Ja, forlagene bør gøre meget ud af korrektur og dialog med forfatteren om hvad man mener, hvis der er tvivl.
Ved mine egne seneste udgivelser (Mellemgaard) har jeg oplevet et meget konstruktivt samarbejde om korrektur og retskrivning. Især med bogen "Déja-vu", hvor redaktøren lærte mig mange ting.
Det har været en fornøjelse!

Dog var der et tilfælde med en anden bog, hvor man gjorde for meget!
For redaktøren havde stort kendskab til et fremmed sprog, og derfor blev der rettet i noget (på det sprog) som ikke skulle rettes. Det skulle ikke rettes fordi der var tale om et citat, hvor pointen lå i fonetikken, ikke i det strengt korrekte.
Men jeg fik jo chancen for at gøre indsigelse i tide.

Desværre kom jeg for sent! Teksten var sendt til trykkeriet.
Jeg kontaktede så forlaget for at gøre opmærksom på problemet, som jo var min egen skyld, og forlaget ydede så den utrolige service, at sende aktuelle side til udlandet, hvor man så fik det klaret alligevel.
Den endelige bog havde så den rigtige tekst. Pyha!!

Det var et lærestykke i hvor vigtigt det er at læse ekstremt grundig korrektur på den sidste udgave man får tilsendt.

Jeg er ikke verdensmester i retskrivning, men jeg mener at det højner kvaliteten af en bog at der er ingen, eller højst meget få, smuttere i teksten.
Og normalt er der ekstremt få fejl i bøger! I hvert fald dem jeg har læst.

Sikke da en historie, Dino! Kan godt forstå, du åndede lettet op.
Din pointe om vigtigheden i at læse "ekstremt grundig" korrektur på sidste udgave, forklarer måske hvorfor kvaliteten er så vekslende i nogle bøger og måske især (selvudgivne) e-bøger.

Jeg går stærkt ind for, at alle med ønsket om at udtrykke sig kreativt på skrift, også gør det. Noget så irriterende som manglende stave- eller grammatikevne skal ikke stå i vejen. Det skal korrekturlæseren fange. Denne er den professionelle sprognørd. Det jeg hører dig sige er, at man sender teksten retur til rettelse hos det menneske, der er afhængig af, at korrekturlæseren kan sin retskrivning og grammatik. Heraf følger logisk, at det er vigtigt, at korrekturlæseren kan sit kram og ikke bare er en eller anden tilfældig person, der måske oven i købet har fået indlært nogle regler forkert - som nu fx at professionstitler i mit første eksempel skrives med stort begyndelsesbogstav. For når det forekommer konsekvent hele bogen igennem, må det være fordi man har troet, at det var rigtigt. Men fejl bliver jo ikke mere rigtige, fordi en gruppe enes om at gætte på, hvad der må være det rigtige.
I sidste ende kan det måske koges ned til, at korrekturlæseren kan spares væk i forsøget på at mindske produktionsomkostningerne?

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

JohannesB - du henviser til sprognævnet. Jeg har flere gange selv tænkt den tanke at man der kan være urimeligt liberal. Jeg mener tendensen til at lade hævdvunden sprogbrug ophøje til "lov."
Måske er man bange for at være snobbet. "Hvem er vi at vi tør forulempe store dele af befolkningen ved at fastholde gamle sproglige regler, som denne temmelig kollektivt er ophørt med at følge?"

Jeg er også i denne henseende temmelig konservativ, for ikke at sige reaktionær.
Jeg tør dog ikke sværge på at jeg aldrig, i en animeret samtale, kan falde for fristelsen til at indføje engelske ord, når en søgen efter adækvatte danske (undskyld!) ord fornemmes at vare længere end en mental download (undskyld) af engelske. Så meget mere som at jeg ved at de engelske med stor sikkerhed vil blive forstået med større lethed end de danske.

Jeg tilstår at jeg nok er mere tolerant overfor kontinentale låneord af et vist klassisk tilsnit end engelske, og især hvis sidstnævnte ikke alene er nye, men tillige hyppigst anvendes af unge mennesker.

