Mår en forfatter skriver en roman, producerer han en virkelighed der kan være helt gak-gak.
Når man fyrer noget af på nettet bag et alias, har det måske også et skær af fiktion, forstået på den måde at selvom man skriver noget man mener, så bliver det fiktion, hvis det ikke er personens sande identitet der skriver det.
Den sande forfatter får mod til at skrive noget der er uvirkeligt.
På samme måde kan han få mod til at skrive noget der er sandt, hvis han kan gøre det i et fiktivt navn.
Mest respektabelt er vel det sande der skrives af den virkelige person under eget navn.

Der har du helt ret Dino, være ærlig og skrive, om det man skriver er fiktion eller sandtog samtidigt bruge sit eget navn

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Jeg kan kun tale for mig selv, men alt jeg skriver er virkelig mig. Det er hele idéen. Når jeg skriver og deltager i en debat, er det bl.a. for at blive klogere på mig selv. Ganske vist kalder jeg mig Kåemer, men enhver kan gå ind på min profil og se mit virkelige navn,

Nogen har vel personlige grunde til at være anonyme, men jeg tror dog, at på trods af pseudonymer så træder den virkelige person frem. Pudsigt nok kan man bruge pseudonym for i højere grad at være sig selv.

mit skriven er min terapi og er bundløst ærligt hvad jeg skriver og helt med mit hjerte smiler. Nogen gange har man ikke kræfter til at skrive det man vil og udsætter det til man er klar til det og så kommer det måske i en anden udformning end det først skulle. Og om det er en maske ved jeg ikke. Det er mig der kommer og ikke noget andet og hvis jeg ikke kan med at få det ud, så bruger jeg humoren til at dække lidt over hvad jeg vil sige og se hvad folk opfatter og ikke opfatter og om de opfatter det jeg vil havde ud. Hos mig står det altid åbent hvad jeg vil havde ud og ingen sure miner, hvis folk opfatter andet end det jeg ville sige, fordi ting kan forstås forskelligt. Og man kan vel godt kalde det spaltning af sig selv man laver og det kan være gak og langt ude hvad man får ud, men det afhængigt af hvad jeg har brug for at få ud og måden jeg gør det på. Man ved aldrig hvem man skriver med og man kan få en opleveren engang imellem og virkeligt bliver overrasket over hvem det er man sidder og skriver med og det kan give knubs, men også en masse lærdom og viden og som man kan bruge til at bearbejde sig selv med i den sidste ende.Gør jeg i hvert fald og nu har jeg snart lært et par stk m/k og kende her inde og det er meget forskellige mennesker og hver vores evner/talent bruger jeg til at skabe mit eget og suge til mig og dele hvis jeg kan. Det sidste er jeg meget på lavt plan, da jeg ikke har talent, som mange andre her og meget digt jeg holder mig til da, jeg ikke har talent for ret meget andet andet i de få tilfælde. Hvad jeg skriver af digte er meget forskelligt og godt og skidt og jeg skriver fra hjertet og derfor kan det være rent lort jeg får fyret af ...men er mig og mit

@ 1 Flemming Dalsgaard (dino)

"Når en forfatter skriver en roman, producerer han en virkelighed"
Gør han det?
Har du noget form for belæg for den betragtning?

Hvordan er det så mere sandt eller klogt eller værdifuldt eller meningsbærende eller oplysende eller hvad der nu bevæger dig til at skriver netop dette udsagn frem for at skriver noget andet?
Fx end at sige:
"Når en forfatter skriver en roman, beskriver har sine tanker helt uafhængigt af nogen virkelighed"

Alt hvad du har vist, er den samme totale tomhed, som du viser igen og igen.
Der kommer nogle ord- Støj fra din hånd.
Og der kommer ikke andet.
Selv det mest saglig emne kan du trække ned på dit floskel niveau.
Har du overhovedet ingen integritet eller respekt for andre menneskers tanker?

Wernn

@ 4 Kåemer Asmussen (Kåemer)

"Jeg kan kun tale for mig selv, men alt jeg skriver er virkelig mig. Det er hele idéen. Når jeg skriver og deltager i en debat"

OK. Det er også det jeg tænker.

MEN!

Så skriver du:
"Det må du afgøre med dig selv, lige som jeg må det"

Hvad er der så tilbage ud over komfortable floskler valgt til lejligheden.

Wernn

Hej Nils Højsager-Jessen (storyteller)

Det er et emne, der interessere mig meget.
Er det noget du ønsker en dybere dialog om?
Eller er du tilfreds det floskel-niveau det forgår på nu?
Ellers vil jeg ikke forstøre mere end jeg allerede har gjort.
De der ekstremt selvhøjtidelige nisser skal have lidt røg en gang i mellem, for at kunne se at deres selvhøjtidelighed ikke er andet end netop det.

Wernn

Umiddelbart er det min holdning, at mange (ikke alle) bruger anonymitetens kappe til at skrive på en måde, der ikke er et spejl af deres virkelige JEG. I mine øjne lidt uærligt.
Som læser vil jeg gerne lære andre mennesker, følelser og holdninger at kende - nysgerrig som jeg nu er!
Men hvis jeg ikke kan stole på det skrevne, så stoler jeg ikke på læseoplevelsen. Med det mener jeg ikke, at man ikke kan skrive en fiktiv roman i en fiktiv verden, men at man i det man skriver og beskriver skal være ærlig omkring sine følelser og holdninger. Hvis ikke man er det og formidler det, så er det der kommer frem ikke et spejl af ens holdninger og følelser.
Det der efter min mening kendetegner en god forfatter eller digter er, at læseren får et billede af forfatterens meninger, følelser og holdninger.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

@ 9 Nils Højsager-Jessen (storyteller)

"Umiddelbart er det min holdning"
OK. Så lader vi det blive ved.

