6 år siden
 | Jeg vil gerne spinde en ende om et emne, der før har været fremme her, og som jeg selv da har blandet mig i. Det handler om forholdet imellem forbrydelse og straf. Omdrejningspunktet er påstanden at længere straf ikke hjælper.
Jeg har længe ment, og gør det nok stadig, at uanset om det hjælper, så skylder forbryderen offeret at betale en pris. Kald det straf for straffens skyld, eller hævn. Det sidste er dog hævn fra samfundet, ikke hævn overladt til offeret at udføre. Men sagt i parentes, og som jeg tidligere har skrevet her, så forudsætter offerets afståen fra hævn den følelse at samfundet har hævnet for ham. Svigter samfundet, føler offerets sig dobbelt ramt af uret.
Men hvis vi trods alt må erkende at strengere - hvilket reelt er en meningsløs betegnelse, da komparationen strengere altid er relativ - ikke hjælper, så må vi efterhånden stille spørgsmålet: Hvorfor hjælper det ikke? For skal vi bare køre derudad i al evighed uden at finde noget bedre?
Hvorfor hjælper det ikke? Er det mon fordi fangen ikke får bearbejdet sin udåd på måder der kan skabe ham en anden moralsk struktur i sin bevidsthed? Vil straffen blot bryde ham ned og forrå ham til kun at se fængslet og dets personale som hans livs principielle og evige antitese? Og hans forsvar imod dette monster som noget der kun beror på hans evne til med voldelige midler at kæmpe sig vej igennem en jungle, som ikke alene er fængslets miljø, men også det omgivende samfund den dag han sættes fri?
Det kunne være tilfældet, i hvert fald for de - efter sigende - mange der fortsætter med en kriminel løbebane efter frisættelsen. De klassiske eksempler på at straffen ikke hjalp.
Jeg tilstår at disse tanker blev inspireret af en film jeg så fornylig. Nogle store knægte gjorde noget rigtig frækt, men det endte langt værre, da en tilfældig person næsten blev slået ihjel derved. I denne stund havde drengene dårlig samvittighed. De forstod hvor forfærdeligt de havde handlet.
Men under straffen blev denne dårlige samvittighed ødelagt, da deres liv i fængslet kom til at handle om noget andet. Vogterne var, mildt sagt, uduelige til at gøre drengene til bedre mennesker. De kunne ikke lære dem at man ikke må stjæle. Ikke at forulempe en fattig mand, der blot prøvede at tjene sit daglige brød. Ikke at forsøge at unddrage sig ansvar ved tåbeligt at gøre tingene endnu værre. Kort sagt, de kunne ikke opdrage dem til et mere voksent syn på ting de hidtil havde håndteret med barnlig "her og nu" moral.
Man hører om at fangerne forsøger at skabe et mikrosamfund. Et indespærret proletariat der sammen må kæmpe imod vogterne, politiet, advokater og politikere og de rent fysiske, begrænsede rammer. De har et hierarki, hvor man må indrette sig sammen. Dette handler dels om solidaritet, dels om magt. Clark Olufson sagde engang at det kunne være nødvendigt at uddele en gang tæv, hvis en fange bare ikke ville fatte at de havde nogle regler, som de var fælles om. Det rummer den ironi at også fængslede altså har en mening om at noget er lovligt, og noget er det ikke. Og i fængslet har fangerne deres egne love. For de skal være her længe, og man må finde måder at trives på.
Kan vi være enige om at det for en langtidsfange kan være meget vanskeligt at oparbejde et bedre moralsk liv, hvis livet der er en jungle hvor man skal kæmpe for sin overlevelse? Hvis gode relationer til vogterne og myndighederne, i den hensigt at blive et bedre menneske, af de andre fanger anses for forræderi og noget der idømmes straf? Hvis man for at klare sig godt i fængslet skal blive stærk og rå og beholde et elendigt forhold til myndighederne?
Hvad skal man da gøre? Kunne man fra dag ét fokusere på samvittigheden? Forsøge at skabe varige billeder i fangens hoved der taler om hans forkerte syn på hans handlinger? Lære ham om medlidenhed? Lære ham at se tingene fra den andens side? Og ikke bare nedbryde hans krop og ad den vej også nedbryde hans sjæl, helt uden plan for hvordan denne skal bygges op igen?