Ét princip søger jeg krampagtigt at fastholde: Aldrig at bruge gloser som "nederen" og "grineren."

Men Danmark er et lille land, og med kun få millioner dansktalende i live, vil jeg følge Formand Maos vise ord: "Jamen, (jamen!) dem må vi da gøre noget for at bevare!"
Engelsk og mandarin skal nok holde vor tid ud!

Jeg tror, din profeti står til troende mange hundrede år endnu, Dino. Jeg har det nok selv sådan, at jeg gerne tilfører sproget noget nyt, så der stadig er en udvikling i sproget. Men jeg gør det indenfor den righoldighed af ord og udtryk, der allerede eksisterer, og tager gerne ældre udtryk i brug igen.
Der er jo den finurlighed ved dansk, at man kan sætte flere ord sammen og derved danne nye, (forståelsesmæssigt) fuldstændig lettilgængelige ord.

Interessant synes jeg også, det er, at Søren K. allerede i 1845 beklagede sig over, at mange hentede udenlandske udtryk ind og anklagede dansk for at være et fattigt sprog (se #3). Denne myte har jeg også hørt i nutiden, og da den nu har 175 år på bagen, kan dens vedholdenhed måske skyldes, at der i alle generationer er mennesker, der selv opfinder ord, som er så tilpas konservative og alligevel afvigende, at andre begynder at bruge dem. I '80erne begyndte nogen for sjov at sige "idyllerisk" i stedet for "idyllisk", og det hang simpelthen ved i lang tid. De unge blev snotforvirrede, for de havde ikke baggrunden for udtrykket med, så de måtte gætte sig til, hvilket af ordene, der var rigtigt. De fleste kender vist også til "The Julekalender"s aftryk på sproget.

Jeg tror egentlig, at udtryk som "opperen", "svømmeren" og "nederen" mv., stammer fra de unges trang til at have deres eget sprog. Vi ældre skal hverken kunne lide det eller ønske at bruge det, og det anses for pinligt, når vi gør det. Problemet er bare, at de unge uvægerligt bliver vores årgang på et tidspunkt. Nogen uden at aflægge ungdomssproget.

Ja, ligesom med ordet "rimelig." Det anvendes hyppigt i vor tid i betydningen "temmelig."
Min faster fra Norge var fuld af forbløffelse over unges brug af "rimelig."
Det var længe siden hun havde været i Danmark.

Efterdi eder tilforn så skammeligen haver givet glosen "rimelig" en helt ubetimelig mening, tør vi nok ej håbe på at anvendelsen i dette sekel skal finde tilbage til sin oprindelse.
Disse ord bør enhver ansvarlig lærer lade forkynde for sine disciple.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

@ Nicolas:
Fred med, at du ikke synes, du er en dygtig staver. Det bør ikke afholde dig fra at skrive, hvis du har lysten. Hele pointen er spørgsmålet om, hvem der har det endelige ansvar for, at også bøger af danskudfordrede forfattere bliver en bog, hvor stavning og grammatik ikke forstyrrer læsningen. Hvis man er udfordret på de elementer, så nytter det jo ikke, at forlaget lægger korrekturansvaret på forfatteren selv.

Jeg kan svagt fornemme på det begrænsede deltagerantal i denne tråd, at nogle måske holder sig tilbage og ikke synes, at de har noget at bidrage med. Hertil vil jeg sige, at jeg ud over de fine svar, jeg allerede har fået, også håbede at få nogle helt konkrete bud på, hvad der forstyrrer jeres læseoplevelse. Det er en ting, at min egen oplevelse forstyrres af stave- og grammatikfejl og Nicolas' af, at forfatteren mangler litterær og sproglig dannelse. Men hvad forstyrrer dig - hvis noget?

