Uha! Det var dog et kæmpe emne!
Selv ved jeg alt alt for lidt!
Jeg tror at jeg tør sige at der er fluktuationer i økonomien. Det vil sige at der går op og ned.
Egentlig kan man sige, at der er de mennesker der er og de arbejdende hænder der er. De kan hvad de kan.
Så derfor burde der være en fast skabelse af værdier.
Men der er også den økonomi der handler om at lande har tillid til hinanden, så de tør sætte noget igang.
Tillid til hinandens valuta, tillid til hinandens værdiskabelser.
Prøv at tænke på et lille landbrugskollektiv. De kan arbejde og lave afgrøder, som de kan spise og sælge nogle af. Det går godt.
Men en dag kommer de op at skændes! De mister tilliden til hinanden. Og når man ikke tror på at de andre gider lave noget, så gider man heller ikke selv.
Der er nu en krise i kollektivet.
Og sådan kan det også gå i den store verden. En krise kan skabe fattigdom, trods det at der stadig er samme antal mennesker til at arbejde og lave noget. Men der går kage i det.
De stærke klarer sig måske, men mange svagere bukker under.
I 1929 kom den måske berømteste krise nogensinde. Det var børskrakket i Amerika. Folks værdier var vekslet til papir. Papir med tal på.
Så længe andre gerne ville købe papirerne til større og større priser gik det super godt. Men en skønne dag sagde nogle: "Jamen det er jo kun papir! Det vil vi ikke give varer for."
Og det bredte sig som ringe i vandet. Pludselig var papirerne ikke noget værd, for ingen ville bytte producerede varer til papir. For de troede ikke længere på at de kunne bytte tilbage igen!
Med ét havde ingen reelle penge at betale med, og de der producerede noget kunne ikke få kunder til deres varer.
Der var stadig mange mennesker til at arbejde. Men hele aftalesystemet brød sammen.
I denne krise var der endog mange af de stærke der faldt. For deres styrke lå i værdipapirer, ikke i virkelige varer.
Så økonomien afhænger altså ikke kun af reelt arbejde og værdiskabelse, men også af et sæt af aftaler, hvor folk tør satse, i tillid til hinanden.
Danmark er et samfund hvor der er et fint net af aftaler, baseret på tillid.
Denne tillid kan opretholdes fordi de fleste danskere tænker på nogenlunde samme måde.
Vi producerer ikke ret meget, bortset fra landbrugsvarer. Men vi laver en masse ydelser der er andet end vareproduktion. Vi transporterer på havet, vi designer ting vi udvikler ting, men meget bliver lavet i andre lande, hvor lønnen er meget lavere.
Danskerne er i den henseende meget modige. VI stoler på folk i andre lande. Og så længe det går godt, er det fint.
Det er vigtigt at vi indser vor afhængighed af andre landes arbejde. Og lærer at konsolidere os, så vi ikke bukker under for besværlige politikker i andre lande.
For vi kan ikke længere lave alle nødvendige varer selv.
Danskerne har "Know-how" på en række område. Men rigtig mange ting kan vi ikke lave selv.
De penge vi tjener på salg af det vi kan, bruger vi til at købe det vi ikke selv kan lave.
At vi er rige, hænger sammen med at der er et godt bytteforhold imellem det vi sælger og det vi køber.
Når en dansker arbejder en time, kan det han laver byttes til noget som en arbejder i et fremmed land har arbejdet mange timer for at lave.
At vi overhovedet har indflydelse på dette forhold er meget heldigt. Og det er ingen naturlov.
En dag kan det være anderledes.