Jeg rumlede af sted i bussen en trøstesløs efterårsdag. Regnen slog på ruderne og dannede dug og rislende bække. Bussen var tætpakket med udtryksløse passagerer, der alle emmede i deres våde tøj.

På sædet over for sad en midaldrende dame, der ufortrødent fyldte både sit eget og en god del af nabosædet. På det sad en mand på ca. 35 år. Han var klemt halvt op ad væggen og lænede nakken mod ruden, mens han forsøgte at læse. Hans nabo talte i mobiltelefon. Intet var for stort eller for småt at tale om. Vi blev alle indviet i mange celebre detaljer. Hendes egne problemer med fordøjelsen, og de kvaler det medførte. Preben der var et dumt svin, som blev suppleret med festlige og udpenslende eksempler. Et ægtepar (jeg tilfældigvis kendte) der skulle skilles. Datterens ferie på Kalymnos. Opskrift på gule ærter. Nedgroede negle. Toves kat der kastede hårboller op ...

Her afbrød hendes sidemand hende, og hun kiggede på ham med et blik, der var fyldt med skarntydesaft. Han spurgte høfligt: "Jeg håber ikke, det forstyrrer, når jeg vender et blad i min bog!"

Ved næste stoppested stod hun harmdirrende af, mens hun i telefonen forklarede vedkommende i den anden ende, at hun var blevet forulempet af en uforskammet snothvalp.

Der lød et fnis et sted i bussen, og derefter sænkede freden sig som helbredende balsam for ørerne.