Hvordan ville man gøre ved en hund? Er den helt forfærdelig, bliver den aflivet. Men er den kun vanartet og uopdragen, så kan en med hundeforstand lære den en bedre adfærd! Èt er helt sikkert: Hunden bliver ikke velopdragen hvis man blot spærrer den inde i et bur!
Vi lever i et ganske liberalt samfund. Liberalt på mange måder. En af måderne vi er liberale på er at tillade forældre at opdrage børn på måder der ligner en for børnene lige vej til kriminaliteten. Vi har strukturelle problemer i samfundet. En stor del af danskernes boliger er afpasset til familiernes størrelse. Det var en af tressernes helt store succeser: boliger hvor børnene fik deres eget værelse. I en lejlighed hvor der er tre drenge i et værelse og tre piger i deres - der beder man næsten om adfærdsvanskeligheder. Drengene sparkes ned på gaden. Hvor skal de være med deres forelskelser? Hvor kan de i fred drømme om søde piger? Hvordan skal de lære at kærlighed og respekt hører sammen? Det hjælper i hvert fald ikke at forældrene lærer dem at der er lysår imellem deres søstre og de danske piger hvad værdighed angår.
Men stiller man kæmpeboliger til råder for fattige familier med mange børn - hvordan reagerer så de mange der altid selv har måttet betale for deres beskedne boliger? Med misundelse? Mon ikke? For kæmpeboligerne ligger i de kvarterer som de aldrig selv har kunnet bo i.
Samfundet må ikke kun se på forbrydelse og straf. Det har altid været en god socialdemokratisk tanke at hvis børnene fik ordentlige forhold at vokse op under, så ville de med mindre sandsynlighed komme ud i noget snavs. Det tror jeg stadig på.
Jeg må sige det rent ud: venstrefløjens ønsker om at indvandreres børn skal lære fremmede sprog og tankegange i den hensigt at først når man er blevet helt menneske, i fremmedkulturel forstand, kan man få overskud til at fatte dansk sprog og reglement er kun brændstof til revolutionens og borgerkrigens bål. Det svarer til at man tror at først når en hund er blevet trænet i én retning, kan man lære den noget andet. Det ved enhver er forkert. Man skal fra starten lærer den det den skal kunne fremover. Ellers bliver denne hund aldrig den man havde ønsket.
Hunde er ikke mennesker. Men hunde og børn har en ting til fælles: Man kommer ofte længere med dem ved at belønne gode gerninger end ved blot at banke dem.
Jeg tror at idømt straf skal handle om præcis det man gjorde galt. Har man stjålet, skal man lære hvor ubehageligt det er at miste noget man har arbejdet for og som man må basere morgendagen på. Tyve burde tvinges til at se Mobergs film "Raskens." Det er ikke alene en straf i sig selv, den lærer også noget om hvad simpelt tyveri kan skabe af tragedie.
Har man voldtaget, skal man lære om glæden ved at gøre sig fortjent til en køn piges beundring. Og meget mere. Det er vanskeligt. Men jeg tror at mishandling af lovovertrædere er udtryk for samfundets afmagt. Vi har ikke en god model for genopretning af tyve og voldsmænd. Børn skal ikke kun bankes med regler. De skal lære hvorfor noget er forkert. Måske burde fængslerne ansætte hundeopdragere som konsulenter? For de måles kun på deres positive resultater! :-) 6 år siden |
6 år siden
 | Jeg tror ikke jeg kan sige noget særlig begavet om forbrydelse og straf, og så burde jeg vel tie stille, men nu giver jeg dog et par pip med, for selvfølgelig ved kommer det også mig.
Jeg tror ikke at forbrydelser helt kan afskaffes, men jeg er sikke på at forbedrede sociale forhold vil hjælpe en hel del. Hvis mennesker er i nød, lægger de sig ikke bare til at sulte ihjel, men de vil skaffe sig til livets ophold på enhver tænkelig måde, lovlige eller ulovlige. - Og selvom der er nok til alle, som i vort samfund, så vil der altid være nogen der vil have endnu mere.
