Anker Martin er den sejeste dreng på hele skolen. Der er bare ikke andre, der sådan lige kan se det. Ikke endnu i hvert fald. Faktisk må man sige, at alle andre overhovedet ikke kan se det. Snarere tværtimod. Mange synes nemlig, at Anker Martin er en værre snotunge. En yderst irriterende fnatmide. Et let mobbeoffer. Ham og det røde hår og lidt for korte bukser. Ham og de klamme leverpostejsmadder. Ham og al den underlige snak og disse mærkelige påfund han kan præstere.
Så det ser egentlig ikke for lyst ud for vores kære ven. Men bare vent. Inden historien er slut, er Anker Martin blevet den sejeste dreng på hele skolen. Eller det er i hvert fald planen. For han er nemlig ikke helt almindelig ham Anker Martin. Og jeg vil faktisk mene, at det ofte er de ikke helt almindelige, som sommetider ender med at blive de allersejeste. Dem der stritter lidt, er lidt skæve og som vi alle taler om. Sommetider. For der er mange ting, der skal falde i hak, for at sådan noget kan lykkes. Men jeg vil ihvertfald gøre alt for, at Anker Martin når målet. Målet om at blive den sejeste dreng på hele skolen.
Lad os nu dykke ned i historien og se hvordan ham her Anker Martin måske bliver sej. Det bliver svært. Der er en lang og kringlet vej. For der er som nævnt ikke nogen der på den måde, synes han er et hit. Det er man ikke i tvivl om, hvis man dumper ned i Anker Martins klasse. Man kan ellers godt være i tvivl om mange ting i 6. klasse. Ja, I tvivl om alting og allermest sig selv. Det må selvfølgelig ikke se sådan ud. Man skal ikke vise, at man er - er usikker. For hvad tænker de andre så ikke? De må endelig ikke få noget på én, noget de kan bruge imod én. De må endelig ikke se, at man er i tvivl. Det hele er ligesom et spil, hvor man skal følge visse spilleregler. Man må endelig ikke træde uden for. Endelig ikke være mærkelig.
Men det er Anker Martin. Han er mærkelig. Og han træder konstant udenfor. Og det lader han sig ikke på den måde gå på af. Han gider ikke det der spil. Han er bare sig selv. En lille, mærkelig rødhåret dreng med lidt for små bukser og alt for skæv adfærd.
Han tænker altså ikke på den måde over dit og dat. Heller ikke at han faktisk har et stort hjerte med masser af kærlighed og en kæmpe tro på sig selv. At han faktisk, som en af de eneste i 6. a, hviler fuldstændig i sig selv. Sådan noget kan man måske heller ikke se og mærke i sådan en 6. klasse. De andre i klassen kan i hvert fald ikke. Anker Martin kan vist heller ikke. For at være helt ærlig tror jeg faktisk kun, det er mig, der kan fornemme det.
Og denne her dag, hvor vi slår ned i historien, er da heller ikke lige den bedste til at gøre vores sprællemand til helt. Han er igen kommet for sent, har igen glemt alle sine ting, glemt alt om lektier, aftaler og spilleregler. Læreren er godt træt af ham, klassen sender ham opgivende blikke og sidemanden vælger at rykke over til et andet bord.
Anker Martin tager dog ikke videre notits af det. Og stemningen vender lidt, da han sætter sin nyeste penisskulptur op på bordet. De fleste i klassen kan ikke lade være med at smågrine. Vores rødhårede ven får øjenkontakt med læreren og sender hende sit gæve, skæve smil, der betyder noget i retning af "om forladelse". Den bider hun ikke sådan på, og da hun får øje på skulpturen, er der ingen anden udvej, end at Anker Martin, for gud hvilken gang, må forbi skolens kontor.
I frikvarteret bliver han mobbet af Daniel og de andre fra klassen. Også af Christian og slænget fra b-klassen går til ham. Det sædvanlige med brandbil, fattigrøv, nørde-Anker og så videre. Anker Martin har prøvet det før og lader sig ikke på den måde mærke ved det. Han siger bare, at de snart må finde på nogle nye ting, for han har ligesom hørt det hele før. Og håret er altså nu engang rødt. Og han er altså nu engang, som han er. Take it or leave it!
Pludselig får Anker Martin en mægtig tanke. Det gør han nu tit, men denne her tanke er større på en eller anden måde. Nu skal det altså være. Hvor meget skal man egentlig gå her og finde sig i, tænker han? Dag ud og dag ind. Hvor herrer bevares! Lærere, der misforstår og ikke sådan rigtig gider en. Nedsættende blikke fra usikre klassekammerater. Skub, latterlige kommentarer, buksevand. Mobning. Det er da for kedeligt. Gab! Der må ske noget nyt. Han må gøre noget. Kun han kan gøre noget. Det tænker han. Efter alle de år. Ingen andre gider sådan rigtig tage sig af det.
Tanken vokser, og ved førstkommende lejlighed vil han på en eller anden måde få hele skolens opmærksomhed. Og ikke på den uheldige måde, som han plejer. Nej, han vil sige noget til dem alle sammen. Få dem til at lytte. For en gangs skyld få dem til at lytte ordentligt efter, hvad han har at sige. Også selvom det måske er mærkeligt i deres øre. Han ved nemlig godt, hvad han vil sige, men hvordan? Hvorhenne?
