Mathias trak dynen op om sig, og tændte for sin iPad. Egentlig havde han lidt dårlig samvittighed over at have stukket en hvid løgn og forladt festen under påskud af, at han havde det herredårligt med hovedpine og kvalme. Men den lækre fornemmelse af at slippe væk fra det hele var über nice.

Han kiggede tomt frem for sig og lod tankerne køre i frigear. Han og forældrene var ankommet tidligere samme dag til onkel Jørgen og tante Ritas sølvbryllupsfest. Fuck! Hvor han ikke gad! Festen blev holdt i selskabslokalerne på Vejstrupholm Slot med overnatning på slottet. Hans mor havde kvidret som en kanariefugl, da de kørte over broen. "Se!" sagde hun og pegede på et par svaner, der stolte svømmede af sted i voldgraven. "Er de ikke smukke? Og hvor er det dog romantisk!"
   Mathias rystede på hovedet og himlede med øjnene. Mødre! De var bare enormt pinlige.

Ved ankomsten havde solen skinnet på slottets høje, røde mure, mens sorte skyer trak sammen i horisonten og dannede en mørkegrå baggrund. I parken hang der stadig nogle få blade på træerne, men ellers havde nattefrosten taget livet af sommerens blomster.

Alle havde fået udleveret nøgler til værelserne ved ankomsten, og han havde heldigvis fået sit eget værelse. Trappen var bred og trinnene bestod af mørke granitsten. Den snoede sig og førte op til de forskellige etager. På gangene lå de gamle gulvplanker. Flere af dem var hule på midten af slid, og de knirkede visse steder. På væggene hang malerier af slottes forskellige grever og andre fine folk. De stirrende på ham med store runde øjne. Hvor så mændene mærkelige ud med langt tøsehår, mørkegrønne leggins - eller hvad det var for noget de havde på - og lange, blanke støvler, tænkte Mathias. Den ene havde to jagthunde liggende for fødderne med hver sin fasan i munden. "Jeez, hvor så det dumt ud, mand!"

Damerne havde kæmpe kjoler på og opsat hår. Det var nok parykker. Det så ud som om, at de ikke havde nogen øjenvipper og aldrig havde været ude i solen. De havde alle sammen runde hoveder og tonsvis af blonder på tøjet. På et af malerierne var damens korset snøret så stramt ind, at han kom til at tænke på Den overskårne Dame, han engang havde set på TV i et trylleshow. Han begyndte at grine. Han kunne se for sig, hvordan man havde presset knæene op i ryggen på hende, og knoklet som en sindssyg for at stramme korsettet til. Ligesom når han selv stod med trossen og fortøjerede sin fars motorsejler. "Maleren skulle have malet hende blå i ansigtet, mens hun holdt vejret", sagde han højt og fnisede.

Han kom i tanke om pigerne i klassen. Han så dem for sig, hvordan de havde kunstige øjenvipper og kæmpede for at blive lækre brune om sommeren og forsøgte at ligne The Kardashians. Billedet af skønhed havde rigtig nok ændret sig. "Eow, for det!" tænkte han. Han kiggede atter på billedet og sendte Maya en varm tanke. Hendes lange, lyse hår og søde måde at være på. Måske havde han et crush for hende? Han gik videre ned ad gangen.

Med et lille smil om munden stak han nøglen i døren til værelse nr. 11. Det var en stor og tung dør. Det første han lagde mærke til, var de mørke træpaneler på væggene. De gjorde hele rummet enormt skummelt, selvom resten af væggen havde lyst tapet med små gule blomster. Ud fra væggen stod en kæmpe seng. Mathias syntes, at den så åndssvag ud med det hvide tøsestof, der hang hen over den og lignede et myggenet. Sengetæppet havde et vævet mønster i guld, der skulle forestille nogle blomster, og puderne havde mega mange frynser og kvaster. Hvor han dog savnede sin egen smarte seng derhjemme med sort boksmadras, blanke ben af stål og den fede plakat med Volbeat, der hang på væggen. Han kunne også godt bruge en kold Cola og kyle i sig lige nu.

