Hej Gandaflight
Har du nogen læsere med på sidelinjen de kunne give et praj om du er på rette spor?
Det er vist mit bedste råd.
Jeg tænker bøger kan starte på alle mulige måder.
Der er vel ikke facit som sådan.
Held og lykke med projektet
Gode tanker fra Ulla

Tak for dit gode input.

Jeg er lidt bange for at de læsere jeg har allerede er 'invested' i historien, hvis det giver mening? De kender mig og er interesseret i hvad jeg skriver, så det gør, at de vil hænge på en lidt kedelig begyndelse i den overbevisning, at jeg 'leverer' en god historie.

Jeg mangler lidt nogle mere kritiske øjne, der kan sige om teksten inspirerer til videre læsning for tilfældige læsere, men før jeg lægger en tekst op, vil jeg lige høre om der fundamentalt er en modstand mod for meget baghistorie før man kommer til hovedpersonen?

Personligt har jeg ikke noget imod at få en baghistorie før selve plottet starter, men jeg har bevæget mig ud på engelsksprogede forums, hvor folk nærmest er allergiske mod at blive 'info-bombed' som de udtrykker det.

Umiddelbart så synes jeg ikke, at det holder at gemme på hovedpersonen så længe. Som ny ukendt forfatter bliver man nødt til at forholde sig lidt ydmyg til sine læsere, da de har valgt at læse dig uden at have kendskab til, om du kan skrive eller ej. Når læserne har læst nogle flere værker af dig, og er blevet mere fortrolige med dig og din stil, så tænker jeg bedre, at du kan slippe af sted med den slags.

Hvis det slet ikke funger og vil være i mod dit kunstneriske projekt, så skriv den færdig som du havde tænkt dig, og gem den væk til at dine læsere kender dig og dit forfatterskab bedre. Skriv derefter nogle værker (måske noveller), hvor du langsomt vænner dine læsere til dit projekt og din skrivestil og udgiv dem før dit "hovedværk."

#3 (Louise Frandsen): Umiddelbart så synes jeg ikke, at det holder at gemme på hovedpersonen så længe. Som ny ukendt forfatter bliver man nødt til at forholde sig lidt ydmyg til sine læsere, da de har valgt at læse dig uden at have kendskab til, om du kan skrive eller ej. Når læserne har læst nogle flere værker af dig, og er blevet mere fortrolige med dig og din stil, så tænker jeg bedre, at du kan slippe af sted med den slags.


Tak for input.

Ja, jeg tænker, at det nok vil være bedst at gøre én af de ting du foreslår. Der er dog den lille tvist, at hovedpersonens fødsel bliver nævnt ret tidligt i historien som et varsel/en advarsel (det er high fantasy). På en måde skal læseren derfor ikke vente hele 17000 ord før hun indirekte introduceres, da der er et 'build up', men jeg ved ikke om det gør en forskel.

For at være helt ærlig så synes jeg ikke, det gør den store forskel, for det er stadigvæk et modigt valg, at gemme hovedpersonen så langt ind i historien. Jeg synes, at du skal tænke dig godt om, inden du træffer dit valg.

#5 (Louise Frandsen): For at være helt ærlig så synes jeg ikke, det gør den store forskel, for det er stadigvæk et modigt valg, at gemme hovedpersonen så langt ind i historien. Jeg synes, at du skal tænke dig godt om, inden du træffer dit valg.

Du har helt ret. Jeg har brugt lidt tid her i weekenden på at rykke rundt på hvad jeg har skrevet og kan se, at jeg må vælge en anden tilgang til teksten. Tak, det hjalp at få et par friske øjne på situationen.

Selv tak og held og lykke med det :-)

Så længe man som læser ikke føler, man sidder og læser baggrundshistorie, er det vel et fint greb at bruge ...?
(Og ja, folk som Tolkien slipper endda afsted med det, selvom man føler man læser baggrundshistorie - der skal man bare også huske, at han var fra en anden tid, hvor læserens opmærksomhed ikke var så rastløs som den er i vores moderne zapper-kultur).

Men under alle omstændigheder, synes jeg, at tanker om hvorvidt det er for meget eller ej for potentielle læsere, må være sekundært i din første gennemskrivning. Det kan fjernes, rykkes på og omformes sidenhen. Måske kommer der et genialt indfald, der løser "problemet" undervejs i din skrivning, eller når du har dit første udkast og et større overblik.
Det er alt sammen bare ord, der kan skrives om og om til du er tilfreds. Jeg har mere end en gang kasseret over 100 wordsider for at begynde forfra eller næsten forfra. Det er aldrig spildt arbejde selvom det kan føles sådan, for man har arbejdet sig ind på karakterer, fået et overblik over handling og tema, arbejdet sig ind i stemningen og tonen og trænet skrivemusklen - det kommer ikke skidt igen :)

#8 (Machula T.): Så længe man som læser ikke føler, man sidder og læser baggrundshistorie, er det vel et fint greb at bruge ...?
(Og ja, folk som Tolkien slipper endda afsted med det, selvom man føler man læser baggrundshistorie - der skal man bare også huske, at han var fra en anden tid, hvor læserens opmærksomhed ikke var så rastløs som den er i vores moderne zapper-kultur).

Men under alle omstændigheder, synes jeg, at tanker om hvorvidt det er for meget eller ej for potentielle læsere, må være sekundært i din første gennemskrivning. Det kan fjernes, rykkes på og omformes sidenhen. Måske kommer der et genialt indfald, der løser "problemet" undervejs i din skrivning, eller når du har dit første udkast og et større overblik.
Det er alt sammen bare ord, der kan skrives om og om til du er tilfreds. Jeg har mere end en gang kasseret over 100 wordsider for at begynde forfra eller næsten forfra. Det er aldrig spildt arbejde selvom det kan føles sådan, for man har arbejdet sig ind på karakterer, fået et overblik over handling og tema, arbejdet sig ind i stemningen og tonen og trænet skrivemusklen - det kommer ikke skidt igen :)

Jeg er utrolig ked af, at jeg først opdager din besked nu. Jeg bruger ikke min almindelig e-mail adresse så jeg har ikke set notifikationen om, at der var endnu et svar.

Men tak, jeg tror at du har fuldstændig ret. I stedet for at tvinge min historie ned i en snæver form, skal jeg måske bare skrive løs og så se om jeg ikke får indfald, der er med til at løse problemet. Og jeg er helt enig i det med at intet er spildt.