[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

I en tv-serie så jeg for nylig et ægtepar, lykkeligt gift fem børn hvoraf de to, tvillinger næsten er nyfødte. Men så sker det, at han "ved et uheld" kommer til at gå i seng med en kvindelig kollega. Konen opdager der, bliver rasende og smider ham ud. De har dog en vis kontakt på grund af børnene, men først efter flere år finder de sammen igen. De har dog ikke været sammen mere end et par uger da hun siger, at hun alligevel ikke kan glemme det der skete dengang, og han må flytte ud igen. - Jeg spørger da, er der nogen som helst fornuft eller rimelighed i dette. Har jalousien sin berettigelse?

For den der rammes, er det som en uafvaskelig plet på den fine dug.
Man kan tale rationelt om det og have forskelligt forhold til det, men har man det så har man det.

Jeg tror at kvinden vil benægte at hun er ramt af jalousi! Hun vil benægte at det er hende der er ramt af en psykisk lidelse. Hun vil fastholde at det var ham, der fejlede. Ikke hende.
Hun skal ikke i terapi, ikke have psykofarmaka.

Man kan diskutere hvor ens tilgivelsestærskel skal ligge. Men hun er blevet svigtet og krænket og det sidder som skruet fast i hendes sind.
Hun vil måske sige at hun selv synes at hun har tilgivet. Hun lod ham jo flytte ind igen. Men når hendes krop kommer i spil, så kan hun ikke slippe krænkelsen, og hun kan ikke elske.

Er de nået dertil, tror jeg ikke der er noget at gøre.
Men for børnenes skyld må de gå så langt de magter.

Tilgivelse får man når man angrer og lover bod og bedring. Tilgivelse handler ikke om at det er OK. At man så kan begynde forfra igen.
Men hvad angrer man? Sidespringet, fordi det var en forkert handling? Eller angrer man fordi konsekvenserne blev så ubehagelige? Jeg frygter det sidste. Og det er nok det kvinden kan fornemme. Og hun frygter at han tænker på den anden, når de er sammen. Desværre kan han ikke bevise at det gør han ikke.
Det er nok en af fordelene ved homoseksualitet. To af samme køn kan forstå hinanden lettere. Kvinder og mænd er så forskellige at det egentlig er sært så ofte det går godt imellem dem.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Både Dinos og Prems eksempler er fine. Sådan er jalousien - Men jeg må vende tilbage til mit eget eksempel.
Her er en perfekt og kærlig ægteman, bortset fra dette sidespring, og en kærlig far for parrets fem børn. Hvad er da grunden til at konen reagerer så kraftigt, at hun år efter ikke kan komme ud over det. Man skulle tro at mandens gode egenskaber, de gode år de har haft sammen og ansvaret for børnene kunne få hende over denne synd. Hvor ligger hendes ansvar? Hun siger bare: Jeg elsker dig ikke mere, og det skal da være afgørende.

Tilhører min seksualitet helt og holdent min partnet, og tilhører hans/hendes mig?

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Hvis jeg nogensinde i mit liv har følt et strejf af jalousi ville jeg afvise den bestemt, for det ville være langt under min værdighed. Det ville sige, at jeg skulle have en ret over et andet menneskes identitet og seksualitet. Ikke tale om.

Jeg er mig selv og min partner er sig selv, og hvad vi giver hinanden er ganske frivilligt.

Jeg må nok give Prem ret i at det ikke præcis er jalousi. Det er om tilgivelse.
Den omtalte kvinde ville måske kunne tilgive hvis det var noget mere abstrakt. Men her hvor man giver kroppen til hinanden, er der måske andet på spil. Noget sværere.

Mange ægteskaber er stærkt knyttet til begrebet troskab. Man siger ja på den klare betingelse at der siges nej til alle andre.
For nogen er dette forhold meget vigtigt.

Andre har det på en anden måde. Og sådan er det.

[Dette indlæg er fjernet grundet sletning af profil]

Dino

"Mange ægteskaber er stærkt knyttet til begrebet troskab. Man siger ja på den klare betingelse at der siges nej til alle andre.
For nogen er dette forhold meget vigtigt."

Så sandt som det er sagt, men jeg spørger alligevel: Hvorfor? Troskab består vel i at man holder hvad man lover og at man er ansvarlig. At det skulle betyde at jeg skulle have eneret til min partners person, og at han skulle have eneret på mig begriber jeg ikke. At være i et ægteskab skulle gerne give en større frihed, fordi man har et menneske man føler sig tryg ved, ikke mindre. Hvordan skal jeg føle mig fri, hvis jeg har en partner der vogter på, at jeg ikke kigger i de forkerte retninger?

Følg det hjerte! Det er en sandhed som jeg også går ind for, men det betinger at hjertet opfører sig rimeligt og ikke er destruktivt. Kroppen og dermed hjertet har naturligvis sin egen vilje, men er der tale om ansvarlighed, kan hjertet og kroppen godt falde til føje.

Da jeg traf min ven besluttede jeg at, dette vil jeg, og det har jeg holdt fast ved i mere end et halvt århundrede. I den tid har hjertet flagret i mange retninger, og det har det kunnet ganske frit, og det har ikke ændret en tøddel i mit ansvar over for min ven.

Frihed og ansvarlighed. Med disse to principper ville flere ægteskaber nok holde, i stedet for som nu, at over halvdelen bliver opløst.