Mathias satte sig på kanten af sengen og hoppede lidt op og ned. Den knirkede jammerligt. Han lod blikket glide rundt i værelset og bemærkede, at dér ved siden af vinduet hang et oldgammelt spejl. "Yak, for en hæslig guldramme. Kan ikke have kostet mange pesos", mumlede han. Spejlet buede og gjorde ham helt søsyg at glo ind i. Den blanke overflade var næsten forsvundet flere steder. Han fattede ikke, hvorfor at man ikke for længst havde smidt det gamle lort på lossepladsen.
   De antikke olielamper var blevet moderniseret og hang nu på væggen med dæmpede led pærer. Det var vist også det eneste, som var fulgt med ind i atomalderen. Det hele skulle se ud som om, at værelset var fint og hyggeligt, og få folk til at tro, at de var prins eller prinsesse for en dag. I virkeligheden syntes han, at rummet føltes mega gustent.

Hen over sengen hang et maleri af én eller anden mand, der sad på en sort hest. Han var iført en blank ridderdragt og havde en lanse i hånden, stålhjelm og hele svineriet. Det var optur. Måske var det ikke den type billeder, som man normalt havde hængende i et soveværelse, men Mathias syntes, at det var okay. Det var dog bedre end det billede, der hang til højre for toilettet med de lyserøde roser, der hang døende i en kæmpe vase og allerede havde tabt flere af bladene.

Han rev sengetæppet af og smed det hen ved siden af natbordet. Nu skulle han bare af med de fucking sko og nedern tøj, der var ved at tage pippet fra ham. I et loop sparkede han skoene hen i det ene hjørne. De klemte og føltes som ren tortur at gå rundt i. Hurtigt åbnede han sportstasken og fandt noget mere behageligt tøj frem. Festtøjet smed han på gulvet uden tanke for, hvordan det landede.

Da de var ankommet tidligere på dagen, var gæsterne blevet vist rundt på slottet, og guiden havde fortalt en masse historier om, at det spøgte. Ved højlys dag havde han været kold. Det var slet ikke noget, han kunne tage seriøst. Han havde også kun hørt efter med et halvt øre og havde glædet sig til, at det hele var overstået. Men nu hvor han lå alene på sit værelse og kiggede ud ad vinduet, så fik han en sær creepy fornemmelse. Den mørke slotspark lå ugæstfri hen med mørke silhuetter af vækster, der dannede alverdens faconer. Kun fantasien satte grænser for, hvilke uhyrer man kunne forestille sig, der kom ud af skyggerne. Han kiggede op mod himlen og så, hvordan skyerne fløj af sted, mens de forsøgte at lege skjul med månen. Træerne svajede uden for, og en gren slog af og til mod ruden, der fik ham til at fare sammen. Voldgravens sorte overflade glimtede ind imellem, når månen kom frem. Der var bestemt intet nice forbundet med den, tænkte Mathias. Svaner eller ej!

Han kom i tanke om, at han havde glemt at børste tænder og steg ud af sengen. Skridtene hen over de rå gulvplanker føltes som om, at de ingen ende ville tage. Han kunne mærke, at de føltes ujævne og kolde. Slet ikke den samme nice fornemmelse som på værelset derhjemme, hvor han bare kunne træde ud på et sejt tæppe i neonfarver, der lå foran sengen og hans lille smarte bord. Mathias skyndte sig at køre en tur rundt med tandbørsten og trippede hurtigt tilbage i sengen.

Tanken om at snige sig væk fra festen, var kommet til ham allerede under middagen. Forårets konfirmationstøj kradsede, og han hadede at flashe rundt i det alt for fine tøj, nu hvor konfirmationen for længst var overstået. Han havde rejst sig efter desserten under påskud af hovedpine. Helt løgn var det ikke. Det dunkede i hovedet på ham, da tante Ritas gamle senile mor, Kamma, for sjette gang kværnede om Ellen. "Hun bor nede i Afrika. Der ligger døde mennesker i gaderne, og medisterpølsen koster 8 kroner pundet." Hun var bare totalt stenet at høre på. Og så havde der været enormt mange taler, der ævlede om Jørgen og Ritas sidste 25 år. Det havde fand'me været stramt at høre på eftersom, at det mest sindsoprivende de to mennesker havde oplevet var, da de havde købt et havebassin med guldfisk. Der havde været 6 sange, og de to af dem gik på melodien "Jeg er havren ..." Den længste havde været på fucking 18 vers.