Og så er der menneskers temperamenter. De koger sommetider over, og så kan der ske ting og sager. Vi har for nylig diskuteret jalousi og de følger der kan komme ud af det, og mod den slags hjælper ingen love og ingen sociale forhold.
Mister nogen troen på, at samfundet vil dem det godt, så skal man ikke forvente lovlydighed. Og samfundet det er jo os alle sammen, så vi må bare følge det gamle råd, at gøre mod andre hvad vi vil de skal gøre for os.
Kåemer 6 år siden |
6 år siden
| Når man taler om hvordan der bør straffes, kommer man let ind på hvorfor folk begår lovbrud.
Mange vil umiddelbart tale om at sociale forbedringer må være vejen frem.
Desværre er der tydelige tegn på at man ikke kan bestikke sig til folks lovlydighed. Det hjælper ikke at give folk penge, mad, bolig hvis de i bund og grund mener noget andet om hvad der skal være ret og uret.
Man kan sige det sådan at hvis en mand vil købe et skydevåben, hjælper det ikke at give ham penge. For så vil han bare købe to! 6 år siden |
6 år siden
| Nej selvfølgelig hjælper det ikke at "bestikke" forbrydere til at blive lovlydige, men det modsatte, strenge straffe hjælper åbenbart heller ikke.
Hvis jeg blev overfaldet (det har jeg prøvet flere gange) ville jeg da også gerne se, at voldsmanden blev buret inde, ja, han måtte også gerne få nogen tæsk - Men jeg ville ikke indbilde mig at det ville forbedre ham. - Men måske ville han komme efter mig, når han en gang kom ud.
Men hvad er der så tilbage. Alle mennesker har ret til et sikkert og frit liv. Det står i FN's menneskerettigheder. Og har de ikke ordentlige levemåder, og mangler de almindelig respekt, ja, så avler det forbrydere.
Jeg tror ikke, at straf hjælper noget som helst, men social forebyggelse kan gøre en hel del.
Kåemer 6 år siden |
6 år siden
| Jeg kender en delvis løsning mere, men jeg er ikke sikker på at du ønsker at kende den.
OK - her er den alligevel. Erkende at det var en håbløs tanke at lade ræve øg høns bo i den samme gård. Og tro at når blot rævene fik hønsefoder, så blev de flinke og ufarlige.
I alle lande er der skurke og skurvede hoveder. Og dem må man håndtere. Men man skal passe på ikke at gabe over mere end munden kan rumme.
Men selve emnet: Hvordan man skal gøre når man ser at straffe ikke hjælper.
På en måde hjælper de jo! Så længe skurken er bag tremmer, kan de lovlydige da gå i fred. Og hvad det angår: jo længere, desto bedre.
Men vi vil jo gerne give folk en chance for at komme ud i samfundet igen. "Hævnen hører Herren til," som man siger.
Hvis straf (= mange år bag tremmer og i andre banditters selskab.) ikke hjælper, hvad så? Skal man lade skurken gå fri?
Nej. Det vil som sagt være at straffe ofrene! Og det var jo ikke tanken!
De fængslede skal ikke omgås andre fanger, så de i fred kan fremelske en fortsat kriminalitetskultur.
De skal omgås lovlydige. Sæt dem sammen med et jord-og-beton sjak. Send dem til søs. Lad dem arbejde blandt stærke mænd der kan styre dem. Lad dem svede sammen med folk der følger vedtagne regler. Når de vænner sig til det, kan man med tiden give dem en højere status, så de omsider kan fortsætte dette job som et frit menneske med fuld løn og en ren attest.
Arbejdet skal svare til deres type. En muskelsvær mafiatype skal arbejde blandt stærke mænd. Han skal ikke sælge damelingeri.
En kvinde kunne måske arbejde i et landbrugskollektiv, hvor andre kvinder tager fat? Hvis sådanne altså endnu findes.
Altså indgå i daglige rutiner og måske lære at livet godt kan leves på denne måde.
