Ditlev havde netop afsluttet sit arbejdsliv ved kommunen og var gået på pension. En magtfuld stilling i Ydelsesafdelingen havde givet ham et rigt mål af storhedsvanvid, når han bevægede sig almægtig rundt i korridorer og gange, som et omvandrende levn fra enevælden. I forhandlingssituationer slog han ofte ud med armene og proklamerede: "Jeg kan blive meget ubehagelig, hvis jeg ikke får min vilje!"
Dette måtte folk sande, som kom på tværs af ham. Han var ikke nem at danse tango med, og det var en balanceakt at undgå et livsvarigt fjendskab.
Umiddelbart ville man tro, at hans valg af hund ville falde på en potent rottweiler, med samme indstilling til sin omverden. Men det var ingenlunde tilfældet. Han var derimod ejer af en lille hvid puddel med neurotiske tendenser, der lød navnet Snutte.
Under et skybrud blev Ditlevs særdeles omfangsrige korpus fanget af uvejret, og både han og Snutte blev gennemblødte til skindet. Ditlev, der normalt luntede, kunne helt usædvanligt betragtes småløbende, mens buksebenene slaskede om ham som kogte kålblade. Hunden havde transformeret sig fra hvid til lyserød, idet pelsen var gennemblødt, mens den hylede med åben mund hele vejen hjem.
Peter havde dyrket kartofter og rødløg i rigelig mængde, og da Ditlevs lille undseelige og grå kone var vældig glad for disse friske råvarer, tilbød Peter dem et par poser. Det vakte glæde, og han blev som tak inviteret på en kop kaffe på terrassen i det Ditlevske domicil.
Mens det lille selskab sad udendørs under markisen, stod Snutte indendørs med skrækken malet i øjnene og klynkede hjerteskærende. Peter forsøgte at lokke den uden for med lidt hundegodter gennem en sprække i døren. Men nej! Snutte var ude af stand til at tage føde til sig. Ditlev lænede sig bagud i stolen så den knagede faretruende, og et par krummer fra den opvarmede prinsessestang vippede i mundvigen. Med et par tommeltotter begravet i sin kødfulde talje forklarede han til Peters forbløffelse, at Snutte var bange for spyfluer! Målløst betragtede han, hvordan Snuttes hoved drejede sig klynkende fra side til side, mens den med opspilede øjne iagttog monsteret flyve faretruende tæt på ruden og stirre igen med sine røde øjne og buzzende lyd.
Det krævede det umenneskelige af Peter at finde en grimasse, der kunne passe. Han fandt et punkt ude over fjorden, hvor han lod blikket hvile og lod som om, at oplysningen var af almen viden.
Imens Snutte sørgede for underholdningen inden for, tog fluen flere vedholdende tilløb og hamrede mere og mere arrigt på ruden.
Da seancen fortsatte med nye fluer på arenaen, takkede Peter for kaffe og overlod matriklen til naturens rasen.
Dagen efter kom Ditlev prustende langs stranden, mens han målrettet jokkede mod badebroen. Han var iført babyblå badebukser, badesko med en iøjnefaldende fuldrigger og små signalgule dykkerbriller til en 10'er fra Harald Nyborg. Herefter kastede han sit overjordiske legeme i bølgen blå, hvilket afstedkom en mindre bølgegang, som slog ind mod stranden og åd et stykke af børnenes sandslot.
Pludselig blev løjerne i det våde element afbrudt, og med et imponerende tempo, man ikke før havde set ham opbyde, røg han i næsten vægtløs tilstand op ad trappen.
Våd som Kong Neptun - og stadig iført skriggule goggles - vuggede han hen over badebroen i svuppende badesko. Med dirrende stemme der knækkede over i falset, meddelte han to kvindelige beboere, at der var brandmænd i vandet. Han betroede dem, at han nærede en panisk angst for brandmænd!
Man må undertiden sande, at teorien om at hund og ejer ligner hinanden ikke altid er grebet ud af fri fantasi.