Nu lå han igen og tænkte på, hvor grineren det var, at han uden større besvær var sluppet væk fra Kamma, tøjet, talerne, festsangene og dansegulvet. Hans mor havde set bekymret ud, da han brød op, men han havde skyndt sig at forsikre hende om, at han bare trængte til at sove. Han havde undskyldt sig med, at han jo var kommet hjem fra lejrskole dagen før, og at busturen gennem Sverige havde været lang. Ganske vist havde de sovet det meste af vejen, men det behøvede hun jo ikke at få at vide. Situationen skulle tages i opløbet, inden hun begyndte at skabe for stor interesse over hans beslutning om at skride op på værelset.

Han satte sig op i sengen og skubbede puden om i ryggen. Nu hvor dagslyset var væk, så syntes han, at det hele virkede lidt spooky. Han fik øje på en udstoppet ravn på en hylde oppe i det ene hjørne. Pludselig fik han en fornemmelse af, at dens tomme glasøjne stirrede direkte ned på ham.
   Mathias rystede på hovedet og skævede til uret på sin iPhone. Klokken var knap 23.30. Der var ingen nye beskeder.

Han løftede sin iPad over fra sengebordet, og fandt sit ynglingsspil Ghost Splatter. Det var vel meget passende at plaffe sig gennem et par spil, når nu man befandt sig på et sted som Vejstrupholm Slot, tænkte han. De lilla spøgelser gav flest point. Han ville forsøge at slå Frederik, som lå øverst på pointtavlen. Selv havde han hele tiden ligget på en anden plads, hvilket havde været rigtig R.I.P. Med stor koncentration skød han derfor løs på de forskellige baner med stigende sværhedsgrader, der steg efterhånden, som man kom gennem spillet. Han vandt rigtig mange achievements, som øgede spændingen på det sværeste level. Når spøgelser i de forskellige farver blev plaffet ned, så hylede de mere eller mindre højt alt efter deres værdi. Han koncentrerede sig voldsomt. Spillet blev sværere og sværere efterhånden som flere og flere spøgelser blev vakt til live. Endnu havde han ikke brugt noget ekstra liv, og han var stærkt fokuseret på skærmen, mens han holdt tungen lige i munden. Yes! Dér røg den sidste lilla satan med et øredøvende brøl! Max point! "Eow, Frederik!" skrev han bagefter på klassens netværk. Det gav ham en vis glæde at kigge på den mega score, som viste sig på tavlen, hvor han nu lå på første pladsen. Det var smukt at se sit navn stå øverst, mens Frederik nu lå på en anden plads.

Han lukkede appen, og surfede rundt. Han fik givet et par likes og svaret et par stykker på Facebook og Twitter. Efter lejrturen var der rigeligt at skrive om. Især om pigerne efter natløbet. Der var nok af emner at tæske rundt i. Han kunne se, at Frederik havde gjort sig vældig morsom på hans bekostning og skrevet: "Jeg håber sandelig ikke, at du keder dig ihjel til sin onkels og tantes sølvbryllup!" Mathias svarede tilbage: "Her er en rigtig fløde-chick med til festen, som hedder Kamma. Hende har jeg bagt lidt på!" Så kunne Frederik og resten få den og rende med.

Det kunne for resten være sjovt at google Vejstrupholm Slot og læse lidt om de spøgelseshistorier, der var på slottet, tænkte han.
   Han fandt hjemmesiden og begyndte at scrolle. "Jeez...!" udbrød han og læste højt:

"En ung kvinde blev for over 300 år siden muret levende inde på ordre fra den gamle, onde, Frederikke. Den unge kvinde på 16 år hed Gertrud. Hun havde begået en forbrydelse ved at forelske sig i en stald dreng. Hun blev gravid og ventede hans barn. Dengang brugte man hårde metoder for at undgå sladder, som kunne kaste skam over adelsfamilierne. Skandalen skulle for enhver pris skjules. Frederikke, besluttede, at der skulle afholdes en fest for Gertrud under påskud af, at hun skulle rejse til Paris den følgende dag for at blive gift. I løbet af aftenen havde Frederikke i al hemmelighed bedøvet Gertrud med opium, som hun havde dryppet i vinglasset. Da bedøvelsen virkede, havde Frederikke sagt til gæsterne, at Gertrud var blevet dårlig, og at det sikkert var på grund af rejsefeber. Man bar hende ud af lokalet og direkte op til den grav i muren, der var lavet til hende i forvejen. Her blev hun muret levende inde. Ingen syntes, at det var mærkeligt, hun var væk næste dag, fordi alle var sikre på, at hun var på vej til Frankrig.