Der er ganske rigtigt succesforfattere hvis værker kan lade en del tilbage at ønske i kunstnerisk kvalitet.
Men de kan have visse kvaliteter der er nok til at sælge dem.
Nogle har fundet en sti til de mange læseres hjerter, og netop derfor vil de ikke skrive på måder der lægger succesen hindringer i vejen.

Jeg husker for en del år siden at jeg omtrent samtidig læste to bøger: Jette Kaarsbøls "Den lukkede bog" og Lars Keplers "Hypnotisøren."

Den ene havde et let tilgængeligt handlingsmæssigt "drive," og den var elementært spændende, men manglede totalt sprog der gav lyst til genlæsning af afsnit eller blot enkelte linjer. Det var som om sproget blot skulle være smooth, så alle kunne være med.
Den anden var af langt større sproglig elegance, men kunne føles lidt tung ind imellem.
Den ene havde en skurk af djævelsk bestialitet og handlekraft.
Den anden havde en person der følte det nødvendigt at bryde en lov, men uden at mene ondt med det.

Jeg behøver nok ikke skrive hvilken bog der er den ene og hvilken der er den anden.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg bliver rykket ud af fortællingen ved forkerte delinger sidst på linjen. Altså, når et ord deles og fortsætter på næste linje.
Okay, jeg er selv redaktør, så jeg er nok ret svær at stille tilfreds. c',)
Jeg bliver dog rykket HELT ud af fortællingen hvis den kun er sat med lige margener uden overhovedet at skæve til om ordet for eksempel deles 'bed-st'. *knurre*

Jeg bemærker hvis der er 'for meget' luft på linjerne.
'begyndte at' hvor det IKKE er 'begyndte at' fordi vedkommende faktisk UDFØRER hvad der beskrives.
For mange påklistrede tillægsord, klichéer, hvis første linje efter blank linje (eller kapitelskift) ikke er rykket ud ... Argh! Må hellere stoppe her inden jeg går helt amok. :)

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

JohannesB #12

Jeg havde også MANGE problemer med det tidligere, især fordi jeg bliver udgivet på et forlag der simpelthen NÆGTER at lade mig bruge moderen/faderen. Nu har jeg vænnet mig til det. :)

# 12 og 13
Jeg får simpelthen både røde knopper, stive nakkehår og rystelser af den stavemåde. Alene af den grund, at jeg gyser over fx en sætning som denne: Faren var faren for mit barn ... Nogle gange er forenklinger af ord bare ikke hensigtsmæssige. Og mor har så mange betydninger (fx mørkhudet person fra Afrika, kvindeligt ophav til barn, surt lag øverst i jordbunden osv.), at man nok med fordel kunne have beholdt moder. Især fordi mor ændres fra mor til mødre i flertal. Hedder det så nu møre? Måske passende. Jeg tror de fleste mødre har følt sig møre undervejs i deres børns opvækst.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Interessant at læse om det danske sprogs udvikling.
Svejtserne skriver ofte på dialekt til hinanden, e-mail ect, alt eftersom man taler, i det område hvor man bor, selv om de fire sprog undervises i skolerne. Da kan man højest trække på smilebåndet.
Fordelen er at udlændinge har svært ved at forstå det.

@ Inghard - jeg havde engang en irsk bekendt. Når hun var sammen med en bestemt af sine veninder, talte de altid gælisk sammen, hvis de ikke ønskede at andre lyttede med. Selv i Irland - sagde hun - er der meget få, der taler gælisk.

@ JohannesB - udtrykket morsmål(!) fik mig til at trække på smilebåndet. Tak for det. Den var behændigt grebet. Det fik mig også til at tænke over udtalen af det ord, og så fik det lige pludselig en mere dyster klang. Mors - død på latin. Dødsmål. (Gys.)
Meget afhænger af udtalen af et ord. Jeg ved, at man på både grønlandsk og kinesisk kan komme gruelig galt afsted, hvis man lægger trykket forkert. En herboende forretningsdrivende af italiensk herkomst var ved at kvæles af grin, da jeg engang kom til at udtale 'fragola' (jordbær) forkert. Det var faktisk også morsomt.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]