I gamle dage opkrævede kongen, kirken og andre magtfulde instanser skat. Man kan diskutere legitimiteten af dette.
Idag ser mange nok sådan på det, at vi alle er flettet sammen på forskellige måder. Vi har ikke alle skyld i vore begrænsede midler og vi har ikke alle selv æren for vor succes.
Skal vi være fælles om ulykkerne i landet, må vi også i nogen grad være fælles om udbyttet.
Måske har vi råd til en fin bil. Men hvem betaler for vejene, som får bilen til at rulle så godt?
Måske har vi råd til en super vaskemaskine, men hvem betaler for at få vand, elektricitet og kloak ført frem? Det finansieres nemlig ikke ved købet af vaskemaskinen. Hvis man selv betalte for forsyningen, ville vaskemaskinen nok koste mange hundrede tusind.
Måske har vi fået et godt job til en høj gage. Men hvem byggede universitetet, hvor vi fik vor fine eksamen?
Måske kan vi ansætte nogle flittige arbejdere i vor virksomhed. Men hvem fodrede og klædte disse folk da de var børn? Og hvem hjælper dem videre den dag hvor vi ikke mere har brug for dem?
Derfor må vi i et vist omfang stå sammen og være med hvor der skal løftes og bæres. Og skat er en måde at administrere dette princip. Vore politikere beslutter så hvordan pengene skal fordeles.
Man kan være uenig i meget. Balancen imellem individet og fællesskabet kan flyde på mange måder.
Men hvis vi ikke vil betale skat, bør vi huske på at der er mange goder som vi så heller ikke har ret til. Som kun findes fordi de mange andre betalte deres del.
Det er meget svært at stå af det alt sammen med mindre man vil flytte til Spanien, som visse andre jo også gør. Men også dernede er man nok en del af samfundet. Og benytter sig af det som andre har betalt. Selv Robinson Crusoe blev sejlet til sin ø.
Selv er jeg ingen ven af topskat og knækket på kurven til betaling af ejendomsskat og grundskyld. Disse princippet handler for mig at se ikke om retfærdighed, men om misundelse.
Jeg kan tilslutte mig at de store skal betale mere end de små. Men ikke "over-proportionalt meget." Det er en pisk der straffer de flittige og dygtige. Og ja - også de heldige, der naturligvis ikke har fortjent deres rigdom.
Men basalt mener jeg at vi må være fælles om visse ting.