Den hvide Dame er i virkeligheden Gertrud, som går igen på Vejstrupholm Slot. Man kan se hende om natten, hvor hun går rundt i en hvid, højhalset kjole. Som hævn søger hun efter et offer, der ligner Frederikke, og som hun kan skræmme fra vid og sans. Samtidig leder Gertrud også efter sin Hans. Derfor vandrer hun hvileløst rundt og kan opleves over alt på slottet."


Mathias bøjede sig ned over iPad'en for at kigge nærmere på fotoet af Gertrud, der lå i et hulrum i muren. Han mærkede, hvordan maven trak sig sammen, da han så noget af kraniet, der stak op fra et tyndt stykke stof. Man kunne se resterne af en hvid, højhalset natkjole med blonder, der dækkede over en masse knogler, som lå i en underlig forvreden stilling.

Han var blevet helt tør i munden og frøs. Mathias kunne godt huske, at han havde set et skilt ude på gangen med en pil, der viste hen til det sted, hvor hun blev fundet. Det var vist på etagen lige neden under. Men det havde ikke interesseret ham, og han havde bare driblet udendørs for at slå tiden ihjel.

Han læste videre:
   "Den unge stalddreng, Hans, går også igen og leder efter Gertrud.
   Han blev pint til døde. Om natten kan man høre lyden fra hestenes hove og vognhjulene på brostenene i slotsgården, mens de kører væk med hans lig. Nogle gange kan man høre ham skrige, så det får blodet til at fryse til is."

Mathias frøs og mærkede, hvordan hjertet bankede. Dette her var bare for sindssygt. Han ønskede inderligt, at han lå derhjemme på sit eget værelse i Vanløse med centralvarme og Netflix.

Klokken i tårnet begyndte at slå 12 slag. Nice, mand! Der røg strømmen og forbindelsen til både iPhone og iPad. Begge slukkede med meddelelsen om low battery. Mathias skød underlæben frem og undrede sig. Han mente da bestemt, at de var ladet helt op, inden han tog hjemmefra. I skæret fra månen gravede han ned i tasken og fandt sin oplader. Med et søgende blik kiggede sig om efter et stik i væggen, men uden held. Skrald! Men måske man kunne spørge noget af personalet, om de kunne hjælpe?

Han steg ud af sengen og åbnede døren. Gangen var tom. Der var godt gang i festen ovre i den anden bygning. Her fungerede strømmen åbenbart. Gennem vinduerne kunne han se dem hoppe og danse rundt, men man kunne ikke høre dem på grund af de tykke mure. Han kunne også godt undvære Birthe Kjærs knaldrøde gummibåd, og tante Ritas forventningsfulde blik, der ville byde ham op på dansegulvet. Han magtede hende bare ikke!

På gangen faldt et blegt skær ind gennem ruden. Månen havde gemt sig bag skyerne, men man kunne i det mindste orientere sig. Der var helt stille bortset fra efterårsblæsten, som fløjtede sin klagende melodi gennem de utætte vinduer.

I samme øjeblik skyerne forsvandt for månen, og lyset blev stærkere, kom en mand gående rundt om hjørnet på vej hen imod ham. Mathias åndede lettet op og spurgte: "Kan du ikke lige hjælpe mig? Jeg kan ikke finde et stik til min oplader." Manden kom nærmere. Mathias undrede sig og tænkte, at det var noget fucking grimt tøj, han havde gik rundt i. Bukserne så gamle og slidte ud, og der var huller på jakken. Havde han ikke også halm i træskoene? Men hans cap, han havde på hovedet, var optur. Egentlig lignede de hinanden lidt. Måske nogenlunde samme alder? De samme lyse krøller og blå øjne.

