Bønnen er i øvrigt nedfældet af Marcus Aurelius, kejser og stoisk filosof.
Den har været mig en tro følgesvend i næsten 20 år, ikke på daglig basis, men ganske ofte.

Jeg mener, at bøn rummer en kraft som kan få tankerne til at vandre uagtet om man er troende eller ej.

Derfor leder jeg efter flere!
Selvfølgelig kan jeg selv studere og læse mig til mange selv. Men bønnen bliver helt fantastisk gennem overleveringen fra ét menneske til ét andet.

Ét skal ikke tages bogstaveligt!

Skal man lade sig inspirere af en romersk kejser, er Marcus Aurelius nok en af de bedste man kunne vælge.

Jeg er så absolut enig. Han var også én af de første kejsere, der påtrods af hans utallige krigsførelser, gjorde sig tanker om én samlet verdensfred for menneskeheden fordi han så en fornuft i Verdensborgerskabet som filosofisk tanke.
Et emne, der idag er mere aktuelt end nogensinde før, vil jeg mene, og ligeledes er en forudsætning for global dannelse og forståelsen af, at vi er ét samlet folk uagtet kultur, religion etc.

Jeg kendte godt Marcus Aurelius' bøn, selvom det er mange år siden jeg sidst så den. Det er stor visdom som man roligt kan forsøge at indrette sit liv efter.

Mit forhold til begrebet bøn har altid været tvetydigt. Er det virkelig en samtale me Gud, eller er det bare min egen kontemplation. I min ungdom da jeg var mest religiøs bad jeg naturligvis en del, men jeg havde altid en lumsk fornemmelse af at det jeg hviskede i mit kammer ikke nåede uden for væggene. Og jeg synes ikke det gav mig noget åndeligt. Jeg fik meget mere ud af at læse og samværet og samtalen med andre. - Så bønnen blev mest til ritualer på menighedsmøderne, og da kunne jeg godt lide det, fordi det var et fællesskab med de andre.

Kåemer

I første klasse i folkeskolen lærte vor dansklærerinde os at stå bag stolen med foldede hænder og sige Fadervor.
Det var helt nyt for mig, men jeg lagde mærke til at der var nogle der kunne den i forvejen.

Uanset ens religiøse niveau, tror jeg at samtalen med en imaginær vis og mægtig person er en helt almindelig ting. Vi mennesker spejler vore tanker i et billede af en person.
Gud har eksisteret i mine tanker siden ungdommen. Men bønner forstået som noget seriøst har jeg ikke haft.

Jeg tror dog at der er en god mentalhygiejne i at sige sådanne kloge ord.
Der er jo mange der er store tvivlere, der egentlig gerne ville tro. Måske kan bønnen bane vejen for det.

Romerriget er noget sært noget. Alligevel er det "sjovt" at sammenligne Romerriget med Hitlers 3. rige. Hvilken forskel i varighed!!

Hvis man kunne mødes med en stor kanon fra den tid, tror jeg at man kunne føre en lødig samtale med ham. Først når man kommer ind på visse ting opdager man at der er afgrunde imellem vore holdninger. (Guder, slaveri, dyremishandling, justits, videnskab osv.)
Læser man i Cæsars "Gallerkrigen" mødes man af en person der militært set var en frygtelig bandit, men som havde et ganske højt intellektuelt niveau. (Sagtens bedre end vort eget.)
Var Cæsar dum, når han ikke kendte telefonen? Bilen? Næppe.

Jeg kender en anden romersk kejsers gravskrift: "Jeg betalte godt med bedre, ondt med værre." Var han dermed en retfærdig mand? Næppe ifølge vort kristelige samfunds normer. Men man kan i frustration nogle gange næste være enig, når man møder svinsk og brutal ondskab.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Det er sådan set meget interessant om bønnen nogensinde når videre ud.
Jeg må dog konstatere at bøn også minder mennesket om sin egen ydmyge position i livet, hvilket ikke er det samme som, at vi ikke skal tage vores plads. For det skal vi. Men i hvilken form vi tager den, kan bønnen godt spille en rolle.
Meget ofte, handler det vel også om, at vi gennem bøn bliver mindet om, at føle taknemmelighed mod det, der er godt og bede for de aspekter, der volder sorg i livet. Det gode kan aldrig stå alene. Det må sættes i et forhold. Ligesom liv og død skaber intensitet og nærvær.
Ofte betyder bønnen for mig, et håb om ikke at være slave af mig selv og mine egne lænker.
Bønnen kan skabe modet til at sprænge rammer, der hvor det er nødvendigt. Måske fordi bønnen også er en form for tillidserklæring mod noget der er større i livet, - i form af eksempelvis skabelsen, Skaberen, kærligheden, turde stå ved sig selv og ikke mindst storheden ved at kunne sige tak ud i det blå. Som et slags ekko i universet. For tankens kraft er stærk, og i bønnen retter tanken sig mod håbet, hvilket mennesket til alle tider har haft brug for i forskellige situationer.
Så muligvis når bønnen ikke ud på den anden side, men den kan sprænge alle rammer, og skabe fred. Om denne fred skabes fordi der er en modtager. Det tror jeg på. Ligesom loven karma. Jeg syntes til alle tider, at den beviser sin eksistens.

Men nu kom der tro med ind i emnet, og egentlig var det bønnen, jeg ville holde som det centrale. For man kan vel godt benytte sig af bønnen, uagtet om man er troende, religiøs eller ej. Ordet i sig selv har jo også en betydning der kan rumme stor kilde til reflektion.