Nej jeg er ikke ligeglad.
Jeg har mistet en dialog mulighed.
Hvorfor vil mennesker heller hugge på mig, som person end at pege på konstruktive korrektioner til min opfattelse/adfærd?
Hvad har jeg gjort forkert?
I antager ud fra EN reaktion, at det er mig, der skal anklages.
For hvad?
Hvad frikender den anden part, og hvad er det, der vejer på min vægtskål?
Lad os sige, at jeg er sociopat. Hvad så?
Min mor er dybt dement. Skal jeg så anklage hende for alt det, som hun ikke evner?
Skal jeg tænke, at det er hendes skyld, at vi ikke kan tale om det, der en gang var fælles minder?
Minder, som jeg nu står alene med.
Minder uden relation.
Nej! Det er noget jeg kan være ked af. Men den sorg har ingen relation.
I vil gøre et menneskes reaktion til en relation mellem ham og jeg. Eller noget, som jeg forsætligt skulle have valgt og gjort.
Det er jo Trump-agtig retorik.
Peg på de fejl (underbyggende data), som jeg begår og som jeg med rimelighed kan regnes til, at være herre over.
Har jeg skrevet noget i #150, der er værre end det, der er skrevet til mig i #152?
#152 retfærdiggøre ikke noget. Men viser alene at reaktionen kunne være en anden.
Nej jeg havde ikke forventet, at mennesker, som byder ind til debat trækker sig på det grundlag.
Der må være mere. Men det må jeg tydeligvis ikke vide.
Vil jeg opnå samme sympati, for at trække mig.
Noget siger mig jf. #152, at andre ville glæde sig ved, at jeg trak mig.
Er det helt forkert?
Er mine spørgsmål ønsket eller uønsket?
Wernn