Klokken slog det sidste slag. Mathias følte, at manden stirrede lige igennem ham uden at sige en lyd. Han gik ind på værelset, og Mathias fulgte efter. Så stoppede han op. Manden var væk! Værelset var tomt. Mathias kiggede sig forvirret rundt på de 25 m2. Han kunne da ikke bare forsvinde? Mathias åbnede døren til toilettet. Tomt! Der var ingen andre døre, og vinduet var lukket. Men væk var han. Som forsvundet op i den blå luft. Pludselig smækkede den tunge dør bag ham med et brag, der blev efterfulgt af et skrig, som gik gennem marv og ben. Han havde aldrig hørt noget lignende. I det samme øjeblik hørte han lyden af hestenes hove nede i slotsgården. Angsten for at være låst inde i det mørke værelse, fik hans hjerte til at hoppe et slag over, og det svimlede for ham. Den døde iPhone gjorde, at han ikke engang kunne ringe efter hjælp. Med et spring var Mathias henne og rive i den store egetræsdør. Heldigvis kunne den åbnes. Men nu klagede og hvinede hængslerne, som havde de ikke været åbnet i mange år. Han gik ud på den mørke gang igen for at kigge efter manden. Han var væk. Mathias røg hen til vinduet for at kigge ud. Der var ikke en sjæl. Ingen heste. Ingenting. Men han hørte ganske tydeligt, de klaprende hove, der larmende trak en vogn hen over de toppede brosten på gårdspladsen.

Mathias' hjerte begyndte at hamre som en vred trommeslager. Han skyndte sig tilbage til værelset og låste døren efter sig. I det samme fik han øje på ravnen. Bevægede den sig ikke? Det var som om, at den drejede hovedet og nu fulgte ham med et par gule øjne?

Han mærkede skrækken som en isklump i maven. Han skyndte sig at hoppe op i sengen. Han krøb langt ned under dynen og ønskede inderligt, at han kunne falde i søvn og ikke vågne før næste morgen, hvor hele rummet ville være badet i dagslys.

"Det her er bare sygt unormalt!" mumlede han.

Han mærkede, hvordan uroen bredte sig i hele kroppen og prikkede som nåle. Hvad var det? Kom der ikke en lyd? Han satte sig forsigtigt op i den knirkende seng. Natten var mørk som tjære uden for, og langt væk tudede en ugle. Månen kastede ind imellem et koldt skær gennem ruden. Det fik vinduets sprosser til at lave en skygge og danne et sort kors midt på gulvet. Lyset flimrede svagt, når grenene viftede forbi ruden.

Der var lyden igen! Stod der en person uden for hans dør? Var manden kommet tilbage? Heldigvis havde han husket at låse den. Men lyden gjorde ham anspændt, og han lå med bange øjne. Hans stemme svigtede ham, da han ville råbe Hallo! Pludselig så han, at der kom en hvid tåge ind i rummet. Den gik lige igennem den tykke trædør. Aldrig havde han set noget lignende. Tågen svævede langsomt hen over gulvet uden at røre det. Mathias spærrede øjnene op, og turde ikke bevæge sig. Han turde næsten heller ikke trække vejret. Han så, at tågen formede sig til en gennemsigtig skikkelse, og han kunne fornemme, at der kom en isnende kulde, som fyldte i rummet. Mathias forstod det ikke. Vinduet stod jo ikke åbent. Nu kunne han også lugte, hvordan en sær muggen stank begyndte at brede sig.
   Skrækken fik ham til at bide hårdt i kanten af dynen, mens han fulgte den slørede skikkelse med øjnene.

Den stoppede op ved skyggen af korset midt på gulvet og bøjede sig ned for at kærtegne det. Kjolen blev kortvarig tydelig. Den var hvid med en underlig takket blondekant forneden. Faktisk lignede den en højhalset natkjole. Det måtte være Den Hvide Dame, de talte så meget om. Mathias troede han drømte og kneb sig i armen. I det samme vendte spøgelset sig om og stirrede på ham med mørke øjne. Han troede det var løgn, men måtte indrømme, at det lignede en ca. 16-årig pige. Hun rakte armen ud mod ham, og bevægede sig hen til sengen. Lydløst satte hun sig på kanten og rørte ved hans kind med en iskold hånd. Mathias trak dynen op om hovedet i rædsel. Han rystede over hele kroppen og mærkede gråden i halsen. Da han kort efter kiggede op over dynekanten så han, at skikkelsen forsvandt ind i spejlet, der hang på væggen. I et kort øjeblik fremkom der et tydeligt billede af en smuk ung pige, med mørke krøller, store brune øjne og det dejligste smil. På hovedet bar hun en slags kyse, der mindede om små hvide blonder. Men kort efter forsvandt det klare billede, da hun svævede ud af spejlet igen. Denne gang holdt hun en messinglysestage i hænderne.

Mathias var sikker på, at man kunne høre hans hjertebanken larme i hele rummet. Var han ved at blive sindssyg? Det hamrede i hans tindinger og håndfladerne var våde. Han mærkede angsten prikke helt ud i hårrødderne. Dette var total crazy.

