Det er ikke noget, jeg har hørt, men du kan jo have dit øre andre steder end jeg. Du hører det...i medierne eller fra bekendte der har en fod inden for i branchen?

Fwiw er min forståelse - hvis vi tager de helt små, specialiserede forlag fra - at forretningsmodellen er, at den langt overvejende del af forlagenes udgivelser er udenlandske oversættelser og danske forfattere, som allerede har udgivelser bag sig og derfor har skabt et marked.

Af den lille del, der er tilbage til førstegangsudgivelser, går den overvejende del der til forfattertalenter, som forlagene allerede har haft et godt øje til via forfatterskolen eller lignende.

Det efterlader en forsvindende lille chance for at blive plukket ud af bunken, der lander i deres inbox eller postkasse. Der skal noget ekstraordinært til at snige sig ind af den bagdør. Det har været tilfældet længe, og det har ikke ændret sig, tænker jeg. Eller?

Jeg har svært ved at se, at der skulle være tegn i sol eller måne på, at man ikke skal "spilde tid" på specifikke forlag, så længe de aktivt modtager manuskripter. Danmarks største forlag vil stadig gerne have manuskripter ind i fysisk form. Jeg kan ikke forestille mig, at de gider det hyr, hvis de ikke mener alvorligt, at de håber at finde guldkornet i mængden. Ligesom de mellemstore og mindre forlag utvivlsomt gerne vil finde det ene guldkorn, der sælger nok til at gøre op for alle dem, de -fejlagtigt - troede var guldkorn. Det er ingenlunde en kæmpe arbejdsbyrde, men hvorfor skulle de afse tid til at sende bekræftelse af modtagelse og afslag, hvis de har nul intention om at optage noget til udgivelse?

Jeg kunne godt forestille mig, at der er kamp om de gode "profiler" fra forfatterskolerne, og for den sags skyld også, at forlag, i disse SoMe-tider, foruden selve manuskriptet også skeler til "profil-potentiale", når de skal finde guldkornet. Det betyder dog ikke, at døren er lukket imo. Den binder måske bare lidt mere :)

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg er enig i, at mikroforlag er forfriskende. Jeg har ikke dykket helt ned i den verden, men min umiddelbare fornemmele er, at der potentielt er et problem i forbindelse med dem i, at de er dårlige til at markere sig som tilhørende et mikro-marked. Når de nu alligevel er undervejs med at være mikro. Med en, måske to, redaktør(er) er der overvejende risiko for, at et bestemt manuskript ikke falder i deres smagt, fordi de ikke er hjemmevant i genren. Med de svartider, der hører branchen til, er der lang vej rundt, før man finder et forlag, der vil have ens niche. Dermed er det let at forfalde til at være forbi de store først.

Jeg fornemmer klart, at forlag gerne vil udgive for kunstens skyld. Der er ingen, der bliver Jeff Bezos af at starte et forlag i Danmark. Der kan kun udgives nok så mange kunstnerisk smukke bøger, der sælger 50 eksemplarer, før nøglen må drejes for sidste gang. Fokus på storsælgere er ligeså meget som profit for at booste egenkapital, så der er råd til flere 50-eksemplarer-fejl, midt imellem dem der præcis tjener sig selv hjem. Hvilket muligvis er mig, der er blåøjet, naiv og håbefuld :)

Hvor stort var udbuddet af manuskripter på H. C. Andersens tid?

Og hvor stort er det i vor tid?

Er det ikke der skoen trykker?

At vi nu til dags skriver på computer. Ikke på papir med blæk og fjerpen?

Man kan mistænke at forlagene i dag sidder i gødning til halsen. (Papir eller data.) Og så føles de udvalgte værker som en lille eksklusiv skare.

JimmyAcaster: Jeg hører det fra folk i min periferi, der enten selv har fået udgivet bøger eller som forsøger på det - og folk, der laver PR mm. for forlag..Og jeg undrer mig nemlig også over, at de forlag overhovedet har åbent for manuskripter. Men som du skriver, kan det være i håb om guldkornet/høstrået på nålefabrikken. Her ville man godt kende den magiske trylleformular, for jeg tror du har ret i, at døren ikke er helt lukket. Men den binder kraftigt.
En anden mere skræmmende grund til, at de har 'åbent', kan være at de i modsat fald ville være nødt til at indrømme, at de ikke baserer deres udgivelsesstrategi på kunstnerisk værdi, men på hvad marketingafdelingen er nået frem til i detaljerede analyser, og at det betaler sig bedre at lave det specifikke produkt, som man ved sælger..som en pølsefabrik. Det vil intet forlag jo officielt være.

