De 2 drenge løber stærkt ude på skovstien. De leger at de er hemmelige spioner og at der er en hær af politi efter dem. De zig-zagger gennem skovbunden og som små hurtige katte kaster de sig ned bag en stor træstamme.
   "Pas på bag dig" hvisker Jacob. Han løfter sin slangebøsse op og gør den klar til skud. Han har fået sin far til at lave een af store søm, der er smeltet sammen på midten, og med store tykke elastikker kan den skyde langt og hårdt med de små røde kramper. Ind imellem rammer Jacob en fugl, der stille falder ned til jorden. Martin er ikke så heldig at have en far der har sit eget mekaniker værksted og kan lave slangebøsser. Hans far arbejder i banken og kører tidligt hver morgen med sin læder attachemappe under armen, og når han kommer hjem til den sædvanlige tid, skal han altid ligge på sofaen indtil mor siger at aftensmaden er klar.
   Men Martin har en bue med pile han fik til sin 12 års fødselsdag, og den er altid med ham, hængende på ryggen.
   De fortsætter længere ind i skoven. I det fjerne kan de se den nedlagte herregård. Ingen bor her mere. Jacob's far har fortalt at i tidernes morgen var det brugt som børnehjem. Men det er vist bare rygter.
   Skoven er tæt og mørk her. Tykke ufremkommelige buske overalt. De lister længere ind og nærmere sig mere og mere herregården.
   "Vi må ikke gå længere" sir' Martin. Han har fået strenge ordrer hjemmefra om at ikke gå længere ind i skoven end til engområdet. Og nu er de mindst flere kilometer længere væk.
   "åh jo, kom nu"
   "Du tør måske ikke...?" driller Jacob. Han er altid så modig og stærk. Ikke bange for noget. Martin vil ikke tabe ansigt så han lister videre med Jacob, ind i den tilgroede have. Engang har det vist været et flot have med blomster og klippede buske. En kæmpe hængepil står midt på det der engang var græsplænen og de skubber de lange bløde grene til side og inde bagved er en uset hemmelig hule. Lyset er skærende lysegrønt og der er stille derinde. De sætter sig ned og Jacob tager en plade chokolade frem som de deler.
   "Gad vide, hvem der har boet her?"
   Jacob lægger sig ned på ryggen og kigger op i piletræets trækrone.
   Martin kigger på Mickey Mouse uret, som de andre i klassen driller ham med, men det er en gave fra hans onkel, der bor i Amerika. Han har selv købt det et sted hvor Mickey Mouse bor. Martin elsker det ur! Og de kan drille så meget de vil, han tager det aldrig af. Selvom han nu er 12 år.
   "Jeg skal altså snart være hjemme til aftensmad. Jeg må ikke komme for sent. Så bliver min far så rasende." Martin ved godt det er tidligt de spiser kl 17, men hans far forventer at maden er klar og at alle er hjemme til spisetid.
   Jacob sætter sig op med et sæt.
   "Hørte du det?"
   Martin hørte ikke noget. Kun vinden der svagt blæser gennem grenene.
   "Kom. Vi må tjekke hvad det er."
   Jacob skubber de lysegrønne pile grene til side og fortsætter færden tættere på huset. Martin sukker og følger med.
   Herregården er bygget i røde mursten og flere steder er murene ved at falde sammen. Der er flere huse der hører til gården. Hovedhuset er kæmpestort. Der er en stor stentrappe der fører op til en hoveddør, som Jacob selvfølgelig allerede har tjekket om er låst. Det er den.
   De fortsætter rundt om huset og kigger ind gennem de vinduer de kan nå op til. Der er også en kældertrappe. Døren der er også låst. Flere af vinduerne er smadret i kælderen men man kan ikke komme ind da der er metalgitter for alle vinduerne. Der lugter muggent og råddent alle vegne og Martin får kuldegysninger.
   "Lad os nu gå hjem" beder Martin men Jacob vil om på den anden side af staldene.
   "De har helt sikkert ikke haft heste her på gården, hvis det var et børnehjem, tror du?" Jacob kigger på Martin. Han ved det ikke, det eneste han ved er at nu kommer han for sent hjem og bliver sikkert sendt i seng uden aftensmad.
   Men han følger nu alligevel efter Jacob. I den bagerste bygning opdager de at den ene dør er faldet af hængslerne og de kan kravle ind. Jacob tænder sin lommelygte.
   Indenfor er der mørkt og støvet. Der lugter hengemt og lidt muggent. Det er ikke en stald kan de se nu. Der er i stedet flere forskellige rum, alle hvidkalket på væggene og i hvert rum er der øverst oppe et lille vindue med metalgitre for, ligesom i et fængsel. I et af rummene står der en jernseng og på gulvet ligger en beskidt madras.
   Martin får igen kuldegysninger og kommer til at tænke på kogte kartofler, frikadeller og brun sovs. Nu spiser de alle derhjemme.
   "Shit man. Det er fandme uhyggeligt!" Selv Jacob er utilpas.
   "Vi må hellere se at komme afsted."
   De vender om og bevæger sig tilbage til døren, da de pludselig fornemmer en lyd i eet af rummene.
   Martin hvisker: "Kom nu Jacob, vi skal hjem" men Jacob kan ikke nære sig og må se hvad det er. Inde i rummet der er større end de andre, står en jern køjeseng. Ved den anden væg et bord med vask og på væggen en slags brusekabine med fliser på gulvet. Fliserne er gået i stykker, de er revnet og mange af dem ligger spredt rundt i lokalet.
   "Se! Der er et hul i væggen" og Jacob lister nærmere for at kigge ind. Han lyser ind gennem hullet. Martin kigger også på trods af at han nær er ved at tisse i bukserne.
   På den anden side er et lille rum uden vindue. Der er reoler ved alle væggene. Og det de ser nu vil forfølge dem resten af livet, give dem mareridt og onde drømme. For på hver hylde ligger små skeletter. De er så små at det kun kan være skeletter fra børn. Hovederne på skelletterne ser unaturligt store ud og de små kroppe er alle lagt i den samme stilling - i fosterstilling. Den stilling har drengene set i een af lærer Madsen's bøger om kvindekroppen, den bog de smugkigger i når de må blive indenfor i frikvarteret.
   Det ene børneskelet ligger anderledes end de andre. Det vender den anden vej og nærmest kigger ud på dem. Det ligner at det griner.
   "Lad os komme ud herfra!" råber Jacob og de tumler ud af bygninger og løber hele vejen hjem gennem skoven, uden at kigge sig tilbage - dog med den fornemmelse af at nogle følger efter dem.
   Da Martin kommer hjem en time for sent venter der ingen frikadeller men skæld ud af far, en lussing og på hovedet i seng uden aftensmad.
   Og da han lukker sine øjne i kan han kun se små raslende skeletter for sig, og et grumt grin runger svagt i værelset.