Skikkelsen opløstes langsomt for øjnene af ham og forsvandt i et grønligt skær ud gennem de lukkede vinduer.

I samme øjeblik mærkede han et sus hen over hovedet. Det kom fra stærke vinger, der snittede ham. Ravnen flaksede rundt i værelset. Han så de gule, lysende øjnene, mens den udstødte et højt og gennemtrængende skrig, som mindede om en vanvittig latter. Det lød som en, der nød at pine andre.

Mathias lå som stivnet i sengen og anede ikke, hvor lang tid, der var gået, før han turde bevæge sig og famlede automatisk efter kontakten. En lettelse skyllede igennem ham, da værelset atter lå badet i lys. Han kiggede med angste øjne op mod hjørnet og så, at den udstoppede ravn sad på sin sædvanlige plads og stirrede ud i luften med tomme glasøjne. Så vidt han kunne se, lå der et også et lag støv og spindelvæv på den.

Hans blik faldt på mobiltelefonen og iPad'en. Begge lå og lyste og havde næsten fuldt opladet batteri.

Hvad foregik der? Han kunne da umuligt have fået hallucinationer af det ene glas strawberry daiquiri, han fik serveret inden middagen?

Han sank tilbage i dynen, og rystede over hele kroppen. Det var så mega sygt, og alligevel kunne han ikke fortælle nogen om det. Ingen ville tro ham. Hvis han fortalte Frederik og Nikolaj det her på mandag, så ville de LOL, og snart ville det være out i hele klassen. Han så for sig, hvordan han ville blive kaldt for Vanløses trylle-Arne. Frederik ville bede ham om at trylle skolen væk i frikvarteret, mens Emma og Maya så på. Det gjaldt om at holde kæft om oplevelsen ved denne vanvittige sølvbryllupsfest.

Tankerne ræsede rundt i hovedet på ham som sorte fluer. Egentlig skulle han også tisse, men han turde ikke stå op. Det måtte vente, til det blev lyst. Til sidst døsede han langsomt hen og faldt i en urolig søvn.

Tidligt næste morgen vågnede han ved lyden af ophidsede stemmer ude på gangen. Det var umuligt at få en mening ud af det, fordi alle talte i munden på hinanden.

"Er hun død?" blev der spurgt?
   "Nej, men hun er i chok" var der en som svarede.

Mathias hoppede ud af sengen og åbnede døren.

"Hvad sker der?" spurgte han sin mor.
   "De har fundet Kamma i sengen, hvor hun bare lå og stirrede op i loftet. Ingen kan komme i kontakt med hende. Men hun er jo også over 90 år" forsøgte hans mor at forklare. "Festen har nok været mere, end hun kunne klare."

En læge banede sig vej gennem selskabet. Han stoppede op i døren og spurgte undrende: "Sover hun altid sådan?"

Tante Rita svarede, at hun havde i hvert fald aldrig set sin mor ligge på den måde før.

Mathias kiggede nysgerrigt over skulderen på lægen og fik øje på Kamma, der lå i sengen. Stiv som et bræt og hvid som et lagen, mens hun stirrede tomt op i loftet. Det gav et sæt i ham, da han fik øje på den. Messinglysestagen! Kamma lå med den samme messingstage i hænderne, som han havde set Den Hvide Dame hente inde i spejlet om natten.

"Hun ligner én, der har set et spøgelse" sagde onkel Jørgen og grinede dumt.

Mathias følte det som om, at hele rummet drejede rundt, og gulvet gyngede. Havde Den hvide Dame taget fejl af den gamle, bitchede Frederikke og søde gamle Kamma? Kamma som aldrig havde gjort en flue fortræd.

"Ring efter en ambulance!" råbte lægen til Jørgen.

Med tunge skridt gik Mathias ned ad gangen. Her fik han øje på skiltet, som pegede ned mod næste etage, hvor den indemurede pige lå. Han gik ned af trappen og hen ad gangen. Dér lå hun! Bag en glasrude kunne han genkende det billede, han havde set i går aftes af hende på sin iPad. Sammensunken og krumbøjet havde døden til sidst hentet hende. Nåede hun mon at vågne op og fornemme, at hun var muret inde?
   Mathias gøs. Hun havde jo ikke været meget ældre, end han var i dag. For hende havde kærligheden været utænkelig sammen med Hans. At det også gik ud over babyen, havde Frederikke ingen problemer haft med. Løgn, mord og lidelser var noget, man var ligeglad med. Det skulle jo nødig hedde sig...! Mordene var ækle, men det havde Frederikke ikke haft det dårligt med, når bare man kunne holde sig fri af andres sladder og bevare slægtens ære, så var alt tilladt. "Er det ikke det, som man i dag kalder for æresdrab?" tænkte han.

