Min chef var på ingen måde en lille mand. Han krympede dog, når han behændigt undgik at skulle have penge op af lommen. Eller hvis hans indre alfa-han kom under pres, så kunne der opstå situationer, hvor man var bedst tjent med at være uden for kampens epicenter.
Den to meter høje mand hed Gösta og var opvokset på en skånsk gård i nærheden af Falsterbo. Den solide kost havde resulteret i et hærdebredt korpus på plussiden af 120 kilo.
Gösta havde en præference for at lytte til svensk folkemusik eller quizprogrammer på en lokal Malmøkanal. Det kunne være særdeles forstyrrende, når man sad med en opgave 4 meter væk, som skulle være færdig inden fyraften. Bad man høfligt om at få skruet ned for harmonikaen og fiolen, der var gået polka-amok, så blev det ikke vel modtaget. Derfor forsøgte man at bide tænderne sammen og udholde pinen. Det var trods alt det nemmeste.
Hans gamle kontorstol, havde han i en fjern fortid skaffet gratis på et depotrum dybest nede i kælderen sammen med resten af inventaret. Men efterhånden som stolen havde undergået tidens tand over fire dekader, samt den daglige belastning af Gösta, så måtte han erkende, at tiden nok var inde til, at den fik en afløser. Armlænet var vakkelvornt. Det orange stof var mørnet og afslørede en smuldrende skumgummipude i en døende farve. Da hjulet faldt af under en skånsk hyggepassiar, var dødsstødet sat ind.
I en annonce fik han øje på en fornemt udseende kontorstol til næsten ingen penge. Læderlook. Høj ryg. Bredt sæde. Armlæn og mulighed for at tippe ryglænet. Værdigt for en rigtig kontorchef. Eleven fik æren af at bestille et stk. "Chief" til ham. Gerne med omgående levering. Han brugte en del tid på at pointere på drævende skånsk, at prisen var fornuftig, og vi fik alle en lektion i, hvor vigtigt det er, når man er prisbevidst og ser sig for. Med smerte lod han forstå, at denne gang skulle hans eget afdelingsbudget oppebære udgiften.
Dagen oprandt da "Chief" ankom i en papkasse på størrelse med et mellemstort redskabsskur. Göstas øjne strålede, da han satte sig i kontorstolenes limousine. Han drejede. Vippede ryglæn. Regulerede sæde og armlæn. Alt i alt var han rigtig godt tilfreds, da han nynnende kastede sig over arbejdet akkompagneret af "Till Österland vill jag fara", mens vi andre i vort stille sind ønskede, at han gjorde alvor af det.
Efter frokost kom han tilbage fra kantinen og kastede sin dødvægt i favnen på "Chief". Den kvitterede med et hørligt knæk, hvorefter stolen sank sammen i højre side. Gösta lå for en stund som en gast i solingklassen på stolens ræling. Hjulstellet havde tydeligvis opgivet ævred. Stolen var designet til små vævre asiatere, og der havde man tydeligvis ikke tænkt en velvoksen skåning ind i kundesegmentet.
Efter at der var flydt en del svenske ukvemsord ud af ham, fik eleven den ædle opgave at sørge for, at varen blev leveret retur og erstattet af en ny.
En uge senere ankom "Chief den II" og modtog Gösta bag skrivebordet. Med lidt større nænsomhed placerede han sig i nyanskaffelsen, og udførte en vrikkende test af tronstolen. Tilfreds kastede han sig over dagens opgaver.
Under fortæring af en cremefyldt spandauer, ringede hans telefon. Det var tydeligt for enhver, at hans gode forretningsforbindelse, Svante i Eslöv, var i den anden ende. Rummet fyldtes omgående af skånske morsomheder på 90 decibel. Göstas mave hoppede af grin hver gang, der var taletid i Eslöv. Gösta kastede sig med en brølende latter tilbage i sædet. For at gøre sig livet mageligt under samtalen, lagde han ryglænet ned. I det samme lød det velkendte knæk, som vi allerede havde stiftet bekendtskab med hos "Cheif den I". Denne gang var det ryglænet, som gav op. Alle kiggede med vantro over på ham og iagttog, hvordan han vippede baglæns, mens hovedet forsvandt under skrivebordet. Ansigtet blev afløst af hans randsyede sko i størrelse 48 som ankom i en glidende bevægelse til skrivebordet. Svingningen var så voldsom, at skoene efter få sekunder atter afløstes af hans hoved, som kortvarigt vippede op over skrivebordskanten. Stilheden larmede i rummet.
Under denne autonome vippetur lyste frygten som et fyrtårn ud gennem hans brilleglas. Med en effektiv pendulvirkning lykkedes det "Chief den II", at vippe ham tilbage igen, så fødderne foretog en da capo og lagde sig i en mere permanent hvilestilling i bordhøjde. Forbindelsen til Eslöv blev afbrudt, og munterheden var ophørt. Gösta lignede en strandet hval, som han lå på sit akavede leje, med en byge af skruer og skiver spredt om sig på gulvet. I samme øjeblik den berømte engel gik gennem lokalet, knækkede ryggen helt af, og overkroppen dumpede nu ned og lå slænget hen ad gulvet. De randsyede sko gjorde os selskab i øjenhøjde med et gult klistermærke i svangen, som oplyste os om, at de var købt på udsalg.
Personalet sad handlingslammede, indtil vi fik samlet os sammen, og baksede ham op på ret køl igen. Den snaskede spandauer havde fordelt sig over et større område på skjorten, mens radioen var i gang med en hopsa i 2/4-takt.
Alle, på nær Gösta, kæmpede med latterorkanen, som pressede sig voldsomt på, men da man kendte hans iltre temperament var det klogest at tøjle munterheden.
Vi fik ham placeret på en stabil stol, hvorefter han påbegyndte en afskrabningsproces på skjorten med sin lineal. Herefter foretog han et opkald til virksomheden, hvor "Chief den I og II" var indkøbt. Næppe anede vi, at der fandtes så mange eder på svensk. Den skånske krig var brudt ud i lys lue, og afslutningsreplikken stod ætset i svovl og syre.
Den gamle kontorstol fik en renæssance med en blåternet hynde samt et nyt hjul. "Hvad der er sparet - er tjent!" belærte han os på drævende skånsk, mens mandolin, harmonika og nyckelharpe tog livtag med hinanden i æteren.