Der er tre dage til den store juleafslutning, hvor hele skolen samles i dramasalen. Her vil han slå til. Lige der midt i Nisserne på loftet og Et barn er født i Bethlehem. Lige før inspektørens lange, hyggelige juletale. Men hvordan? Hvordan skal han gribe mikrofonen og få hele salens opmærksomhed? Mmhh... Tænke, tænke...
Dagene går. Anker Martin har tænkt færdig. Planen er klar. Er kanon. Talen er klar. God. He he... Nu er det bare at vente. Ingen bemærker noget. Alle ser den samme lille fyr med rødt hår. Men inden under håret blomster troen og håbet på nye tider. Han er egentlig helt rolig og afklaret. Hvad har han at miste?
Det bliver fredag. Scenen sættes op. Klasserne drysser ned i dramasalen. Anker Martins klasselærer lægger slet ikke mærke til, at han ikke er gået med 6.a med ned. Hun tænker vist kun på den kommende ferie. Og om andestegen skal i ovnen eller på hendes nye Webergrill.
Anker Martin tænker på sin plan. Han er et helt andet sted. Og så alligevel ikke...
Han sidder nemlig oppe over lyset på den store scene. Han kan se alle deroppe fra, men de kan ikke se ham. Ikke endnu. Han har udstyret klar. Han har blandt andet trukket ledninger hele dagen. Han sidder nu med kontakten. Kontakten til alt lyset i kælderen. Den føles magisk i hænderne, synes han. Så meget strøm, kraft, mørke og lys samlet et sted.
Tonerne fra klaveret buldrer løs. De andre børn prøver at ramme tonerne og finde en grimasse, der passer til julens budskab om lys, nærvær, næstekærlighed og alt det der. Lærerne prøver at holde styr på tropperne og ønsker snart denne galskab stopper, og de kan holde en velfortjent ferie.
Og så pludselig midt i det hele. Lige der midt i overgangen fra På loftet sidder nissen og Et barn er født i Bethlehem slukkes alt lyset i salen og en lille rødhåret dreng med pandelygte daler stille ned fra loftet og ned på scenen som en anden supermand. Lige ved siden af klaveret. Først er der en hysterisk larm, men den bliver efterfulgt af en chokerende ro og stilhed. Den lille mand står bare der med sit røde hår, lidt for korte bukser og denne her pandelygte, der lyser ud på forsamlingen og får ham til at fremstå som en... Ja, som en... Ja, som en anden Jesus. Som en anden frelser. Der er sådan en slags aura omkring ham.
Han kigger på inspektøren, der står måbende ved siden af ham. Den ældre herre prøver at sige noget, men der kommer ikke noget ud af munden. Han er lamslået som resten af de voksne. Ja, som resten af salen. Hvad skete der lige der?
Anker Martin griber mikrofonen og starter sin tale:
"Kære alle sammen!
Hvad går det her skole ud på? Hvorfor er vi her egentlig? For at få dumme kommentarer om dit og dat. Om rødt hår og grimme tænder? For at sættes i bestemte kasser, så systemet opretholdes? For at indordne sig og få sin rolle på skolen? For at finde fejl ved hinanden? Spille det rigtige spil?
Svaret er NEJ! Vi er her faktisk for at lære. Lære skoleting, lære af hinanden og lære os selv at kende. Lære at tro på sig selv. Have hjertet på rette sted og respektere hinandens forskelligheder.
Vi er her ikke for at være efter hinanden og finde fejl og mangler. For himlens skyld. Vi har jo alle fejl. De seje drenge har fejl. Masser. Selv inspektøren har fejl. Masser.
Men bliver vi bedre mennesker af at finde fejl ved hinanden? Lærer vi noget ved at finde fejl ved andre? Skjules vores egne fejl ved at finde fejl ved andre? NO! Vi er heldigvis alle fulde af fejl. Fejl som vi på den ene eller anden måde lærer at leve med. Lære at arbejde med. Og faktisk lærer og udvikler man sig mest, hvis man laver lidt fejl en gang imellem. Så dem skal vi være glade for, dem skal vi sætte pris på. Så vi selv kan rette disse, hvis det er det, der skal til. Min fejl er for eksempel, at jeg alt for længe har fundet mig i at blive mobbet. Blive misforstået eller bare ignoreret.
Men nu er det slut. Jeg gider simpelthen ikke mere. Der er ingen her, der egentlig gider dette mere, tror jeg. Det er jo det rene skuespil. Ingen hviler i sig selv. Alle er oppe på dupperne, og tror de skal dit og dat for hans kongelige almindeligheds skyld. Men tro i stedet på jer selv! Tænk selv. Vis hvad I dur til uden at frygte, at det ikke er godt nok. Vær jer selv for pokker!
Mit hår vil for eksempel altid forblive rødt. Lige meget hvor meget jeg vasker det. Lige meget hvor meget jeg forsøger at få det til at ligne jeres. Lige meget hvor mange gange I driller mig med det. Vi må alle lære at leve med det. Beskæftige os med vigtigere ting her i livet. Finde os selv. Være gode ved hinanden. Kæmpe for en bedre verden. Udvikle os. Lære. Det var bare lige det, jeg ville sige. Tak!"
Derefter tænder Anker Martin lyset igen og begynder at synge for på "Et barn er født i Bethlehem".
Salen sidder som forstenet, men begynder tøvende at synge med: "Forsvunden er nu al vor nød, os er i dag en frelser født. Halleluja, halleluja!"