I det samme satte en sort ravn sig uden for vinduet på gesimsen. Det gav et sæt i ham. Hvorfor mon? Var det tilfældigt, eller var der en mening med det? Den hakkede på ruden og stirrede med hårde øjne på ham. Måske det var Frederikke, der kom i skikkelse af disse sorte fugle? Ønskede hun at jage ham væk, fordi han lignede Hans? Mathias' fantasi begyndte at galopere, og med Gertrud liggende foran sig, fornemmede han kortvarigt den ækle ondskab, hun var blevet offer for. Heldigvis var der glas imellem ham og ravnen. Det beroligede ham lidt.

Mathias kunne mærke, at han på én nat var blevet mere moden. Det havde sat en masse tanker i sving hos ham. Oplevelsen med Hans og Gertrud havde givet ham en dybere forståelse for livet på godt og ondt. Han var nu blevet rykket ud af sin egen egoistiske cirkel. "Hvor skal jeg dog være taknemmelig for det liv, jeg har i dag" tænkte han. "Alle de dejlige oplevelser er jo ikke en selvfølge." Han tænkte på, at han havde en far og mor, som elskede ham og ville gøre alt, hvad de kunne for at hjælpe. "Så heldig er det ikke alle, som havde været." Han gøs ved tanken om, hvordan de allernærmest var faldet Gertrud i ryggen. "Egentlig har jeg meget at takke både Gertrud og Hans for. Faktisk har jeg mødt dem begge to" mumlede han.

Han havde befundet sig i en sær tidslomme, som havde givet ham et indblik i en grusom historie og gjort hans egen verden større. Mathias mediterede en del over det. "Jørgen og Rita ville jo bare have, at jeg var sammen med dem på deres store dag" sagde han og kiggede på Gertrud. Det var ikke alle, som oplevede en fest, der var tilrettelagt med gode intentioner.

Han kastede et sidste blik på Gertrud, og resterne af den fine kyse, der dækkede hendes hvide kranium inden han vendte sig om og gik. I spejlet havde han nået at se, hvor utrolig smuk hun havde været.

Ingen skulle nogen sinde få at vide, hvad han havde oplevet i løbet af natten. Ham skulle de i hvert fald ikke grine af. Det var hans hemmelighed, som han ville bære med sig for altid og aldrig glemme.

Solen skinnede fra en næsten skyfri himmel, og det var svært at forestille sig nattens hændelser. Efter morgenmaden begyndte selskabet så småt at bryde op og tage afsked. Der skulle pakkes før afgang, men inden da gik Mathias ud i slotsparken. Under et stort bøgetræ plukkede han en enkelt lille bellis, som frosten endnu ikke havde taget. På værelset lagde han den foran spejlet. "Den er til dig, Gertrud!" hviskede han. "Hils Hans!" Han greb sin sorte sportstaske og lukkede døren bag sig.

Receptionisten stod parat til at modtage nøglen og håbede, at han havde haft en god nat og en dejlig oplevelse. Mathias nikkede og sagde stille "Den har været anderledes!" Hun smilede og svarede "Ja, det er jo ikke hver dag, at man får muligheden for at bo på et slot!"

Alle vinkede farvel til hinanden. Tante Rita og onkel Jørgen måtte vente med at få et knus til senere. De var kørt med Kamma på hospitalet.

Da bilen atter kørte på broen over voldgraven, fortalte en bimlende lyd, at hans mor havde modtaget en sms. Hun læste den og sagde med lettelse i stemmen, at der var godt nyt om Kamma. Hun var heldigvis vågnet op igen, men var meget forvirret. "Hun snakker om hvid tåge og grønne farver" læste hun og sukkede "Hun er altså ved at blive gammel. Det kan man godt mærke!"

Mathias kiggede ud ad vinduet og betragtede Vejstrupholm Slot, som forsvandt bag dem. "Nogle gange er der bare mere mellem himmel og jord!" sagde han, mens hans forældre rynkede panden og stirrede uforstående på hinanden.