Wernn

En del af det at skrive er vel også at lege med alle de sider af ens tankeverden, man enten ønsker at give mere eller mindre stemme.
Når jeg taler med mange af de unge mennesker som bevæger sig i virtuelle universer, fortæller de, at de kan være den de gerne vil være, men ikke nødvendigvis Er.
Dette på godt og ondt.
De oplever frihed, når de kan jonglere med deres identitet, hvilket ikke er underligt, når man er ung, med eller uden, det virtuelle univers.
Når vi debatterer her på fyldepennen, har dem som lyster at læse, fri adgang til ordene.

Betyder det så at jeg vægter mine ord anderledes?
Ja, for i mit skriftsprog får jeg muligheden for at tænke meget mere over vinklen, sproget, holdningerne, pudsighederne eller den skarphed som jeg ønsker lagt ind.
Det skrivende univers er meget levende, hvilket frisætter dele af personligheden, der ellers ikke kommer til udtryk.
Jeg oplever, at i det øjeblik jeg sætter mig foran et tastatur, kan jeg høre, hvad jeg tænker, hvilket jo så også giver mig muligheden for, enten at skrue op eller ned for larmen.
Men stemmen er mere ren, ikke kun hos mig, men også hos andre bemærker jeg.
Det kaldes vel for en troværdighed gennem sproget.

Dog er det med en bevidsthed om, at man skal kunne tåle at stå på mål for alt, hvad man lægger ud i det virtuelle univers.
Den faktor er ikke uvæsentlig i vores tid, og er noget jeg også bruger temmelig meget tid på at tale om i mit virke med børn og unge.
Der er grænser for, hvad du kan skrive i det virtuelle univers, selvom man måske selv oplever en konstruktion som gyldig, uagtet den er sarkastisk, kritisk eller "berettiget" harmfuld.
"Ærligheden" er ikke altid at foretrække. Det kommer an på, hvoraf den udspringer i sindet, og sindet er lunefuldt.
Tanker må nogle gange forblive i tanken, er min oprigtige mening.
Men i det skrevne er en stor del af kunsten, at lade andre læse din stemme uanset, hvordan den pakkes ind eller bygges op.
Det er jo det, der gør litteraturen levende og fyldt med overraskelser. Den ophøjes til kunst gennem alsidighedens mange udtryk, der måske bare udgår fra ideen og ønsket om at belyse et perspektiv, der ikke nødvendigvis har noget med virkelighedens person at gøre.

Camilla

Det er tankevækkende. Hvis man ikke er den samme på nettet, som offline, hvem er så den rigtige? Hvis man ændrer sig efter sin omgangskreds, hvem er man så? Hvis man griner meget i et forhold, men taler dybt i et andet? Ens tekster afspejler vel, hvem man er. Hvad nu hvis teksterne ikke er fiktion og handler om andre, som man vil såre ved at skrive, som man gør. Er navnet så vigtigt? Hvad hvis de tekster bare MÅ ud?? Hvad hvis det er personligt, følsomt? Hvem er vi at dømme levende og døde (ja - okay. Det blev lidt meget :-)). Jeg ved ikke, hvad jeg selv mener om det. Må man bruge sit kælenavn?
Hilsen Silje?

@ 13 Silje Aleb

"Hvis man ændrer sig efter sin omgangskreds, hvem er man så"?
Man er den, der evner at aflæse sociale kontekster og møde andre mennesker, hvor de er.
Man er den, der råber sammen med vennerne til en koncert og small talker med tante Yrsa.
Man er den, der finder de trøstende ord frem når der er brug for det og de opmuntrende ord, når der er brug for det.
Man er den, der synger kirken og skriger i rutsjebanen.
Man er den, der ser dig i spejlet og vælger dit tøj til lejligheden. Man er den, der bange alene i skoven og den, der siger højt fra over for chefen.
Man er den, der ved bålet, kan lægge hovedet på hans skulder, lytte til guitaren, der spiller nogen lunde rent og bare lade det hele være som det er. Og den, der skal have helt styr på billetter, tøj og hotelbookning til ferien.
Man er et kompleks menneske i et samspil med andre komplekse mennesker i komplekse sociale kontekster.

"Ens tekster afspejler vel, hvem man er"
Jeg vil sige "nej".
Vi vælger roller, som vi skriver ud fra.
Hvilke roller vi vælger, siger noget (lidt) om, hvem vi er. Men mener om, hvad vi tænker i det øjeblik.

"Hvem er vi at dømme levende og døde"
Det er det gør når vi vælger vort tøj.
Vi vælger vores tøj ud fra: "Hvem kommer jeg til at møde ved denne lejlighed".
Dette 'Hvem' er en dom omkring den andre eller de andre.
Selv til begravelsen vælger vi den adfærd, som er med til at bekræfte de andre i deres forståelse af: "Sådan var hun og sådan ville hun have ønsket det".

Alternativt?
Så er man Sociopat.

Wernn