrives meget sparsomt, men at personen løbende genkalder diverse detaljer, som læseren ikke er blevet præsenteret for i første omgang.

Det var bare lige lidt løse tanker - håber det kan bruges!

Det er noget, vi har diskuteret meget længe og fra alle mulige vinkler. En af grundene til, at vi endnu ikke har fundet de vises sten er, at selvom det er over 25 år siden, voldtægterne fandt sted, så er hun stadig mærket af det, og nogle dage vil hun det hele og andre dage mærker man hendes sårbarhed. Derfor besluttede vi os for at høre andres mening. Og du giver mig en ide, Punktum, for jeg kunne måske lade historien folde sig ud gennem hendes psykologsamtaler. Det ville bringe det lidt på afstand for hende og give nogle fortællemæssige muligheder, jeg ikke ville have, hvis jeg skulle fortælle det som det fandt sted.
Så jo - tak; det kan helt sikkert bruges.

Fortæl det som det var, hverken mere eller mindre!
Ja det er sikkert rigtig grimt, men sådan er verden nu engang. Det afskyelige menneske der kan udføre sådan et overgreb fortjener ingen forfining.