NicolasJessen: Ja, mikroforlagene åbner muligheder for langt flere. Men der er mange medudgiverforlag og af og til er det svært at gennemskue, hvad et forlag er for et. F.eks. fremgår det ikke af forlaget Brændpunkts hjemmeside, at det er et medudgiverforlag, sikkert for at undgå den stigmatisering der til dels er hæftet til medudgivere. Jeg vurderer at de fleste medudgiveforlag har høje standarder, men har dog også for nylig set en bog fra et af dem, som jeg ærligt talt ikke forstod var blevet udgivet. Alene stave- og sprogfejlene var overvældende. Sådan noget medvirker desværre til generel stigmatisering af medudgiverforlag.
Derfor er det spørgsmålet om man overhovedet kan bruge det til noget hvis man bliver udgivet af medudgiverforlag. Andet end at man kan fryde sig over den fysiske bog i hånden. For når den ud? Langt de fleste bliver ikke anmeldt i medierne, fordi de ikke regner dem for så meget. Der skal virkelig noget til for at brænde igennem: Selvfølgelig skal bogen være fremragende, men lige så vigtigt er det at man er sindssygt dygtig til PR og godt connected osv. Ellers er det jo træet, der falder i skoven..
NB: Jeg har super respekt for alle, der selv- eller medudgiver og har også set fremragende bøger i kategorien. Og der findes heldigivis velfortjente succeshistorier, hvor folk så bliver tracket af store forlag, når de er blevet et hit - jeg siger bare, at det er tricky. Det kan være, jeg selv må prøve det - men jeg frygter bare, om det svarer lidt til at sidde og skrive dagbog for sig selv..

FlemmingDalsgaard: Du har en pointe i, at det måske næsten er blevet for meget for forlagene.. demokratisering udløser en blandet landhandel!

Jeg har selv fået udgivet på et medudgiverforlag.

Jeg har altid haft svært ved at se det principielt forkerte ved modellen.

Det ene yderpunkt: traditionel forlagsudgivelse.
Det andet yderpunkt: 100% selvudgivelse.

Medudgiverforlag må vel ligge imellem?
En vis medbetaling, men med redaktionel assistence, opsætning, forside, ISBN, pressemeddelelse og betaling af resten af trykningen. For medbetalingen forslår næppe ret langt.

Jeg kunne sagtens betale en vis regning, men jeg er en idiot til alt det andet.
Og den tekst, der endte med at blive trykt, var bedre end det manus jeg havde sendt ind. På grund af god sparring med en redaktør.

Men det kan naturligvis være en ulempe for mig hvis en masse andre har et horn i siden på forlaget.

#5 (Tatjana P): JimmyAcaster: Jeg hører det fra folk i min periferi, der enten selv har fået udgivet bøger eller som forsøger på det - og folk, der laver PR mm. for forlag..Og jeg undrer mig nemlig også over, at de forlag overhovedet har åbent for manuskripter. Men som du skriver, kan det være i håb om guldkornet/høstrået på nålefabrikken.

Hvis du har tillid til dine "kilder", kunne det så være en mulighed at tage det til nogen, der har mulighed for at prikke lidt til det? Jeg tænker på f.eks. at kontakte redaktionen inde på DRs Detektor. Det er lidt en anden "historie", end de normalt arbejder med. Men jeg tænker da, at de som en del af det store public service-organ må være interesserede i mindst at gøre indledende øvelser i at se, om der er noget om snakken.

Flemming Dalsgaard: Jeg tænker da i hvert fald ikke, at der er noget forkert ved modellen, hverken principielt eller otherwise. Det er en fed mulighed. Jeg har bare en fornemmelse af, at det kan være langt sværere at nå ud til potentielle læsere på den måde, fordi alle råber på opmærksomhed, og der skal muskler til. Plus at jeg bare ser, hvordan selv/medudgivelser gennemgående ignoreres af anmeldere. Også når kvaliteten er høj.

Jimmy Acaster: Jeg har fuld tillid til mine kilder. Og ja, det er en god idé at få en hardcore redaktion til at undersøge det, læs: Trække bukserne af de forlag, der gør sådan:-).

Lad os/mig vide her i tråden, hvis du gør alvor af det, og hvad der kommer ud af det.

Jeg er pænt skeptisk over for, om det er situationen, men jeg synes bestemt, du afprøve at få det belyst. Det er for vigtigt til at lade være, hvis du mener dine mistanker alvorligt.

Tatjana P

Det er nok ganske sandsynligt at en anmelder der vil disponere sin tid kan have tilbøjelighed til at vælge bøger der er gået igennem det snævreste nåleøje. Og der er nok bøger fra forlag der har turdet satse på helt at financiere en udgivelse.

Derfor må medudgiverforlagene - hvis de vil på banen hos anmelderne - satse på at deres forfattere altid gør sig så stor umage at en anmelder ikke forud anser sin tid som spildt.

Men anmelderne burde også ind imellem give medudgiverbøger en chance, så det ikke skal hedde sig at der ligger en aftale (med traditionelle forlag) bag deres vægring.

Medudgiverforfatterne har dog et arbejde for sig, hvis de vil frem. Og det handler om et stort benarbejde med markedsføring.
Og her er jeg desværre selv temmelig talentløs.