Jeg ved det ikke. Men det er en tanke. Den er tænkt før. Jeg tænker på skibet Fulton der tog unge lømler ombord så de kunne bestille noget, se noget, adlyde en stærk mand der var bestemt, men retfærdig.
Men friheden skal forblive idealet. Vi husker spejderbevægelsen, som nok var fin som den var i Danmark.
Men Hitlerjugend og Sovjetpionerer kan ikke være målet.
Og som sagt: den slags social forebyggelse som handler om at give så mange penge i bistand at det ikke kan svare sig at arbejde - kald mig bare "Joakim!" - den tror jeg heller ikke på.
Men når det skal kunne "betale sig at arbejde," skal man gøre sig langt mere umage med at skaffe!!! folk et job. For at skaffe sig selv et job kan være meget svært! En mand kan sagtens være dygtig og flittig i praksis. Men måske ikke til selv at tigge sig til et job. Og ikke god til at prale af sine kvalifikationer så arbejdsgiveren får lyst til at ansætte ham. 6 år siden |
6 år siden
| Dino
Ja, det er gode, konstruktive idéer. Men det er vel det man allerede praktiserer i åbne fængsler.
Jeg havde engang i 80'erne en meget god ven. Han var netop sluppet ud af fængslet da jeg traf ham. Det havde været et åbent fængsel, og i fængselstiden var han blevet udlært som tømrer. Efter en tid begyndte han for sig selv, og opbyggede en god virksom hed med at producerer vinduer. Han er nu en ældre herre, men er dog stadig i virksomhed. Kriminaliteten har han lagt langt bag sig.
Selvfølgelig er det hans egen vilje og motivation der førte ham ind på en bedre vej, men det har hjulpet godt, at noget troede på ham og respekterede ham.
Kåemer 6 år siden |
6 år siden
 | Det er let at se sig blind på skadesvolder og glemme, at offeret har brug for at beslutte sig til at komme videre.
Jeg er bestemt ikke glad for den unge mand, der kørte mig ned, men det er den forebyggende bevidsthed, som er vigtigst for mig.
Jeg regner med at møde ham, når jeg skal vidne imod ham på mandag i næste uge. Jeg vil sige ham tak for at han ringede 112, for ellers havde jeg ikke været her i dag. Men det er også det eneste, jeg har at sige. Snakken om trafik og om at komme videre skal tages med andre. 6 år siden |
6 år siden
| Du godeste, Camra. Det lyder som om du har været ude for noget slemt. Jeg håber du kommer over det på både sjæl og legeme. 6 år siden |
6 år siden
| Jeg har jo hygget mig med dramatiske ting de sidste 6 år, og så lærer man, når man skal give slip og gå videre. Man respekterer den del af en, som holder på straf, men ved, at det er det klogeste at komme videre ... det klogeste at transformere skadevolder (og det gør man kun ved at transformere sig selv). Derfor går jeg ind for belærende straf ... ikke straf for straffens og retsfølelsens skyld. Jeg debatterede med en mand, der mente, at det er umuligt at overholde fartgrænserne og tage ansvar som bilist ... så måtte jeg lige nævne, at jeg s.. heller ikke kan lide at tage mit ansvar på mig i forbindelse med retssagen og takke skadesvolder for at ringe 112, men jeg gør det! 6 år siden |
6 år siden
| [Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil] 6 år siden |
6 år siden
| Det svarer til buddhisternes karma. 6 år siden |
6 år siden
 | Jeg tænker, at der jo er en verden til forskel på forbrydelser begået af hhv. mennesker uden ressourcer: Økonomi, tryghed osv, og mennesker i toppen af samfundet, som har alt, hvad de har brug for, men bare vil have mere af den ene eller den anden art: Penge, magt etc. ..straffen må også have forskellig effekt på de forskellige grupper. 6 år siden |
6 år siden
| Ja, derfor er det nogle steder sådan at man betaler bøder i forhold til sin gage.
Og f. eks, i USA må firmaer betale kæmpe erstatninger hvis de er rige. (Så straffen kan mærkes.) 6 år siden |